Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Gadens Parlament og Folkets Vilje

Velkommen til Månedens artikel fra Besættelsestiden i samarbejde med www.dengang.dk De frivillige blev gjort lovløse med tilbagevirkende kraft. Det var Gadens parlament og folkets vilje, der bestemte i begyndelsen af retsopgøret. Folkestemningen bestemte strafudmålingen. Man ville straffe de hårde, men sådan blev det ikke. Det blev de små. Var tilladelsen til Frikorps Danmark sket under pres? KZ – vagter fik hårdere straffe. Det Tyske Mindretal fik ingen særbehandling. Ja der var kræfter, der mente, at de alle skulle sendes til Tyskland. De tyske krigsforbrydere blev sendt hjem. Deres danske håndlangere gik dødsstraf. Ikke alt gik retfærdigt til i Fårhuslejren.

Gadens parlament og Folkets Vilje
Der er stadig mange meninger omkring retsopgøret. Det er derfor vi atter engang skriver en artikel om emnet. Og i denne artikel kigger vi på, om straffeudmålingen var retfærdig. Det er tydeligt, at i den første tid var det ”Gadens Parlament” og ”Folkets Vilje”, der fik deres vilje.

Under udarbejdelse af vores bog mødte vi også en del fra det tyske mindretal, som stadig mener, at de blev uretfærdig dømt. Dette forsøger vi også at kigge på.

De frivillige blev gjort lovløse
Under Anden verdenskrig gjorde 6.000 danskere tjeneste på tysk side. Langs Norges kyster til torpedobåde i Adriaterhavet og panserenheder i Kaukasus kunne man finde danske frivillige.

Da krigen sluttede blev de frivillige hurtig lovløse. En stor del var allerede i Danmark, fordi de var hjemsendt eller på orlov. Andre var taget til fange af de allierede. Da de så blev løsladt skulle de i Danmark gennem en retssag, hvor de så efterfølgende blev fængslet.

Straffeudmålingen prægede folkestemningen
Retsopgøret sigtede i princippet at dømme de mere alvorlige forbrydelser. På den baggrund blev der fremsat en minimumsstraf på fire års fængsel. Men i praksis endte det med, at mange blev dømt denne straf for små forbrydelser.

Straffeudmålingen var i begyndelsen hård og præget af folkestemningen. Det skulle være et folkeligt retsopgør, hvor der blev renset godt ud.

Frode Jacobsen udtalte den 22. maj 1945: 

  • Vi skal nu føre Frihedsbevægelsens program ud i livet. For det første: Afstraffelse af alle de skyldige, udrensning af dem, der svigtede. Og dette gælder først og fremmest dem, man har sat på de høje poster i vort samfund. De kan være forvisset om, at den ikke tager med fløjlshandsker på Quislingerne (Dødsstraf), ja den skal nok komme.

Allerede under besættelsen havde Frihedsrådet udarbejdet et udkast til rammerne for et retsopgør, som skulle straffe alle, der på den ene eller anden måde havde gået tyskernes ærinde under besættelsen.

Disse rammer blev præsenteret i pjecen ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. Først og fremmest skal der ske et opgør med kollaboratørerne, og dette opgør skal ske ad rettens vej.

Det skete så ikke altid. Vi har tidligere beskrevet stikkeraktionerne.

Frihedsrådet ville have særdomstole
Frihedsrådet ville have oprettet særdomstole til retsopgøret. ”Naar Danmark atter er frit” er egentlig juridiske paragraffer. Udvalget, der primært bestod af jurister, var i eksil i Sverige. De udarbejdede et udkast til Straffelovstillæg og en lov om særdomstole, der kunne varetage sagerne efter besættelsen.

Der var ligeledes nedsat et embedsmandsudvalg. Dette udvalg var modstander af de hårde minimumsstraffe, som Frihedsrådet havde lagt op til. De ønskede heller ikke særdomstole.

Kaotiske tilstande
Lige efter besættelsen gik bevæbnede modstandsfolk nærmest fra dør til dør. Man havde Centralkartoteket med 40.000 navne, der skulle interneres. Pladsmangel og manglende professionalisme hos mange modstandsfolk førte til kaotiske tilstande.

