Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Kaos i København den 9. april 1940

Månedens artikel fra Besættelsestiden i samarbejde med www.dengang.dk beskæftiger sig mest med, hvad regeringen foretog sig, da alvoren først var gået op for dem. Nogle af advarslerne havde udenrigsministeren slet ikke set. Først den 4. april var han klar over alvoren. I Tønder fik man advarsler allerede i slutningen af marts. Ved Amalienborg kæmpede garderne tappert, indtil en meget bevæget konge stoppede kampene, da var tre gardere allerede blevet såret. Fra Søgård i Sønderjylland var soldaterne hver blevet udstyret med 20 skud. Først omkring kl. 8 fik man i Sønderjylland at vide, at kampene var indstillet. Allerede før 4.30 var den tyske gesandt Renthe-Fink mødt op hos udenrigsminister Munch med tyskernes krav. Hvis Danmark ikke skrev under, ville København blive bombet. På garnisonerne var man usikker på, hvordan man skulle reagere. Og ved Langelinje kunne et transportskib uhindret lande 800 tyske soldater.

Tysk chauffør advarede tøndringerne 14 dage før
Kigger man i dag i diverse Kommissions – rapporter fra dengang, ja så rummer de store uenigheder omkring varslingerne omkring tyskernes hensigter den 9. april. Og disse uenigheder bliver forstærket, når vi kigger i faglitteraturen.

Vi kigger også på kampene på Amalienborg, og hvad der skete tæt på regeringen den 9. april. Vi har i mange artikler skitseret, hvad der skete i Sønderjylland. Se artikelhenvisninger bagerst i artiklen.

Man kan jo undre sig over, at man ikke anså det som en fare, at så store troppekoncentrationer stop lige syd for grænsen. Tidligere har jeg skrevet i flere artikler, at min far i Tønder i slutningen af marts blev advaret af en tysk chauffør, at der var masser af troppebevægelser nord på.

Ved Højer kunne man på digerne i flere dage inden 9. april høre motorlarm fra fly på Sild.

”Wesserübung” blev holdt hemmelig
Hitler lod sig overbevise af Quislings forsikringer om, at Norge var truet af en engelsk besættelse, men han foretrak en fjerde løsning, nemlig en tyske erobring uden brug af norske nazisters hjælp. Fremgangsmåden ville gøre det lettere at sikre hemmeligholdelse af forberedelserne.

Projektet var afhængig af at det blev hemmeligholdt, ellers kunne det koste store tab. Så kunne englænderne måske holde og vente og foretage flyangreb. Tyskerne foretrak vel skandinavisk neutralitet. De var bange for engelsk besættelse af både Norge og Danmark.

Kjølsen havde sendt alvorlige advarsler
Allerede den 8. januar og 13. februar havde admiral Kjølsen sendt nogle foruroligende meldinger til København. Udenrigsminister Munch har over for Kommissionen nævnt, at han ”intet kendskab” havde til disse. Udenrigsministerens daværende direktør, minister O.C. Mohr hævdede, at han ikke mener nogensinde at have set dem. Ja sådan står det i Kjølsens beretninger om advarslerne. Men han har heller ikke kunne se dem, da han opholdte sig i London.

Men heller ikke andre ledende embedsmænd har set disse indberetninger. Noget tyder på, at der er sket en fejlekspedition fra arkivarens side. Men disse indberetninger var alvorlige. Hvorfor blev de så ikke sendt direkte til udenrigsministeren og en kopi til kongen.

Udenrigsminister vidste først at Danmark skulle angribes 4. april
Gesandten i Berlin, kammerherre Zahle havde heller ikke nævnt nogen tysk trussel i det brev som Kjølsen havde med til udenrigsministeren, da han aflagde denne et besøg den 1. april 1940.

Vilhelm La Cour har i en bog, der udkom i 1950 understreget, at udenrigsministerenden 4. april ikke havde kendskab til Kjølsens to indberetninger den 8. januar og 13. februar. Ja vores udenrigsminister påstod, at han ikke havde hørt Danmark nævnt i tyske angrebsplaner før 4. april.

