Er samfundet der, når du snubler? Stillet om 12 gange. Sagsbehandleren var holdt op, sagen startes forfra. Nej, der er ingen der samler dig op. Du er medskyldig i samfundets kriser. Du skal passe ned i en kasse. Varmtvandsbade og mindfulness. Borgere sendes hjem til selvforsørgelse. Mange tabt i svinget. Årevis i ressourceforløb. Få rigtig hjælp med private bisiddere og sagsbehandlere. Pas på, du bliver overvåget på Facebook. Du bliver mødt med mistænksomhed. Vi savner et jobcenter med helhedssyn, empati, etik, moral og ansvarlighed. Fattige børnefamilier presses ud af København. Der er blevet mere ulighed i Danmark. Politikere mener ikke, at vi har fattigdom. Mange kontrolsager. Forskere: Stramninger virker ikke. Det er legalt at have mistro til ledige og fattige. Fu bliver vurderet ud fra dit arbejde.
Du bliver ikke grebet, når du snubler
Sygdom og arbejdsløshed kan ramme enhver. Ingen kan længere vide sig sikker på, at nogen griber den, der snubler. Og fra politisk side lyder der blot:
- Det handler om at give den rette støtte på det rette tidspunkt
- Det er sociale problemer, vi skal have taget hånd om
Ja se det har man sagt i årevis.
Det kniber med at gå
Hun har efterhånden været indlagt mange gange, flere gange på intensiv. Hun har søgt om tre hjulet cykel. Den kunne hun ikke få med den begrundelse, at hun kunne hente sine dagligvarer med en rollator. Men det var motion hun gerne ville have. Den kan du få på anden måde, sagde Københavns Kommune. Det tog dem for øvrigt seks måneder, at behandle en ansøgning om rollator og cykel.
Hun kan ikke have et arbejde. Men da hun blev tvunget ud af sin andelsbolig og tvunget at sælge den, samt at hun får en minimal pension hver måned, anser kommunen hende for at være formuende og ønsker ikke at hjælpe hende.
Hun får en masse medicin, og er ofte på kontrolbesøg på diverse sygehuse i området. Hun har oplevet at blive afvist på busser, fordi hun går med rollator. Derfor tager hun taxa, som også er dyrt. Og medicinen er heller ikke billig.
Nogle gange er hun for dårlig til at komme til kontrolbesøg. Hun spørger så, om konsultationen ikke kan klares pr. telefon. Men for det meste bliver dette afvist, og hun ryger så længere ned på ventelisten. Dette bliver tolket som udeblivelse.
Stillet om 12 gange
Jo de har tilbudt hende genoptræning. Og efter alle hendes hospitalsophold, er der da også i en kortvarig periode kommet sygeplejerske på besøg. Men ellers er det hele hendes samlevers ansvar. Og denne er pensionist.
Den omtalte person, der har været mange år på arbejdsmarkedet indtil cirka 10 år siden, har forespurgt om en eller anden form for økonomisk tilskud eller anden form for hjælp. Hun ville gerne have dækket de store udgifter hendes sygedom medfører. Efter 12 opkald lykkedes det hende at få at vide hvem hendes sagsbehandler var. Hun fik at vide, at denne ville ringe retur. Sådan var det sidste gang, hun havde kontakt med myndighederne
Sagsbehandleren var holdt op
Der gik to måneder uden at vedkommende hørte noget. Hun ringede så til Københavns Kommune. Jo de kunne da godt se, at hun havde ringet, men hendes sagsbehandler var holdt op. For at starte sagen igen forlangte de nu, at den gangbesvarede gik til en fotohandler for at få lavet et ID – kort med foto. Den skulle hun så indsende og starte hendes sag atter engang. Sådan kan man da ikke behandle folk.
Der må være nogen, der samler en op!
Alle kan risikere at blive smidt ud af systemet, men så må der da være nogle, der samler folk op! Vedkommende orker ikke mere Københavns Kommune. Da hun bor sammen med en pensionist, som allerede nævnt, regner man med, at hvis det går galt, skal denne forsørge hende. Selv pensionister er ramt af gensidig forsørgerpligt!
Hun har indtryk af, at det offentlige betragter hende som bedrager, trods det, at hendes sygejournal efterhånden fylder en tyk bog. Hun orker ikke nok engang at skal samle det hele
Medskyldig i samfundets kriser
Vedkommende er langt fra den eneste. Der er mange, der har opgivet systemet. Hvis man er ramt af sygdom eller uheld, så man er nødsaget til at blive forsørget af det offentlige, må man finde en ”prügelknabe” og blive set som medskyldig i alle samfundets kriser.