Der var flere eksempler på verbale og fysiske overfald. Der var også drab på formodede kollaboratører og frygten for selvjustits voksede. Allerede den 6. maj manede man i aviserne til besindighed blandt befolkningen. I Nationaltidende skrev man: 

  • Den kamp, det danske folk har ført gennem fem år var ikke blot en kamp for genvindelse af Danmarks frihed. Det var også en kamp for at lov og orden skulle vende tilbage. Men en ting må stå enhver dansker usigeligt klart. Alt fra det øjeblik, vi fik friheden tilbage, har vi fået ordentlig retshåndhævelse igen, hvilket atter betyder, at lovløshed og selvtægt ikke blot er bandlyst, men er en forbrydelse. 
  • Vi kender den vej, vi efter Frihedsrådets og retsbevidstheds bud har at gå: 
  • At indgive anmeldelse på rette sted, at hjælpe dem, hvis opgave er at fange forbrydere og overlade resten til domstolene.

En minimumsstraf på 4 år
Den nye befrielsesregering trådte i kraft allerede dagen efter befrielsen. Den kom til at bestå af en lige fordeling mellem de traditionelle politikere og medlemmer af Frihedsrådet. Den 23. maj blev forslag til straffelovsforslaget fremlagt. Og behandlingen skete lynhurtigt, og loven skulle være med tilbagevirkende kraft.

Dødsstraf og tab af borgerlige rettigheder blev diskuteret. De danskere, der havde gjort tysk krigstjeneste blev indbefattet af straffelovstillægget §10 stk. 1: 

  • Den, der har hvervet eller ladet sig hverve til tysk krigstjeneste, straffes med fængsel. Hvor særlige hensyn gør sig gældende, kan der findes straffenedsættelse sted og under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades

§3 i samme tillæg fastsatte, at der skulle straffes med fængsel i minimum 4 år og at der ikke kunne gives betingede domme. Endvidere fastslog §6, at de dømte endvidere skulle straffes med ”tab af almen tillid i mellem 5 år og op til livstid. Dette betød bl.a., at de dømte mistede retten til at besidde offentlige embeder, bestyrelsesposter o.l. samt retten til pension og offentlige ydelser.

Ofte var denne straf betydelig hårdere, end interneringen/fængslingen.

Forholdet mellem brøde og straf var ude af funktion
Domstolene lagde hårdt ud. Minimumsstraffen havde sat forholdet mellem brøde og straf ud af funktion. Den første dom faldt den 12. juli 1945.

En dansker, der i 1942 havde meldt sig til Luftwaffe, blev idømt fire års fængsel. Denne straf blev gældende for hele sommeren 1945.

Ramaskrig i befolkningen
Allerede den 20. juli udløste en byretsdommer dog et ramaskrig i befolkningen, da hun frikendte tre østfrontfrivillige under henvisning til, at de havde ladet sig hverve før 29. august 1943 efter lovlig anvisning fra dansk myndighed, hvilket kunne give tiltalefrafald ifølge lovgivningen.

Der blev med denne sag henvist til en udtalelse fra regeringen den 8. juli 1941, hvor nuværende og hjemsendt personel fik regeringens tilladelse til at træde ind i Frikorps Danmark. Dette blev af mange frivillige tolket som en officiel anerkendelse til at deltage i krigen.

Ja når selv Juraen er tvivl, så må noget være i vejen. Vi vender lige tilbage til dette spørgsmål.

Opstandelse i Land og Folk
Men frifindelsen vakte i den grad opstandelse. I Land og Folk kunne man læse følgende: 

  • I dag at frikende landsforrædere, under henvisning til, at de har handlet i fuld overensstemmelse med den eftergivenhedspolitik, som led så ynkeligt et skibbrud, er den grovest udfordring af folks retsbevidsthed og vil ikke kunne undgå at få de alvorligste konsekvenser med hensyn til bevarelsen af ro i landet.

Var tilladelsen givet under pres?
Havde den danske regering udsendt en egentlig tilladelse i 1941, og var denne tilladelse i så fald udsendt under pres?

