Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Dengang – en stor Handelsgade

Blågårdsgade var dengang efter Nørrebrogade, den største handelsgade på Nørrebro. Der var masser af trafik og kunder. Men så kom saneringen. 44 pct. af butikslokalerne stod tomme. Blågårdsgade var engang byggespekulanternes paradis. Ja Blågårdskvarteret var en egen kommune midt på Nørrebro. Man havde ikke tænkt på at byggemodne, lave kloak eller sørge for vand. Stedet var centrum for lejekasserner. Det gjaldt om på så lidt plads som mulig, at placere så mange som mulig. Grundejerne sad i Borgerrepræsentationen og lavede selv lovene.

Et lystslot uden for volden
Gabel, der var en af datidens store grundejere, erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen af Magistraten. Året efter fik han også skøde på Skt. Jørgenssø. Han byggede et lystslot og anlagde en flot parklignende have, som gik helt ned til søerne. Ved hans død overgik ejendommen til sønnen. Han var kammerherre hos Frederik den Tredje og berygtet for sine pengeproblemer. I 1668 solgtes hele herligheden til Frederik den Tredjes uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var blandt andet statholder i Norge.

Han skilte sig dog hurtig af med ejendommen. Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer. I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen og afløb til Skt. Jørgenssø.
Efter Meyers død overgik gården til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgården, Cesar René Thehillac.

Blågården får sit navn
Navnet Blågården stammer fra 1706, da Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl overtog et barokt statholder – landsted. Ja næsten det hele blev nedrevet og genopført. Langs den nuværende Slotsgade blev hovedbygningen opført. Størstedelen af jorden omkring, tilhørte landstedet. Dertil kom landstederne Solitude og Store Ravnsborg.

Slottet fik et blåligt tag bestående af skifer eller glasseret tegl. Derfor fik det navnet Blågården.

Navnet dannede baggrund til gade, plads,sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, antikvariat, bibliotek, klubber, bander og meget mere.

Vilde fester
I 1716 kom zar Peter og skulle med sin hær videre til Sverige. Han ville gerne bo på Blågården, men det turde man dog ikke. Man var bange for, at han derfra ville erobre København. Han blev installeret inden for voldene, og var nærmest en fange konstant under observation.

På Blågården havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie Hedvig var mere beskeden. Hun havde kun 23.

Her foregik vilde fester. Man benyttede blandt andet bjørne og hunde i kamp mod hinanden. Det var en meget yndet beskæftigelse

Ved sin død i 1729 havde Prins Carl testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved et gavebrev skænkede Blågården til sin og broderens overkammerherre, Carl Adolph v. Plessen. Og her gik de slemme rygter.

En ”druk – broder” overtager
Efter mange kongelige ejerskaber endte ejerskabet hos Knus Jacobsen Lyne. Han overtog det hele for 27.800 rigsdaler. Og her gik rygterne på, at han ikke var kommet retmæssigt til disse penge.

Grev Holck, Christian den Syvendes druk – broder overtog stedet for kongens penge. Det var starten til Blågårdens forfald. Herude blev kongens elskerinde, Støvlet – Kathrine også installeret.

Og på Blågården skete der så en masse lige fra dugemanifaktur til teater.

Blågårdsgade var en sti i parken
Egentlig var Blågårdsgade en langstrakt parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil omgav denne sti. I 1820 blev det til en vej.

Ladegårdsåen dannede et skarpt skel til Frederiksberg. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men broen var dog ikke åben for alle og enhver.

Der forelå tinglyste erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den. Noget senere anlagde rådmand og byggespekulant Bülow en bro ud for Ewaldsgade.

Blågård Seminarium
Blågård Seminarium fører sin historie helt tilbage til 1791. Dengang foregik det i hovedbygningen på Blågården. I 1808 flyttede lærerseminariet til Jonstrup.

Det ny Blågård Seminarium er fra 1859, og blev startet i Blågårdsgade 14. I 1863 fik seminariet sin første nyopførte en fireetagers hovedbygning i Blågårdsgade 15.

