Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Børnearbejde på Nørrebro

Ved to gange tre timers foredrag med fotos vil der blive gjort opmærksom på en svunden tid, hvor der var Industri på Nørrebro. Nørrebro lokaludvalg har støttet projektet. På Støberiet vil der blive fokuseret på Indre Nørrebro. Og i Multihallen ved Nørrebrohallen vil der blive fokuseret på Ydre Nørrebro. Børnearbejde var dengang nødvendigt for den fattige arbejderfamilie. Man sagde også, at Børnearbejde var vigtig for opdragelsen. Fabriksloven af 1873 blev mødt af protester af fabriksejere men også af de arbejdende børns forældre. Tænk engang 70 pct. af hele familiens indkomst gik til fødevarer. Børn under 13 år arbejdede ca. 8 timer om dagen plus skolen. De farlige tændstikfabrikker på Nørrebro var meget sundhedsfarlige for børn. Mælkedrengen, der arbejdede på Enigheden skulle meget tidelig op. I 1913 blev det forbudt for børn at arbejde på fabrik

Billig arbejdskraft og nødvendig for familien
Der var masser af børn på arbejde på Nørrebro dengang. Det var simpelthen nødvendig for at sikre mad på bordet. Forældrene valgte ofte, at nogle af børnene ikke skulle skole hele tiden. De skulle være med til at tjene penge i stedet for.

Arbejderfamilier dengang kunne ikke alene leve af faderens indtægt. Og for fabriksejerne på Nørrebro var det jo dejligt med billig arbejdskraft.

Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et tema, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Heraf var godt 16 pct. under 10 år.

De erhverv, der mest brugte børnearbejde var tobaksindustrien, tændstikindustrien og tekstilindustrien.

Den engagerede læge Hornemann
I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Og den socialt engagerede læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. I et foredrag på mødet gav han udtryk for, at børn under 12 år ikke skulle bruges til fabriksarbejde. Generel burde arbejdet for børn nedsættes, mente han. Og de burde heller ikke arbejde om natten.

Som udgangspunkt opfattede Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han havde en række indvendinger. Hornemann konkluderede, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling. Der kan også opstå sygdomme på grund af arbejdet.

Børnearbejde, godt for opdragelsen
Han nævnte, at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger. Alligevel virker Hornemanns undersøgelser en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne. Men alligevel var hans kommentarer banebrydende i 1872: 

  • I og for sig er børns Anvendelse i Industriens Tjeneste snarest en Gode, thi det kan være et Spørgsmaal om, at pligtmæssigt Arbeide er sundere end Lediggang: en fattig Familie kan trænge til enhver lille Indtægt, som Børnenes Arbeide kan forskaffe. Børnene selv have godt af nogenlunde tidlig at lære at bruge Hænderne på en nyttig Maade og de flinkeste Arbejdere ere de, som tidlig ere blevne oplærte. Men dette Børnearbeide bør organiseres på en fornuftig Maade.

Hornemann lavede en ret stor undersøgelse. Han konstaterede, at 600 var under 10 år gamle. 2.632 børn var under 14 år.

Fabriksloven fra 1873
Den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede minimumsalderen og sænkede arbejdstiden.

Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage. Et arbejdstilsyn skulle holde øje med at disse regler blev overholdt.

Den nye lov mødt af protester
Den nye lovgivning blev mødt med protester. Det var det betænkelige ved at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde de fattigste familier fortsat behov for børnenes indtægt og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne havde svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.

Landstingsformand Schøler mente dog, at loven var direkte skadelig for de unge mennesker, hvis man begrænsede deres mulighed for arbejde: 

  • Jeg frygter, at man vilde risikere at bidrage til at gøre mange af disse unge Mennesker til Søvntryner og Dagdrivere. Det er en underlig Medlidenhed, man synes at have med kraftige Børn og unge Mennesker.

Schiøler var nu ikke ene om den holdning at det er bedre at børn arbejder og gør noget fornuftigt end at de skulle drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Fra fabriksejernes side var der naturligvis også modstand. I flere industrier var børnenes arbejdskraft nødvendig og samtidig billig. Nogle fabriksejere truede med, at de måtte lukke virksomheden, hvis de nye regler skulle overholdes.