Den 5. april kaldte svensk gesandt det for ”rygter”
Men inden vi bebrejder en masse mennesker forskellige ting, skal vi måske også lige nævne, at den svenske gesandt i Berlin sendte et telegram hjem omkring tyskernes angrebsplaner. Han brugte betegnelsen ”anses for at være meget pålidelig” Dagen efter kaldte han oplysningerne for ”rygter”.

Vi havde vel ikke kunne stille så meget op. Soldaterne fra Søgård fik kun udleveret 20 skud. Ja man kan jo undres.

General Prior ville mobilisere
Den 6. april foretog man på Mobiliseringskontoret forskellige forberedelser til eventuel indkaldelse af en sikringsstyrke.

Kl. 11.30 havde ministeren møde med cheferne for Generalkommandoen, Generalstaben, Søværnskommandoen m.fl. Man havde fået oplysninger om indholdet af vestmagternes note til Sverige. Noten til Norge havde man intet kendskab til. Ministeren refererede fra Berlin fra kammerherre Zahle og kommandørkaptajn Kjølsen. Man påtænkte, at sende forhenværende udenrigsminister Erik Scavenius til Berlin.

Chefen for Generalkommandoen fremsatte forslag om at overveje de krav, der muligvis kunne blive stillet til Danmark, og hvad man eventuelt ville gøre i tilfælde af sådanne kravs rejsning. Ministeren ville dog vente til kravene blev fremsat.

General Prior foreslog en indkaldelse gennem radioen af årgang 1930-1935 i for eksempel 14 dage. Det ville tage et par dage, før de indkaldte styrker ville være formerede. Man kunne derefter enten lade de seks nævnte årgange blive inde, hjemsende dem eller give dem orlov uden løn.

Om eftermiddagen føltes situationen anspændt efter at man havde fået kendskab til vestmagternes noter til Sverige og Norge.

Ministeren måtte selv ringe til Sverige
Den 7. april kl. 23 – 24 oplyser general Gørtz, at der åbenbart sker mobilisering i Sverige. Ministeren ringer selv til Stockholm, hvor dette bliver afvist.

En lang kø ved grænsen
Den 8. april ca. kl. 10.30 er der møde hos ministeren. Der blev forelagt forskellige meddelelser om skibe gennem Storebælt og Øresund. Meddelelser om store krigsskibe gennem Øresund viste sig senere at være forkert.

General Prior gav oplysning om den 50 km lange kolonne mellem Rendsborg og Flensborg. Han gjorde opmærksom på, at de observerede skibe kunne være rettet både mod Danmark og Norge. Kolonnen derimod var nok beregnet mod Danmark.

Der blev foreslået indkaldelse af Sikringsstyrke (10 årgange). Der blev også drøftet indkaldelse af hjemsendte og indkaldelse af 4 årgange af kystforsvaret. Der var alarmberedskab og flyveropklaring.

Grænsegendarmer måtte ikke bruge våben
Direktøren for Krigsministeriet gav forskellige tekniske oplysninger om fremgangsmåden ved Sikringsstyrkens formering. Alarmberedskabet medførte automatisk iværksættelse af en del foranstaltninger, som ikke vil undgå offentlighedens opmærksomhed.

Fra kl. 11.00 – 11.30 var ministeren sammen med statsministeren og udenrigsministeren hos kongen.

Herefter blev det bestemt, at tropperne skulle ligge i alarmberedskab, men at der i øvrigt ikke skulle iværksættes nye foranstaltninger. Niels Juels besætning skulle også indkaldes.

Efter henvendelse fra finansministeren og efter at chefen for Generalstaben havde været kaldt til forsvarsministeren, bestemte denne, at Grænsegendarmeriet først skulle underlægges Jyske Division efter udtrykkelig formering af Sikringsstyrke, bevogtningsstyrke i Sønderjylland efter mobilisering. Så længe sådanne foranstaltninger ikke var truffet, skulle Grænsegendarmeriet ved grænseoverskridelse ikke gøre brug af våben, men underrette de militære chefer.

En udsendt flyver havde ikke set 2.000 vogne
Kl. 17 var der møde hos ministeren, hvor blandt andet deltog chefen for Generalkommandoen. Der forelå oplysninger om troppetransportskibe op gennem Storebælt med mørkklædte folk om bord. Endvidere blev det oplyst, at den tidligere meldte motorkolonne var standset. I Flensborg var der 9.000 mand. Kolonnen var på 2.000 vogne. En udsendt flyver havde intet set!