Ejendommen forblev i familien Tangs eje indtil 1918. Den blev lejet ud til beboelse og industrielle virksomheder. Murermester E.P. Møller overtog ejendommen og solgte den videre til bogtrykker C.W. Bærentsen, der tillige var udgiver af Aftenbladet. Senere blev der udgivet blade som Aftenbladets Søndag og Dansk Familieblad.

8 veje i 1856
Indtil 1859 hed gaden Blågårdsvejen eller Blågårds Langvej Den anden større vej i området hed Blågårds Korsvej. Den fik navnet Korsgade i 1860. Men fra 1856 meldes der om 8 vejstrækninger af forskellig kvalitet i kvarteret.

Anker Heegaard
Blågårds Plads som Blågårdsgade fører op til, har ofte været et midtpunkt for kvarteret. Inden den nuværende pladsdannelse var det rammen for Anker Heegaards Fabrik. Mathias Heegaard havde allerede i 1828 etableret et mægtigt jernstøberi på grunden. Privat etablerede han en villa på det nuværende Blågårdsgade 16.

I 1830erne voksede der på begge sider af Blågårdsgade enkelte ejendomme frem. De blev beboet af embedsmænd, pensionister og enker.

De store jernovne spyede sod, røg og kulstøv ud over kvarteret. Køkkenudstyr af emaljerede gryder blev efterspurgt og i særdelshed efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.

Men i 1836 gik det dog for vidt. Virksomheden blev udvidet til at omfatte tarmstrenge, der skulle beuges til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en forfærdelig stank, og myndighederne greb ind. Allerede to år efter måtte denne industri lukke.

Planløst byggeri med slum
Planløst villabyggeri blev afløst af fire til seks etagers lejekasserner.

En af de største byggespekulanter var F.C. Bülow. Han var datidens største byggematador. Han udstykkede og solgte løs uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han anlagde veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham.

Man behøvede dengang ikke at tage hensyn til byggevedtægter. De kom først senere, og dem var byggematoderne med til at vedtage.

Derfor opstod hele kvarteret som et arbejderkvarter med slum fra starten.

Kloakering, vand og lys så man bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede Blågårds Langvej og de tilstødende veje til bundløs ælte. Vandet og slammen løb ned i Sortedamssøen. Her fik man også en overgang drikkevand fra.

En anden af byggematadorerne var Hans Chr. Bangert. Han havde købt lystgården Solitude, som han udstykkede.

Det var en ret tynd byggelov, man skulle forholde sig til – dengang i 1856: 

  • Var det tale om et etagehus skulle mindst en fjerdedel udlægges som gårdrum 
  • Var der vinduer, udvides kravene til mindst 25 kvadratalen (10 m2) og ikke under 3 alen (1,88m) til nogle af siderne. 
  • Til hver lejlighed skulle der være adgang ad to trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m) for beboede etager.

Egen kommune
Byggespekulanterne ville ikke betale afgifter til kommunen, så man oprettede simpelthen en egen kommune. Grundejerne valgte en formand og i fællesskab ordnede man sine anliggender.

De ville ikke give flere penge ud end nødvendigt. Det gik rent anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vedtægter og overhovedet ingen organisation. Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde. Lejekasserne blev opført på kryds og tværs.. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen på så lille et område som overhovedet muligt.

Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for.

I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelig spekulationsbyggeri.

Der var ingen brolægning og ingen fortove. Men det, der var værst, var at der ingen rendestene var. Det idylliske vandløb, som i slottes tid løb langs alléen, var blevet en slimet og stinkende grøft.

Københavns Kommune havde tilbudt istandsættelse af kvarteret, såfremt man ville åbne Blågårdsgade for offentlig færdsel, men grundejerne havde sagt nej af angst for nye byrder og mindre profit.

Men efterhånden måtte man overgive sig. Forholdene blev uoverskuelige. Grundspekulanterne og byggematadorerne måtte nu til lommerne. De skulle betale brolægnings og lygteskat.

