I samarbejde med www.dengang.dk går vi atter engang ned i historien. Denne gang går vi på værtshus i Blågårdskvarteret. Den første kro er egentlig et tidligere hotel – Jachims Hotel i Korsgade. Men ellers besøger vi også Sølyst, Smedjekroen, Sandkassen, Café Sandkassen, Svalen, og mange flere. Vi besøger også Grevinden af Bagsværd, der voksede op på en toddy-bar. Hendes tilstedeværelse tiltrak efterhånden mandfolk. Og så var det et springvand med bryggerheste, som afholdsforeningerne forpurrede. I anledning af Café Tode og Todesgade skal vi da lige hilse på Johan Clemens Tode, en læge, der var forud for sin tid. Her får du nogle af hans gode råd. Du må gerne drikke dig sanseløst beruset. Men du skal ikke indtage krydderier, te eller kaffe. Tode havde hørt om en mand i Adelgade, der døde af kaffe.
Joachims Hotel i Korsgade
Vi har på denne hjemmeside flere gange vandret Nørrebro igennem på jagt efter værtshuse og forlystelser. Nu er det slut med at stille bajere på udvalgte steder til de patruljerende panserbasser. Det var altid godt at være gode venner med dem.
Der har sandelig været mange af dem dengang. Og vi tager hermed Bent Zinglersen ind på Korsgade, og her besøger vi Joachims Hotel:
- En gæst sidder i billardstuen og nyder en pilsner i ophøjet ensomhed. Bag bardisken, eller ølskabet skulle man vel sige, står en ældre herre, en bror til hotellets indehaverske
- Hotel er så meget sagt. Der er ikke værelser til udlejning for liggende gæster. Det har det ikke været i årevis. Men der lejes en række større og mindre rum til fagforeningsmøder, sangforeninger og lignende formål. Denne udlejning er den økonomiske basis for Joachims Hotel.
- Øllet i billardstuen skræpper også ganske pænt i kassen.
Sidste overnatning inden byporten
Det er for længst slut med denne beværtning og så mange andre på Nørrebro. Stedet her på Korsvej 49 var sammenflettet med arbejderbevægelsen.
Huset skulle have i sin tid været en af de første og havde tidligt fået bevilling. Det var det sidste sted for godtfolk at få et overnatningssted, inden man nåede byporten. Der skulle således også være stalde ved huset.
Et par billard-værtshuse
Korsgade klipper Blågårdsgade på midten, og i denne gade fandtes også et par billardværtshuse. Korskroen var næste prototypen på en moderne Nørrebro – café. Det var et tiltalende interiør, billige priser og et blandet publikum. Engang hed stedet Cafe Drés.
Der var store protester mod at anlægge en dampmølle i en af Blågårdens bygninger. Det var næsten som at vansire vores skønne forstæder, ja sådan stod det at læse i datidens aviser.
Kvarteret blev vansiret
Senere blev Blågårdskvarteret i den grad vansiret. Det var bestemt ikke en fryd for øjet. Blågårds Slot lå mellem Nørrebrogade og Baggesensgade. Førstnævnte var en meget stærk benyttet hovedvej. Og Baggesensgade var vel nærmest en sti. Og det var i et fornemt parkanlæg. Også Blågårdsgade og Wesselgade har en fortid som havegange.
Abefester på Blågården
Det var som vi tidligere har nævnt Frederik den Fjerde’ s bror Carl, der opførte hovedbygningen. Mange af ejendommene var af ældre dato. Egentlig havde der her været tegltag. Men nu blev de forsynet med blåt skifertag. Og her lå også ældre bygninger som kavalerboliger, stalde og vognskure.
Senere var det Grev Holck, der boede her. Han holdt nogle ordentlige abefester. Og det var sammen med sin ven Christian den Syvende. Alt imens tippede grevens 12-årige ægteviede hustru rundt, sikkert meget betuttet.
Vi besøger Johan Clemens Tode
Vi ved godt, hvem der har givet navn til Baggesensgade? Men ved vi i grunden, hvem der har lagt navn til Todesgade. Det var her, man kæmpede for bevarelse af en børnehave. Men vi skal tilbage til Johan Clemens Tode. Han levede fra 1736 til 1806. Det var især som populærvidenskabelig læge, han blev kendt.