Regeringen afviste mobilisering. Man ville ikke foretage skridt, der kunne provokere det tyske angreb.

Ministeren foreslog kanoner til Rømø og Ballum
Ministeren oplyste, at den tyske gesandt Renthe-Fink havde advaret udenrigsministeren med: 

  • Ulykkelige Følger, hvis Danmark foretog ekstraordinære Skridt.

General Prior foreslog på ny Sikringsstyrkens indkaldelse og gav ministeren en seddel med forskellige forslag, bl.a. om Luftmeldetjenestens etablering og om flytning af forskellige styrker, bl.a. fra Odense og Sønderborg. Generalen og direktøren forklarede, hvorledes de pågældende styrker kunne flyttes.

Ministeren fastholdt et ønske, om at placere noget luftværnsartilleri på Rømø. Man endte med at fastslå: 

  • 2 kanoner til Rømø og 2 til Ballum.

Dansk hær på 15.000, hvoraf 8.000 var værnepligtige
Kl. 20 gik ministeren til møde med partiformændene, hvori bl.a. deltog cheferne hos Generalkommandoen og Søværnskommandoen. Ministeren meddelte, hvad han havde oplyst for partiformændene.

Hær og Søværn skulle fra daggry foretage flyopklaring, men ellers skulle intet andet foretages.

Natten mellem den 8. – 9. april befandt direktøren for Krigsministeriet sig i ministeriet. Endvidere var her kaptajn H.G. Agger og officer E. Knudsen (Mobiliseringskontoret) samt Krigsministeriets vagthavende officer, kaptajn F.B. Larsen.

Men fakta var, at den danske hær kun bestod af 15.000 mand, hvoraf de 8.000 var værnepligtige.

Motorstøj ved grænsen
Kl. 4.05 modtog man pr. telefon fra Generalstaben følgende melding: 

  • 4.00 mordtaget fra Jyske Division: Fodfolkskommandoet melder: Der er hørt Motorlarm, der tyder paa Oprangering af Motorkøretøjer langs Grænsen fra Rends til S.V. for Aventoft. Ved Aventoft konstateret motoriserede Tropper. Styrke ukendt. Holder stille.

Tyske tropper gik i land ved Nyborg og Middelfart
Kl. ca. 4.25 modtog direktøren fra chefen for Marinestaben meddelelse om torpedobåden Glentens melding vedrørende tyske transportskibe i Storebælt og om 6 tyske skibe, der stod ind mod Korsør Havn.

Direktøren satte sig telefonisk i forbindelse med ministeren, der var i bygningen sammen med chefen for Generalkommandoen og chefen for Generalstaben, der straks blev bedt om at komme til Krigsministeriet.

Under samtalen med general Prior indløb fra Marineministeriet meddelelse om, at tyske tropper var gået i land ved Nyborg og Middelfart, hvilket blev meddelt generalen.
Opringningen til general Gørtz skete nøjagtig samtidig med, at denne ringede til Krigsministeriet for at give meddelelse om grænseoverskridelse ved Kruså.

Krigsministeriets personale arresteret
Direktøren lod derefter Krigsministeriets militære personale alarmere til at møde i ministeriet. Tre af personalet blev dog standset ved Østbanegården efter klokken 5.10 og ført til Kastellet. Afdelingschefen forsøgte at forcere de tyske tropper i en taxa. Han blev beskudt og dokumentmappen blev gennemhullet, hvorefter chaufføren standsede vognen.

Renthe-Fink var tidligt oppe
Allerede kl. 4.20 ankom Renthe-Fink til møde hos den danske udenrigsminister Munch og fortalte, at Tyskland ville beskytte Danmark mod engelsk bombardement. Han meddelte, at tyske tropper allerede havde overskredet grænsen. Man ville bombardere København, hvis man satte sig til modværge.

Gesandten overrakte på vegne af den tyske regering to dokumenter. Et var med 13 overvejende militære krav til den danske regering og forsvaret, som skulle effektuere en snarlig kapitulation og sikre de tyske troppers sikkerhed i landet. Det andet dokument var af mere politisk art.

