Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da Syndikalisterne hærgede på Nørrebro

Velkommen til månedens lokalhistoriske artikel i samarbejde med www.dengang.dk Der har i tidens løb været mange kampe på Nørrebros gader. Dengang var det Syndikalister. Mange endte som kommunister. Man gik fra Grøntorvet til Rigsdagen. Og man stormede Børsen. Ja kun lederne kendte målet. Og man startede fra Folkets Hus på Jagtvej. Og så var der ballade på Åboulevarden. Både de borgerlige og Socialdemokraterne frygtede dem. Politiet var i den grad beskæftiget. Det var især når Syndikalisterne brugte fastelavnskøller m.m. Og så stod publikum og klappede. Ja dagblade samlede sammen til politiet som anerkendelse. De mest kendte af oprørene var Andreas Fritzner, der blev smidt ud af fra kommunisterne af Aksel Larsen. Ja så var det også Christian Christensen, det var ham bag bogen om Rabarberladet. Han blev gode venner med maleren Asger Jorn og satte ham ind i marxismens lærdom.

Ordet syndikalist
Politiinspektør Einer Mellerup har udgivet mange festlige erindringer. Han skriver bl.a.

  • I Aaarene 1916 og indtil den første Verdenskrigs Slutning havde vi en del Ballade med Kommunisterne. Det vil sige: Etiketten ”Kommunister” var ikke opfundet endnu-de kaldte sig ”Syndikalister”-men Indholdet var det samme.

Ordet ”syndikalist” siger næppe nogen mennesker noget i dag. De blev en gang af mange set som farlige samfundsnedbrydere, der for enhver pris skulle bekæmpes. I modsætning til de mere traditionelle marxister mente syndikalisterne ikke, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.

Mange endte som kommunister
Derimod skulle arbejderklassen gennemtvinge sine krav over for sine modstandere gennem direkte aktioner såsom strejker og sabotage. En sådan dagsorden måtte naturligvis bringe syndikalisterne på kant med myndighederne og vække bekymring i store dele af det danske samfund.

At nogle af de ledende folk så alligevel endte hos kommunisterne, ja det er en anden historie.

Fra Grøntorvet til Rigsdagen
Den 29. januar 1918 gik man i demonstration fra Grøntorvet til Rigsdagen i Fredericiagade. Ifølge bladet Solidaritet deltog 35.000-40.000 i denne demonstration. Dette tal har nok været overdrevet, men deltagelsen har utvivlsomt været stor.

Den 11. februar 1918
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Den ene var fra Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet møde var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være en demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod godt nok sive ud, at målet var Flæskehallen, som skulle plyndres. Men det var bare for at narre politiet. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere rundt omkring.

I spidsen for demonstrationen stod syndikalisterne Andreas Fritzner, Poul Gissemann og Alfred Mogensen. Men også Christian Christensen var med i ledelsen. Det endte med en storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller og slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.

Fastelavnskøller
Tre mand var gået i forvejen, for at forhindre, at betjentene på Børsen smækkede døren i for demonstranterne. På hjørnet af Landemærket og Købmagergade købte de i Kina- og Japan-huset tre fastelavnskøller. De blev stoppet i inderlommen.

En politikæde forsøgte at standse demonstrationen ved Højbro Plads, men de var alt for få. Inde på Børsen blev der råbt: 

  • Kan I så komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter.

Hovedmændene blev straffet med bøder på 500 kroner. Andreas Fritzner kaldte det for ”en latterlig lille straf” Fem andre fik straffe fra 120 dages til fem års fængsel.

Blandt de arresterede var Christian Christensen. Han sad 5 uger i varetægt, skønt han hele dagen havde siddet på bladet ”Solidaritets” redaktion.

Borgerlig frygt
Stormen på Børsen gjorde et stort indtryk i samtiden. Særlig borgerlige politikere og medier tog afstand fra de revolutionære. Illustreret Tidende sammenlignede stormen med den Røde Hærs hærgen og plyndringer i den finske borgerkrig: 

  • Paa 259 Aars dagen for Stormen paa København oplevede vi danske Stormen paa Børsen. Det er i Sandhed paa Tide, at Borgersindet atter vaagner.

