Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Juridisk Galehus

Velkommen til et nyt kapitel om Besættelsestidens historie, som vi bringer hver måned i samarbejde med www.dengang.dk Allerede i 1930erne blev flygtninge afvist ved grænsen. Værnepligtige blev indkaldt. Snart var 2.000 CB’ er klar fordelt på 12 understationer omkring København. Pludselig måtte betjente arbejde længere uden lønkompensation. Thune Jacobsen blev nu justitsminister. Det var ham med Kommunistloven. 2.000 betjente blev sendt syd på. 7.000 af disse gik under jorden. Vagtværn blev dannet. De levede et farligt liv og havde ikke så meget kompetence. ”Det var et juridisk galehus” sagde en dommer. Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. 500 betjente var anklaget. Feltpoliti blev oprettet mod besværlige frihedskæmpere. Så var det krisepolitiet mod sortbørshandel. Der var overvågning og forskelsbehandling i straffesager.

Flygtninge styrtede over grænsen
Allerede kort efter 1933 begyndte flygtninge at styrte over grænsen. De kunne fortælle om målrettede forfølgelser, vilkårlige arrestationer, umenneskelig tortur og uhyggelige udryddelseslejre. Alligevel havde dansk politi valgt at samarbejde med det tyske styre om bl.a. overvågning af elementer, der ikke passede ind i Det Tredje Rige.

Nu var det langt fra alle, der fik lov til at blive i Danmark. Andre blev høfligt afvist.

Øvelser i ”Krig”
Så tidligt som i 1935 bliver der lavet retningslinjer om, hvordan vi skulle forholde os under luftangreb. Der blev også afholdt mørklægningsøvelser. I 1938 blev der lavet retningslinjer og instruktion om varsling og evakuering af civilbefolkningen.

En række dekreter og forbud blev besluttet. Dette betød, at politiet i stigende grad må ud at kontrollere. Der skulle holdes skærpet opsyn med alle udlændinge i landet. Politistyrken udvides i den anledning med hele 70 mand. Der oprettes en speciel oplysningscentral for borgerne.

Værnepligtige blev indkaldt
Men der skete en kraftig stigning af berigelsesforbrydelser, dog ikke biltyverier, da benzinrationeringen nok ikke gør dette så attraktivt. Man har en fornemmelse af, at de fælles regler er ved at gå i opløsning.

I et forsøg på at komme på højde med denne kedelige udvikling indkaldtes alle de værnepligtige, der ikke kunne bruges til militæret. Efter en kort intensiv kursus blev de nu uddannet til et hjælpekorps. Man havde fra politisk side erkendt at politikorpset var underbemandet.

2.000 CB – betjente klar til tjeneste
Da tyskerne den 9. april 1940 kom over grænsen stod 2.000 uniformklædte CB – betjente – eller politiføl – parat til tjeneste. De skulle give ordensmagten og alle andre en hånd med for at opretholde lov og orden under helt nye vanskelige betingelser. Men de fælles overordnede regler blev nu engang fastsat af besættelsesmagten.

Tugt og autoriteter vækker forargelse
Vi havde underskrevet en ikke-angrebspagt. Tyskerne forsikrede os om, at de hverken havde territoriale krav eller ville blande sig i danske politiske forhold. Man anså Danmark for at være en venligsindet nation og man ønskede så få konfrontationer som muligt.

I den psykiske forberedelse havde de tyske soldater fået at vide, at vide, at de skulle tage hensyn til den særegne danske mentalitet. De skulle være klar over, at materielle goder og tryghed betød mere for os end højstemte moralske idealer. Tugt og autoriteter vækker fornærmelse. Men hvis man blot leflede lidt for vores selvfølelse og undlod at diskutere politik, skulle det nok gå ret så gelinde.

Politiet gik ikke besætternes ærinde
Statsminister Stauning og regeringen beordrede administrationen og landets embedsmænd til loyalt samarbejde med de ubudne gæster. Man udsendte en indtrængende opfordring til befolkningen om at forholde sig roligt og lytte til myndighederne. Ministrene var presset.