Og måske skal du lige tænke over dette, du nu får at vide, næste gang, du går ned ad Todesgade eller når du ser det flotte monumet på kirkegården. Vi besøger nemlig lige denne læge, der på mange områder var foran sin tid.
En underholdende læge
Men han var hvis på mange punkter en moderne læge. Han var den første, der gjorde opmærksom på, at man skulle leve efter sundhedsregler. Jo Tode var skal meget underholdende og bestemt ikke kedelig. Han skrev et hav af artikler i diverse tidsskrifter:
- I Københavns yndige døtre, som ingen medlidenhed har med de arme mandfolks øjne og skrøbelige hjerner, bemærk dog, hvor let dette sejrvindene bryst, der vil fælde en Annonius af Padua, kan komme til at hoste, hvor let hoste avler svinesot, og hvor grusomt denne ville ødelægge alle de yndigheder, hvoraf I nu er så stolte.
Fint at dejse rundt i en brandert
Tode advarer ikke mod fyldebøtter og drankere. Man kunne efter hans mening rolig gå til vaflerne med krum hals. En rus i kongens skål giver ikke hovedpine, når det drikkes med redelig hjerte. Og skulle man dejse omkuld i sin brandert, så falder man med ære:
- Hvo, som falder af sådan rus
- Han falder jo for kongen og hans hus.
Måske havde lægen ikke helt ret sine anskuelser om spiritus. Men et værtshus ærede hans navn og kaldte den for ”Cafè Tode”. Men den var det ikke så meget opmuntrende med denne. Her var ingen yndige døtre, der behøvede at have medlidenhed med de arme mandfolks svage øjne og skrøbelige hjerter.
Døde af overdrevent kaffeforbrug
Tode udgav blandt andet bladet ”Sundhedstidende”. Her belærte han ganske tidligt om vigtigheden af sund mad og drikke, frisk luft og bevægelse. Samt en sund klædedragt og god nattesøvn.
Selv om han ikke advarede mod alkohol, så advarede han mod stimulanser som te, kaffe og krydderier. Tode havde hørt om en mand i Adelgade, der var død efter et overdrevent kaffeforbrug.
Ande- og gåsekød på forbudt-listen
Ande- og gåsekød kom også på lægens ”forbudt – liste” Kødet kunne dog egne sig ti den ”gemene mand med stærk bevægelse og idelige uddunstninger”. For andre kunne den fede kød medføre ”de sureste plager, hvorved mangen en mave er gået til grunde”.
Tode talte varmt for bønner, rå æbler, syltede rødbeder og ikke mindst grønne ærter, som han næsten udråbte til en sundhedsmæssig universalmiddel. Dog skulle hypokondere, hysterikere og folk med podagra undgå grøntsager.
Tykhovedede skulle ikke fylde maven på en varm dag
Kosten afhang også af kropsbygningen. Således skulle korthalsede, tykhovedede, rødøjede og bredskuldrede personer passe på med at fylde maven på varme dage. Det var skam også Tode, der fandt ud af, at syfilis og Gonoré var to forskellige sygdomme.
Meget tidligt blev det sagt om læge Tode, at hans hoved var bedre end hans hånd. Han var utrolig flittig. Han udgav et væld af tidsskrifter, afhandlinger, teaterstykker m.m. Han blev rektor m.m.
Men ak og ve Han blev lammet i højre hånd og lærte at skrive med venstre hånd. Hustruen forfaldt efterhånden til druk og børnene havde han heller ikke meget glæde af.
Tiltagende nød og elendighed
Under tiltagende nød og elendighed sygnede han hen, indtil døden i 1806 befriede ham for kvalerne.
Ved en indsamling blev hans buste anbragt i det antropologiske museum og et smukt gravmonument rejstes på Assistens Kirkegård for ”Lægen, Digteren og Menneskevennen”.
Hele 107 var med til indsamlingen med Christian den Syvende i spidsen. Hele 769 rigsdaler blev det indsamlet.
Tilmurede begravelser var ellers farlige, sagde Tode. Murene holdt nemlig på dunsterne. Det bedste var, at kirkegårdene blev lagt så langt ude for byerne som muligt.