Efter stormen på Børsen dannede syndikalisterne De Arbejdsløses organisation (D.A.O), som fik stor tilslutning.

Grunden til at det lige var Børsen var, at her blev tjent enorme summer. Disse penge og den magt overklassen havde ophidsede i den grad de arbejdsløse. Og blandt idemændene bag stormen på Børsen var Christian Christensen.

Børshajer, skibsreddere, aktieindehavere, vekselerere var nogle, som de arbejdsløse hadede.

På Enghavevej var der også blevet stormet nogle levnedsmiddelbutikker.

Åboulevarden 9. august 1918
Vi skal til Åboulevarden om formiddagen den 9. august 1918. En militærnægter var skyld i en større tumult. Han havde hængt sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene og slå løs på forsamlingen.

Jo de mødte op hver formiddag ved den gamle Ladegård. Her skulle de arbejdsløse møde til kontrol hver dag. De fleste dage, var det nu ret roligt her. Men ikke denne dag. De forsamlede dansede omkring den ophængte uniform.

Efterhånden mødte politiet talstærkt frem fra Hovedstationen i København og fra Frederiksberg, Fælledvejens og Nørregades stationer. Det regnede med slag ned over både skyldig og uskyldige. Efter en halv times brug af stavene havde politiet opløst forsamlingen og drevet aktivister og andre væk.

I Socialdemokraten havde man stærkt kritiseret politiets fremfærd. I Berlingske Tidende havde man ikke meget til overs for de arbejdsløse og syndikalister som ”sammen med en Del Bærme fra Nørrebros Sidegader” ifølge avisen stod for balladen.

At tilfældige forbipasserende også fik kærligheden at følge, bekymrede ikke avisen. ”Dette må man tage med, hvis man opholdt sig sammen med Bøller på et Sted, hvor Politiet maa Hugge ind”. Det var de fleste af avisens læsere sikkert enige i.

Mod politiets bølleagtige optræden
Havde såvel det borgerlige Danmark som politiet troet, at syndikalisterne ville holde sig i ro oven på tævene fra Åboulevarden, kunne de godt tro om igen. Om aftenen den 10. august indkaldte syndikalisterne til protestmøde i Fælledparken: 

  • Mod Politiets bølleagtige Optræden paa Aaboulevard

Mødet samlede 7-8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned. Det lykkedes i første omgang, at holde gemytterne i ro. Men efter mødet i Fælledparken kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.

Man ville ikke have ballade på Frederiksberg
Politiet havde efterhånden fået nok. De anholdte tre af de mest prominente syndikalister den 13. august. Anholdelserne førte til nye uroligheder samme aften. Flere protestmøder fulgte de kommende dage.

En gruppe mennesker gik i optog til de i samtiden forhadte direktør Max Ballins hjem på Bülovsvej. Frederiksberg Politi var dog mødt talstærk op. Man skulle i hvert fald ikke have ballade på Frederiksberg. Det kunne man beholde over på Nørrebro.

Den 10. november samlede man 50.000 deltagere til et protestmøde på Grøntorvet.

Mellerup i aktion på Grøntorvet
Den 13. november 1918 var der gang i den på Grøntorvet, Israels Plads. Dengang var Einer Mellerup politiassistent og stationsleder i politikreds 8 (Hillerødgade). Han var med i aktionen. Man havde dengang en fast automobildroske af mærket Hupmobile med chauffør. Den blev dømt ”Syndikalisternes skræk”. Fra årsskiftet 1918/19 fik Københavns Politi dog bevilliget egne udrykningsbiler og chauffører.

Hele dagen skulle der holde en droske ude for hver politistation. Betjentene var ved at tabe næse og mund over denne flothed. Tidligere måtte de betjente, der sad på brandvagt tage en sporvogn, når de skulle ud til ildebrand.

Men glæden varede nu kort. For da chaufførerne opdagede, at der var en personlig risiko forbundet med det, ville de ikke køre.

