Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Dengang, der var respekt for Politiet

Velkommen til en ny lokalhistorie i samarbejde med www.dengang.dk Jo, der var respekt for panserbassen. Jo større og tykkere, jo bedre var det. Men nu var det ikke altid, at panserbassen havde respekt for sit arbejde på Nørrebro. Dengang i 1863 skulle han spørge om lov for at gifte sig. Man mente heller ikke at sådan en løn kunne brødføde en familie. Der var en slags kasserne på Fælledvejens Politistation. Man kunne jo så som betjent sælge øl – sort. Det var også fugtigt, at hente ”Svenske Stina. Men så var det barnemoderen i Jægersborggade, politimordet i Husumgade, syndikalisterne, Byggeren, Allotria, Hypnosemordet og rydning af et hus. Tideligt holdt skøger, røvere og banditter til herude på Nørrebro.

Hvem er banditter?
Nu er ordet Banditter i dette indlæg brugt lidt ironisk. For egentlig er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke banditter. Og dog, hvis de ikke overholder landets love er de vel banditter?

Der har altid været banditter på Nørrebro. Folk her i bydelen har ikke fundet sig i noget som helst.

Den stærke mand forlod skyndsomt landet
Allerede dengang, det første Nørrebro opstod omkring 1635 - 1640, var det ballade herude. Det var nærmest kaotiske tilstande med skøger, røvere og banditter.

I 1722 bosatte Den stærke mand sig på Nørrebro. Men ak, han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.

  • Han kunne løfte en Kanon på 2.000 - 2.500 Pd. Vægt med den ene Hånd og drikke et Glas Vin med den anden.

Magistraten lod politiet gribe ind:

  • for meddelst det Foragerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.

Den Stærke Mand forlod skyndsomt landet i hast, efterladende ubetalte veksler og andet gæld, foruden knuste pigehjerter. Han havde lovet adskillige piger sit hjerte.

Hvad krævede man af en betjent?
Ja man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle ikke lide af nogen legemlig mangel, der gjorde èn ”uskikket” til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Man måtte heller ikke være straffet for noget i den offentlige mening ”Vanærende Handling”.

Og ifølge Regulativ af Københavns Politis indretning af 1863, så skulle ugifte overbetjente og betjente tage bopæl på politiets kaserner, som skulle oprettes ved alle stationer. Men så kom der også et månedlig fradrag for leje, lys og varme. En almindelig betjent blev trukket 6 kr. i løn hver måned. Hvor meget de tjente, vides ikke.
I regulativet blev det også påpeget, at man skulle behandle de udleverede uniformsstykker og øvrige rekvisitter forsvarligt.

Der var penge til svovlstikker
Man skulle altid bære uniform og politiskilt. Hver mand fik udleveret en uniformsfrakke og en ”overkjole” samt et halsbind og et par benklæder. Endvidere en hat, en hue, hætte og en regnkappe. Det påhvilede hver enkelt betjent, at vedligeholde sin uniform.

Hver mand fik udleveret en ”kontrabog”, som skulle indeholde alle oplysninger om hans uniforms – og udrustningsgenstande. Ved forflyttelse til en anden station skulle bogen gennemgås. Uniforms – og udrustningsgenstande efterses af en overordnet.

Den filthat, som man fik udleveret, blev efter få år erstattet af en hjelm. Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, der meget ofte blev misbrugt til at prygle borgerne med. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten også en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olier, væger og svovlstikker kunne det bevilliges 5 Skilling om måneden pr. lygte.

Giftemål krævede tilladelse
Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev de ”dueligste” udtaget til inspektionsbetjente. I dagsbefalingen stod der, at betjente i den anden lønningsklasse næppe ville kunne ernære en familie. Og man ville kunne komme i meget trange kår. Og for at forhindre ”Fordærvelige” kår af sådan et ægteskab og det dermed gik ud over tjenesten, krævede det tilladelse.

De stakkels politibetjente blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse. Man havde fri medicin og frit ophold på et hospital.

Uha, man glemte at hilse på de kongelige
Da opdagelsespolitiet kom som en nyskabelse, måtte den enkelte betjent ikke tilkendegive, at han kendte personen fra Opdagelsespolitiet. Denne skulle forblive hemmelig over for den brede befolkning.

Betjentene måtte ikke røre nogen, og de måtte ikke uden grund indlade sig på en samtale med borgerne, sådan officielt. Man måtte heller ikke have hænderne i baglommen, Så måtte man heller ikke patruljere med en hund. Men så i 1863 kunne politidirektøren så komme med en formaning: 

  • Jeg er kommet til Kundskab om, at de patruljerende Betjente ikke alene ofte er forsømmelige med at hilse på foresatte, men endda ogsaa af og til undlade at gjøre Honneur for Kongehusets Medlemmer, naar disse kjøre gennem Gaderne.

Nu var det dog ikke hver dag kongehusets medlemmer kørte gennem Nørrebro.

Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af dårlig rygte. Men det skete for Louisegade, opkaldt efter fabrikant og isenkræmmer Heegaards kone. I stedet blev den til prins Jørgensgade efter Frederik den Tredjes søn.

Vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra arbejde hos et jernbaneværksted. Han kunne ikke forstå, at døren var åben. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl. Hun var blevet slået i hovedet og efterfølgende kvalt.

300 mennesker blev afhørt, og Rathje blev selv mistænkt. Men ret hurtig fandt man frem til vaneforbryder Ole Jensen. Men da denne skulle overføres til København, så gik noget galt.

Fangervogteren var ikke blevet afløst på turen. Han gav Ole Jensen og to andre tugthusfangere penge til en falske brændevin, som de kunne dele. Og efterfølgende stak de selvfølgelig af.

Men han blev dog pågrebet igen og sendt til Amerika. Nu var det ikke altid amerikanerne var tilfredse med at få tilsendt mordere og andre forbrydere, så ofte blev disse returneret igen.

Rantzau var den store chef
Fælledvejens Station eller Station 6 blev placeret på Fælledvej 13 og stationslederen var politiassistent Rantzau. Han boede selv inde i nummer 11. Men lokalerne var meget dårlige, så i 1865 flyttede man stationen hen til Fælledvej 18.

Ja og området dækkede i begyndelsen også hele Østerbro og ud til byens grænse, der gik ved Lygtekroen ved Lygteåen og den senere Harreskov – bane.

Rantzau var stationens første chef. Han var her fra 1863 til 1891. Og man sagde om ham, at han til sidst vejede 300 pund.

Tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere
I 1868 var den gal igen. Da blev betjentene gjort skyldige i, at det ikke anholdte tiggere, der på befærdede veje bad om almisser.

En stor del af tiden skulle betjentene også føre tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere. Og så skulle man også påse, om tyre nu blev ført forsvarlig gennem gaderne. Det var ikke nok med en ring i næseborene.

Slaget på Fælleden
Vi kender nok alle Slaget på Fælleden. Udgangspunktet kom fra Nørrebro. En folkesamling på Nørre Fælled skulle forhindres. Pøbelen skulle bekæmpes.
Det var i 1872, og 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Man har aldrig registeret, hvor mange arbejdere, der kom til skade. Det bekymrede man sig ikke om. Disse arbejdere ville blot bruge grundloven til forsamlingsfrihed. Men det mente politimester Crone og justitsminister Krieger ikke, at de skulle have lov til.

Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet sad militær parat med skarpladte våben. Jo Crone brugte alle midler. Han brugte stikkere, der blev betalt af arbejdsgivere fra store koncerner. Når stikkerne blev opdaget blev nogle af dem sendt i asyl i et eksotisk land igen betalt af store koncerner.

De tre socialistiske ledere oplevede en ikke særlig demokratisk retssag. Og de blev udvist af landet efter et par års fængsel.

Huslejestigning
I 1874 blev politiet sagt op af ejeren af ejendommen, Fælledvej 18. Men de måtte da gerne blive boende såfremt de ville betale 25 pct. mere i husleje. Det gik kommunalbestyrelsen med til, men så forlange man også et opsigelsesvarsel på fem år.

Tegning til ny station færdig
I 1881 kunne man præsentere tegninger til nye station på Fælledvej. Polidirektøren var så stolt. I oktober 1884 var den nye station klar til indflytning.

Det kneb med disciplinen
Det kneb i den grad med disciplinen inden for politiet dengang i 1882, da Crone var politidirektør. Når politiet var på nattjeneste lagde de sig til at sove. En stald i gartnergade var et yndet tilholdssted for natposterne.

En anden ældre kollega bad sin yngre kollega at vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden betjent havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen kl. 6.30.

Man måtte ikke gå på beværtning
Det var strengt forbudt for betjenten at gå på beværtning, men det var dog tilladt, at få bragt forfriskninger, som han selv skulle betale, hvis det ellers var i orden med overbetjenten.

Men det med at gå på værtshus på Nørrebro, blev nu ikke overholdt af betjentene.

Betjentene skubbede forbryderne over til Nordre Birk
Betjentene skulle sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Desuden skulle de sørge for, at lågerne til latrinvognene var lukket. Det havde Nørrebros hunde ellers store glæde af. Ja betjentene skulle også sørge for, at skolebørnene ikke larmede, når skoledagen var ovre.

Men det var nu ikke altid lige let at holde styr på forbryderne. Så ofte havde man en mistanke om, at betjentene forsøgte at genne de urolige elementer over på den anden side af åen til Nordre Birk, hvor der aldrig kom en betjent.

Kvaksalver - lovgivningen
I 1889 forsamlede der sig over 2.000 mennesker på Nørre Fælled. Hr. Huth indledte sit foredrag om håndspålæggelse og varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismens helbredene virkning. Hr. Bruhn afsluttede med, at kvaksalver - lovgivningen skulle ophæves. De læger, der gav forkert medicin er værre end mænd, der helbreder ved håndspålæggelser og strygninger. Alle de forsamlede mente derefter, at kvaksalver - loven skulle ophæves. Ved denne lejlighed fik politiet også anholdt en del mennesker.