Udenrigsministeren meddelte, at dette kunne han ikke selv tage stilling til. Det havde Renthe-Fink forståelse for, men han bad Munch om at skynde sig, for ellers ville bomberne falde.

800 tyske soldater gik i land ved Langelinje
Samtidig lagde det tyske skib ”Hansestadt Danzig” til kaj ved Langelinje og landsatte en forstærket bataljon tyske tropper, der satte kurs mod Kastellet. 800 tyske soldater blev landsat.

Åbenbart virkede kanonen på Middelgrundsfortet ikke.

Vagthavende vækket af sprængning
Kl. 4.55 stormede tyske tropper Kastellet gennem Sjællandsporten og Norgesporten, som blev sprængt. Vagthavende officer på Kastellet, kaptajnløjtnant Stenkov blev vækket af sprængningen og alarmerede Generalstaben om, at tyskerne var i gang med at besætte Kastellet. Efter en kort skudveksling var kastellet i tyske hænder.

Kl. 4.48 gik direktøren til ministeren, hvor chefen for Generalkommandoen indfandt sig få minutter før kl. 5. Chefen for Generalstaben nåede aldrig frem. Han blev standset ved Østbanegården af tyske tropper. Samtidig meldte den vagthavende officer, at Kastellet var besat.

Livgarden blev alarmeret
Efter at ministeriet kortfattet havde givet meddelelse om henvendelse fra den tyske gesandt til Dr. Munch, begav ministeren, chefen for Generalkommandoen og chefen for Søværnskommandoen sig til Amalienborg. Forinden bad generalen direktøren om at alarmere de sjællandske garnisonsbyer. Da den vagthavende officer kom til stede kl. 5.08 om, at denne ville telefonere følgende ordre til Livgarden: 

  • Fjendtlig Landgang paa Fyn. Overskridelse af Landegrænsen. Mindre Styrker gaaet i Land ved Langelinie og Katellet. Livgarden alarmeres og gør – forstærket med Amalienborgvagten – klar til Modaktion.

Kl. 5.15 havde Livgardens chef modtaget og gentaget ordren.

Næsten samtidig har vagten ved Livgardens Kaserne hørt skydning i retning af Langelinie. Vagten på Amalienborg fik besked på at udlevere skarp ammunition og afspærre slottet. Der ville også blive afsendt forstærkning fra kasernen hurtigst muligt.
Den vagthavende officer på Amalienborg var kaptajn P.A.C. Henningsen. Han lod opstille dobbeltposter ved slottet samt reserver ved geværstøtterne. Garderne fik ordre om at åbne ild på egen hånd mod enhver, der bar våben og var i fremmed uniform.

Flyvemaskiner skulle flyttes
Fra telefonen i Portnerlogen i Slotsholmsgade 10 alarmerede generalløjtnanten Værløselejren og beordrede maskinerne fløjet til mobiliserings – flyvepladserne. Hermed blev man dog først bekendt i Krigsministeriet ved generalløjtnantens tilbagekomst fra Amalienborg.

Generalløjtnanten mente samtidig at have bedt chefen for Hærens Flyvertropper, oberst Førslev, om at beordre de sjællandske afdelinger til at gøre modstand. Men dette er formentlig en fejlfortolkning. Det er i hvert fald ikke sådan, at det er opfattet af oberst Førslev.

Obersten forstod derimod, at generalløjtnanten agtede at søge ud på Sjælland for at søge at få forsvaret organiseret. Obersten fik herved den tanke, at generalløjtnanten nærmest ville tage til Ringsted (Mobiliserings – flyvepladserne lå i Midtsjælland, grupperet om Ringsted inden for en linje, Slagelse – Holbæk – Roskilde – Haslev – Næstved).

Souschef blev alarmeret
Da Sjællands Divisions Kontorer lå i det af tyskerne besatte Kastel, søgtes det at få forbindelse med divisionernes chef og stabschef i deres boliger. Da dette ikke lykkedes, satte direktøren sig derfor – kl. 5.15 – i forbindelse med souschefen ved divisionen, kaptajn Kirstein, og beordre denne at alarmere afdelingerne i København. Den modtagende ordre lød således: 

  • Tyske Tropper er gaaet i Land paa Fyn, rykket over Grænsen i Jylland og har besat Kastellet. Alarmer straks de københavnske Afdelinger. Ude på Sjælland alarmeres af Krigsministeriet. Afdelingerne handler i Overensstemmelse med den almindelige Forholdsordre.