Tode havde følt sig til pas i Den Engelske Krig
Over for lå Café Kahytten mens Slotscaféen lå i Slotsgade. Måske havde Tode følt sig bedre til pas i Den Engelske Kro i Blågårdsgade 4. Her kunne digteren have foreviget sine hymner i den fremlagte vinbog. Jo, denne bog havde en dobbeltfunktion. Den tjente dels som vinkort, dels kunne man nedfælde ting fra ens indre poetiske kraft mens man indtog vinen.
Da ”Den Engelske Kro” startede som et mondænt spisested i 1935, troede mange på, at sådan noget fornemt slet ikke kunne begå sig på ”Det Mørke Nørrebro”. Og så var det endda med en opgang i en port. Men kroen gjorde alle skeptikere til skamme og var i mange år en af byens bedste spiserestauranter. Her var formentlig også Nørrebros største billardsalon næst efter Larson i Ryesgade.
Bagge 2
I Holst Café-populært kaldet ”Bagge 2” efter beliggenheden i Baggesensgade-er der kun et enkelt billard. Bitre erfaringer viser, at her skal en middelmådig billardspiller være varsom med at byde gæster op til dans om det grønne klæde, hvis han ikke i forvejen kender deres formåen.
Kirsten Pil
Så var det også Kirsten Pil i samme gade. Gennem et par år skiftede den navn og udseende adskillige gange. Pludselig blev stedet helt mondænt. Og det var man bestemt ikke vant til i Baggesensgade.
De kaldte den for ”Juletræet”
Nede midt i Blågårdsgade lå dengang Anker Heegaards jernstøberi, private villa og have. Fabrikken blev i 1898 flyttet ud til Hillerødgade, der engang hed Lyngbygade. Grunden, hvor fabrikken havde ligget, blev derefter udlagt til offentlig plads. Det er den, som vi i dag kender som Blågårds Plads.
Ved siden af en passage, hvor der var anbragt en kirke hang et skilt ”Kro, kort og fyndigt” Denne kro var blevet moderniseret, så den lignede næste alle andre kroer, dog lige bortset fra to store kviehoveder, der rager ud af væggen og skuer ud over forsamlingen.
Inden moderniseringen blev denne kro af kvarterets beboere kaldt for ”Juletræet”. Gennem mange år var den blevet pyntet med en masse rariteter og gammel ragelse. Mon ikke disse kvier kom fra et morskabsteater?
Et springvand med bryggerheste
Lige uden for kroens vinduer breder Blågårds Plads sig med legende børn, jævnligt drikkende folk på bænkene og de prægtige Kai Nielsen-skulpturer. De er som skabt til at blive slidt af de unger, der kravler rundt på dem.
I begyndelsen af århundredet var der planer om at placere et springvand her. Springvandet skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde, hvis spuns var slået fra, så tøndens indhold plaskede lystigt ud i en kumme.
Borgerrepræsentant Jeppesen Borgbjerg – den senere undervisningsminister- fandt ideen vulgær. Men tilhængerne var begejstrede. De mente også, at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.
De københavnske afholdsfolk var klar over, at dette nok ikke lige var sagen. De argumenterede så stærkt imod projektet, at det ikke blev til noget. Men vi kan da nu være godt tilfredse med Kai Nielsen-skulpturerne.
Grevinden af Bagsværd
Den meget kendte ”Grevinden af Bagsværd” tilbragte sin barndom i dette kvarter. Jo hun var blevet adopteret af en restauratør, der havde en toddykælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.
Mange arbejdere snurrede lige her forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.
Den lille Angelica groede til. Allerede som femtenårig var hun godt polstret både her og der. Som tidens ideal øgedes tilstrømningen betydelig i den lille værtshuskælder. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring.
Det gik naturligvis galt, men Angelica fra toddykælderen i Blågårdsgade giftede sig til en millionformue til ved ét og en titel af rigsgrevinde ved et andet ægteskab. Hun residerede en tid på slottet Aldershvile ved Bagsværd. Men desværre mistede hun en masse penge ved at starte et lånekontor. Hun døde i stor fattigdom på Vesterbro.
Cafè Sandkassen
På Blågårds Plads findes der en sandkasse for børn. Men der har også været en for voksne lige i nærheden. Café Sandkassen i nummer 21. Fire numre derfra lå danserestauranten Sevilla. Her var blandt senere selvbetjeningsvaskeri.
Tragiske hændelser
Restauranten blev i slutningen af besættelsestiden sprunget i luften af HIPO hele to gange, første gang sammen med en hel masse forretninger i området. Det var en hævnakt, fordi en HIPO – udrykningsvogn var blevet stoppet på hjørnet af Baggesensgade og Todesgade.