Klokken 13.30 indløb der melding om, at sporvognene var blevet standset på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Sporvognsførerne deltog ikke i strejken, som syndikalisterne havde opfordret til. Da to sporvogne forsøgte at presse sig gennem menneskemængden på Frederiksborggade, så bragte ophidsede arbejdere dem til standsning.

”I Kongens og Lovens Navn”
Mellerup fik ordre til at tage af sted med 4 drosker. Straks blev han angrebet af en aktivist med en jernstang. Men slaget blev forhindret af en kollega. Manden blev afvæbnet, men der var ikke tid til anholdelse.

Mellerup råbte nu: ”I Kongens og Lovens Navn! Gå hver til sit! Da dette blev gentaget et par gange, blev der fra aktivisternes side råbt ”Slå dem ned”. Dette betragtede betjentene som en opfordring til vold, og så kom der ellers gang i stavene.

I næste sekund var forsamlingen i vild flugt. Mellerup så en mand med en lægte lange ud efter en politimand. Desværre for ham slog Mellerup først, så han lagde sig lige så stille ned.

Selve slaget varede kun et par minutter. Betjentene fik at vide, at de skulle tage tilbage til Domhuset, hvor de dengang residerede.

De klappede af betjentene
Nogle livlige timer fulgte. Det offentlige sørgede for krigsmateriel. Boulevardbanen var under anlæg og vældige skærvebunker var skabt som kasteskyts mod politiet. Navnlig gik det ud over det ridende politi. De var alt for let mål for stenkast. Mange af betjentene blev ret alvorlig sårede. I de mange slag på Grønttorvet var der nok 100 betjente, der blev såret.

Mellerup var ikke længe på Domhuset, inden han igen blev kaldt ud. Hver gang der var opløb til ballade blev stavene trukket. Hvis folk ikke øjeblikkeligt fjernede sig, så var der et rap over nakken.

Men åbenbart vakte dette begejstring blandt befolkningen. De klappede af betjentene.
Syndikalisterne havde indvarslet til Generalstrejke. Første dag blev der ikke foretaget nogen anholdelser. Der var øjeblikkelig og håndfast indgriben fra politiets side.

Politiets numre blev fjernet
Næste dag fortsatte urolighederne. Og nu begyndte politiet at foretage anholdelser. Det blev mange i dagens løb. Og det blev bestemt ikke mindre, da urostifterne tændte et mægtigt bål midt inde på Grøntorvet.

Politiet kunne ikke få brandvæsnet til at rette en afsvalende stråle mod den tætte sværm af urostifter. Og dette forargede polititiet. Men brandværnet var bange for at slangerne blev skåret over. Og tænk, hvis de skulle ud til en rigtig ildebrand.

Arbejderbladet, som senere blev til Land og Folk havde opgivet numrene på de politifolk, der havde været særlig ivrige. Hver politibetjent havde dengang tydelig tjenestenummer på hjelmen. Politiforeningens formand opfordrede betjentene til at fjerne disse. Og det blev gjort-vist nok imod politidirektørens ordre. Numrene blev heller ikke siden påført.

Der blev anholdt 40-50 den dag. På tredje dagen faldt afgørelsen 40 kr. til hver eneste anholdt for deltagelse i opløb. Så var revolutionen forbi for denne gang.

Politiinspektør Steffensen fik ikke Ridderkors
Borgerne åndede lettet op. Og tænk engang, bladene startede en indsamling til politiet som tak for deres indsats. Det ser vi ikke den dag i dag. Men regeringen mente nu, at skulle der være en indsamling skulle det ske officielt.

Justitsministeren fik gennemført en bevilling, hvorefter hver eneste mand i Københavns Politi fik et gratiale på 100 kr. ganske uanset om man havde været i kamp eller ikke.

De eneste, der ikke fik, var politiets embedsmænd. De var formodentlig for ”fine” til at blive honoreret med penge. Men de fik dog et håndtryk af justitsministeren. Jo da, og politiinspektør Steffensen, der havde været leder af det hele, fik ikke det Ridderkors, som han mente at have gjort sig fortjent til.