Men der var fremmede regler, der skulle håndhæves af politiet. Dette kunne godt opfattes som om politiet gik besætternes ærinde.

Få timer efter de tyske troppers ankomst havde rigspolitichef Thune Jacobsen flere møder, både med justitsministeren og ledende politifolk. Her blev samarbejdsforpligtelsen understreget.

Betjentene skulle arbejde 12 timer – uden ekstra i løn
Få dage senere udstedes efter tyske anmodning et lovbrud mod afholdelse af offentlige møder samt bestemmelser om begrænsninger i ytringsfriheden.

Af samme grund anmodede Thune Jacobsen om en styrkeforøgelse på 300 mand. Styrken var nomineret til 3.000 politibetjente og godt 800 kriminalbetjente. Meget smart udvidede han nu mandskabsresurserne ved at diktere tjenestetiden til 12 timer dagligt. Og det uden lønkompensation.

Urimelige arbejdsvilkår
Snart begyndte det dog at murre blandt de menige betjente. Formanden for Dansk Politiforbund advarede politiets ledelse og de ansvarlige politikere om de urimelige arbejdsvilkår. Fra politisk side nægtede man dog ”at købe Politiet til at gøre deres pligt”.

Politidirektøren mente desuden: 

  • Man kan roligt regne med såvel ordenspolitiet såvel som kriminalpolitiets loyalitet

Allerede dengang kunne man inde på Politigården se tegninger med hammer og sejl men også nazi-symbolet.

Thune Jacobsen ny justitsminister
I sommeren 1941 accepterede Thune Jacobsen udnævnelsen til justitsminister efter Harald Petersen. Ham ønskede tyskerne afskediget efter at der var opstået en masse tyske mishagsytringer i en fodboldkamp mellem Tyskland og Østrig i Idrætsparken.

Politiforbundet hvis forhold til rigspolitichefen efterhånden var på bristepunktet græd tørre tårer ved Thune Jacobsens afgang. Forbundets kandidat var den gemytlige politidirektør Stamm, som bakkede den menige betjent op. De menige betjente truede med en kollektiv opsigelse, hvis ikke Bergstrup – Hansen trådte tilbage.

”Betjente skulle behandles som oprørere!
Stamm blev beskyldt for bevist at opmuntre sit personale ”til at give en hånd med i karrieren: 

  • Møder Politiet med Trusler, maa de vises Hjem, giver de en kollektiv Opsigelse maa de behandles som Oprørere

12 understationer
Ja sådan udtrykte en sammenbidt finansminister Kofoed sig i sin dagbog efter et regeringsmøde, der henviser styrkens faglige organisationer til fortsatte – og udsigtsløse – løn – og arbejdstidsforhandlinger med Bergstrup – Hansen, der ikke gav sig en tomme.

1.700 nye stillinger samt ansættelse af 1.400 honorarlønnede betjente på landsplan var påkrævet. Særlig i hovedstaden, hvor situationen var anspændt kunne man mærke tilstedeværelsen af de værnepligtige CB’er – civilbeskyttelses-mandskabet. De var anbragt på 12 understationer indrettet i kommuneskoler rundt omkring i byen.

Blev behandles som ”Stik – i – rend –drenge”
Dette hjælpekorps var udstyret nødtørftigt med blå uniformeret kappe og skråhue samt stålhjelm, gasmaske og en lille knippel. De blev hovedsagelig uddannet til brandtjeneste, sanitetstjeneste og luftbeskyttelsestjeneste.

Man udførte daglig kontrol med mørklægning og egentlige politiopgaver som patruljering og bevogtningstjeneste. Det var en udmærket ordning som dog desværre dog langtfra fungerede gnidningsløst. Mange af styrkens rigtige betjente så med udpræget skeptisk på de værnepligtige, der nærmest blev opfattet som stik – i – rend - drenge.

Mange af de indkaldte betragtede også deres job som en plage, der skulle overstås nemmest muligt. Men hjælpekorpset fik dog gradvis tilført flere ældre og mere motiverede folk.

Befolkningens respekt for hjælpekorpset var en anelse tøvende. Men ofte kunne politiet nu heller ikke stå inde for de ordre, de selv udgav.

