Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da der kom lys til Hovedstaden

Månedens lokalhistoriske artikel er lavet i samarbejde med www.dengang.dk
Den sidste lygtetænder gik rundt på Nørrebro i 1959. Men ellers har der været lys i gaderne i over 500 år. Mere eller mindre. Et enkelt lys foran Rådhuset på Gammeltorv startede det med. Man skulle ikke bevæge sig ud efter mørkets frembrud grundet skarnsfolk. Der var fare for liv og helbred. Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket. I 1681 var 500 lamper sat op. I 1771 var vi oppe på 866. Struensee beordrede mange flere. Og blikkenslager Irgens måtte sandelig ikke have gaslamper. Brandes havde en romantisk oplevelse i gaslampens skær. Københavns politikere troede ikke på elektriciteten. I 1892 kom så ”Gothersgades elektriske Centralstation”. Folk begyndte at græde, da det elektriske lys blev tændt.

Lys gennem 500 år i København
Gennem 500 år har man forsøgt at belyse gaderne i København. Og Lygtemændenes historie hører sammen med belysningens historie. Og her skal vi lige passe på, for lygtemændene optræder også andre steder, men hvor det er, ja det kan du se i afslutningen af vores historie.

Længe før de egentlige gadelygters tid havde man på rådhusmuren på Gammel Torv fået fastgjort en jernstang, der bar en jernkurv med flammende brændeknuder. Det kunne da godt give noget lys på torvet. Dette har nok været byens første ”gadelygte”. Ja det var i 1500 – årene.

I dag forventer vi, at det er ganske naturligt, at byen ved mørkets frembrud er badet i et lyshav. Aften og nattelivet står i festens tegn, mens strålerne fra tusinder af lyskilderkaster deres glans over gader og stræder.

Fare for helbred, når man vågede sig ud
For mange år siden var der fare for sit helbred, når man i nattens muld og mørke skulle bevæge sig rundt i Københavns gader. Gaderne var fulde af skarn. Værst var det for natteravnene, når de forvildede sig ind i de mange kringelkroge, der fandtes overalt på grund af tiden uregelmæssige byggemetode.

Kun få steder fandtes der fortløbende facaderækker. Var et hus bygget frem mod gadens midte langt fremme for de øvrige havde natteravnene al mulig udsigt til at løbe panden imod det, hvis han ikke lige havde en hornlygte. Men med det svage lys var det garanti for, at han drattede ned i en kælderhals eller snublede i en latrin - rende eller måske faldt om i skarndynge.

Skarnsfolk udgjorde også en fare
Som regel sørgede den fremmede for en stedkendt lygtemand, der for en god betaling lodsede ham frem til bestemmelsesstedet. Men det var alligevel en betænkelig sag at vove sig udendørs efter mørkets frembrud. Ingen gjorde det, hvis ikke det var absolut nødvendigt.

Skarnsfolk gjorde, trods vægternes mere eller mindre skarpe årvågenhed, gaderne yderligere farlige. Af bare ”mørkerædsel” kunne selv skikkelige mennesker begynde at slå løs på hinanden, når de mødtes i en mørk gyde.

Når solen var gået ned, og hvis ikke lige var lidt måneskin var der totalt mørkt i København. Enhver velsitueret, der nødvendigvis måtte ud, lod sig ledsage af tjenere forsynede med fakler, eller senere store hornlygter. Fakler blev nemlig forbudt på grund af deres store brandfare.

Huusmann henvendte sig til kongen for at hindre røveri
I 1675 blev der taget et initiativ for at få lidt lys ved nattetide i den mørke hovedstad. Det var den fremskridtsvenlige Johan Huusmann, der udarbejdede et detaljeret forslag, der i hovedsagen gik ud på at lade gadelygter opsætte over hele byen. Man skulle først forsøge på strækningen Fra Højbro plads til Nørreport.

Jo denne Huusmann henvendte sig også til Christian den Femte med forslag, om at der skulle lys på gaderne: 

  • For at hindre den Røven og Overlast, som slemme Mennesker tilforn ved Aftenstid og Nattetid plejede at øve.

Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket
Byens råd var nu ikke meget for at sprede lys i mørket og erklærede: 

  • Vi finder vel, at det er nyttigt og gavnligt, hvis sådanne lanterner kunne opsættes, men da der til opsætning og drift ville kræve en så stor sum penge, at det vil blive besværligt for indbyggerne og borgerskabet i en tid, da folks midler er små på grund af de store skatter, mener man at kunne anvende pengene til noget mere nødvendigt.

Det var rigtigt, at borgerne og hele landet var fattigt, men tog man de mange overfald og indbrud i betragtning, der forekom i ly af mørket, kunne det nok alligevel betale sig at opsætte lygter.

Det skete dog først i 1681, fro da blev en vis Strange Helmer betroet pasningen af dem. De var lavet af kobber og monteret på malede stolper.

500 lamper opsat 1681
Man havde i oktober 1680 forsøgsvis opsat lygter på Købmagergade, Højbrostræde (Højbro Plads) og ved stranden. Resultatet var så tilfredsstillende, at det ved en forordning af 25. juni 1681 blev bestemt, at der skulle opsættes 500 lygter i hovedstaden. I lygterne brændte de første par år olie, senere tran.

Byens lyssky elementer så ikke med velvilje på denne lygteopsætning på byens hovedstrøg. Lygterne blev derfor gang på gang udsat for overlast, hvis de ikke ligefrem blev stjålet. Ved lov blev der nu fastsat strenge straffe for enhver, der beskadigede eller stjal byens gadelygter. Enhver, der blev pågrebet i et sådant forehavende ville omgående blive sat i jern på Bremerholm. Ja man fik ”3 års arbejde i jern på Bremerholm”.

Vægterne skulle antages af Huusmann
Lygterne krævede tran, og de skulle stadig efterses. Den første lygtetænder Strange Helmer ved vi ikke noget om. Han virkede nok ikke så længe. For snart blev Johan Huusmann inspektør ved lygtevæsenet, og det nye vægterkorps skulle passe på lysene.
Vægterne skulle ligefrem antages af Huusmann, der på den måde fik stor indflydelse. Efterhånden var der opsat 523 lygter i byen.

Et klageskrift fra 1794
Vægterne, der nu var autoriserede lygtetændere, skulle sørge for, at tranlygterne blev tændt til den tid, der var fastsat i de nye vedtægter. Forholdene var dog langtfra gode. I 1794 udkom et anonymt skrift: 

  • ”Kjøbenhavns nødtvungne Begjering til den høje og velædle Magistrat og andre Vedkommende, at de en Gang vil sørge for, at Folk ej formedelst Mørket skulle brække Hals og Ben itu paa Gaden om Aftenen”

Forfatteren klager over, at lygtemændene slavisk fulgte almanakken. For at spare var lygterne slukkede, når almanakken angav måneskin, hvad der ikke var så godt, hvis det blev overskyet, og byen derfor henlå i totalt mørke. Månen synes nu heller ikke altid villig til at indfinde sig efter almanakkens beregninger.

Forfatteren havde været ude for at blive kørt ned en aften, da lygterne var slukkede trods et bulrende mørke. Harmen over dette sad ham i penne, de han skrev: 

  • Gid der må herske et evigt mørke overalt, hvor de folk skulle være, som skulle skabe lys i mørket men ikke gør det, thi at blive kørt enten over eller igennem, at falde og brække arme og ben, ja oven i købet en hals, fordi man raver i ægyptisk mørke, er dog ikke den behageligste spas.

Skriftet gav endvidere udtryk for, at gadelygterne ofte trods almanakkens anvisninger ikke blev tændte, og at de i øvrigt brændte så svagt, at de ikke var til nogen nytte. Det var ikke blot sjuskethed, det lå til grund for dette, men tillige vægternes hang til at stjæle af den tran, der skulle anvendes til lygterne. Forfatteren advarede endvidere som fodgænger de kørende om at vise hensyn og skrev: 

  • Betænk, at I også kan brække halsen, om I i mulm og mørke styrtede over en afviser.

Kommentarer i tidens aviser og skrifter viser, at forfatteren af det harmdirrende skrift utvivlsomt har haft ret i sine påstande. De københavnske gader var ikke morsomme at færdes i ved nattetide, når alt var mørke.

I 1771 var der 866 lygter i hovedstaden
I tiden fra 1. maj til september brændte lygterne slet ikke. Når kirkeklokkerne klemtede til ildløs skulle lygterne dog tændes, hvordan vejret end var.