Kl. 5.20 modtog direktøren fra Generalstaben melding om situationen i Jylland, hvor grænsen meldtes overskredet flere steder, på Fyn, hvor der var meldt landgang i Middelfart og Nyborg. På Sjælland var der meldt landgang ved Korsør og København.

Kl. 5.25 hørte man på Amalienborg skydning i retning af Kastellet.

Sandholmlejren misforstod ordre
Kl. 5.25 – 6.10 alarmerede Krigsministeriets officerer de sjællandske garnisoner m.fl. uden for København. Høveltelejren blev alarmeret kl. 5.28. Meddelelsen indeholdt: 

  • Tyskerne har overskredet Grænsen i Jylland. Tysk Landgang paa Fyn, Sjælland og København. Lejren alarmeres. Sørg for at alarmere Sandholmlejren.

Chefen for 21. bataljon, der var indkvarteret i Sandholmlejren ringede noget efter op til kontrol og talte med samme officer. På forespørgsel, om der ikke var nogen særlig ordre til 21. bataljon eller ordre til, at den skulle dirigeres et eller andet sted hen, blev det svaret benægtende. At 21. Bataljon ”skulde holde sig i Ro” beror nok på en misforståelse.

I Vordingborg fik man bekræftet, at man måtte åbne ild.
Kl. 5.36 blev der opnået forbindelse med 5. regiment, Vordingborg. Obersten kunne berette om tyske tropper ved Masnedlund og anmodede om en ordre. Efter direktørens bestemmelse blev der svaret, at der skulle handles efter forholdsordren vedtaget i september. En bemærkning fra obersten om han i så fald måtte åbne ilden, ja så blev dette bekræftet.

En cyklist advarede garderne
Kl. 5.35 meldte en civil cyklist, at tyske soldater rykkede ned ad Bredgade. Omtrent samtidig ankom der forstærkninger fra Garderkasernen. Forstærkningen bestod af en rekylgeværgruppe på ca. 10 mand, som kaptajn Henningsen beordrede til at tage stilling på hjørnet af Frederiksgade og Bredgade.

Værløselejren var blevet bombet
Kl. 5.40 blev der opnået forbindelse med Værløselejren. Oberst Førslev meddelte: 

  • Flyvepladsen er delvis ødelagt af tyske Bombemaskiner. I Øjeblikket sværmer de over Lejren.

Meldingen herom blev afgivet til direktøren, der videretelefonerede den til ministeren på Amalienborg. Denne var endnu i kongens forværelse.

Tre gardere såret
De første skud lød nu i kampen ved Amalienborg. De fire gardere posteret ved Amaliegade kunne se en kolonne bestående af 10 mand. Men de kunne ikke se, om det var danskere eller tyskere. Garderne blev nu beskudt fra både Amaliegade og Fredericiagade. Da der ikke var ordentlig dækning trak de sig tilbage til en bedre stilling ved slottet. Under dette blev to af garderne såret.

Der ankom nu en lastbil med flere forstærkninger fra Livgardens Kaserne. Da gruppen løb over Slotspladsen blev endnu en garder såret, ramt i brystet. Der kom flere forstærkninger til.

Men på Bredgade var de danske gardere i undertal, men de var i stand til at holde tyskerne tilbage.

Kl. 5.45 udbad garnisonskommandanten i Slagelse sig forholdsordre vedrørende den ved Korsør iland gående fjendtlige styrke. Han blev henvist til forholdsordren.

En meget bevæget konge ønskede skydningen indstillet
Omkring kl. 5.55 fik kaptajn Henningsen ordre fra kongen om at standse skydningen og meddele de tyske tropper, om at kongen ønskede, at skydningen skulle ophøre. Kongen var meget bevæget over situationen. Fra dansk side ville skydningen ophøre med mindre at tyskerne forsøgte at trænge ind på Amalienborg.

Den tyske gruppefører fik indstillet skydningen og gav kaptajn Henningsen en ledsager med til de andre grupper, hvor han pointerede, at kampen var indstillet med mindre man forsøgte at indtage Amalienborg.