Først arbejdsløshedskasse i 1921
Baggrunden for de mange uroligheder, som blev forstærket under Første Verdenskrig. Der var høj arbejdsløshed, rationering, bolignød og mangel på brændsel. De arbejdsløse fik ringe understøttelse, hvis de dog overhovedet fik noget. Samtidig kunne spekulanter tjene uhyre summer. Overklassen havde særdeles gode vilkår dengang.

Danmark var neutral under krigen. Man eksporterede i massevis af fødevarer med stor fortjeneste til Tyskland, men det var ikke noget, som arbejderne mærkede.

Danmark tjente penge ved at handle både på den ene og anden side. Smarte forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af dette. Ofte blev der sendt fødevarer til Tyskland som så blev byttet til kul.

Der var ikke nogen hjælpekasse for de arbejdsløse dengang. Det kom først i 1921 ved en lov derom. Når den kortvarige understøttelse var brugt op, var det kun Københavns Understøttelsesforening. Det var en slags godgørende institution, som man skulle søge om, at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.

Mange måder at aktionere på
Den direkte aktionsform var en del af syndikalisternes aktionsform. Man aktionerede med pludselig strejke. Den ramte arbejdsgiverne på et tidspunkt, hvor de var mest sårbare.

Man lavede sabotage ikke sådan at forstå, at man ødelagde maskiner, men man fik sat produktionen i stå og man sløsede med arbejdet, så kvaliteten blev dårlig. Man lavede også boykot, på den måde, at arbejderne ikke skulle købe produkter fra en bestemt udbyder.

Der blev foranstaltet sympatistrejker og mange andre ting.

Syndikalister-en trussel for socialdemokrater
I årene 1917-1918 var de danske syndikalister præget af stor optimisme. En tro på, at den russiske Revolution havde indvarslet verdensrevolutionen. Syndikalisterne havde succes herhjemme. De spillede en ikke uvæsentlig rolle i de mange vilde strejker, som var med til at hæve reallønnen. De havde også en stor del af æren for 8 timers dagen. De var også med til at få gennemført urafstemning i fagbevægelsen.

På et tidspunkt udgjorde syndikalisterne en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformiske politik

Fagligt organiserede voksede
Utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne oplevede den samlede arbejderbevægelse en eksplosiv fremgang. Fra 1914 til 1920-på blot seks år-mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000.

Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra cirka 12 pct. til 18 pct. Bladet ”Solidaritet” nåede op på et oplag på ca. 17.000. Syndikalisterne var særdeles aktive. De havde en evne til at rive deres mere moderate kammerater med. De etablerede faglige ledere frygtede syndikalisterne. Med forholdsvis få medlemmer dukkede de op på generalforsamlinger og medlemsmøder og overtog ledelsen.

De lavede eksempelvis aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.

Nedgang i 1921
De fik mere indflydelse end deres medlemsantal berettigede til. Nedgangen begyndte i 1921, hvor de politiske og økonomiske styrkeforhold havde ændret sig. Arbejdsgiverne havde også iværksat en kraftig modoffensiv i løbet af 1920-21. På arbejdsmarkedet påførte det arbejderne nogle store nederlag. Det gik hårdt ud over syndikalisterne.

Andreas Fritzner
En af de ledende syndikalister var Andreas Fritzner. Han er født ind i en fattig familie på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Han troede på fagbevægelsen og direkte aktioner som strejker, opsætsighed og demonstrationer som vejen til forandringer for arbejderklassen. Socialdemokratiets samarbejdende reformiske linje, sagde ham ikke noget.

I 1910 blev han indkaldt til session. Han var modstander af militarisme. Efterhans mening tjente det ikke arbejderklassens sag at være værnepligtig. Han nægtede derfor at møde op. Det gav i første omgang en kort fængselsstraf. Han blev bedt om at møde op ved næste års session. Det blev til et årelangt tovtrækkeri med myndighederne. I 1915 kunne han ikke længere slippe for myndighederne. Han endte i kachotten.