Både de rige og de fattige herhjemme er i øjeblikket gennem verbal afklapsning. De rige er grådige og asociale. De lever helst med formuen i skattely for at undgå fællesskabets krav om cool cash.
Og de fattige. De er mindst lige så umoralske. De gider ikke arbejde. De snyder alle sammen kommunen.
Tilbage står den voksne selvretfærdige middelklasse, godheden selv og vogter over, hvordan man bør opføre sig som god samfundsborger.
Du skal passe ned i en kasse
Det er nemlig ikke længere plads i samfundet til mennesker, som ikke lever op til kravet om effektivitet, eller som ikke passer ind i statistikker og kasser. Der er ikke forståelse for, at enhver kan blive ramt af sygdom eller uheld, og at effektiviseringen og teknologien har medført, at der simpelthen ikke er arbejde nok til alle. I stedet bliver de berørte mødt med nedværdigelse og mistro.
Når man så endelig kommer igennem, mødes man oftest af en sagsbehandler, der er blevet skolet til at se enhver borger som potentiel bedrager, og som har lært at lægge følelserne væk. Det er nok ikke hos myndighederne du skal forvente medmenneskelighed.
I fare for at få tilkendt førtidspension
Indførelsen af ressourceforløbene er et eksempel på, at den sociale sikring mod invaliditet i stedet er blevet baseret på et fattighjælpskoncept. I den forstand at hensigten med reformen var at gøre noget for de svage. Som det står i forarbejderne til fleksjob- og førtidspensionsreformen, skal ressourceforløbene særligt være rettet mod de personer, som er:
- I fare for at få tilkendt en førtidspension
Ydelser, som er rettet mod fattige eller svage, typisk vil være skåret over et behovsprincip. Du har kun ret til ydelsen, hvis du ikke er i stand til selv at klare dig, eksempelvis ved at bruge dine opsparede midler. Og hvis du har opbrugt disse, kigger man på din samlevers midler uanset om det er pension.
Er du så heldig, at blive tilkendt førtidspension, ja så afhænger det af dit postnummer. Og det kan let gå 10 år, ja op til 15 år. Og de får ikke erstatning med tilbagevirkende kraft.
Varmtvandsbade og Mindfulness
I forvejen er psykisk nedbrudt som følge af din sygdom, indlæggelser og kontrolbesøg. Du kan risikere at skal til ugentlige mentormøder. Ja selv om din læge har sagt noget andet så har sagsbehandleren en anden metode. Du kan risikere at komme i varmtvandsbade, Mindfulness og installering af hjælpemidler i dit eget hjem.
Eksempler fra hverdagen
I dag sendes dødssyge i arbejdsprøvning. En ældre herre bliver hentet i Taxi, og kørt 10 kilometer til den nærmeste købstad. Efter 20 minutters daglig arbejde delvis på en briks sendes man hjem igen. Og så viser det sig, at vedkommende har tarmkræft i sidste stadie. Det er jo vanvittigt.
Eller hvad med Kim fra Vejen. Han bliver af kommunen tilbudt et job som tyggegummitester hjemme på sofaen. Det er jo vanvittigt.
Vlademir Kristensen på 63 år skulle møde på Jobcentret efter tyve år som uarbejdsdygtig. Til mødet var det nødvendig med en briks for at Vlademir kunne ligge undervejs.
En person var faldet ned ad en trappe og fået samtlige knogler knust i venstre ben. Hun måtte kæmpe i fem år inden hun fik tilkendt førtidspension.
Borger sendes til selvforsørgelse
Kontanthjælp er egentlig tænkt som en midlertidig ydelse, som man kun kan klare sig for i en kortere periode. Men virkeligheden er den, at mange borgere lever af kontanthjælp i lange perioder, især dem der har andre problemer end ledighed. Efter de senere års reformer, er de simpelthen ikke berettiget til andre ydelser.
Man er fastlåst i et system med den ene arbejdsprøvning efter den anden uden at komme nærmere en afklaring. Og derved sidder man fast på en kontanthjælp år efter år. Perioden for at modtage sygedagpenge op til 52 uger blev reduceret til 22 uger. Dog med mulighed for forlængelse. Personer, som ikke længere opfylder en forlængelse, skulle tilbydes et jobafklaringsforløb, så længe de var uarbejdsdygtige.
