Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Hvad sker der lige ude i Brønshøj?

Masser af trusler, afpresning og chikane. Brønshøj, Husum en af de mest utrygge steder i København. Tidligere fængselsbetjent sparket og spyttet på. Ubehageligheder i cykelkælderen. Pølsedamen kunne ikke holde det ud mere. Pizzamanden holdt også op. Masser af utryghed og tyveri i Netto. Fakta indskrænkede åbningstiderne. I Aldi stjæler de cigaretter. Biblioteket ændrede også åbningstider. Flere har hyret private vagter. Man forsøger med dialog. Partiformand ikke supertryg. Masser af henvendelser til justitsminister, der selv tog herud. Han ønsker svar fra politidirektør. Dansk Folkeparti forsøgte sig med pølsevogn. Problemerne få kilometer fra stor politistation vokser. Kaotiske forhold i Bellahøj – hallerne. Politikerne har opsagt opsynsmænd. Derved er problemerne i den grad vokset. Er beboere og erhvervsliv blevet taget alvorlig?

Trusler, afpresning og chikane
Hvis politiet bedømmer problemer i forhold til antallet af anmeldelser, så er der noget galt. For mange butikker anmelder ikke mere butikstyverier. Politiet kommer alligevel ikke. Butikkerne får at vide, at der ikke er flere ledige vogne. Og når de får denne besked gang på gang, så anmelder man ikke episoder og tyverier.

Trusler, afpresning og grov chikane, sådan har situationen set ud for en række frustrerede erhvervsdrivende i Brønshøj, Beboere er også blevet chikaneret.

De mest utrygge steder
Bispebjerg samt Brønshøj/Husum er blandt de områder, hvor utrygheden er steget mest. Utrygheden blandt beboerne er på 28 pct.

Beboere har også henvendt sig til politiet, men er blevet mødt med en næsten opgivende attitude. Man burde måske tage beboernes henvendelser mere alvorlig, især når det gælder kriminalitet og truende adfærd.

Således har det også været ballade i Bellahøj-Badet, hvor unge nægtede at efterkomme bademesterens anvisninger. I stedet blev de ansatte truet. Det er uacceptabel adfærd.

Det kan godt være, at der mangler væresteder og ungdomsklubber, men det gør det ikke acceptabelt at begå hærværk og anden form for kriminalitet.

Fængselsbetjent sparket og spyttet på
En tidligere fængselsbetjent blev omringet i sin egen cykelkælder, truet, sparket og spyttet på af otte drenge fra en større gruppering. Folk er bange, de tør ikke anmelde noget. Og hun ved godt hvorfor. Det har hun selv mærket på egen krop. Drengene truer sig til tavshed. Det skaber frygt blandt beboerne, så de ikke tør fortælle, hvad der egentlig foregår.

Ubehageligheder i cykelkælderen
En 46 – årig fortæller til BT, at han i cykelkælderen under et af Bellahøj-husene ofte er stødt på drengebander. Ofte er han mødt af trusler og skældsord hernede. De har desuden knipset joints efter ham. Han føler sig utryg, fordi de ved, at han har ringet efter politiet. På kælderdøren er der nu opsat en gul seddel: 

  • Ophold forbudt for uvedkommende.

Herefter er der en tekst med hvilken paragraf, man kan blive sigtet efter, hvis man overtræder forbuddet. Men de unge er ligeglade. De opholder sig hernede og generer beboerne.

De yngste er mellem 13 og 15 år. Så er det gruppen fra de 16 til de 18-19 årige. Ja som beboerne siger, så er det også de store, lidt mere grusomme. Alle sammen i en stor gruppe på op til 30 stykker.

Pølsevognen holdt det ikke ud
Pølsevognen på Brønshøj Torv er der ikke mere. Chikanerne blev for voldsomme. Når pølsedamen stod der selv, råbte drengebander sjofelheder efter hende. De ville have, at hun erstattede svinekød med halalkød og proppe grisene op et hvis sted. De råbte også om, hvor mange penge, hun mon havde i kassen.

Og det blev endnu værre. Pølsedamen følte sig truet. De smed kanonskrald og startede motoren.

Pølsevognen havde udviklet sig til et samlingssted. Her blev knyttet mange venskaber. Det blev et lille borgersted. Man fik tilladelse til at stille borde og stole op foran pølsevognen. Det blev en hyggeklub.

Men pølsedamen oplevede uheldige ting, når hun stod i vognen. Hun så en dag en ældre mand komme ud fra toilettet på torvet. Da de unge fik øje på ham, begyndte de at kaste sten efter ham. Men det var også gaspatroner. De stammer fra det de unge indhalere.

Nu er pølsedamen flyttet langt væk fra Brønshøj. Hendes øvrige familie vil følge efter.

