Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da Lersøbøllerne drillede politiet

Hver måned leverer vi en lokalhistorisk artikel i samarbejde med www.dengang.dk Vi er i Lersø-området i begyndelsen af 1900 – tallet. Området er en urskov af pilekrat.

Her lå også en losseplads, som Lersøbøllerne havde stor nytte af. De badede kollektivt som Gud havde skabt dem i Lygteåen. De var nu ikke alle Guds bedste børn, bl.a. Frederik Eriksen og Karen Spidsmus. Disse flygtede til Århus efter Lersøslaget. Og her holdt de sig skjult i et halv år. Og så flygtede de endda efter, at de var anholdt. Efter Lersøbøllerne møder vi Fælledbisserne, Prinserne, Klunserne og Kræmmere. Alle disse var en del af Nørrebros skæve eksistenser. Vi skal i denne artikel også møde en del af originalerne fra den gang.

Lygteåen var grænsen
Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud.

Masser af pilekrat
Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

Det var ikke ”Guds bedste børn”
Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

Her kom ”de pæne” ikke
Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

Fanemarchen afspillet med ræven
Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget
Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

Huslejen var gratis
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

Fast føde brugte man sjældent penge på
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver
Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

Ikke alle var lige kriminelle
Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen
Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

10 øre for en rottehale
Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

Frie fugle
Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

Ferdinand var en ordentlig kleppert
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

De tykke panserbasser
Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

Frederik startede sin karriere son 13 – årig
Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen
Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

Karen Spidsmus
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

I bad i Lygteåen
De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

Stamværtshuset
De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

Lersø – slaget i flere versioner
Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

Sprit – apparatet
Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

Politiken den 1. november 1901
Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901: 

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.
  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.
  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede. 
  • De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk. 
  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade. 
  • Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

Mathilde og Valdenar Hansen
Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

Sand i øjnene
En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

I retten
I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

Den eventyrlige flugt
Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

To betjente på cykel
Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

Ferdinand bundet på arme og ben
For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

Hvordan lykkedes det at flygte?
Men hvordan var flugten egentlig lykkedes? Ferdinand havde om natten brækket briksen i cellen løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gasarm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul, havde han bøjet ud og havde tvunget sig igennem hullet og ud på gangen. Han var gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle lige over for arrestforvarerens soveværelse.

Stående på et bord, som han havde taget ud i gangen, havde han benyttet samme fremgangsmåde med gasarmen, og ved at trække armen ind gennem hullet, havde han kunnet få fat i hendes hænder og havde trukket hende ud gennem hullet.

Med bordet og en lille stige, der stod i gangen var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen oven på bordet under tagvinduet og kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op til sig og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede så ned ad den til tagrenden og lod sig derfra falde ned på den ret brede gårdmur, som de balancerede hen ad, og ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, firede de sig nu ned i gaden.

Med fuldskæg i dameklæder
I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

Myndighederne til grin
Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

Ferdinand træt af USA
Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

Genkendt af arrestforvareren
Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

Bebyggelsen kom tættere på
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

Udtryk som bisse og bølle”
Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

5 øre for at trække op i kjolen
Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

På Sundholm og Østerbro
Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja
De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften: 

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

De stjal mad
I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

Brændevinsrus
Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

Maja populær hos børnene
Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Men historien slutter ikke her. Den fortsætter, men det kan du læse i artiklerne Prinserne på Nørrebro og Klunsere og Kræmmere på Nørrebro.

Kilde: 

  • Se Litteratur Nørrebro 
  • Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro 
  • Diverse artikler på www.dengang.dk 
  • S. Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938 
  • Politikken (1. november 1901)

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk

  • Derude på Lersøen 
  • Lersø – bøller og bisser, nok engang 
  • Lersø – bisser 
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro 
  • Prinserne på Nørrebro 
  • Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro 
  • Med tog over Lersøen

Copyright 2017 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16