Men kommunerne sender stadig borgerne hjem til selvforsørgelse. En klagesag i Ankestyrelsen med en sagsbehandling på over et år er en tidsmæssig og økonomisk gevinst for kommunerne.
Tabt i svinget
Vi har i dag 27.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som har siddet fast i årevis. De er blevet tabt i svinget og har mistet modet og troen på at genfinde sig selv. De ønsker sig i stedet en førtidspension, så de kan få fred. For det kræver ikke bare et stærkt helbred, men også en stærk psyke og stærk økonomi også hos parteneren, der om nødvendigvis må betale for samleveren, for at være syg i Danmark.
Udsatte borgere bliver ramt dobbelt, fordi de slås med mange ting i livet, og ikke længere er sikret et ordentligt forsørgelsesgrundlag.
Skal alle stikkes ind i samme forløb
Mange socialrådgivere kan godt se, at de har et problem. Moralsk og menneskelig kan de ikke se sig selv i dette system mere. Og ændre det indefra kan de ikke grundet deres chefer og afdelingsledere. Der stukket faste regler ud, hvad man skal foretage sig. Alle borgere skal bare stikkes ind i det samme forløb. Det er som en fabrik.
I stedet burde man sammen med den enkelte borger finde frem til præcis hvad der skal til for at hjælpe den enkelte borger. Men den slags individuelle vurderinger er det slet ikke plads til i dag.
Årevis i ressourceforløb
I dag kører mennesker bare rundt i systemet, først i det ene forløb og så i det anden forløb. Så får du bare lige en ekstra tur i ressourceforløb. Folk sættes i en krukke og så sylter man dem. Resultatet bliver, at de fleste borgere bliver mere og mere syge og kommer længere og længere væk fra arbejdsmarkedet.
Folk placeres i årevis på ressourceforløb uden at det rigtigt sker noget. Man skulle tro, at forvaltningen af pensionslovgivningen for længst har overskredet alle etiske grænser. Og det, at man siger, at man bare følger det som man har fået besked på, er vel ansvarsfraskrivelse.
Man skal have private sagsbehandlere
Desværre har folk, der i forvejen ligger ned ikke kræfter på at føre deres sag videre. Dem, der har kræfterne opsøger ofte private bisiddere eller private socialrådgiver, der fører deres sag. Skal det virkelig være nødvendighed for at sikre borgernes retssikkerhed og fair sagsbehandling. Men de fleste gange bliver folk skubbet mere ud over kanten. Svært syge bliver kostet rundt i manegen.
Ja allerede stillede diagnoser fra egen læge eller fra specialister på sygehuse bliver forkastet af kommunens egne læger. Og selv på et jobcenter oplever man en læge. Det gjorde man i København NV. Har havde man også en undersøgelsesbriks. Kommunen havde brugt 1,7 millioner kroner på at engagere et lægefirma. Og i Skive skulle sygdomsramte stille op et bestemt sted i byen over for en sygeplejerske.
Pas på – du bliver overvåget på Facebook
Kommunens jobcentre overvåger også syge- og ledige borgers gøren og laden på Facebook. Og gør man noget som kommunen finder mistænkeligt, indkaldes man til kontrolmøde. Nogle gange er der vedhæftet regler om social pension, når man får denne indkaldelse.
74 pct. af tiden går til administration
Nu kunne man jo slå ned på socialrådgiveren. Men mon ikke bare de er marionetdukker, der skal bruge tid på at udfylde kontrolskemaer med borgeren. Man skaber et helvede af papir i stedet for at strikke den helt rigtige individuelle plan sammen. Hvorfor får hver enkelt ikke en individuel behandling? Det burde jo være den enkelte socialrådgiver, der havde føling med den enkelte borger.
Men socialrådgivere har i den grad fået mere arbejde. Desperate borgere, vingeskudt integrationsindsats, boligproblemer og så videre. En sagsbehandler i en kommune bruger i dag 74 procent af sin tid på administration, tjeklister, skemaer, processer, kontrol og møder. Sådan var det for tre år siden, da Finansministeriet undersøgte forholdene.
Fra politisk side har man ellers vedtaget at en kvart milliard kroner fra satsmidlerne skulle bruges til at få afklaret, at 27.000 kontanthjælpsmodtagere, der har fået kontanthjælp i over fem skulle forlade dette system.