Den runde mave havde sin virkning
Dengang vejede en panserbasse alle omkring 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kan lette komme til at puffe til banditten med denne mave.

Når der var lønningsdag på Nørrebro dengang, vrimlede det med fulde folk i bydelen. I slutningen af 1800 - tallet blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Og i stedet for at tage lønnen med hjem til den hårdt trængte familie, blev den investeret i flydende varer.

Mange gange var det nok at sige, Se så at komme op. Men andre gange skulle de fulde slæbes med på stationen. Det kunne også hænde, at betjentene skulle leje en trækvogn for at transportere de fulde personer.

Altid mindst to betjente
Skulle der anholdes folk i Den Sorte Firkant var det altid nødvendigt at sende mindst to betjente, selv om der bare skulle udskrives en bøde. Ofte satte de anholdte sig til modværge. Men det kunne også foregå på en fredelig måde. Men det kostede som regel noget brændevin.

Hvis den anholdte havde noget, fik han lov til at drikke det inden afgang. Og var der ingen til at hente brændevinen, ja så måtte en af betjentene hente det.

Jo der skulle sandelig kraftige betjente til at gå her. Der var konstant slagsmål, tyveri, husspektakler m.m.

Betjente måtte også ofte stille op for at stoppe gadekampe. Således udkæmpede Krügersgade og Rabarberne flere store slag. Og Rabarberne tog på plyndringstugt over hos De Fine på Frederiksberg.

Betjent Grøn
Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik ind og hilste på de handlende i Blågårsgade. Som regel fik han en pølse af slagteren eller en cigar af tobakshandleren.

Hos bageren ventede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Ja, han behøvede ikke at tage madpakke med hjemmefra.

Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og han havde fået morgenmad.

Hjelmen blev derude
En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, som var ved at drukne sig. Betjenten vadede ud efterham, og fik ham med stort besvær halet i land og bragt ham tilbage på hospitalet.

Der blev sørget godt for den forsvundne, men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjem i det drivvåde tøj. Undervejs var der dog en underofficer, der fik ham op i sin lejlighed. Med et par snapse blev betjenten kvikket op. Ligeledes fik han lånt et par sivsko og en sort stiv hat som erstatning for hjelmen, der blev derude.

En kollega, som han mødte undervejs var af den mening, at vores betjent havde en ordentlig brandert på. Men den våde betjent nåede dog hjem. Helt glemt blev han dog ikke. Han fik sin belønningsmedalje. Men hjelmen blev derude i søen. Måske ligger den der endnu.

Betjent Rantzau
Betjent Rantzau var så populær, at de Nørrebro - borgere der måske ikke var så historie - kyndige troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Under en aktion på Assistens Kirkegård måtte man finde en stol til Rantzau. Han kunne ikke holde ud, at stå op. Rantzau var stor på mange måder. Han vejede god og vel 300 pund.

Rantzau var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Ja hans optræden blev belønnet med Ridderkorset. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Men han kunne være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro - borgere fik gode råd af den afholdte betjent. Han stod også i spidsen for velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.

Efter at have nået en alder på 72 år, heraf 46 i politiets tjeneste, kunne han med god samvittighed trække sig tilbage til privatlivet.

Hurtigløberen og slagteren
Det var en betjent, som man kaldte for Hurtigløberen. Han skulle engang bringe ”Kæmpen” til stationen. Kæmpen blev kaldt for Slagteren. Han kunne til enhver tid have krøllet betjenten sammen. Men ved hjælp af kløgtighed fik betjenten han dog lokket med på Fælledvejens Station. Betjenten drillede simpelthen slagteren med at sige, at den turde ikke turde følges med ham.

Respekt for Gendarmerne på Ydre Nørrebro
Det var efter, at typograf Julius Rasmussen skød på konseilspræsident Estrup, at Gendarmkorpset blev oprettet. De patruljerede på Ydre Nørrebro i tidsrummet 1891 – 94. Der var to underofficerer og 23 menige gendarmer.

De talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var konstant krig med politiet. Men de havde den dybeste respekt for gendarmerne. Deres instruktioner gik på, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå tre skridt foran. Hvis han forsøgte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham. Han skulle råbe ham an. Hvis den anholdte ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med seks skarpe skud.

Når lampen i underofficerens kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken 5 hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de så kaffe.

Mødt med klapsalver
Da Gendameriet ved et politisk forlig i 1894 blev ophævet blev de provisorisk ansatte 100 betjente også opsagt, men politidirektør Eugen Petersen holdt på, at disse ikke kunne undværes. Han undlod derfor at lade yderkvarterne tilse af politi, hvilket selvfølgelig medførte uholdbare forhold.

Borgerrepræsentationen vedtog skyndsomst at ansætte de 100 mand igen. Der foretoges så en omformning af styrken, således at yderdistrikterne også blev afpatruljeret.