De pågældende tre sager blev omgående anket til Landsretten, der ikke var tvivl. De tiltalte blev alle dømt skyldige. I løbet af august måned blev den hårde kurs således stadfæstet ved Landsretten.

Som sagt var det hensigten, at straffelovstillægget først og fremmest skulle ramme de større lovovertræder. Men det tog tid at forberede disse. Derfor ramte det mest de små lovovertræder.

Kritik af straffelovstillægget
Overretssagfører Frants Dragsted rettede i aviser en skarp kritik af straffelovstillægget. Han mente, at mange havde meldt sig til krigen i den tro, at de havde regeringens accept. Også forfatteren Karl O. Christiansen, hvis bog vi bl.a. har citeret, kritiserede de hårde domsafsigelser. På den måde blev velfungerende borgere gjort kriminelle.

Men heller ikke inden for Jura- verdenen var man enig. Således skrev sagførerfuldmægtig Kjeld Lundgren: 

  • I modsætning til overretssagfører Dragsted falder det mig vanskeligt at se noget uretfærdigt i den behandling, som overgår de officerer. Som nævnt overfor kunne de menige frikorpsfolk i almindelighed ikke være i tvivl om befolkningens syn på deres indtræden i tysk krigstjeneste. For hærens officerer gjaldt dette undtagelsesfrit.

Justitsminister: Man administrerede ikke loven efter hensigten
Venstres justitsminister Busch Jensen mente ikke, at man havde administreret loven efter hensigten. – nemlig primært at skulle ramme de alvorlige forbrydere, og at de små kriminelle skulle slippe hurtigt.

Man havde ikke i Danmark behov for at sende flere arbejdsduelige danskere i fængsel end højst nødvendigt. Man forudså pladsproblem i fængslerne, hvis selv de mindste landssvigersager gav 4 års fængsel uden prøveløsladelse.

Man kiggede på uretfærdigheden
Der var allerede afsagt flere tusinde domme. Men i januar 1946 var det begrænset, hvor langt man var kommet. Og det var et udvalg, der skulle se, om straffelovstillægget egentlig var rimligt. Man overvejede nu lavere minimumsstraffe, korte frakendelse af almen tillid og mulighed for prøveløsladelse.

Fejl hos Rigsdagen
Venstre – manden Svenning Rytter opsummerede sin version af problemet i Jyllands posten den 29. juni 1946: 

  • Loven blev ført ud i livet på illoyal måde, men der er begået fejl fra Rigsdagen, og domstolene kunne ikke stå for modstandsbevægelsens pres.

Rytter havde håbet, at det ville blive straffrit at have meldt sig til krigstjeneste før 29. august 1943, men så vidt gik det ikke. Minimumsstraffen blev dog nu nedsat til et år under formidlende omstændigheder, og tab af almen tillid blev nu nedsat til fem år.

Folkestemningen var blevet roligere
Man var dog allerede tidligere fra domstolene begyndt at give mildere straffe. Efter at jurister havde stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i den straf man blev tildelt, begyndte dommerne at sætte spørgsmålstegn ved den hårde linje. Måske skyldtes det også, at dommens længde heller ikke mere havde avisernes opmærksomhed. Folkestemningen var også blevet roligere.

DNSAP startede hvervekampagne
I 1939 og 1940 var der kun få danskere, der meldte sig i tysk kristjeneste. Dem, der meldte sig var fra det tyske mindretal. De mente, at de skulle tjene ”fædrelandet”.

Da Danmark blev besat iværksatte DNSAP en symbolsk hvervekampagne blandt sine medlemmer. Man holdt dog størstedelen af de våbenføre hjemme, da man helt bestemt mente, at de skulle overtage magten i Danmark.

Men da det viste sig, at dette ikke blev aktuelt øgede DNSAP hvervekampagnen. De fleste danskere, der meldte sig i 1940 endte i SS-Standarte Nordland (senere Regiment Nordland).

12.000 dansker havde meldt sig – 6.000 var antaget
Dette ændrede sig den 22. juni 1941, da tyske kampvogne rullede over grænsen mellem det tysk- og sovjetbesatte Polen. Nu var verdenskommunismen pludselig en officiel fjende. Fra DNSAP blev hvervningen intensiveret. Men det blev dog aldrig den succes, som partifører Frits Clausen havde ønsket sig.