Pinligt lovbrud
Gang på gang brød tyske soldater de regler, som man havde aftalt. Det var især, når danske nazister var i gang. Det var ikke det danske politis skyld, at de slap godt fra det.

Men det var vel et ganske overdrevet antal kommunister, som dansk politi anholdt. Det var en grundlovsstridig arrestation af uskyldige mennesker. På regeringsplan forsøgte justitsminister Thune Jacobsen at lovliggøre dette pinlige lovbrud med tilbagevirkende kraft. Og ordensmagten forsvarede sig med henvisning til, hvad der ville ske, hvis tyskerne selv havde foretaget arrestationerne.

Udrykning sammen med tyskerne
På et tidspunkt var der et udrykningsfællesskab med tyskerne i Gernersgadevagten. Her blev danske betjente kaldt for forrædere. Betjente og deres familier mødte dødstrusler. I august 1944 gjorde et af de illegale blade Information opmærksom på, at danske betjente ved flere lejligheder havde reddet landsmænds liv og førlighed over for tyske soldater, SS-folk og Schalburg-folk ved affyring af varselsskud.

Men det skal ikke skjules, at en del danske politifolk var nazister. De gik ind i Hipo-korpset og Schalburg-korpset. Men i oktober 1943 var danske politifolk med til at redde danske jøder.

Danske politifolk gik med i modstandsbevægelsen. De proklamerede også, at de ikke vil blande sig i strejker.

2.000 betjente sendes sydpå
Den 19. september 1944 er bærgeret blev fyldt for tyskerne. De følte ikke at Dansk Politi er med dem. Under dække af en falsk luftalarm slår tyskerne til og sætter den danske ordensmagt ud af spillet. 1.967 deporteres til Neuengamme og Buchenwald. 81 af dem omkom og resten udsættes for frygtelige lidelser.

7.000 betjente gik under jorden
Af de 7.000 betjente, der på den ene eller anden måde undgik at blive arresteret flygter en del til Sverige, hvor de under ledelse af Den Danske Brigade forberedede sig til det endelige opgør efter krigens afslutning.

Mange gik under jorden og tilslutter sig politiets egen modstandsorganisation, der oprettes i løbet af få dage under Frihedsrådets kommando.

Hermed stod vi uden ordensmagt, da tyskerne i samme ombæring forbød CB – korpset, der under nedlæggelsestidspunktet havde cirka 14.000 mand, hvoraf 4.000 er indkaldt til fast tjeneste.

Private vagtværn
Enhver kunne se, at situationen var uholdbar.

En række hurtigt oprettede private vagtværn kunne langtfra løse problemet. Tyskerne havde også opgivet at opbygge et loyalt politi. Så egentlig mente tyskerne også at vagtværn ville være at foretrække. De betingede sig at få antallet af aktive at vide i hver kommune.

Fra dansk side betingede man sig, at vagtkorpsene skulle fungere uden besættelsesmagtens indblanding. Tyskerne betingede sig dog, at de kunne afhente arresterede personer uden indblanding.

Vagtværn havde ikke så meget kompetence
I Slagelse brød en gruppe Schalburg-mænd ind på stationen og bankede de tilstedeværende vagthavende. Det tyske militær i Silkeborg arresterede pludselig ti vagtmænd uden anden begrundelse end generel mistillid til vagtværnet.

Besættelsesmagten understregede at vagtværnene var civile. Derfor kunne de ikke uniformeres. De fik et armbind og en lille træstav. Målet med vagttjenesten var at forhindre forbrydelser som drab, brandstiftelse, røverier, sædelighedsovergreb og hærværk. Vagtværnet havde ingen kompetence til efterforskning og blev ikke tildelt anden kompetence end anholdelse af folk.

I tilfælde af forbrydelser skulle der oprettes rapport, og den anholdte skulle løslades eller i tvivlstilfælde sendes videre til statsadvokaten. Men langt de fleste sager blev henlagt til bedre tider. Kriminaliteten- både dagligdagens småforbrydelser som grove væbnede overfald og drab voksede til kaotiske højder. I virkeligheden var var opgaven komplet umulig, dels for statsadvokaturen, der med sit begrænsede personale forsøgte at varetage kriminalpolitiets opgaver.