Drukkenskab, råhed og skøger
Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Pantkontorer var der et par stykker af i Blågårdsgade. Her kunne far pantsætte sin pæne jakke, så der kunne blive til endnu et spil på den lokale. Det kunne jo være at lykken vendte.

Også i Blågårdsgade kom ”dullen” fra kommunen. Hun skaffede tandbørster og spisebiletter til Folkekøkkenet. Men brunkål og gule ærter kunne være barsk kost over for børn, der ikke var vant til varmt mad. Så var det bedre med rødgrød med sukker og mælk. Man kunne så sælge spisebiletterne, så var der flere bajere til far.

Uniformerede voldsmænd
Fattigdom styrkede sammenholdet. Man fandt sammen og havde en fælles fjende, politiet. For enden af Korsgade lå en politivagt. Her gik rygterne på, at uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. De blev betragtet som uniformerede voldsmænd.

Kaos i Blågårdsgade
Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Blågårdsgade og i resten af kvarteret. Et midlertidigt spiritusforbud var trådt i kraft. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der måtte ligge inde med spiritusbeholdninger, skulle inden kl. 9 afgive beretning om beholdningens størrelse.

Overtrædelse af spiritusforbuddet blev straffet med op til 9.000 kr. i bøde eller fængsel.

Inden forbuddet var der blevet hamstret til den store guldmedalje i Blågårdsgade.
Afholdsselskabernes Landsforbund mente, at forbuddet skulle gøres permanent. Men det mente man bestemt ikke på Nørrebro. Den 24 marts kunne man i første omgang ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet. Men sikke dog nogle priser. Fattigmandssnaps var blevet beskattet. Priserne var nu: 

  • Taffelakvavit nu 2 kr. 40 øre 
  • Whisky nu 9 kr. 
  • Cognac 12 – 14 kr.

Et firma etablerer sig
Her på Blågårdsgade havde Carl Aller fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Han etablerede sig i 1873 i Blågårdsgade 32 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen en kvart million i oplagstal. Lokalerne i Blågårdsgade blev for små, og i 1907 flyttede etablissementet til Valby.

Gang i Blågårdsgade
Men efterhånden kom der gang i Blågårdsgade. En masse institutioner og butikker etablerede sig efterhånden. Et tilfældig dyk ned i i virksomheder i 1923 afslører følgende: 

  • Nr. 2, Guldsmed Emil Johansen 
  • Snedkerne Wörtz & Rasmussen 
  • Nr. 9 Johan Østenblad – Herretøj 
  • Nr. 17, Maskinkompagniet, skotøjsmaskiner.
  • Nr. 21, Modebørsen
  • Nr. 29, Bind & Eriksen, møbelsnedkere 
  • Nr. 32, Dansk Målerfabrik 
  • Nr. 42, J. Møller, skrædder

Rædselskabinet og forhuggede figurer
I 1898 opkøbte kommunen Anker Heegaards nu fraflyttede grund. Befolkningen havde brug for åndehuller. De manglede lys og renere luft.

På den tidligere fabriksgrund anlagde kommunen i 1902 en åben gruset plads indrammet af lindetræer.

Her finder vi Kaj Nielsens berømte granitfiguer. De blev afsløret i 1918 og var meget omstridt. Blandt lokale folk blev pladsen døbt som Stenødet og Slavepladsen.

Mange arbejdere følte disse figurer som en hån mod arbejderklassen. En af datidens kronikører Knud Bokkenheuser udtrykte det således: 

  • Et værre Rædselskabinet kan man ikke tænke sig med dets forvredne og forhuggede Figurer.

Arbejdernes plads
Men pladsen udviklede sig efterhånden til de udstødtes plads. Narkomaner og spritterne samledes her.
Men også arbejderne mødtes her, og det gør de stadig til 1. maj.

Konservativ Ungdom ville den 29. september 1935 provokere arbejderne. De arrangerede et politisk møde her på arbejdernes hjemmebane. Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Púrchel var hovedtalerne. Politiet have i forvejen ryddet pladsen og Blågårdsgade for kommunister. 200 betjente var udkommanderet. Men det var tydeligt, hvor sympatien gemte sig. Røde flag vajede ud fra lejligheder på pladsen og i Blågårdsgade.