Efter krigen blev der anslået, at 12.000 danskere havde meldt sig. Af disse blev godt 6.000 fundet egnet. Endvidere anslås det, at 620 gjorde tjeneste i de tre værn under den tyske værnemagt, hæren, flyvevåbnet og krigsmarinen.

Cirka 200 gjorde tjeneste i den tyske flåde. Langt de fleste landede hos Waffen SS. De fleste kom i starten i 5. SS Panserdivision Wiking og Frikorps Danmark og senere i 11. Pansergrenaderdivision Nordland.

Frikorps Danmark beregnet som dansk bidrag
Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse blev Regiment Nordland en selvstændig division, men der var fortsat en del danskere i Wikings øvrige afdelinger til krigens slutning.

Frikorpset blev i begyndelsen udelukkende betegnet som et rent dansk bidrag til krigen, der skulle hjælpe i kamp mod bolsjevismen. Den danske regering udstedte formelt en accept af Frikorpset, og efter et par uger blev det tilladt dansk personel at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorpset. Man var dermed sikret en stilling i hæren, når man engang vendte hjem igen.

Frivillig deltagelse i krig
Flere regeringsudtalelser fulgte i de kommende måneder og blev af mange frivillige set som en opfordring til at deltage i krigen. Et eksempel kommer her. Det er en udtalelse fra regeringen fra foråret 1942: 

  • Frivillig deltagelse i krige, hvori den danske stat ikke tager del, er tilladt efter dansk ret og tradition såvel som efter folkeretten, således var det under den sidste verdenskrig og således er det under den nuværende. Det er altid respekt værd, at en mand viser sig rede til at sætte livet ind for sin overbevisning. At chikanerne ham eller hans pårørende af denne grund er ikke værdigt og ikke stemmende med god dansk tankegang.

Vildledning at Frikorpset var et dansk bidrag
Nu var det ikke alle danskere, der havde denne mening. Men det var udsendt af regeringen! Det var i den grad en vildledning, at frikorpset var en dansk enhed. Korpset fik et stort antal tyske officerer og instruktører. De frivillige fik SS-uniformer og skulle aflægge ed til Hitler.

Trods udbredte protester fra danskerne kom Frikorpset dog til østfronten og kom flere gange i kamp. En ændret tysk politik betød dog, at de enkelte frikorps blev nedlagt fra 1943. Personalet blev overført til egentlige SS – enheder.

SS blev gjort til en kriminel organisation
Nu gjorde de fleste danskere tjeneste i Regiment Nordland. De blev overført til partisanbekæmpelse i Kroatien. Og det gik grusomt til fra begge parter. Derefter blev de indsat i kampe langs Østersøen. Resterne af divisionen endte sine dage i Berlins gader, hvor de sidste frivillige blev taget til fange af sovjetiske tropper i maj 1945.

Efter krigen blev SS betegnet som en kriminel organisation, ikke mindst på grund af det nazistiske tilhørsforhold og gennemførelsen af Holocaust. Og det kom de danske SS – frivillige til at mærke.

De dansksindede i Sydslesvig blev tvunget til krigsdeltagelse eller til at arbejde i rustningsindustrien.

Man meldte sig af ideologiske grunde
Men hvad drev i grund danskerne til at melde sig frivillig? Ja det fremgår af domsudskrifterne. Den væsentligste faktor var den ideologiske kamp mellem nazismen og kommunismen. De fleste mente, at kommunister udgjorde en fare for verdensfreden, ikke mindst efter den finske vinterkrig i 1939 – 1940, hvor Sovjet angreb Finland. Her meldte en del danskere sig for at forsvare broderfolket.

De fleste nævnte kampen mod bolsjevismen i stedet for støtte af nazismen. Men det var vel også klogt at holde fast på det. De erklærede nazister fik en betydelig længere straf. En frivillig SS’ er fik fire års fængsel efter at vedkommende havde fortalt, at han stadig var nazist og selv om han kun havde gjort krigstjeneste i et år.