De betjente, der fik tjansen på Jagtvej blev mødt med klapsalver. Folk lå i vinduerne og viftede med alt muligt. Disse forhold har hvis ikke eksisteret siden. Men det var sådan, at disse betjente, var de første som beboerne havde set i mange måneder.

Eget toilet til Rantzau
Da Fælledvejens Politistation blev bygget, var Rantzau den eneste, der fik sit eget kloset i sin lejlighed på stationen. De andre betjente måtte stå i kø i gården. Her var anbragt to latriner og et pissoir.

I 1884 bestod Københavns Politikorps af en overbetjent og 60 politibetjente.

I 1906 var der blevet indlagt hele fire klosetter i huset. De gamle retirader var omdannet til automobil vagt.

Ja da man så sidenhen forlod Station 6 på Fælledvej, glemte man at låse efter sig.
Et par dage efter gik en beruset mand ind på stationen og iførte sig en uniform. Derefter gik han hen på Sankt Hans Torv, hvorfra han dirigerede trafikken i hans kæmpe brandert.

Pastoren og samvittigheden
I 1903 nægtede Pastor Iversen fra Hellig Kors Kirken at vie murer August Jensen og hans kæreste. Mureren havde nemlig været gift før. Og det stred mod pastorens samvittighed.

Men mureren gik til kirkeministeriet, der alarmerede biskoppen. Det endte med at pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Men præsten appellerede til Højesteret, og til alles overraskelse blev han frikendt.

De offentlige fruentimmer på Ladegården
Og så havde vi Ladegården. Det at være fattig blev nærmest også udråbt for at være kriminelt. Her blev også de mindreværdige kvindelige lemmer anbragt. Det var de såkaldte skøger.

Politiet havde allerede i 1874 begyndt at registrere offentlige fruentimmer. Der blev gennemført en Lov om Foranstaltning til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.

Myndighederne forsøgte at dæmme op for de omfattende kønssygdomme. Og disse var det stor mulighed for at få, på Nørrebro.

Horeunger uden rettigheder
Tænk at 10 pct. af alle nyfødte dengang var såkaldte horeunger, uden rettigheder. Loven af 1866 kunne give kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års fængsel.
Fra 1879 risikerede kvinder, der havde født i dølgsmål, livsvarig fængsel. De måtte på Ladegården finde sig i spørgsmål som 

  • Hvor var samlejet foregået? 
  • Hvem var man sammen med? 
  • Hvordan foregik det?

Også meget tragisk er det at på Fødselsstiftelsen døde på et tidspunkt halvdelen af de fødende kvinder af barselsfeber. Men så begyndte lægerne og jordemødrene at finde ud af, at de skulle vaske hænder.

Her på Ladegården samlede man løsladte fangere, tiggere, elementer, der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede i samfundet.
Når lemmerne endelig havde udgang, skete det ofte at datidens salatfad samlede dem op på bydelens værtshuse

De faldt i Blegdamsgrøften
.
Ofte måtte betjentene hente berusede personer fra de mange samlinger, som Borgervæbningen foretog på Fælleden. Nogle faldt i den store grøft omkring Blegdamsvej og er efter sigende aldrig dukket op igen. Gad vide om, hvis man nu begyndte at grave, aå kunne det måske være, at man fandt nogle af dem, der blev dernede.

Betjentene, der skulle føre de berusede bort greb ofte til det nærmeste en græsende hest eller ko. Så var det lettere at transportere den berusede.

Bøller i Fredensgade og Ryesgade
De allerværste holdt til i Fredensgade og Ryesgade. Der var slagsmål, værtshusorden, husspektakler og lignende. Og det var hårdt for en betjent. Man skulle gå patrulje her fra kl. 6 til 18.

Som ny betjent fik man altid at vide, at man skulle skrive sin rapport om. Med et godt trick, var bare at beholde den gamle rapport, og så bare at aflevere denne et par dage efter. Så blev man rost for at have skrevet en meget bedre rapport.

Patrulje i løb
Det var ikke særlig populært, at skulle gå patrulje fra Runddelen ud til Lyngbyvej i slutningen af 1890'erne. Denne patrulje foregik ofte i løb. Stanken var ubeskrivelig. Det skyldtes det latrindepot, der lå i nærheden. Her læssede de såkaldte chokoladevogne deres indhold af i løbet af natten. På varme sommerdage skete der ofte eksplosioner her.

Når dette skete, er patruljen sikkert gået endnu hurtigere.

Ude på Lersøen foregik der ofte razziaer. Her holdt alle byens tvivlsomme eksistenser til. Mange af disse kæmpede om Maja Robinsons gunst. Man forsøgte flere gange fra politiets side at få hende ud af sumpen. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge, og at hun hver måned fik hustrubidrag. Og så var der fest herude.

Nogle af disse ofte alkoholiserede personer opholdt sig også nu og da på Fælleden. Og her organiserede Karen Spidsmus overfald på de godtfolk, der forsøgte at passere Fælleden til fods.

