Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nyt fra Metroselskabet februar 2018

Vi har igen fået nyt fra Metroselskabet. Siden starten af byggeriet af den nye Metro har vi fået nyt omkring byggepladserne på Nørrebro, men som Andrea fortæller, så er man snart gået i gang med sidste byggefase. I den kommende tid skal Nørrebroparken genetableres. Der skal rundt omkring på Nørrebro plantes en masse træer, etableres bænke og cykelstativer. Nogle steder skal man i gang med at reetablere veje. Grønne hegn er blevet erstattet af trådhegn. Og testkørsel af nye Metro – tog er i gang under Nørrebro.

Nørrebroparken
Vi har nu sagt farvel til det meste af det grønne hegn omkring Nørrebroparken. I stedet omkranses byggepladsen af trådhegn, og det er et tydeligt tegn på, at vi snart går i gang med sidste byggefase. I løbet af marts går vi i gang med at reetablere parken, hvor vi sår græs, anlægger stier og planter træer.

I starten af 2018 udvider vi teststrækningen for metrotogene, så den nu strækker sig fra kontrol – og vedligeholdelsescenter ved Otto Busses vej og frem til Nørrebroparken. Her vil vi testkøre togene i de kommende måneder.

Nuuks Plads
Anlæggelsen af stationspladsen skrider fremad. Den seneste tid har vi lagt brosten i Hiort Lorenzens Gade, og i løbet af foråret skal vi i gang med vejarbejdet i området.

I stationsområdet testkører vi nye metrotog for at sikre, at alt i tog, tunneler og station fungerer sammen.

Nørrebros Runddel
Vi er netop gået i gang med sidste byggefase på Nørrebros Runddel. Her skal vi anlægge en frodig stationsplads, hvor vi skal så græs og plante træer samt opstille bænke. Langs murene vil der være cykelstativer.

Under jorden er vi gået i gang med at testkøre metrotogene, som blandt andet kører til Nørrebros Runddel.

Skjolds Plads
På Skjolds Plads er vi nu gået i gang med sidste fase af metrobyggeriet. Hegnet er udskiftet med trådhegn, og overfladen er gjort klar til, at vi i løbet af de kommende måneder kan gå i gang med at lægge brosten og fliser samt installere stationselementer.

I selve stationsområdet har vi installeret perrondøre og er ved at forberede teknikrummene, så vi kan gå i gang med at testkøre metrotog ved Skjolds Plads senere i år.

Nørrebro Station
Vi er i gang med sidste byggefase på Nørrebro, hvor vi blandt andet skal lægge brosten og opstille cykelstativer og bænke. I løbet af foråret skal vi blandt andet bygge forbindelsen mellem metro og S-tog.

Metrostationen og S-togsstationen bliver forbundet med rulletrapper og elevatorer, så det bliver let at skifte fra det ene transportmiddel til det andet. 

  • Vi takker Andrea for de nye informationer. Med jævne mellemrum viser vi videoer og andet information fra Metroselskabet. Du kan også selv gå ind og tjekke på www.m.dk

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16