Godt nok nævnte en tysk rejsefører, at byen i 1767 blev oplyst af mange tusinde lygter. Men det tal var mere end overdrevet.

Lygternes opsætning betaltes af husejerne, mens lejerne måtte betale, hvad det kostede, at holde dem brændende. Der blev pålignet en lygte- og sprøjteskat, som oprindelig var på 5.000 rigsdaler, men det steg efterhånden, som der kom flere lygter. I 1771 var der 866 lygter i København.

Struensee beordrede flere lygter
Struensee omorganiserede det således, at det kom til at høre direkte under Magistraten. I december 1771 blev der udstedt en kabinetsordre, der påbød, at gaderne skulle forøges til 1,175 lygter.

De hidtidige hornlygter blev ombyttet med lygter af engelsk glas. Borgerne fik lov til at bruge såkaldte begfakler. Festligt må det have været, når de kongelige personer om vinteren kørte til komedier i kaner og karosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.

Blikkenslager Irgens måtte ikke bruge gaslamper
Det var derfor noget ganske epokegørende, da blikkenslager Johannes Irgens i 1813 tændte et par gaslygter uden for sin butik i Nørregade og dermed oplyste en stor del af gaden med en lysstyrke, man ikke tidligere havde kendt.

Johannes Irgens var nordmand og født i Rørøs, hvor faderen var hytteskriver. Han skulle uddanne sig til en fabelagtig dygtig blikkenslager, der i mange år arbejdede i Stockholm, hvor han fik tilbud om at blive hofblikkenslager. I stedet foretrak han at overtage en afdød morbroders glasværk i København. Det skulle dog ikke blive glas, men gas, der skulle blive hans livs store lidenskab.

Irgens skilte sig af med glasværket og slog sig i stedet ned som blikkenslagermester. Hans dygtighed blev hurtig kendt, og han endte som oldermand for lavet. Det var i sine ledige stunder, han eksperimenterede med gas til belysningsbrug. I baglokalet fremstillede han et lille gasværk, der leverede gas til de to gaslygter, han lod opstille uden for butikken.

Aldrig har nogen erhvervsdrivende i København kunnet skabe sig et bedre blikfang, end Irgens gjorde med sine lygter. Når lygterne efter mørkets frembrud lyste, strømmede folk til. Alle skulle se det vidunderlige lys.

Det blev imidlertid for meget for den ikke særlig begavede politimester Hvidbjerg. Han forbød simpelthen Irgens at have lygterne stående. De forårsagede sammenstrimlen og uro.

Efter kun at have lyst nogle få dage, måtte Irgens tage sine lygter ind. Det skulle gå hen ved et halvt hundrede år, før de atter skulle blive tændt gaslygter i København.

Små gasværker til indendørs brug
Irgens opgav dog ikke ævred. Ganske vist ville ingen gå ind for hans ide om at lade alle byens gader oplyse ved gas, men med hensyn til indendørs belysning havde politiet intet at skulle have sagt. Irgens gik derfor i gang med at fabrikere små lette gasværker til privatbrug.

Størst succes fik han på apparatur, der kunne frembringe gas af blanding af tran og olie. Sådanne apparater blev installeret utallige steder i den danske hovedstad. Således fik Polyteknisk Læreranstalt, Den militære højskole og Hippodromen alle gasbelysning til indendørs brug. Sådanne huse kom til at ligne lysende paladser i den så at sige mørklagte by.

Nu skulle gaslevering være kommunalt
Gasbelysningen gik snart i glemmebogen for det blev alligevel for besværligt med de private gasværker. Man diskuterede det dog i slutningen af 1840erne. På mødet den 5. august 1847 besluttede man, at det skulle være en kommunal opgave at opføre et gasværk

Men så endelig i 1853 traf Borgerrepræsentationen beslutning om opførelse af Vestre Gasværk og det først og fremmest med henblik på gadebelysningen. De osende tranlamper trængte i høj grad til afløsere. Om kogegas talte ingen. Det var det engelske firma Cochrane & Co, der både skulle etablere et vandværk og et gasværk.

I 1857 begyndte det nye gasværk at arbejde. Det blev en succes fra starten, og jubelen ville ingen ende tage, da de 2.000 gadelygter lyste med en glans, man ikke havde kendt til.

De sidste tranlygter eksisterede til 1882.