Skærmydslerne blev til sidst standset af tysk militærpoliti. Det hele kostede en halv snes dødofre og mange sårede.
Den anden gang var den 20. april 1945, da HIPO´erne fejrede Hitler’ s fødselsdag med godt en snes bombeattentater rundt omkring i København. Dertil kom så et tilsvarende antal mord og mordforsøg på en række kendte danskere.
Så var det også Café 41, Blågårdsgade 41. Den rummede både billardafdeling og hyggestue med bar. Væggen var fulde af gode tegninger med kendte citater og ordsprog.
Sølyst ved Doseringen
Sølyst på hjørnet af Doseringen var om sommeren præcis så hyggeligt, som navnet antyder. Men man skulle så anbringe sig selv i haven ud mod Peblingesøen. Den permanente kro var ellers meget lille.
Derfor var det ikke så underligt, at servitricen standsede en smule, da en herre en dag ringede og bestilte lokaleplads til et selskab på hundrede personer. Hun mælede spagfærdigt, at det kom til at knibe med at få plads til så mange, selv om man eventuelt overdækkede billardet og brugte det som bord.
Der var almindelig forbløffelse i den anden ende af røret. Herren, der ringede op, havde set forkert i telefonbogen. Det var det kongelige skydeselskabs Sølyst ved Klampenborg, han skulle have fat i.
Smedekroen
Den næste tværgade, Smedegade er den ældste egentlige gade på det Indre Nørrebro. Her lå Café Randers. Den var ordinær, og det var Thorup også i den anden ende. Så var Smedekroen mere ordinær. Her var et flot smedejernsgitter. I en niche stod en statue af en murer til ære for de håndværkere, der var en del af gæsterne. Der var murerfagforening og en stiftelse i nærheden.
Ud for stiftelsen hang et prægtigt smedejernsskilt. Dette skilt hang i mange år som bomærke for murersvendenes lavskro i Peter Hvidtfeldtsstræde. Ja skiltet var dengang næsten en udflugt værd på Indre Nørrebro.
Der var en anden festlig udsmykning i Smedekroen. Naturligvis var der også andre gæster end håndværkere. Det var et godt tværsnit af Nørrebros befolkning. Her kom også kunstnere. Malere fra provinsen har brugt kroen som deres postadresse. Her så mange et billede blevet faldbudt til kroens gæster.
Svalen
Jævn og gemytlig var også kælderbeværtningen Svalen omtrent ude ved hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Her hyggede Svale – Larsen sig om gæsterne. Det var bestemt ikke få svalebajere, der her blev sat til livs i den svale kælderstue.
Væggenes dekorationer var især fotos af muskelsvulmende kraftkarle i badedragt. Brydning var en gang københavnernes ”nationalidræt”. Det var dengang, man havde atleter, der kunne gøre sig internationalt. En af den var den berømte Bech-Olsen. Han ejede et værtshus inde ved Frihedsstøtten.
Senere fik han et cirkus ved Åboulevarden-skråt over hvor Blågårdsgade udmunder. Cirkusbygningen, der var nabo til Ladegården blev senere omdannet til filmsal under Kæmpebiografen. Men alt dette er for længst væk.
Idyllisk har det været på disse kanter. Det var dengang, da åen løb i stedet for trafikken.
Kilde:
- Se litteratur Nørrebro (www.dengang.dk)
- Bent Zinglersen: Diverse udgivelser
Hvis du vil vide mere: Læs – Blågårdskvarteret, på www.dengang.dk:
- Omkring Blågårdsgade
- Andesteg fra Peblingesøen
- Blågårdsgade – dengang
- Blågården – på den anden side
- Blågård Seminarium
- Blågårds plads på Nørrebro
- Blågårdskvarteret gennem 400 år
Hvis du vil vide mere: Læs – forlyster på Nørrebro/København, på www.dengang.dk:
- Bag de gule gardiner – en anmeldelse
- Det Lystige liv på Nørrebro
- Forlystelser på Nørrebro – dengang
- Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
- Sidder på et værtshus
- Flere gamle værtshuse i København
- Tivoli
- Det var på Frederiksberg
- Forlystelser i København
- Gamle værtshuse i København
|