Medlemmer af det tyske mindretal nævnte patriotisme eller pligtfølelse over for fædrelandet som begrundelse. Blandt mindretallet var mange vokset op med nazistisk påvirkning gennem foreninger og ikke mindst skolesystemet. Generelt tog domstolene hensyn til propagandaen og betragtede dette som en formidlende omstændighed.

Tvunget i krig
Mange er også direkte blevet tvunget i krigstjeneste. De har været fulde på værtshus og skrevet under på noget papir, de egentlig ikke vidste, hvad var. Tysklandsarbejdere har troet, at det var arbejdsrelaterede dokumenter, så har det vist sig at være indmeldelsesblanketter til Waffen SS. Men disse forklaringer har nu ikke rigtig påvirket dommerne.

Men åbenbart har det påvirket dommerne, at man gjorde tjeneste på et militærhospital, så fik man halveret straffen til to års fængsel.

KZ-vagter fik hårdere straf
Havde man gjort tjeneste i en KZ – lejr blev straffen forøget, men egentlig var det svært at bevise. I bogen ”Under hagekors og Dannebrog anslås det, at antallet af danske KZ – vagter har været ca. 100. men Dennis Larsen mener i sin bog ”Fortrængt Grusomhed” at dette tal er væsentlig højere.

Men egentlig indsatte tyskerne efterhånden sårede og ældre soldater i KZ – lejrene. Så kunne man frigive de yngre soldater kamptjeneste. Også et stort antal fra mindretallet kom til de nordtyske aussenlager. Vi har tidligere beskrevet det i vores artikler.

Retten i Sønderborg gav forkert straf
En person fra mindretallet blev idømt 18 måneders fængsel for at have været tre år i KZ – lejren Neuengamme. Retten i Sønderborg mente, at det var en formidlende omstændighed, at han ikke havde gjort fronttjeneste. Anklageren mente dog netop, at dette var en skærpende omstændighed. Landsretten dømte dog også personen 30 måneders fængsel.

Svært at bevise krigsforbrydelser
Under retsopgøret var man ikke klar over omfanget af krigsforbrydelser. Man var dog klar over, at det var en barsk affære. En frivillig forklarede til retten, hvordan danskerne under tilbagetrækningen fra Narva i 1944 var blevet udnyttet af tyske enheder som skjold for tilbagetrækningen.

Henrik Skov Kristensen forklarer i sin bog, Straffelejren, hvordan en person i Faarhuslejren pralede med, at han havde været med til at brænde landsbyer ned. Men det har ikke været muligt for domstolene at gå nærmere ind i sådanne undersøgelser.

Tjeneste i Danmark var en skærpende omstændighed
Havde man gjort tjeneste i Danmark blev dette takseret højt rent domsmæssigt. Et eksempel er en person, som i to år var ansat ved luftværnsartilleriet i Danmark. Fra domsudskriften lyder følgende: 

  • Da der ikke under sagen skønnes oplyst sådanne særlige hensyn, der kan begrunde en straffenedsættelse, vil den forskyldte straf herefter – navnlig under hensyn til, at tiltalte har udført den pågældende tjeneste her i landet – være at fastsætte til fængsel i fem år.

Det må nok siges, at være en ret hård straf.

Anvisning af dansk myndighed?
I sidste ende kom straffelovstillægget til at gælde hele besættelsen, dog med den undtagelse, at forbrydelser begået før 29. august 1943 var straffri, såfremt gerningsmanden handlede efter anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Dette omfattede i praksis ikke de danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste. Flere Frikorps-folk påstod, at de havde modtaget anvisninger fra regeringen i sommeren 1941, og i enkelte tilfælde resulterede dette da også i frikendelse.

Det reviderede straffelovstillæg fra juni 1946 indførte reelle lempelser i forhold til den 29. august.

Den skjulte krigstilstand
En interessant tendens opstod i Sønderjylland, hvor man ofte henviste til den ”skjulte krigstilstand” mellem Danmark og Tyskland. Efter august 1943 kunne der tales om denne skjulte krigstilstand. Alle danskere burde dermed have vidst, at der var tale om forræderi, når man meldte sig herefter.