Masser af tyveri og utryghed i Netto
Men nu er det ikke kun Pølsedamen, der er ramt. Lokale drengegrupper generer og hærger også bydelens erhvervsdrivende. Før var Brønshøj Torv et hyggeligt samlingssted. Det er det ikke mere. En gruppe drenge har tilsyneladende taget styringen. Biblioteket, en Netto, en Aldi, en Fakta og et pizzeria er også mærket.

I Netto stjæles der åbenlyst fra butikken. Man stjæler lampeolie, så der kan laves bål i Parken. Red Bulls og donuts og alt muligt. Bestyreren ved godt, hvem nogle af drengene er. Men det er langt fra alle, han kan identificere. Oftest bærer de kasketter og hætter, ligesom de flere gange har tørklæder oppe foran munden.

Bestyreren siger, at det er svært for politiet at gøre noget ved tyverierne. De ansatte fastholder heller ikke de unge af frygt for, at de gemmer skarpe ting i lommerne.

Nogle gange kan desværre truende, andre gange er de bare støjende. Men de andre kunder føler sig utrygge.

Fakta indskrænkede deres åbningstider
Fakta længere nede af gade har været nødt til at indskrænke deres åbningstider i en periode. Årsagen til det var, at butikken blev chikaneret i de sene aftentimer.

Pizza – manden holdt op
Et pizzeria, der ligger mellem dagligvarebutikkerne, har også oplevet chikane fra områdets drengegrupper. Flere gange var ruderne blevet smadret. Utallige pizzaer, som drengene bestiller og nægter at betale for, når de får dem udleveret.

Efter 10 år som ejer af biksen har pizzamanden nu valgt at dreje nøglen om. Han orkede simpelthen ikke mere. Den 1. maj blev butikken overtaget af en anden.

Indehaveren mente ikke, at politiet har været en stor hjælp. Og drengene er ligeglade med politiet.

I Aldi for at stjæle cigaretter
I Aldi har drengene et utal af gange været inde og stjæle cigaretter. Her fortæller man, at de unge kommer nede fra Bellahøj – husene. Og de kommer oftest i de sene aftentimer. Det er normal ikke mange kunder på det tidspunkt, men dem, der har været der har følt sig utrygge.

Biblioteket ændrede åbningstiderne
I de sene timer, især i weekenderne, har de unge lokale drengegrupper også brugt biblioteket som en slags klub til at hænge ud i, og det har haft konsekvenser.

Når de samler sig i større grupper, skaber det en dynamik. Det gør, at de får en uhensigtsmæssig adfærd. Det har betydet, at man har måttet begrænse bibliotekets åbningstid. Mange af bibliotekets brugere har grundet de unges adfærd valgt at droppe, at komme på biblioteket.

Nødt til at hyre vagt
Biblioteket, Netto og Aldi har været nødt til at hyre en vagt.

Man forsøger med dialog
Man fortæller, at gennem SSP – samarbejde har man haft dialog med både politi og opsøgende indsats i lokalområdet. Nærpolitiet i Nordvest siger, at man har et godt kendskab til de unge grupper og har en god dialog med dem. Man forsøger ved dialogens vej og få dem på andre tanker, hvis man har en mistanke om, at de er på vej ud i noget, der ikke er hensigtsmæssigt.

Men alt dette har ikke kunne forhindre gentagende chikane.

Partiformand ikke supertryg
Pia Olsen Dyhr, der selv bor i området synes at situationen er forfærdelig. Hun spørger om, man ikke kunne overveje at indføre en nærpolitistation i området. Det burde kunne lade sig gøre i områder, der som Brønshøj bliver udsat for periodisk kriminalitet. Hun siger, at det Brønshøj har behov for her og nu er, at myndighederne tager problemerne seriøst.

Hun siger selv, at hun ikke føler sig utryg, men omvendt føler hun sig heller ikke super tryg, når hun færdes i sit eget nærområde. Hun fortæller også, at der modtages mange henvendelser fra lokale, om man dog fra Christiansborg ikke kan gøre noget ved det. Hun forstår ikke, at ministeren bliver ved med at tale dunder, når man ikke kan komme situationen i Brønshøj til livs.

Tre henvendelser til justitsminister
Lars Aslan Rasmussen har tre gange gjort justitsministeren opmærksom på problemerne i Brønshøj. Han fortæller, at han bliver spist af med søforklaringer. Som han siger, så har han fået at vide, at der nærmest kun var tale om enkeltstående tilfælde. Hvis det var alvorlige problemer, så ville politiet tage sig af det.