70 pct. af indkomsten gik til fødevarer
Ja selv blandt arbejderfamilier var der modstand. For familiens økonomi var afhængig af ekstraindtægten. Og hvis børnene ikke kunne arbejde, ville det betyde at de måtte søge fattighjælp og så måske ende på Ladegården.

En undersøgelse foretaget af Indenrigsministeriet i 1872 viste, at fødevarer udgjorde 70 pct. af en arbejderfamilies budget. Selv mindre indtægtstab fik konsekvenser for kosten.

I en sådan presset økonomisk situation må indtægterne fra børnearbejde have været et kærkommet og ofte nødvendigt supplement til hovedindtægten. Et barns indtægt var ca. 15 pct. af en ufaglig mandlig dagløn eller næsten tilstrækkelig til at kunne betale huslejen. For enlige kvinder betød et barns indtægt endnu mere.

Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer dagligt

Men tænk engang, at børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.

I tiden efter 1873 var der masser af eksempler på, at arbejdsgiverne søgte dispensation fra loven. Der blev udskrevet lægeattester, uden at børnene var blevet undersøgt.

Nu måtte børn ikke mere sættes til at smøre og rense maskindele, når maskinen var i gang.

Loven blev ikke overholdt
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte arbejdsinspektører aldrig viste sig på fabrikkerne. Hvis de så endelig kom, var det for at drikke portvin med fabriksejeren.
Men et en lov, et andet virkelighed. En nykonfirmeret spindedreng fortalte: 

  • Jeg har fået en maskine for mig selv og dertil igen en 3 – 4 små purke at skulle oplære. Nogle af dem er så små, at de ikke kunne se op over maskinen, men de skulle jo også tjene penge.

Tændstikfabrikkerne på Nørrebro
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der mange børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og børnene arbejde med giftige stoffer, der gav varige skader og i nogle tilfælde også skyld i dødsfald. Den fosfor, der blev brugt i produktionen fik knoglerne til at smuldre. Flere tændstikpiger blev mærket for livet efter at have arbejdet på en tændstikfabrik. Deres kæbeben var simpelthen smuldret væk.

I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne indåndede fosfordampene. Børnene var mest udsatte. De undlod ofte afvaskninger og havde mindre modstandskraft over for fosforen.

Under lovgivningsarbejdet havde man haft det aspekt med, at hvis der ikke kom et forbud mod anvendelse af hvid fosfor, ville det givetvis medføre, at ingen under 18 år måtte deltage i tændstikproduktionen.

Det kunne i sidste instans fordyre produktet, da børn som bekendt var billigere arbejdskraft end voksne. Man anså arbejdet for at ligge ”godt” for børn og deres indkomst.

Yderligere i9ndgreb kom efter storbrande også på Nørrebro, hvor der blev fabrikeret sikkerhedstændstikker. Der kom en række krav om indretning og en begrænsning af børns arbejdsprocesser.

Børnenes arbejde bestod i at udtage tændstikkerne af de rammer, de var spændt fast i, pakke dem ind samt gå til hånde ved lettere forefaldende arbejde.

Fattigdom på Nørrebro 1887
Christian Christensen, den senere anarkist berettede om, hvordan fattigdommen så ud på Nørrebro i 1887. Moderen havde sagt, at man ikke kunne klare sig for fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen set sig om efter arbejde. Som femårig skulle han hjælpe moderen derhjemme med at fremstille ildtændere. For 500 ildtændere fik mor 25 øre. For disse penge kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten fra døren.

Derfor gik mor og søn nu over til at producere store 500 ildtændere, der blev betalt med 35 øre. Oftest foregik dette om natten, mens faderen sov. Og for at Christian ikke skulle falde i søvn, blev han lovet et stykke wienerbrød til to øre. Men det fik han nu aldrig.

På Tobaksfabrik
I 1890erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Efter en rugbrødsklemme til noget tyndt kaffe gik den på hovedet i produktion af ildtændere. Kvart i otte gik det så i løb til skole. Og det var med at komme inden skoleklokken ringede. Formiddagen var den samme. Den daglige – fem af spanskrøret af viceinspektør Mortensen.

På ti minutter skulle Christian så nå frem til sit arbejde fra Jagtvejen til Tobaksfabrikken. Her kunne arbejdet være meget hårdt. Man skulle hjælpe svendene. Men de arbejdede på akkord.

Christians mor var langt fra den eneste, der sad hjemme i de små hjem på Nørrebro og producerede varer for industrien. Det gjorde mange.