Professionelle soldater blev straffet hårdere
Danske officerer og befalingsmænd, der meldte sig under de tyske faner og i Frikorps Danmark blev straffet hårdere. Mange af disse var dybt skuffet over det der skete den 9. april.

Erik Lærum var kaptajn ved hærens flyvetropper meldte sig senere til Waffen SS: 

  • Jeg var i uniform, og det bekom mig ikke godt den morgen. Det blev en spidsrod ned ad Frederiksberg Bakke. De fleste af dem jeg mødte var på vej til arbejdet og overfusede mig fra cyklen med de groveste udtryk: 
  • ”Hva’ fa’en har vi betalt dig for i alle de år, når du går der og driver, dit møgdyr”, var noget af det elskværdigste, der blev sagt ved denne lejlighed. Folk kunne ikke tro andet, end at de danske officerer havde svigtet deres pligt.

Lærums erindringer blev skrevet 15 år senere, da han stadig var overbevist nazist. Oberstløjtnant Peter Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. Frikorpset blev i hæren lanceret som en mulighed for at genoprette en del af officersstandens ære. Den 8, juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, hvor der bl.a. stod: 

  • Den danske regering har givet tilladelse til, at faste befalingsmænd af linien, reserven (Forstærkningen) o.l. og hjemsendte værnepligtige (befalingsmænd o.l. og menige) fra den danske hær melder sig til Frikorps Danmark

Der var ingen formidlende omstændigheder
Det forlød også, at kongen bakkede op om Frikorps Danmark. Mange officerer og befalingsmænd meldte sig på den baggrund. Disse ting brugte de anklagede også i deres forsvar efter krigen. En dansk officer henviste også til samtale med Kryssing inden hvervningen. Denne havde henvist til regeringens godkendelse af cirkulæret. I retten blev han trods forklaringen kendt skyldig: 

  • Efter den af tiltalte således afgivne forklaring og idet retten ikke finder, at det er holdepunkter for at antage, at tiltalte, da han lod sig hverve til Frikorps Danmark har troet, at han handlede efter anvisning af lovlig dansk myndighed, vil tiltalte være anset for skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Retten erkendte ”misvisende udtalelser” fra regeringen
Det er dog andre tilfælde, hvor retten har anset regeringens udtalelser for at kunne have virket misvisende for de danske frivillige. En landssviger, der ikke kom fra forsvaret, fik følgende udtalelse med sig fra retten: 

  • Det skønnes godtgjort at tiltalte har gjort sig skyldig i det påtalte forhold. Som formidlende omstændighed kan anføres: 
  • Regeringens holdning over for Frikorpset.

De professionelle soldater burde have gennemskuet det!
Fort de professionelle soldater blev det forventet, at de kunne gennemskue at Krigsministeriet havde fremsat udtalelserne under pres fra tysk side og at man dermed ikke skulle følge anvisningerne. Det ses tydeligt fra en domsafsigelse, hvor en dansk officer havde gjort tjeneste hos Luftwaffe fra august 1941 til marts 1945: 

  • Under hensyn til, at tiltalte ifølge sin stilling og uddannelse må antages at have haft særlige forudsætninger for at bestemme rækkevidden af førnævnte skrivelse og omstændighederne ved dennes tilblivelse, og desuden som tjenestegørende dansk officer har haft adgang til, om han havde ønsket det, i så henseende at indhente fornøden information i Krigsministeriet, vil den forskyldte straf herefter passende kunne fastsættes til fængsel i seks år.

De professionelle fik gennemsnitlig 50 pct. længere straf end andre.

Ubegavede fra underklassen, vaneforbrydere og vildfarne unge
Tyskerpigerne blev fremstillet som ubegavede medlemmer af underklassen. De danske frivillige blev generelt beskrevet som en gruppe vaneforbrydere, nazister og vildfarne unge. Dette billede blev dog senere lidt mere nuanceret, men det tog lang tid.

Anspændt forhold i Sønderjylland
Vi har tidligere været inde på det tyske mindretal. NSDAP-N’ s øgede aktiviteter førte til et meget anspændt forhold mellem mindretallet og de etniske danskere i Sønderjylland. Forholdet blev ikke bedre af, at mindretallet modtog flere goder og vareleverancer fra selve Tyskland under besættelsen. Med forskellige organisationer virkede det som om, at mindretallet var en aktiv del af besættelsesmagten.