Kontrol af kontrollen
Jo der er godt nok regler for, hvordan de ledige skal visiteres, hvilken gruppe de skal placeres i, hvornår vedkommende skal møde op til samtaler, hvor mange job han eller hun skal søge, og hvornår CV et skal opdateres.
Der skal indhentes blanketter og dokumentation fra andre instanser og meget mere. Derudover kommer regler for, hvordan det hele kontrolleres og sanktioneres og oveni kommer en kontrol af kontrollen.
Dagpengelovgivning på 30.000 sider
Så skal socialrådgivere også lige sætte sig ind i 29.231 siders dagpengelovgivning. Socialrådgiverne er nummer tre på den faggruppe, som er hårdest ramt af stress. Udbrændte mennesker skal sidde og varetage andre menneskers skæbne i et jobcenter.
Når politikere så vil lave om på systemet, så laves der en arbejdsgruppe eller en effektueringsrapport. Man taler ikke med socialarbejderne, der arbejder med problemerne hver dag.
8 ud af 10 sager i København er forkert
En tilsynsrapport fra 2015 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har fastslået, at der var fejl i hver femte sag. Med andre ord 20 procent blev ikke behandlet efter lovens paragraffer.
I København er det endnu være. Borgernes ombudsmand, Johan Busse konstaterede fejl i 8 ud af 10 sager omkring kontanthjælp. Han fortæller i Årsrapporten for 2016 fra Borgerrådgivningen i Københavns Kommune, at det kniber med at få indhentet og lagt informationer de rigtige steder. Og så er sagsbehandlerne ikke altid godt nok rustet til at kunne give borgerne en vejledning, der gør dem klædt på til at varetage deres egne interesser bedst muligt.
Helhedssyn, empati, etik, moral og ansvarlighed ønskes
Sagsbehandlere og socialrådgivere føler ikke, at de kan opfylde de lovgivningsmæssige forpligtelser, fordi de har for mange sager. De mister måske overblikket og glemmer nogle relevante sikkerhedsgarantier for borgeren.
På jobcentrene er det brug for høj faglighed, menneskeligt overskud, helhedssyn, empati, etik og moral. Og i kommunerne må det overordnede fundament bygges på ansvarlighed.
Måske har det noget at gøre med statens refusionsregler. Allerede efter et års ledighed falder den statslige refusion fra 100 procent til 20 procent. Nogle kommuner har indført bonusser til deres medarbejdere, hvis de kunne fjerne folk fra sygedagpenge.
Du er en bedrager
Når man så første gang træder ind for at få hjælp tænker systemet
Jo, der er skam et mindretal, der snyder, men derfor er ikke alle, der skal have hjælp, bedragere.
Enlig kontanthjælpsmodtager har kun mulighed for 317 boliger
Egentlig kan man godt forstå jyderne, når de tænker, at København er en frelst by, hvor kun de velhavende bor. Når man tænker på, hvordan københavnerne omtaler jyderne. Og dette sker i alt sammen på grund af udflytninger af statslige arbejdspladser.
Men forholdene i København er langt fra så rosenrøde. En enlig kontanthjælpsmodtager med et barn og en husleje på 7.000 kr. har med den nyeste reform mistet 30 pct. af hendes rådighedsbeløb. Og det er særlig huslejen, der volder problemer. Kun hver femte lejebolig koster således under 5.000 kr. om måneden.
Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at en enlig kontanthjælpsmodtager uden børn er i stand til at betale 2.801 kr. i månedlig husleje, hvis der skal være råd til mad og øvrige faste udgifter. Kun 317 almene boliger i København er så billige.
Fattige børnefamilier presses ud af København
Børnefamilier i København er hårdere ramt, fordi her ligger landets højeste boligpriser. Mange af dem risikerer, at må gå fra hus og hjem. De dropper medicin og forsikringer for ikke at blive smidt ud af boligen.
Fattige børnefamilier bliver presset ud af København og andre storbyer. De bliver tvunget til at søge landkommunernes billigere boliger. Fakta er:
- 21 procent af de fattigste bor i København
- 25 procent af de hjemløse holder til i København
- 16 procent af de langtidsledige bor i København
- Københavnernes disponible indkomst er lavere end
- Landsgennemsnittet 204.015 kr. mod 214.017 kr.