Danske Folkeparti med pølsevogn
Dansk Folkeparti brugte en weekend til at dele pølser ud fra en pølsevogn på Brønshøj Torv. Mediestunt? Man sagde at det var i solidaritet med Pølsedamen!!! Gruppeformand Peter Skaarup mener, at situationen i Brønshøj skriger på hårdere straffe og langt flere konsekvente udvisningsdomme. Han mener, at der skal være nultolerance over for banderne.

Justitsminister ude i området
Justitsministeren har været ude i området og talt med beboerne. Han mener, at politiet skal være markant til stede, der hvor der er uro eller utryghed. Og der skal ikke snakkes med handles.

Han mener, at balladen i Brønshøj skal stoppes. Han har bedt Københavns Politidirektør komme ind på sit kontor for at forklare, hvad der er op og ned i historien og hvad politiet har tænkt sig at gøre. Trygheden skal tilbage til Brønshøj hurtigst muligt. Han synes, at det er fint nok at politiet tager en dialog. Men han mener også at politiet må vise ballademagerne, at hvis de bryder loven, så bliver de retsforfulgt og så falder hammeren. Han vil ikke finde sig i, at lokale rødder gør livet utryg i Bellahøj-husene og Brønshøj Torv. Han mener, at nogle af ballademagerne skal tages ud. De skal mærke, at der er nogle konsekvenser. Justitsministeren vil have, at der bliver statueret nogle eksempler.

Justitsministeren mener, at de unge mennesker skal kunne se, at det kan gå ud over deres fremtid med de ting, som de går og laver. Ministeren vil nu til bunds i hvad der sker i Brønshøj.

Åbenbart er det 25 knægte, der står for balladen herude. Og man ved, hvem det er. Men som justitsministeren siger, at det kræver beviser. Og det handler om, at nogen vil vidne. Og vidnerne i Brønshøj, ja de bliver truet. Og så er man lige vidt.

Politidirektør mener, at det er fremskridt
Politidirektøren fortæller, at man siden slutningen af 2018 er sat ind med en målrettet indsats i området. Der er masser af patruljering i området. Også dialogen med erhvervslivet er godt. Og herfra lyder det, at det går meget bedre på Frederikssundsvej, siger politidirektøren til BT.

Få kilometer fra stor politistation
En mobil – Politistation har også været opstillet på Brønshøj Torv, hvor folk har kunnet henvende sig. Men politiet har generelt ikke oplevet at folk er utrygge i området, siger de. Man vil gerne i dialog for at få bekræftet eller afkræftet om man er trygge eller utrygge.

Ja stedet ligger ikke langt fra en af Københavns Politis største politistationer. Det er her, at bøller sætter dagsordenen. Politiet fremhæver væsentligheden af samarbejde med gadeplansmedarbejdere, lokale klubber, SSP, forskellige af kommunens forvaltninger og kriminalforsorgen.

Hem er drengene?
Hvem er de drenge, der laver ballade? BT har undersøgt det. Måske har det rødder tilbage til noget, der stikker dybere end drengestreger. Flere beboere i Bellahøj Nord fortæller, at der har været udveksling af noget, der kunne ligne narkotika. Det har en beboer foreviget via sin telefon fra vedkommendes telefon.

TV2 skrev i 2016, hvordan B27 med jævne mellemrum siden 2014 havde været i konflikt med især bandegrupperingen Brothas Souljaz fra Mjølnerparken som siden er blevet til Black Jackets.

Hos Københavns Politi vil man ikke nærmere ind på, om B27 stadig er navnet på den gruppering, der huserer ved Bellahøjhusene.

Ifølge politiet er det helt almindelige unge knægte og så er det nogle, som der bliver holdt særdeles godt øje med.

Også hos SSP har man en god ide om hvem man har med at gøre.

Bellahøjhusene, der tæller i alt knap 1.300 boliger er delt op i Nord og Syd. Og de fleste fra grupperingerne bor i boligbyggerierne ved Bellahøj Nord. Mens nogle bor i Syd.

I 2013 begyndte flere medier at skrive om en gruppering, som politiet kaldte B27, der udsprang af Bellahøjhusene B for Bellahøjhusene og 27 fra boligbyggeriets postnummer 2700.

Fucking luder
BT fortæller om ting, der sker i bellahøjhallen og hvad trænere i den lokale håndboldklub oplever. Det virker helt vanvittigt. Grupper på 25 af unge mellem 13 og 15 år forstyrrer træningen. De vil hverken dæmpe sig eller forlade hallen.

Freja Håndboldklub oplever, at de unge mennesker skaber utryghed for dem, der bruger hallen. Desuden oplever de indbrud, hærværk, ildspåsættelser, tyverier og trusler. Dette er blevet en del af hverdagen for både medlemmer og trænere. ”Fucking Luder” bliver det råbt konstant efter de kvindelige trænere.