Allerede ved krigsudbruddet i 1939 havde nogle enkelte fra mindretallet meldt sig til krigstjeneste. Efter april 1940 blev Sønderjylland et helt nyt rekrutteringsområde for den tyske værnemagt. Det tyske mindretal påtog sig øget hvervevirksomhed. Mindretallet opfattede det som pligtfølelse over for ”fædrelandet”.

1.500 lod sig hverve til Waffen SS
Det anslås at 1.500 lod sig hverve til Waffen SS og et par hundrede til den tyske værnemagt. De flest frivillige gjorde tjeneste enten i SS-divisionerne Totenkopf, der var rent tysk eller Wiking, der bestod af hjemmetyskere fra hele Nordvesteuropa.

I begyndelsen var der også folk fra mindretallet i Frikorps Danmark. Men de tysksindede ønskede ikke at gøre tjeneste i det, der i propagandaen blev iscenesat som et rent dansk korps. Man ønskede at kæmpe i tyske enheder og i alle henseender at blive behandlet som tyskere. Mindretallets ledelse rettede derfor henvendelse til Himmler, der i 1942 overførte de tilbageværende mindretalstyskere fra Frikorpset til Totenkopf.

Modstandsbevægelsen krævede udvisning
Mindretallet havde et særdeles blakket image, da retsopgøret blev indledt. I mange danskers øjne figurerede mindretallet som dybt nazistiske med patruljerende sabotagevagter og Zeitfreiwillige.

Modstandsbevægelsen krævede, at de folk fra mindretallet, der havde gjort sig skyldige i forræderi udvist af landet efter afsluttet straf. I den offentlige debat dannede der sig to grupperinger. Den ene gruppe bestod af modstandsfolk og yngre sønderjyder. De krævede fortsat skærpede straf over for mindretallets frivillige og kollaboratører, herunder fortsat udvisning af landet.

Den anden gruppe bestod overvejende af ældre sønderjyder, der selv kunne huske tiden før 1920 og de dertilhørende problemer ved at være et mindretal.

Mod særbehandling af det tyske mindretal
Hvorvidt mindretallet skulle underlægges særlige vilkår blev også debatteret ivrigt i Rigsdagen i løbet af maj 1945. En række politikkere mente, at de blot handlede, som man kunne forvente. I første udkast til straffelovstillægget fra 25. maj blev det derfor formuleret, at der ved tilfælde af hvervning til tysk krigstjeneste kunne gives straffenedsættelse, såfremt man tilhørte det tyske mindretal.

Der blev dog argumenteret mod særbehandling af mindretallet og at loven skulle være lige for alle. Modstandsbevægelsen fastholdt dog en skærpet kurs over for mindretallet. Politikken skrev den 29. maj 1945 bl.a. følgende: 

  • Repræsentanter for den sønderjyske lokalkomite er betænkelige ved den i tillæg til straffelovens paragraf 10, 2 stk. indeholdte formentlig overflødige bestemmelse, som har fremkaldt uro i vide kredse, idet den giver det tyske mindretal en ny særstilling 
  • Vi lægger afgørende vægt på, at Modstandsbevægelsens ministre arbejder hen til at de i henhold til lov dømte medlemmer af mindretallet frakendes dansk statsborgerskab og senest som led i fredsordningen udvises af Riget.

Der blev ikke givet ved dørene
Det endelige straffelovstillæg tog derfor ikke formelt hensyn til mindretallet, men der blev indført en sikkerhedsventil, som de enkelte byretsdommere i Sønderjylland kunne tage i brug for at lempe straffen over for mindretallet.

Men der blev dog ikke givet ved dørene, hvis det drejede sig om vagter ved de tyske koncentrationslejre. Her dokumenterer Dennis Larsen, at der var overrepræsentation af folk fra det tyske mindretal.