Da mødet var slut marcherede KU'er anført af ridende politi gennem Blågårdsgade.

Et større kamp udviklede sig, da kommunister og arbejdere angreb demonstrationen for enden af gaden ud mod Nørrebrogade. Der blev uddelt en masse knippelsuppe.

Med stearinlys og lokumspapir
Man skulle være yderst heldig, hvis der var lokum i lejligheden på 40 m2 i 1950erne.

Ellers var det bare med at forsyne sig med et stearinlys og en rulle lokumspapir, for så at gå i gården.

Pølsevogn og Gøg og Gokke
I krypten under Blågårds Kirke kunne man om søndagen se stumfilm som Gøg og Gokke, Rollingerne, Harold Lloyd eller andre komikere. Men man skulle lige gennemgå de kirkelige ting, inden disse oplevelser kom.

På Blågårds Plads var der en pølsemand. Her kunne man få en slags pølse med sennep og brød. Ved siden af pølsevognen stod en rund kiosk, hvor man kunne købe blade og aviser. Fra bagsiden gik man ind af en dør til to rum, hvorfra man kunne ringe.

Planløs sanering
Omkring 1960erne var kvarteret beboet af 18.000 mennesker. De 11.000 befandt sig i usunde boliger. Det skulle der gøres noget ved. En omfattende sanering blev sat i værk. Den såkaldte Bulldozersanering foregik aldeles planløst. Området omkring Blågårdsgade lignede i lang årrække et udbombet kvarter fra krigens tid.

I 1970erne trafikmønstret sig væsentlig for Blågårdsgade. Gaden havde før været en af Nørrebros mest markante handelsgader, kun overgået af Nørrebrogade. Nu blev den forvandlet til gågade. Det gik mange år inden man blev vant til den nye trafikmønster.

Dengang havde sporvognslinie 3 hele to stoppesteder i Blågårdsgade.

I en aktion i Blågårdsgade fjernede Nørrebro Beboeraktion i samarbejde med Nørrebro Handelsforening vejbommene, der var sat op for at spærre for trafikken.

De blev kørt ind til Rådhuspladsen og afleveret med et tak for lån til overborgmesteren.

Men det hjalp ikke. Beboerne fik ikke trafikken tilbage. Man fik bommene tilbage.

Fælles kamp
Indretningen blev en fiasko får de handlende. De lukkede en efter en. Men nogle var galde for udviklingen. Man havde et slogan Væk med røg, støj og møg.

Nu mente overborgmester Egon Weidekamp, at det var VS i Blågårdsgade, der stod for al balladen.

Sandheden var, at 68 – generationen havde rottet sig sammen til Fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden. Kampen om Byggeren er et symbol for denne kamo.

Mange tomme butikslokaler
I Blågårdsgade stod efterhånden 44 pct. af alle butikslokaler tomme. Men saneringen og tidens udvikling havde betydet død for mange af Nørrebros butikker.

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981.

Nørrebro Handelsforening rettede henvendelse til Rådhuset. Man gjorde opmærksom på, at Blågårdsgade inden saneringen havde 110 aktive butikker.

Den 25. september 1979 fik man så langt om længe overborgmester Egon Weidekamp til Nørrebro, hvor han skulle stå til regnskab for udviklingen i Blågårdsgade

I 1980erne blev Den Sorte Firkant forvandlet til Den rød – grønne Firkant. Men mange mente dog at det var noget værre plastikbyggeri, de blev udsat for.

Ingen klassekamp uden gadekamp
I 1997 eksploderede spændingerne på Blågårds Plads atter engang.

Natten mellem den 8. og 9. november 1999 blev mange butikker raseret i Blågårdsgade og resten af Nørrebro.. Politiet turde ikke køre ind i området. Dagen efter stod der følgende malet på den gule mur langs Assistents Kirkegård:

  • Ingen klassekamp – uden gadekamp

Læs mere på www.dengang.dk – historier af Uwe Brodersen
Check også www.blågårdsgade.dk


Copyright 2019 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16