De levede en farlig tilværelse
Men især de kommunale vagtværn, der frem til krigens afslutning blev mødt med en nedladende holdning fra såvel tidligere politifolk som almindelige borgere. De blev også beskudt fra tysk militær og kriminelle elementer. I en række tilfælde kom de i klemme mellem danske modstandsfolk og danske nazister.

Adskillige vagtværnsfolk især i København og de større byer faldt mange i tjeneste for både Hipo-korpsets og modstandsbevægelsens kugler. Enkelte blev taget af tyskerne og sendt i KZ - lejre. Andre begik efter krigens afslutning selvmord på grund af deres oplevelser.

CB – korpset passede på flygtningene
I maj 1945 kapitulerede de tyske armeer på slagmarken. Befrielsen udløste samhørighed og patriotisk stolthed blandt alle, der ikke følte at have gjort noget galt. En overgangsregering bestående af ni repræsentanter fra de politiske partier og ni fra modstandsbevægelsen gik i gang med at lede landet.

Et overraskende stort antal frihedskæmpere dukkede frem fra deres gemmesteder og gjorde regnskabet op med nazister og forræderiske landsmænd. CB – korpset blev genindkaldt som tilsynsførende med de næsten 250.000 krigsflygtninge. De levede under kummerlige forhold i skoler, forsamlingshuse, offentlige bygninger og primitive lejre.

Almindelig lov fungerede ikke i praksis
Den 13. maj rykkede rigspolitiets styrker under en storstilet parade ind på Politigården og markerede dermed, at der atter herskede almindelig lov og orden i riget.

Ja i teorien i hvert fald. For endnu resterede det store opgør om, hvem der gjorde hvad og hvis skyld det hele egentlig var. Samtidig skulle man også lige vænne sig til at myndighederne og de gamle regler var tilbage. Og det var absolut ikke til alles tilfredshed.

Ballade ved Frimurerlogen
Da CB – korpset, der var stationeret ved Frimurerlogens store bygning i København, hvor der var indkvarteret 2.000 tyske flygtninge, heraf 1.500 kvinder, hvad der er nok så vigtigt – i januar 1946 får besked om, at bevogtningen skulle overgå til folk fra vagtværnet, bryder der betinget forurettelse ud i et åbent mytteri.

Syv af de ophidsede CB’ er drønede i en taxi hen til flygtningelejren på Jagtvejens skole, hvor de krævede at få udleveret våben og ammunition. Det blev dem nægtet. Og så drog de til Metropolitanskolen, hvor de med egne våben tiltvang sig adgang til våbenkammeret.

Bevæbnet til tænderne vendte de derpå tilbage til Frimurerlogen, satte vagtposter omkring bygningen og forkyndte, at ethvert forsøg på at fjerne dem med magt ville blive mødt med våbenild. Kampånden dalede dog mærkbart ved ankomsten af to bemandede udrykningsvogne fra Politigården. Efter en kort forhandling overgav 51 slukørede CB’ere sig til politiet, der foretog nitten anholdelser.

Også ballade i Helsingør
Også i Helsingør opstod der forståelig bitterhed blandt 22 andre CB’ ere, der i flygtningelejren ved Marienlyst på lignende måde berøvedes sejrherrens ret til, da de efter længere tids selvbestaltet ret inde på kvindernes område pludselig beordredes om på den anden side af hegnet.

Under forargede protester og henvisning til faren for at blive angrebet af natlige snigskytter, nægtede samtlige 22 værnepligtige herefter at udføre deres tjenestepligter, hvorpå de alle blev anholdt. Kort efter blev de dog alle løsladt med løfte om at tilpasse sig de nye regler.

Der var flere kontroverser rundt omkring.