Døre og låse er blevet ødelagt. Der er brudt ind i styrketræningsrummet, hvor der er smidt rundt med alt. En gruppe tænder ofte hallens musikanlæg, så der ikke kan kommunikeres med dem, der kommer til træning.

Og som de frivillige siger. Vi kan jo ikke blive ved med at tilkalde politiet. SSP – medarbejdere er som regel optaget andre steder.

Ude ved indgangen sidder grupperingen og forsøger at tage telefonerne fra de små. Det er den samme flok, der kommer hver gang. Problemerne har stået på i efterhånden 4 år. Inden for de sidste tre måneder er situationen eskaleret.

I hal 2 render de og pisser på gulvet. De spytter og slæber ting frem og tilbage. Der er lavet huller i gulvet, fordi de har kørt på skateboard. Når politiet så dukker op, er det begrænset, hvad de kan gøre for de unge mennesker er under den kriminelle lavalder.

Vagten, der skulle holde øje med hallerne er sparet væk. De frivillige må tage sagerne i egne hænder og forsøge at smide hærværksmændene og fredsforstyrrerne ud. Men som de siger, de kan jo ikke konstant holde øje med lokalerne uden aflønning.

Andre frivillige mener, at grænsen nu er overskredet. SSP fortæller, at det er en anden gruppe unge, der generer i Bellahøj – hallerne end dem, der laver ballade andre steder.

Er politikerne medskyldige?
Politikernes beslutning om at afskaffe halinspektører og andre ansatte på Københavns Kommunes idrætsfaciliteter har fået alvorlige konsekvenser. Den kommunale besparelser giver nu mange store udgifter andre steder i kommunen.

Man kører rundt på cykler inde i hallerne og kaster dem mod gulvbelægningen. Mange frivillige trænere er efterhånden godt trætte af situationen og overvejer at stoppe.

Borgmester fastholder ubemandede idrætsanlæg
Kultur- og Fritidsborgmester Fransciska Rosenkilde vil fastholde de ubemandede idrætsanlæg. Det er en politisk beslutning tilbage fra 2013. Det skyldes som hun siger, at man forsøger, at bruge kultur- og idrætskronerne så godt som mulig.

Problemerne vokser åbenbart
Det virker som om, at politiet har svært ved at håndhæve lovens bogstav. Og det er fortvivlende at se, at problemerne vokser og vokser, selv om politiet og øvrige myndigheder anstrenger sig. Ingen kan være tjent at leve i frygt i deres egen hjem og område.

Borgmesteren siger, at man samarbejder med eget vagtteam, SSP og lokalpoliti. Men det fungerer jo åbenlys ikke. 20 gange i 2019 er politiet tilkaldt til Bellahøjhallerne. Og borgmesteren vil ikke rulle det tilbage.

Og fra Enhedslistens side siger man, at det er absurd og tilkalde politiet til mindreårige. I stedet giver man skylden på SSP i området. Men som de siger fra SSP til BT: 

  • SSP må ikke forveksles med et vagtværn. SSP er et samarbejde mellem politiet og forvaltningerne i kommunen. SSP kan igennem vores samarbejdspartnere blive gjort opmærksom på de problemer, der har været i Bellahøjhallen. 
  • Man kan ikke ”tilkalde” SSP klokken 21 om aftenen og forvente, der kommer en form for udrykning ud. Det er en opgave for politiet. SSP’ s opgave er at sørge for at genskabe trygheden i området og sørge for, at det ikke sker aftenen efter. 
  • Selvom SSP har samarbejde med kommunens gadeplansmedarbejdere, er det altså ikke givet, at de bare rykker ud, så snart man ringer.

Og sådan bliver ansvaret bare skubbet videre til den næste. Det ser ikke ud til at kommunen vil hjælpe, så foreløbig er de frivillige trænere, der snart har fået nok af det hele, overladt til sig selv.

Er beboere og erhvervsliv blevet taget alvorligt?
Det er som om, at problemets omfang måske ikke helt er gået op for politiet. Beboerne og medierne har på den anden side beskrevet omfanget af chikanerne. Men det er åbenbart ikke sådan, at politiet opfatter dem.

Som vi tidligere har nævnt så bliver langt fra alle tilfælde anmeldt. Måske er det fordi, at beboere og erhvervsliv og beboere ikke er blevet taget alvorligt. Men måske når justitsministeren og politidirektøren at gøre noget ved det inden valget.

Kilde: 

Vi har tidligere beskæftiget os med utryghed. Gå ind i vores elektroniske arkiv. Brug søgefunktionen. Se også vores Facebook. Den bliver opdateret flere gange dagligt.


Copyright 2019 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16