Svært at styre Lersø - bøllerne
Det var svært at holde styr på Lersø - bøllerne. Et stort slag fandt sted mellem politiet og Lersø - bøllerne den 30. september 1901. Egentlig var det ikke et slag, men et brutalt overfald på en betjent, som de næsten slog ihjel.

Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade, efter mere sprut. Inden de nåede Dyrehaven havde de begået flere overfald og røverier.

Da de nu var ved at blive ædru gik vejen hjemad til Nørrebro igen. Men her stod politiet parat, og anholdt blev Knokkeldrengen, Musen, Kno - Anders, Spiritus, Gloøje, Lange - Hermann og andre. Det lykkedes dog ikke ved den lejlighed at anholde den egentlige hovedmand, Ferdinand Eriksen.

Han og Karen Spidsmus var datidens Bonney og Clyde. Ferdinand startede sin kriminelle karriere som 13 - årig. På et tidspunkt flygtede de to til Århus. Her blev de anholdt, men under dramatiske forhold flygtede de.

Ferdinand døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen Spidsmus, som i øvrigt stammede fra Rababerlandet blev 80 år gammel. Mange revytekster er skrevet over de to.

Rabarberland - en udfordring for politiet
Rabarberlandet var dengang også en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig, og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn og fik to brækkede arme ud af det. Oprøret i Rabarberland bredte sig, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.

Da politiet dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var dukket op, og ret hurtig var de tre af dem blevet gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør, og ret hurtig foretrak politiet.

Mærket af politiets behandling
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen meget mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ikke hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte, vides ikke. Men kort tid efter døde Eriksen. Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på Vestre Kirkegård.

Efter episoden mente Rabarberlandet ikke at ord hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. Og så havde man det indtryk at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.

Ingen pardon
En af de værste gader dengang var Rantzausgade. Her var det næsten altid værtshusuorden, overfald og slagsmål. Der var oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så skulle betjentene ikke slæbe den anholdte så langt, og så kunne de få hurtigere hjælp. Når de anholdte nægtede at gå med betjentene, blev de simpelthen slæbt af sted. Det var ingen pardon.

En dag mødte to betjente ”Røde Svend” i bedugget tilstand. De to betjente fik fat i hver sin arm. Men ”Røde Svend” smed sig bare på gaden. Han ville køres til Korsgade – vagten: 

  • Ja så bliver det med enden

Og så tog de to betjente ham i hver sit ben og trak af med ham med hovedet bagud. Han råbte flere gange, at han gerne ville gå, men han blev på denne måde ”kørt” hele vejen til politivagten. Og han bad aldrig senere, om at blive kørt en eneste af de mange gange, han blev anholdt for beruselse, vold eller tiggeri.

Masser af øl til betjentene
En øl-handler i Korsgade var så glade for politiet, at han hver nat stillede en – to kasser øl ud til betjentene, som havde nøgle til rummet. Men ham, der havde nøglen solgte ikke kun til sine egne kollegaer. Han solgte også til tørstige Nørrebro – borgere med fortjeneste. For han købte også øl hos ølhandleren og solgte dem med fed fortjeneste, når værtshusene havde lukket.

Når traktørstedet Vodrofflund lukkede om morgenen vidste de, at de i Korsgade kunne få den sidste bajer. Og så er det lige meget, hvad den koster. Så den omtalte betjent solgte øllet til overpris. Når han så skulle skåle med, så blev de nødt til at købe en til ham også.

Det forlød, at han om sommeren kunne sælge 800 bajere på en måned. Og når han så kunne få helt op til 1 kr. stykket, så var det ikke en dårlig forretning.

Billigere for betjenten selv at betale
I Smedegade boede en værtshusholder, der samtidig var vognmand. Ofte blev politiet hentet, fordi en gæst ikke kunne eller ville betale. Så gik turen til politivagten i Korsgade.

Nogle dage kom så en tilsigelse til møde i retten.

Dem der gik mest ud over, var den enkelte betjent. Han skulle selv betale for transporten, og det var ikke helt billig, at køre i sporvogn. Og havde han haft nattevagt, var det lige sin sag, at skulle møde i retten. Det var billigere for betjenten at betale af egen lomme de 14 øre, der kostede for en øl.

De gamle gik på plyndringstogt
Når de gamle fra Almindeligheden havde udgangstilladelse om torsdagen gik de på plyndringstogt til bydelens forskellige større forretninger. Nu var nogle af butikkerne forberedt, så de havde valgt at forære de ældre nogle billige gaver.

Svenske Stina var en våd fornøjelse
En sommeraften omkring år 1900 patruljerede to betjente i Rantzausgade, der dengang hed Nordvestvej. De hørte noget larm fra sidegaderne. Det viste sig, at være en kvinde i et meget let kostume siddende i vindueskarmen med fødderne i tagrenden, der havde påkaldt opmærksomhed.

Hun råbte ned til de mange forsamlede mennesker på svensk. Den ældste af de to betjente sagde beroligende til sin yngre kollega: 

  • Det er bare svenske Stina, der er fuld igen, men vi kan ikke lade hende siddende der. Vi kan risikere, at hun dratter ned derfra.