Dødsstraf blev genindført
Den 5. januar 1946 blev Fleming Helveg Larsen skudt af en kommando. Men først efter at være blevet velsignet af sin far, der var præst. Han var det første offer for ”landsforræderiloven”, der blandt andet genindførte dødsstraffen. Den blev nødvendigvis også indført med tilbagevirkende kraft. I Folketinget blev loven vedtaget med127 stemmer mod fem. I landstinget vedtaget med 67 stemmer mod 1.

55 pct. af befolkningen var tilhænger af dødsstraffen.

Et juridisk galehus
Højesteretssagfører Henriques kaldte det hele for ”et juridisk galehus”, hvor enhver dom blev afgjort efter den til enhver tid gældende folkestemning.

Lovens gyldighed førtes i princippet tilbage til den 9. april 1940. Det var dog en formidlende omstændighed, hvis den landsskadelige virksomhed havde fundet sted før den 29. august 1943 og handlingen på daværende tidspunkt var lovlig eller sket på opfordring af danske myndigheder.

Herefter var det dit eget ansvar, og selv om man ikke behøvedes at være værnemager for at have småhandlet med besættelsesmagten eller følte sig som feltmadras, fordi man var forelsket i en tysker, hængte det nu alligevel meget ved. Naboerne havde svært ved at skelne.

Modstandsbevægelsen gik nidkært til værks
I de første uger gik modstandsbevægelsen nidskært til værks. Mange blev anholdt. Men mange blev også løsladt igen. I Frøslevlejren kunne man ikke overholde grundloven. Presset var alt for stort.

Tyskertøser blev overfaldet og slået. Likvideringer, der også blev foretaget efter den 5. maj 1945 blev retfærdiggjort.

Hal Koch: Plager Fanden jer?
En påstået Hipo – mand bliver på befrielsesdagen udstillet for et blodtørstigt publikum efter at modstandsfolk havde overfaldet en fangetransport. På opfordring skyder man ham hensynsløst. Men folk jubler. 

  • Plager Fanden jer, alle I pæne, anstændige, moralsk og økonomisk velhavende Mennesker? Plager Fanden jer – eller hvad tænker I paa?

Ja sådan udtrykte den højt begavede og ubestikkelige samfundsrevser, teolog Hal Koch det.

”Retfærdighedsvogtere”
Professor Hartvig Frisch karakteriserede modstandsbevægelsens omkring 400 likvideringer som mord.

Ja og modstandsbevægelsen besatte et arresthus i Aalborg og smed politiet på porten, hvor Vestre Fængsel på samme måde blev indtaget af ”retfærdighedsvogtere”. De ville ikke finde sig i den blødsødne behandling af sigtede håndlangere. Hipomanden Klagenbergs straffenedsættelse fra dødsstraf til 10 års fængsel medførte strejker over hele landet.

Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes
I april 1946 erklærede regeringen, at stikkerdrab måtte betragtes som krigshandlinger, der af samme årsag ikke skulle føre til retsforfølgelse.

I perioden frem til 1950 blev der afsagt 103 dødsdomme, kun 46 af disse blev fuldbyrdet.

Over 500 betjente under anklage
Heller ikke politiet undgik de militante patrioters nærgående kritik af personalets optræden i besættelsesårene. Allerede i foråret 1945 blev tolv tidligere politifolk likvideret for stikkervirksomhed og aktiv bekæmpelse af modstandsbevægelsen. Straks efter kapitulationen blev der indledt undersøgelser mod 330 politifolk og 225 reservebetjente for betænkeligt tyskvenlige handlinger.

Af disse blev 200 afskediget. Kun 30 af de anklagede får en fængselsdom. Resten må forlade styrken på grund af tjenestelige, disciplinære eller andre forseelser. Hertil kommer et mindre antal som forflyttes, degraderes eller selv vælger at forlade tjenesten. Omkring 300 sager må henlægges.

Ingen røgslør om politiet
Mistanken om, at der bevidst lægges et røgslør over, ligger lige for også efter en kommissionsdom fra april 1948, der frikendte politiet for selvstændige politiske aktioner eller antikommunistisk aktivitet.

Denne afgørelse vakte vrede hos rabiate modstandsfolk, der bestemt mente noget andet. Men undervejs fandt man dog flere syndebukke.