- Københavnerne lever kortere end resten af danskerne 78 år mod 80,1 år
- Tre af Københavns bydele (Kongens Enghave, Brønshøj-Husum og Bispebjerg) er mere socialt belastede end nogen anden kommune)
- To københavnske bydele (Bispebjerg og Nørrebro) ville, hvis de var selvstændige kommuner, være landets fattigste.
- (Kilde: Status på København 2016)
Da 225-timers reglen blev indført blev det sagt, at kun 8.000 fuldtidspersoner var omfattet af den. Foreløbig er knap 49.000 blevet berørt.
Stigning på 30 – 40 pct. af hjemløse
Antallet af hjemløse er oppe på ca. 6.600. Det er en stigning på 30 – 40 pct. inden for de sidste to år. Og det er særlig i større byer foruden København, man finder dem. Og det er sket en stor stigning blandt unge. Og dette skyldes ikke kun misbrugsproblemer, som politikerne hele tiden fortæller os.
Herhjemme er 15.000 mennesker i behandling for alkohol - problemer, mens hele 140.000 er afhængige. For stofmisbrugere gælder det, at der i Danmark er en behandlingsgaranti for dem. Sådan er det ikke for alkoholikere.
På varmestuerne er der sket en fordobling af gæsterne. Det er udlændinge, siger politikerne. Men er det nu også det?
Et andet overset problem, som aldrig nævnes, er at 185.000 danskere skylder penge til Skat uden at de reelt har noget betalingsevne.
Mere ulighed i Danmark
Politikerne har også forsøgt at bilde os ind, at vi får mere lighed i Danmark. Men ”de økonomiske vismænd” har meddelt noget andet. De fortæller at fattigdommen var stabilt fra 1999 til 2005. Da var det på ca. 19.000. Men siden er det vokset til 39.400 i 2014. Desværre har vi ikke kunnet finde de nyeste tal.
Det vil sige, at Arbejdernes Erhvervsråd fastslår, at 44.141 var under fattigdomsgrænsen i 2015. Det er mere end en fordobling siden 2002.
Men integrationsydelsen og loftet over kontanthjælpen har sikkert haft sin virkning. Men se, nu er det jo langt fra alle politikere, der vil anerkende, at vi har fattigdom i Danmark.
Undersøgelser viser, at 40 pct. af ufaglærte ender også som ufaglærte. 60 pct. af børn af forældre på kontanthjælp ender også på et tidspunkt af deres liv på kontanthjælp.
De fattigste i Danmark er en del af en bredere samfundsgruppe på omkring 15 procent, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet. Vi ved fra et hav af undersøgelser at gruppen bor mere afsondret fra resten af Danmark end tidligere.
De 15 procent mest velstående bor også mere koncentreret. Det har den uheldige konsekvens, at departementschefen og økonomen aldrig møder den person, der er faldet ud af kontanthjælpssystemet.
Den internationale valutafond IMF har fortalt Danmark, at vi skal gå en anden vej, hvis vi vil have et samfund, hvor folk både er mere lige og mere trygge. Ja Danmark er blevet mere ulige, og der er sket en meget større spredning.
I 1990 havde den rigeste procent af befolkningen 2,5 procent af den samlede disponible indkomst efter skat. I 2014 rådede den rigeste procent 5 procent af den disponible indkomst.
Dette kan også stilles meget mere krads op. Vismændene har nemlig beregnet, at den halvdel af befolkningen, der har de mindre formuer, kun råder over 3 pct. af de samlede danske formuer og det er inklusive pensionsopsparing. Derimod ejer de 10 procent rigeste 48 procent af de samlede danske formuer.
Politikere: Der er ingen fattigdom i Danmark
Nu er det sådan, at en stor del af de danske politikere ikke vil anerkende, at der overhovedet er fattigdom i Danmark. Rockwool – fonden sendte en analyse ud på 56 sider. Tre dagblade fik tre forskellige historier ud af det samme kildemateriale. Det illustrerer ganske pudsigt og skarpt journalistikkens grundlæggende virkemidler. Men de tre mediers vinklinger siger også noget om deres politiske ståsteder.
Eurostat, den europæiske statistikbank siger, at andelen af ”ekstremt fattige danskere” er steget fra 2 procent i 2008 til 3,7 procent. I alt vurderer man, at 17,7 procent af den danske befolkning befinder sig i risikozonen for at ryge i fattigdom eller bliver socialt ekskluderet.