Kongens kabinetssekretær oplyste, at man forhandlede
Kl. 6.15 udbad chefen for 5. Regiment, Vordingborg sig forholdsordre, idet der er blevet meddelt ham, at den tyske og danske regering forhandlede, og af politimesteren i Vordingborg, at der efter regeringens bestemmelse ikke måtte ydes modstand mod de tyske tropper.

Fra Amalienborg forelå endnu ingen meddelelse til Krigsministeriet, og da forespørgslen kunne tyde på, at der var truffet en afgørelse, ringede direktøren til Amalienborg.

Kongens kabinetssekretær, der var i kongens forværelse, oplyste, at forsvarsministeren var taget af sted, og at regeringen var gået ind på de tyske krav, hvilket blev meddelt oberst Harrel, der ventede ved telefonen.

Kl. 6.17: Der må ikke gøres modstand mod tyskerne
Kl. 6.17 vendte ministeren og cheferne for Generalkommandoen og Søværnskommandoen tilbage til Amalienborg. Direktøren lod på generalløjtnantens anmodning følgende ordre udgå til samtlige militære myndigheder: 

  • Efter Regeringens Ordre maa der ikke gøres Modstand mod de tyske Tropper

Ordren udgik til sjællandske enheder i tiden 6.25 – 7.15. Med Jyske Division opnåede Ministeren for offentlig Arbejder forbindelse kl. 7.00.

16 blev dræbt og 23 sårede i Sønderjylland
Men historien fortæller, at fordi tyskerne havde klippet telefon- og telegrafforbindelsen over ved Lillebæltsbroen over, så fik de sønderjyske styrker ikke besked før op af formiddagen. Imellem tiden var 13 soldater og tre gendarmer dræbt i Sønderjylland. 23 blev såret.

Åbenbart har man ikke haft nogen form for radioforbindelse.

En skuffet redaktør
Redaktør Vilhelm Bergstrøm fra Politiken skrev i sin dagbog om 9. april: 

  • Jeg vågnede i morges, og Danmark var erobret. Det var sket i en håndvending. En tragi – komisk historie. Tyskerne var kommen sejlende i en almindelig troppetransportbåd og havde lagt an ved Frihavnsmolen, som om det var en almindelig turistdamper, og så var de spadseret i land.

Dagen efter skrev den samme redaktør i sin dagbog: 

  • Gårsdagens bitterhed er slået ind. Jeg synes, den måde, hvorpå besættelsen har formet sig, er en skændsel. Vore huse er måske – måske, lad os nu se – bleven skånet, men sjælen er blevet invalid. Vi havde erklæret, at vi ville forsvare vor neutralitet, og løgn var det, og det er det mest skammelige. Respekt er også en værdi, som det kan betale sig at betale med blod. Men nu sidder vi i suppedasen.

Englænderne var også blevet overrasket
Nu var det ikke kun i Skandinavien, at man var overrasket. Havde briterne tydet de tyske hensigter korrekt, ville man have kunnet stikke en alvorlig kæp i hjulet på Operation Weserübung. Og det var fordi briterne var tyskerne overlegne til søs.


Åbenbart har englænderne også ignoreret meldinger om troppetransport fra de tyske havnebyer.

Kilde: 

  • Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan 9. april 
  • F.H. Kjølsen: Optakten til 9. april 
  • F.H. Kjølsen: Mit Livs Logbog 
  • Helge Knudsen: Advarslen om 9. april 1964 
  • Det Parlamentariske Bilagsbind 2 
  • Det Parlamentariske Bilagsbind 3 
  • De Danske Garderforeninger: Kampen ved Amalienborg 9. april 1940 
  • Div. Artikler vedr. 9. april på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 223 artikler om Besættelsestiden herunder: 

  • Brede under besættelsen 
  • Rømø – under besættelsen 
  • 9. april – aldrig mere 
  • Alarm i Sønderjylland – 8. april 1940 
  • Optakten til 9. april 1940 
  • Sorgen ramte Aabenraa – 9. april 1940 
  • Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere 
  • Tønder og Omegn – 9. april 1940 
  • Danmark var advaret – 9. april 2018 
  • Sønderjylland 9. april 1940 
  • Kampene 9. april 1940 
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder 
  • Da tyskerne kom til Tønder 
  • Dramaet ved Viadukten og mange flere

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16