Der var tegn på sindssyge
Her sultestrejkede han. Han bliver tvangsindlagt på garnisonssygehuset. Men lige meget hjælper det. Myndighederne får ham ikke til at optræde som soldat, og i1917 opgiver de.

Forskellen på de rige og fattige vokser. Nogle bliver rige på krigen og spekulerer på Børsen. Det er de såkaldte Gullaschbaroner. Regeringen har fastfrosset arbejdernes lønninger. Det bliver svært at få fat i bare de almindelige fornødenheder.

Andreas Fritzner var skibssmed og meget andet. Han fik hurtig danmarksrekord som den, der oftest har været fængslet af politiske grunde. Engang blev han spurgt, om der havde været tegn på sindssyge i familien, hvortil han svarede: 

  • Jo, jeg havde en søster, der forlovede sig med en politibetjent.

Fritzner ekskluderet af DKP
Fra 1930 var Fritzner medlem af DKP, men blev ekskluderet i 1939 af Axel Larsen for sin antimilitaristiske holdning. Hans sidste politiske handling før sin død var at protestere mod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968.

Fritzner var antimilitarist, men han gik ikke af vejen for at bruge vold for at nå sine politiske mål. Det var et udbredt paradoks i de revolutionære dele af arbejderbevægelsen, at man var mod militæret, men for revolutionen.

Christian Christensen-opvokset på Nørrebro
Christian Christensen kender de fleste på Nørrebro som forfatter til to populære erindringsbøger: 

  • En Rabarberdreng vokser op (1961) 
  • Bondeknold og Rabarberdreng (1962)

Han var født på Lolland, men voksede op omkring det nuværende Rantzausgade på Nørrebro. Faderen var arbejdsmand, drak og familien savnede det nødvendigste. Men i Rabarberlandet var der sammenhold blandt de fattige især under kampene mod politiet.

Startede som revolutionær marxist
I starten af 1900-tallet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF). Til at starte med var Christian Christensen revolutionær marxist. Har var en glimrende agitator både mundtligt og skriftligt. I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup. Samme år spillede han en ledende rolle i oprettelsen af Socialistisk Arbejderforening (SAF).

I slutningen af 1908 dannede han en lille københavnsk diskussionsklub ”Syndikalistisk Forbund”. I 1910 tog han initiativ til dannelse af ”Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Fra 1911 udgav FS en avis ”Solidaritet” med Christensen som redaktør. I 1918 var oplaget allerede nået op på 15.000.

I 1920 besøgte han Sovjetunionen. Sammen med de fleste FS* er gik han i 1921 ind i DKP. Han udtalte senere, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.

Personlige og økonomiske problemer
Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret Solidaritet, der nu blev lagt sammen med DKP* s Arbejdet. Det blev nu til Arbejderbladet. Han blev nu redaktør af dette blad, men det fik dog hurtig en ende. Han kæmpede med personlige og økonomiske problemer.

Han havde store vanskeligheder i at samarbejde med andre. Og så gik 21 måneders fængsel også ud over hans nerver. Den danske stat havde besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære ledere skulle uskadeliggøres for en rum tid.

I 1923 gik han i frivillig ”eksil” på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt med hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde m.m. Han forblev dog hele tiden medlem af DKP. Først i 1936 meldte han sig ud. Han blev gode venner med Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.

Han forsøgte at genskabe FS og genskabe bladet ”Arbejderen”. Den overlevede dog kun i to år med støtte fra svenske syndikalister. Han flyttede derefter til Hørsholmegnen.

Kilde: 

Hvis du vil vide mere: Om Arbejdere her på www.dengang.dk 

  • Ned med arbejdere 
  • Rabarberlandet 
  • Flere arbejdere på Nørrebro 
  • Arbejderkamp på Nørrebro 
  • Arbejdere og Industri på Nørrebro(2) 
  • Kampen på Fælleden 
  • Stjernen, Arbejdernes Bryggeri 
  • En arbejder i København 
  • Når jeg ser et rødt flag smælde 
  • Historien om Første Maj

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16