Brandes havde romantisk oplevelse med gasbelysningen
Jo Georg Brandes erindrede godt nok en, der beklagede sig over det tekniske fremskridt: 

  • Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter.

Han oplevede det nu selv mere romantisk: 

  • Hin første Aften, da Gassen tændes, gjorde den ny, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder synes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarend. Ja en smuk trediveaarige Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældene dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadigt skuffet Haab om at se hende igen.

Vægterne stjal tranen
Det var vægterne, der til at begynde med passede gaslygterne, men nogen større popularitet havde de ikke. Det var bekendt, at de før havde stjålet af tranen. Gassen kunne ikke så godt stjæles, men det gjorde dem ikke bedre lidt af befolkningen.

Fra 1866 blev lygtetænderne mere populær
Endelig i 1866 kom Københavns Belysningsvæsens egne folk til. Og nu opstod den kendte skikkelse, lygtetænderen, der med sin stang blev en af gadens populære skikkelser. Det var solide folk, der var til at stole på, men deres kår var også meget bedre end vægternes.

En lygtetænder skulle ikke blot tænde lygterne. Han skulle også sørge for, at de blev slukket om morgenen og om dagen skulle der pudses glas. Hver lygtetænder havde godt og vel et halvt hundrede lygter at passe. Selv om tændingen var lidt af en kunst, da de første lygter ikke så gerne skulle tændes alt for tidligt og de sidste ikke for sent. Det kan hvis godt siges, at lygtetænderne havde travlt på ruten, når man mødte dem på deres lange ture for eksempel ud af Frederikssundsvej.

Som de gamle vægter havde haft kvaler med en måne, der ikke kom frem efter almanakkens anvisninger, således havde en nyere tids lygtetændere deres problemer, om vejret var meget overskuet.

For så kan det godt være, at de blev mødt med ordene: 

  • Hvor fa’en bliver I af?

En opfinder ved navn Thomas Edison
Gasforbruget i København var stigende og den 23. oktober 1878 blev gasværket suppleret af Østre Gasværk og opnåede da selv navnet Vestre Gasværk. Siden blev det suppleret af Sundby Gasværk og Valby Gasværk.

I 1881 deltog den driftige amerikanske opfinder, Thomas Edison på verdensudstillingen i Paris. Her præsenterede han sine nyeste opfindelser, Særlig hans glødelampe og ”lysmaskinen” vakte begejstring. Den kunne køre konstant uden store afbrydelser.
Samme år blev der tændt en elektrisk buelampe uden for ”National”. Ja de fik et komplet lysanlæg med bl.a. 200 Maxims glødelamper, adskillige buelamper og en projektør, indkøbt hos The United States Electric Lighting Comapny.

Det gik ud over damernes ”teint”
Det populære danseetablissement Figaro fulgte hurtigt efter, men måtte gå tilbage til gaslys: 

  • Idet det stærke hvide Lys viste sig ugalant over for Damernes Teint.

I 1882 fik Gamle Carlsberg strømmen leveret af lysmaskiner fra Siemens & Halske i Berlin drevet af dampmaskiner.

Københavns politikere troede ikke på elektricitetens fremtid
På Københavns Rådhus var det nu ikke den store tillid til elektricitetens fremtid. I 1883 satte professor Julius Thomsen ved budgetforhandlingerne spørgsmålstegn ved, om man kunne vente, at: 

  • At denne Belysning ville fortrænge Gasbelysningen.

Professoren hæftede sig bl.a. ved, at: 

  • For Tiden har man kun elektrisk Lys af meget stor Lysstyrke, som altså kun kan tjene til Erstatning for andet Lys paa Steder, hvor der anvendes meget stærk Belysning. I Forsamlingens (Borgerrepræsentationens) Sal, hvor der findes fyrre Gasblus, kunde man vel være tjent med at faa dem afløst af et enkelt elektrisk Lys, der gav fuldstændig den samme Lysstyrke, men en saadan enkelt Lampe kaster for stærke Skygger og Lyset maatte altsaa deles eller virke indirekte ved at kastes mod Loftet, hvorved en større Flade belyses, men derved taber man omtrent 2/3 af Lyset.