Vi har tidligere i artikler beskrevet det voldsomme sociale pres, der var i det tyske mindretal med hensyn til hvervning. Men hvis man var med i det tyske mindretal, var opvokset i dansk miljø og var gået i dansksproget skole så var det ingen pardon. Vedkommende havde i 1943 meldt sig til Krigsmarinen og gjort tjeneste i godt halvanden år. Efter krigen blev han idømt to års fængsel. Var dommen faldet tidlig var det sikkert blevet til 4 års fængsel. Retten sagde bl.a.: 

  • Da tiltalte har gået i dansk skole og er opvokset i en for den langt overvejende del udpræget dansksindet befolkning vil hans tyskvenlighed ikke kunne regnes for formidlende.

Man kunne ikke bruge ”tyskhed” som formidlende
Det var langt fra alle medlemmer af mindretallet, der kunne regne med strafnedsættelse. Retten i Sønderborg dømte også en person fra mindretallet fire års fængsel for at have gjort tjeneste i Waffen SS: 

  • Tiltalte er efter sin påstand tysk opdraget, tysk gift og tysksindet, men på grund af hans modne alder må han anses for at have været klar over, at Tyskland på det tidspunkt, da han lod sig hverve, var i latent krigstilstand med Danmark
  • Tiltaltes tysksindethed skønnes herefter ikke at kunne regnes som en formidlende omstændighed.

Landsretten var af en anden mening
Men sagen blev anket til Landsretten, og her slap tiltalte med to års fængsel. Nu var bestemte politimestre og dommer i Sønderjylland nok også tyskfjendtlige. Det har sikkert også præget dommene. Vi har også i artikler kunne dokumentere mærkelige domsafgørelser.

Ikke alt var i orden i Fårhuslejren
Og det som det tyske mindretal blev udsat for i begyndelsen i Faarhuslejren var vel ikke i orden. Om det tyske mindretal er behandlet korrekt, ja det har vi egentlig allerede omtalt i andre artikler og i vores bog. Det har allerede givet en del reaktioner.

Det er ikke uden grund, at højesteretssagfører Henriques kaldte det for et ”juridisk galehus”.

I de første måneder lå mange afgørelser over landssvigere markant over minimumsstraffen. Efterhånden spillede almindelige retsregler ind. Der var dog undtagelser.

Kilde: 

  • Div. Artikler på www.dengang.dk 
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet 
  • Fra Krig og Fred (Tidsskrift) 
  • Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk betydning
  • William E. von Eyben: Thi kendes for ret
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 
  • Henrik Skov Kristensen: Straffelejren 
  • Erik Lærum: Dansk soldat i krig og fred 
  • A. Marini: Fra Kaukasus til Leningrad 
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl: Under hagekors og Dannebrog 
  • Dennis Larsen: Fortrængt grusomhed 
  • Claus Bundgaard Poulsen m.fl.: Danmark besat – Krig og hverdag 
  • Michael Clemmensen: 1940 – 1945, Danmark og danskere i Anden Verdenskrig 
  • Martin Bo Nørgård: Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939 – 1945 
  • Claus Bryld m.fl: Retsopgøret 40 år efter 
  • Hans Kirchhoff m.fl.: Den Anden Verdenskrig 1939 – 1945 
  • Enkelte af overnævnte lykkedes det ikke at få fat i.

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 260 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder: 

  • Slemme folk fra Sønderjylland 
  • Dødsstraf 
  • Retssikkerheden under og efter besættelsen 
  • Da krigsforbryderne flygtede 
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes 
  • Dibernhaus i Aabenraa 
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes? 
  • Jagten på krigsforbrydere 
  • Værnemagere 
  • Retsopgøret i Sønderjylland 
  • I tysk krigstjeneste 
  • I en lovløs tid 
  • Et mindretal under besættelsen 
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal 
  • Det tyske mindretal 
  • Jens Møller – folkefører eller folkeforfører 
  • Landsforrædere og landssvigere 
  • Opgøret efter 1945 
  • Frihedsrådet som springbræt 
  • Hvad skete der Borbuisk 
  • Kryssing og Frikorps Danmark 
  • Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger 
  • Tyskerluder og drageyngel 
  • De dødsdømte fra Tønder 
  • Stikkerdrab og mange flere

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16