Døren til værelset var uaflåst, og ganske stille listede betjentene ind. De fik Stina ind på værelset trods en del protester. Men hvis damen ikke kom med på stationen ville hun sikkert kravle ud på taget igen.

De to betjente blev enige om, at den mest praktiske måde, at få hende ned på ad den smalle trappe, var at lade kvinden ”ride ranke” på skulderen af den ene betjent. Med stort besvær fik de hende losset op på skulderen af ham. Han tog et solidt tag i hvert ben, og så gik det ned ad trappen.

Desværre havde damen været utæt og vendingen ”Det løb ham koldt ned af ryggen” kunne sikkert bruges ved denne anledning. Men man kan måske også bruge denne vending ”At nar man havde fået Fanden på ryggen, må man bære ham”. Betjenten kunne ikke komme af med hende før nede ved døren, og da var han våd helt ned til strømperne.

Dramaet i Husumgade
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det socialistiske blad Skorpionen. Han var blevet dømt for bagvaskelse og meget mere, men var flygtet til Sverige. Men det rygtedes hurtig, når han besøgte sine forældre i Husumgade 12. Her var han også blevet set den 13. november 1907.

De to civile betjente Elmer og Gemsøe blev sendt til stedet. Ingen havde taget sig af, at Rasmussen havde truet med at skyde politibetjente, når de ville anholde ham. Man vidste åbenbart ikke, at han altid gik rundt med to skarpladte pistoler.
Meningen var, at de to betjente skulle nærme sig lejligheden ad to forskellige trapper, men Elmer havde fået forkerte anvisninger.

Det endte med, at Gemsøe blev skudt fra nærmeste hold. Han boede i Ægirsgade 36. Fra vinduerne kunne man se over til Balders Hospital. Og det var netop det, hans to døtre gjorde, da far blev kørt på hospitalet. De kaldte endda på deres mor, da ambulancen kom med den syge mand, som derefter blev båret ind på hospitalet. Men den syge mand var død og var deres far.

Barnemorderen i Jægersborggade
En af århundredets største massemordere boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte børn og brændte dem bagefter i kakkelovnen. Hun tjente penge som barnepige. Og jo flere børn hun kunne passe, jo flere penge tjente hun. Når moderen så kom, og mente at Lille Peter så anderledes ud, ja så kunne Dagmar fortælle, at han sandelig også havde spist godt. Sandheden var så bare, at Lille Peter for længst var blevet kvalt og brændt. Tre af mordene menes, at være blevet begået på Assistens Kirkegård.

Det menes, at hun i tidsrummet 1911 - 1920 har myrdet 25 børn. Hun blev dog kun dømt for 8 mord.

Et lig i Ladegården
Den 1. september 1913 fandt en fisker tidlig om morgenen et lig i Ladegårdsåen. En betjent blev tilkaldt og hjalp med at få liget bragt i land. Manden var skudt med en kugle i panden. Det viste sig at være en Lindorf Larsen, der havde begået selvmord. Han havde været involveret i et større bankrøveri på Østerbrogade 14 dage tidligere.

Problemer med Syndikalisterne
I årene fra 1916 til Første Verdenskrigs slutning var det ballade med Syndikalisterne. De mente, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.

Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod sive ud, at det var Flæskehallen, der skulle plyndres. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere ude.

Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.

En militærnægter på Aaboulevarden
Den 9. august 1918 var en militærnægter årsag til en større tumult ved Åboulevarden. Han hængte sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene.
Dagen efter samlede man sig til protestmøde i Fælledparken under mottoet: 

  • Mod politiets bølleagtige Optræden paa Aaboulevard

Mødet samlede 7 – 8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned og efterfølgende kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.

Den 13. november 1918 var 50.000 mennesker forsamlet på Grøntorvet. Det gik nok mest ud over det ridende politi. Men vel omkring 100 betjente blev såret. Næste dag fortsatte urolighederne.

Borgerne åndede efterhånden lettet op. Og bladene begyndte at lave en indsamling til politiet. Justitsministeren uddelte et ekstra gratiale til alle betjente, uanset om de havde været i kamp eller ikke. Men politiinspektør Steffensen fik ikke et Ridderkors, som han havde håbet.

Verdens første spiritusprøve
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendig. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.

Man skulle kunne føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S'erne. Hvis den undersøgte ikke kun stå med samlet ben og lukkede øjne var kørekortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting, man skulle observere:

  1. Hvordan er undersøgtes udseende? 
  2. Hvorledes er den undersøgtes væsen? 
  3. Er undersøgte orienteret om tid og sted? 
  4. Hvordan er undersøgtes hukommelse? 
  5. Hvorledes fungerer undersøgtes tale - egenskaber?
    6. Hvorledes er undersøgtes gang?
    7. Hvordan er håndbevægelsens bevægelighed?
    b. Hvordan er håndskriften?
    8. Hvordan er pulsen?
    9. Lugter undersøgte af spiritus?
    10.Er det tegn på sygdom?