I 1875 en ny organisation
I 1890 blev gadebelysningen omorganiseret således at byen blev inddelt i 5 kontrollør- distrikter med 75 uniformerede lygtetændere, der hver havde indtil 66 lygter at passe, og efter oprettelsen af den elektriske centralstation indførtes tillige elektrisk gadebelysning (buelamper) på nogle af de større pladser. Forholdene har stadig udviklet sig.

”Gothersgades elektriske Centralstation”
Det endte med, at Københavns Kommune i 1892 fik sit første el - værk, kaldet ”Gothersgade elektriske Centralstation”. Værket var specielt i den forstand, at det blev bygget inde i midt i byen og inde bag de eksisterende husfacader mod Gothersgade.

Men det første el – værk herhjemme blev etableret af en urmager i Køge.

Elværkerne producerede i starten jævnstrøm, hvilket medførte, at der måtte flere elværker til, da jævnstrøm ikke kan sendes over lige så store afstande som vekselstrøm. Det var dengang uvilje mod vekselstrøm, da man mente, at den simpelthen var for farlig. Stød fra vekselstrøm på 2.000 V var dødbringende. Så var man mere tryg ved der 2 gange 110 V, elværkerne producerede de første år.

Folk begyndte at græde, da lyset blev rigtig tændt
De elektriske gadelygter fik deres præmiere, da kongeparret Christian den Niende og dronning Louise holdt guldbryllup i 1892. Københavns Borgerrepræsentation var temmelig modvillig med hensyn til at finansiere elektrisk gadebelysning, selv om den gav et bedre lys end gaslygterne. Formålet med el – værkerne var nemlig ikke at forære el væk. Borgerne skulle skam selv betale.

I avisen kunne man læse følgende: 

  • Kjøbenhavn, Marts 1892: I Gaar aabnedes Driften af Kjøbenhavns første offentlige Elektricitetsværk, den elektriske Station i Gothersgade. Selv om vi efterhaanden er blevet gjort bekendt med elektriske Lys i visse Etablissementer og Butikker, var det dog paa en Gang betagende og næsten mystisk at opleve alle Blus blev tændt paa én og samme Gang. Oplevelsen var for mange Gadevandrere et saadant komplet Chock, at det fik dem til at græde

Elektricitet bliver den dominerende energiform
På trods af det fik Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899. Kongens Nytorv blev oplyst af 16 lygter, som københavnerne mest af alt syntes lignede galger.

Efter krigen gik det stærkt tilbage med gasbelysningen til fordel for el – belysning på gader og i stræder.

Pr. 1. marts 1919 fandtes der ca. 600 stykker private og ca. 8.200 stykker offentlige lygter med gas. Der var nu 7 kontrollører og 140 lygtetændere samt 11 netopsættere. Kommunen fabrikerede under normale forhold selv de glødenet, der benyttes i lygterne. Tillige fandtes der af offentlige elektriske lamper ca. 200 buelamper og ca. 800 glødelamper, der blev passet af 1 formand, 5 elektromekanikere og 8 lampetændere.

Allerede i 1927 blev Vestre Gasværk nedlagt. Det var blevet forældet. Elektricitet var blevet den helt dominerende energiform.

Den sidste lygtetænder på Nørrebro i 1959
Så sent som i 1957 bliver gasbelysningen officielt afskaffet i København. På den tid eksisterer der endnu 5.500 gaslygter i byen. De erstattes dog snart af de elektriske gadelamper. Men den sidste lygtetænder går sin runde i Frederik den Syvendes Gade på Nørrebro i 1959.

En anden slags lygtemænd, der lokkede folk ud i mosen
En anden slags lygtemænd hører til i den gamle overtro i Skandinavien. Det skulle eftersigende være små væsener, der er udstyret med en lygte. De ses i mørke og sumpede områder, hvor de forsøger at lokke mennesker med sig ud i mosen.

Men man kan beskytte sig mod lygtemænd ved at vende indersiden af sin hue udad. Man skal heller ikke pege på en lygtemand.

Kilde: 

  • Se litteratur København (under forberedelse) 
  • Københavner – minder 
  • Wikipedia 
  • Salmonsens Konversationsleksikon bd. 9 
  • Pjece ”En jævn strøm gennem byen – en byvandring om Københavns elektrificering 1881 – 1914 (Vibe Skytte Christensen) 
  • www.ingeniøren.dk

Hvis du vil vide mere: (se på www.dengang.dk

  • Et batteri fra Østerbro

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16