Alle vente justitsministeren ryggen
Først handlede det om Thune Jacobsen, der på uriasposten som justitsminister blev beskyldt for at mangle overblik og ikke have visioner. Frem til sammenbruddet i 1943 støttede han med slavisk loyalitet den officielle samarbejdspolitik. Dette fik ham til at lægge ryg til kommunistloven og loven til beskyttelse af de virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten.

Da regeringen trådte tilbage begyndte Thune Jacobsen i al hemmelighed at fungere som meddeler til både Secret Service og Frihedsrådet. Men da var skaden sket. Hans image var poleret. Da tyskerne anholder det danske politi fandt de også ud af Thune Jacobsens forbindelse til modstandsbevægelsen. Det betød, at han i hast måtte flygte til Sverige. Her får han en kold skylder af sine landsmænd.

Da han ankom til Danmark bliver han anholdt af menige medlemmer fra modstandsgruppen Bopa. Han løslades først, da ledende folk fra Frihedsrådet greb ind. Hans ministerkollegaer viser ham den kolde skulder for at redder deres egen skind.

Politidirektør Stamm blev ofret
Politidirektør Stamm, der tilmed en overgang var interneret i det bombede Shell – hus faldt også som et mere eller mindre uskyldigt ofre. Han havde forsvaret betjentenes rettigheder. Pludselig ville politikere m.m. ikke give ham hånden, så var han klar over at han var blevet afskediget. Begrundelsen var, at han ikke mere havde styrkens og befolkningens tillid.

Det blev Aage Valdemar Seidenfaden, der afløste ham. Og som ny justitsminister blev det Begstrup-Hansen, han som betjentene ikke kunne lide.

Feltpoliti mod besværlige frihedskæmpere
Man måtte i gang med at danne et feltpoliti. Det skulle bestå af 6 politifolk og 100 nøje udvalgte frihedskæmpere. Man skulle have styr på de mest hidsige og svært bevæbnede modstandsfolk.

Krisepoliti mod sortbørs
Og et Krisepoliti skulle der også oprettes. Det skulle bestå af 125 politibetjente og kontorpersonale. Det havde til opgave at kontrollere tidens mange restriktioner. Og man skulle også forsøge at holde sortbørshandlen nede.

Inden nedlæggelsen i 1950 nåede man at behandle 68.000 sager og indkræve bøder for 24 millioner kroner og konfiskere varer til en værdi af 30 millioner kroner.

Masser af arbejde
Det almindelige politi skulle ud over almindelig oprydning samt genoprettelse af almindelig ro og orden i takt med CB’ ernes hjemsendelse og vagtværnenes opløsning bebyrdes med næsten uoverkommelige bevogtningsopgaver.

Det egentlige kriminalpoliti skulle foruden dagligdagens forbrydelser ikke alene tage sig af den civile krigsrelaterede kriminalitet, men man druknede også i gamle anmeldelser af lovovertrædelser i den politiløse tid.

Masseafskedigelser
Lige efter krigsårene bliver der ansat i massevis af betjente og reservebetjente. Pludselig er man op på et antal af 10.000 alene i hovedstaden. Det var skudt langt over målet i fredstid. En masseafskedigelse følger og allerede ved udgangen af 1945 var styrken på en tredjedel.

Arbejdsnedlæggelser
Men alt er ikke som det skal være i etaten. På adskillige tjenestesteder var der arbejdsnedlæggelser i 1946, da en politikommissær genindsættes i sin stilling, selv om manden på grund af sin opførsel under fangenskab i KZ – lejren Buchenwald efter den almindelige mening i styrken burde fyres eller i det mindste degraderes.

Pengeombytning og værdipapir – eftersyn
I 1946 blev vareknaphed afløst af en formidabel skatteudskrivning. Ja en pengeombytning blev også beordret. Man ville værnemagere til livs. Og så kiggede man også på værdipapirer. Det betød sikkert dårlig humør hos alle.

Folk havde mistet respekten
Krisepolitiet forsøgte ellers at holde alle ulovligheder nede, men det lykkedes dog ikke helt. Der var jo også den berømte ”Edderkoppesag”, som nok fortjener sin egen artikel. Her var masser af betjente indblandet.