Knipler i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet. Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mænd. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes løs fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.

Konservative fik en på frakken
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 samlet sig på Blågårds Plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Men disse havde forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.

Hypnose - moderen
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne, Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne med blev skudt.

Pistolmanden går til kasseren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok, og et dræbende skud bliver affyret.

Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens aviser. I maj 1974 kunne BT skrive: 

  • Hypnose - morderen tog gift - kunne ikke stå for presset.

For ikke mange år siden lykkedes det for TV - og Filmmanden, Poul Martinsen at opspore den anden hovedperson i dramaet.

123 værtshuse
Omkring 1965 havde politiet også rigeligt at se til. Der var nemlig registreret ikke mindre end 123 udskænkningssteder på Nørrebro.

Slumstormere
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det Folkets Hus.

I 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette.

Kampen om Byggeren
I 1980 foregik der adskillige gadekampe på Nørrebro. Det var kampen om Byggeren, en legeplads på Indre Nørrebro. Medierne kaldte aktivisterne for 

  • Forkælede venstreorienterede 
  • Venstreorienterede ballademagere

Men sandheden var at mange beboere var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Ja man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro Beboeraktion var blevet dannet. Og de bestod ikke kun af forkælede venstreorienterede. Således var Nørrebro Handelsforening med i denne aktionsgruppe.

Bulldozere kørte hæmningsløst mod træbarakker, hvor der sad forældre på taget. Man var ligeglad. Børn blev slået med knipler, og en pige banket i maven af en betjent. Flere hundrede blev indlagt på Rigshospitalet. Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.

Et mærkeligt samfund?
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til et stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti.

De unge foragtede verdenssamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje til Rutana i Nansensgade.

BZ 'erne var for alvorlig trådt i funktion. I oktober 1981 gik det ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummivarefabrik Schønning og Arvé, der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud.

Overborgmester Weidekamp udtalte: 

  • Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.

De unge får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet. De havde gravet en tunnel under vejen, og kravlede pludselig op hos en meget forbavset håndværker.

I maj 1982 blev Bazoka på hjørnet af Baggesensvej og Stengade besat.

I mellemtiden havde Tinglutti fået økonomiske problemer på Jagtvej 69. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. man overvejede at rive bygningen ned.

Men Nørrebro Handelsforening mente, at bygningen var bevaringsværdig. Det mente man sikkert, for at holde Irma væk. De var interesseret i grunden.

De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte: 

  • De unge får et hus og jeg har fået fred.

Men det fik overborgmesteren langt fra. Han besøgte huset, men det endte med, at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på de unges bekostning.

Manden ville købe Nørrebrogade
Vi skal da heller ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede vel også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Mercur. På Nørrebro Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren.

Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt dog sted fra Stefans - Kirken.

I 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade - byggeriet til forsvar for BZ - kollektivet i Ryesgade 58. Kollektivet havde bestået i tre år.

Braget i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var springet i luften. En 29 - årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem de skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.

113 skud på Nørrebro
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. Mange fik ar for livet. 92 betjente blev skadet og 11 demonstranter og tilskuer blev ramt af skud.
Gennem 90'erne bryder mange betjente sammen. Politikere fastholder at alle demokratiske spilleregler var overholdt. Politiledelsen frikendte sig selv. I 1999 myrdede en af de ledere, der var med den aften, sin kone. Året efter hængte han sig selv i Ringsted Arrest. Hele seks undersøgelser måtte man igennem. Gennem årene følte alle deltagende betjente sig skyldige.

En af sideeffekterne efter denne episode var at den hendøende BZ - bevægelse genopstod.

Også politiet ændrede strategi efter 18. maj. I flere bøger gives der udtryk for, at folk i efterfølgende kampe på Nørrebro slap billigere. Men det gjorde butikkerne langt fra. Hærværket steg. Grafitti og rudeknusning kom der meget mere af.

19 sårede betjente
I 1995 oprettede McDonald en ny filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.

Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.

En panserværnsraket
Det var den 6. oktober 1996, klokken var 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægirsgade, som undertegnede kendte, mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA´s tilholdssted i Titangade 2 - 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt.
Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket mod HA's hovedkontor over hovedet på alle betjente. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.

Gå ind på fortovet
1. januar 1999 var der igen borgerkrig på Nørrebro. En patruljevogn havde bedt nogle unge om, at benytte fortovet i stedet for kørebanen. Det blev starten på et omfattende hærværk og ødelæggelser.

Den 8. - 9. maj 1999 fandt et sandt plyndringstogt sted på Nørrebro. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig direkte i livsfare. Men der var ingen hjælp at hente. De ringede forgæves efter hjælp.

Angiveligt var det udvisning af en tyrker, der havde udløst urolighederne.

Politiet rykkede først ind, da alle "banditter" havde forladt stedet.