Arbejdernes Erhvervsråd (AE) fastslår, at 48.300 børn herhjemme lever under fattigdomsgrænsen. Det er en stigning på 28 pct. på bare et år
Mange kontrolsager
I første halvår af 2017 blev der kigget på 11.893 mistænkelige sager om alt fra proforma - skilsmisser til kontanthjælpsmodtagere med sort sidebeskæftigelse.
2.915 af sagerne medførte krav om tilbagebetaling.
Mange gange bliver der startet kontrolsager på et meget tyndt grundlag. Nogle gange kan det være svært at gebærde sig rundt i reglerne. Sammenkørsel af offentlige registre gør det lettere for kommunerne. Og det er måske også baggrunden for, at der bliver rejst flere kontrolsager.
Forskere: Stramninger virker ikke
Forskning også på international plan har fastslået, at stramninger ikke virker. Siden 2004 har cirka 15 pct. af den danske befolkning fået en mere eller mindre form for vældfærdsydelse. I samme periode er andelen af forsikrede ledige på fagpenge eller efterløn faldet fra 9,7 til 4,2 procent af den voksne befolkning.
Andelen dækker både over ledige på kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, sygedagpenge, revalidering, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, ledighedsydelse, flexjob og førtidspension.
Fælles for grupperne er, at de primært består af mennesker med problemer udover ledighed. Det kan være sociale, fysiske, psykiske eller kompetencemæssige problemer.
Der legalt at have mistro til ledige og fattige
I en undersøgelse som YouGov har foretaget viser at flere danskere opsøger de sociale ydelser. Dette opfatter politikkerne som krævementalitet. Og politikere mener, at man skal se ned på de arbejdsløse, der ikke kan klare sig selv, som man ser på kriminelle. Ja sådan sagde Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i en radioudsendelse i Radio24syv.
Joachim B. Olsen fra samme parti kan også slippe af sted med at tale om ledige som dovne, der lukrer på de danske velfærdsydelser.
Det er legalt og stuerent at have mistro og mistillid til ledige og fattige. Og når fremtrædende folketingsmedlemmer kan have de holdninger, tænker folk, at så kan de også tillade sig det.
Krav skal virke afskrækkende
Også beskæftigelses- og sociallovgivningen i dag bliver til på baggrund af en urimelig kollektiv mistænkeliggørelse af ledige.
Selv om de fattiges økonomi og rettigheder ser bedre ud end dengang, så taler man på samme måde om disse som dengang. Man spærrede dem inde på Fattiggården. Og for enhver pris ville man holdes ude af fattiggården. I dag er der stillet en række krav til dem, der skal på offentlige ydelser. Det skal være afskrækkende.
Ledige og fattige må finde sig i offentlig ydmygelse
Man talte om værdig og uværdig trængende. Uden at det siges højt er begrebet ”værdigt trængende” igen sneget sig ind. Det er stadig en ret at få hjælp, men det er så betingelser, at det nærmer sig mistænkeliggørelse.
Kontanthjælpsmodtagere får deres budgetter endevendt offentlig i medierne. De må finde sig i konstante ydmygelser, når debattører fastslår, at de selv er skyldig i deres elendighed. De spiser forkert. De kunne bare spare op og holde op ned at ryge og drikke.
Man vurderer folk ud fra arbejdskraft
Kulturen i forhold til de svageste har ændret sig voldsomt. Man vurderer udelukkende folk som arbejdskraft. Man skal arbejde, have ambitioner og stræbe for at være noget værd i dag. Man underkender, at stræbsomhed, ambitioner og mange penge ikke er så vigtigt for mange mennesker. De vil bare have et godt og værdigt liv.
Kun 40 pct. mener, at fattige skal eje en cykel
Analyse Danmark har for Avisen.dk lavet en undersøgelse. Den viser at kun to ud af tre danskere mener, at fattige skal have mulighed for tre måltider mad, medicin og tandlæge. Kun 40 pct. mener, at de skal have en cykel. Kun 8 pct. mener, at de skal have kabel-tv og kun 2 pct. mener, at fattige skal have mulighed for at bestille en pizza mindst en gang om ugen.
Hver tredje dansker mener, at det er uvilje mod at arbejde, når man er på kontanthjælp. Flertallet af danskere mener, at kontanthjælpsmodtagere bare kan gå ud og finde sig et job.
- På vores hjemmeside har vi masser af artikler om arbejdsløshed og socialt udsatte. Se i vores elektroniske database, brug søgefunktionen. Se også vores Facebook, der bliver opdateret flere gange dagligt.
|