I eftersommeren 1949 rejses der tiltale mod 500 borger for fornærmende udtalelser mod patruljerende betjente.

Overvågning og forskelsbehandling
Vi kunne såmænd godt have blevet ved. Man forsøgte at tage hensyn til hjemmetyskernes nationalfølelser i retsopgøret, men det blev ikke fulgt. Tværtimod blev hjemmetyskere og andre folk, der sad i Fårhuslejren overvåget. De årlige Knivsbjergfester som var Det Tyske Mindretals store festdag blev overvåget helt til slutningen af 1960erne.

Det kneb også med retsstillingen, når en ung knægt, der begik et granatangreb mod ”sheriffen fra Tinglev” i første omgang skulle dødsdømmes, mens de to, der i Løgumkloster begik et mord på en lærerinde fra det tyske mindretal i første omgang slap med tre måneders fængsel.

Kreative vidner
Ja og nazistfamilien Jürgensen fra Tønder skulle absolut ned med nakken. Man forsøgte at hænge familien ud for krigsforbrydelser. Så var det ikke så vigtigt, at vidnerne havde opfundet historierne.

I Højer måtte betjent Hartung bede om forflyttelse. Han var blevet truet af medlemmer af det tyske mindretal.

Efterforskning måtte indstilles
I Utterslev Mose blev en købmand fra Rungsted Plads likvideret. Det kunne have været en brik i de 400 likvideringer, der fandt sted, hvis det ikke lige var for en kriminalassistent, der hurtig fandt ud af, at der her var berigelseskriminalitet foregået af en person fra modstandsbevægelsen. Men kriminalassistenten fik besked på at indstille sin efterforskning.

Man fyldte også folk med løgn
I Padborg havde en kone og en datter hele livet fået at vide at manden/datteren var dræbt under flugtforsøg over grænsen af Den Danske Brigade. Men hurtig fandt vi ud af, at Asmus Jensen var dræbt af nakkeskud på kort afstand. Der var i den grad blevet fusket med politirapporter og oplysninger var forsøgt visket væk i diverse kirkebøger. Og blandt de tre betjente, der var med til selve likvideringen var der også et par stykker, der var med til forfalske politirapporterne.

Man sørgede for, at historien om flugtforsøget kom ud i diverse historiebøger. Og den ene af de tre folk fra Den Danske Brigade, der hævdede, at have skudt Asmus Jensen på 100 meters afstand fik en toppost i Belgien. Og ikke nok med det. Vi fandt yderligere fem mystiske dødsfald i Padborg – området. Og se sagen mod Asmus Jensen blev allerede lukket i 1947.

Men se en masse om dette har vi allerede skrevet om. Se vores artikelhenvisning.

Kilde: 

  • Flemming Jarlskov: Lov og orden – af danskernes og dansk politis historie
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet 
  • Div. Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk indeholder 231 artikler fra Besættelseshistorien før, under og efter – herunder:

  • Politiet under besættelsestiden 
  • Efter besættelsestiden 
  • Befrielsesdage 
  • Udleveret til tyskerne 
  • Værnemagere 
  • Retsopgøret i Sønderjylland 
  • Historien om Overvågning 1-2 
  • En justitsminister i unåde
  • Samarbejde med besættelsesmagten 
  • I en lovløs tid 
  • Buchenwald – rædsler og lidelser 
  • Landsforrædere og landssvigere 
  • Dobbeltmordet på Peter Bangsvej 
  • De/Det) mystiske mord ved grænsen 1-2 (opdateret udgave undervejs) 
  • Den sønderjyske politiadjudant 
  • Sheriffen fra Tinglev 
  • Opgøret efter 1945 
  • De dødsdømte fra Tønder 
  • Knivsbjerg – nord for Tønder 
  • To skæbner i Kiskelund 
  • Fårhuslejren 
  • En sønderjydes liv på godt og ondt 
  • En villa i Kollund 1 -2
  • Varulve-angreb eller drengestreger og mange flere

Copyright 2019 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16