Formand med livvagt
Nørrebro Handelsforening opgjorde skaderne til millioner af kroner. Justitsminister Frank Jensen lovede økonomisk støtte, men den kom aldrig. De andre handelsforeninger i området lavede en indsamling til deres kollegaer på Nørrebro. Ingen blev nogen sinde gjort ansvarlig for disse uroligheder. Ved en høring på Blågårds Plads måtte formanden for Nørrebro Handelsforening have en livvagt med. Han blev under mødet direkte truet af folkevalgte fra Borgerrepræsentationen.

Masser af rådne æg og tomater
Den 16. november 2000 blev salget af Ungdomshuset vedtaget. Dette resulterede i mange års ballade.

Og så skal vi da også lige have med, at Anders Fogh Rasmussen ikke var velkommen på Nørrebro. Han blev mødt med rådne æg i Stengade.

Det samme gjaldt for Pia Kjærsgaard den 14. februar 1998. Hun måtte søge tilflugt i en bank.

Gyldne tider for glarmestrene
Talrige gange måtte butikkerne i de kommende år skifte vinduer. Det var gyldne tider for glarmester - branchen. Mange butikker var udsat for masser af hærværk og røverier, men opbakningen til forbedringer fra politikernes side kunne ligge på et meget lille sted.

Den 18. november 2002 blev det venstreradikale kollektiv Buntzen i Baldersgade udsat for en razzia. Politiet udtalte, at det var en ren bombefabrik.

Den 16. december 2003 var der igen borgerkrig på Nørrebro. Tv 2 ´s Breaking news - helikopter var igen til stede.

Et bogudsalg med følger
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Boghandelen åbnede kl. 7 om morgenen, og fra køkkenet oplevede vi det som en sand actionfilm. Fra helikoptere blev politiet firet ned på Ungdomshusets tag.

Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev udsat for brandtrusler, hvis de betjente strømere.

I bedste Breaking News fulgte seerne begivenhederne på nærmeste hold.

Dagen efter opløste politiet en demonstration med tåregas på Sankt Hans Torv. I Breaking News kunne man følge med, da unge røvede en Irna - butik. Dette fik de lov til i 45 minutter. 44 butikker gik det ud over. Skaderne beløb sig atter op i nærheden af flere millioner kroner.

Du skal visiteres
Et par dage efter nedrivningen var Heinesgade stadig spæret. Betjente var sikkert trætte efter mange dages vagt og overarbejde. Den ene morgen, hvor undertegnede skulle på arbejde, forlangte en betjent, at jeg skulle bevise, at jeg arbejde ind i butikken. Jeg blev godt nok sur, og spurgte om jeg skulle gå rundt med alle butikkens bøger. Betjenten blev mere sur, og bekendtgjorde derefter, at det var visitations - zone. Han ville nu påbegynde en visitation, men en kollega kom ham i forkøbet. 

  • Vær så god, at passere.

436 anholdelser
Den 1. september 2007 var det galt igen. Adskillige butikker blev smadret. Dem, der forsøgte, at ringe efter hjælp, fik at vide, at de skulle holde sig inden døre.

Den 6.oktober 2007 havde de unge proklameret besættelse af et hus i Grøndalsvænge. Forinden havde de afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, blokadebygning og meget mere. Det lykkedes for de unge, at holde huset besat i 25 minutter. Og imponerende er det også, at der skete 436 anholdelser.

Ja sådan kunne vi blive ved. Vi har ikke omtalt de mange banderelaterede forbrydelser, der er sket, og meget mere.

Det har kostet samfundet 200 millioner kroner
Men i grunden er det tankevækkende, at vide, at det har kostet samfundet ca. 200 millioner kroner al den ballade med de unge. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man tabt omsætning med, kan man lægge 20 millioner kroner oven i. Og så er det lige det med forsikringen for detailhandlerne. Men den lagde vi lige i denne omgang.

På www. norrebro.dk kan du læse en masse, om de kampe, der er foregået. Her på www.dengang.dk kan vi henvise til:

  • Buldozersanering ødelægger detailhandelen
  • Alberti på Nørrebro
  • Abejderkamp på Nørrebro
  • Barnemoderen fra Jægersborggade
  • Bomben i Søllerødgade
  • Bomben i Søllerødgade - endnu mere
  • Byggeren på Nørrebro - nok engang
  • BZ - bevægelsens historie på Nørrebro
  • De vilde - på Nørrebro
  • Dramaet i Husumgade
  • Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
  • Hvorfor skulle Janne dø?
  • Hypnose - mordene - nok engang
  • Hypnose - mordene på Nørrebro
  • Kampen på Fælleden
  • Ladegården - dengang
  • Lersø - bisser
  • Lersø - bøller og bisser, nok engang
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp
  • Nørrebro Beboeraktion og Kampen om Byggeren
  • Nørrebro, den 18. maj 1993
  • Rabarberlandet
  • Skyd efter benene
  • Slumstormere, Besættere og Autonome
  • Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
  • Fælledvejens Politistation
  • Ned med arbejderne Og mange flere

Kilde: 

  • Diverse artikler på www.dengang.dk

Copyright 2019 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16