Mælkedrenge fra Enigheden skulle tidlig op
I 1890erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft

Der var masser af mælkedrenge på Nørrebro. De arbejdede ude hos Enigheden på Lygten. Og det var hårdt. De skulle op klokken 4 om morgenen. De skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud. Den friske mælk skulle placeres på dørmåtten. Tomme flasker skulle tages med retur.

Ofte måtte disse mælkedrenge gå op af etagerne på Nørrebro i bælgragende mørke.

Ved frokosttid styrtede de sultne og udasede i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Men det var særlig det, at de skulle meget tidlig op om morgenen, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.

På Frederiksberg var disse mælkedrenge med i en strejke i 1896.

Egentlig så ramte fabrikslovene ikke mælkedrengens arbejdsvilkår. Men efterhånden løb der mange klager ind fra skolerne. Og især på Rådmandsgades Skole var man utilfredse med mælkedrengene.

Også i tobaksindustrien var der mange tilfælde af børnestrejker omkring århundredeskiftet.

I 1897 var en femtedel af skolebørnene fra Nørrebro i erhvervsarbejde
I 1897 blev skoleinspektørerne i København indberette, hvordan det var med mælkedrenge og fabriksarbejdende børn og deres indlæring. Kigger vi på Nørrebro – skolerne så så lå andelen af børn på fabrikker på ca. 20 – 21 pct. Og det var i alt seks skoler, der havde indberettet deres tal. Men de tal passer ikke rigtig til andre undersøgelser.

En ny fabrikslov i 1901
I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejdere blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med en halv time. Man arbejdede også på vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven.

Borgerrepræsentationen fik nu godkendt vedtægten af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og ved andre forlystelsessteder. De måtte heller ikke aftappe øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven.

Bemærkelsesværdigt er det at vedtægten ikke kom til et gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var en af de områder for flest københavner – børn var beskæftiget.

Halvdelen af drengene arbejdede i 1905
En undersøgelse fra 1905 viste, at halvdelen af de 13 årige arbejdede for fremmede. For pigerne var det tale om 30 pct.

En undersøgelse fra 1908 viste, at ca. en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af alle piger i byerne havde et lønnet arbejde. Dengang var det for det meste børnene i de ældre klasser. Og de arbejde 4 – 6 timer hver dag ved siden af skolen.

Drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud. Pigerne passede børn og gjorde rent.

I 1913 blev børnearbejde på fabrik helt forbudt
I 1913 blev fabriksarbejde for skolesøgende børn helt forbudt. Måske var det på grund af skolerne stigende krav på børnenes tid, der gjorde børn uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Men nu var det sådan, at reglerne ikke blev fulgt. Når inspektøren kom på besøg skjulte man børnene.

Nu måtte børn under 14 år heller ikke mere arbejde i håndværks- og industrivirksomheder.

Men også arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre. Indtægterne fra børnenes arbejde kunne nu lettere undværes med mindre man var enlig.

Masser af andet arbejde til børnene
Men nu kunne man bruge børn som buddrenge og medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom også alt det ulønnede arbejde som udførte for deres forældre med løbe ærinder, bære koks ind, passe på mindre søskende og lave mad. Men deres hovedbeskæftigelse blev efterhånden at gå i skole.

Særlig på Nørrebro blev der bygget mange nye skoler. Og disciplinen var benhård. Mange gange var det tidligere officerer, der underviste i en række fag, bl.a. i gymnastik.

Realindkomsten steg til det dobbelte
Fra 1870 til 1914 er det skønnet, at realindkomsten steg til det dobbelte. Konsekvensen af de forbedrede levevilkår var, at børnearbejdet måske bortset fra enlig forsørgere, ikke var så bydende nødvendigt som tidligere.

I 1919 skete der også en regulering med hensyn til skoletiden. Nu måtte mindre handlende heller ikke bruge skolebørn til udbringning af mælk. Nu var det slut for mejerierne at bruge mælkedrenge. Men på Enigheden gjorde man det nu stadig væk.

I de københavnske skoler var skoletiden nu fra 8 til 16. Nu gik man ikke i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Dermed var der også sat grænser for børnenes arbejdskraft. Der skete nu et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.

Kilde: 

Dette er en artikel i serien Industri på Nørrebro. På www.dengang.dk kan du se flere artikler i denne serie.


Copyright 2019 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16