Ord, ord, ord. Enhver har sin forklaring på de seneste to ugers brand og hærværk. Også på Nørrebro, hvor det hele begyndte. Boghandler Uwe Brodersen fra Handelsforeningen lægger hovedet på blokken.
I gamle dage havde vi Bent
Af: Ina Kjøgx Pedersen www.weekendavisen.dk
NR. 08, 22. - 28. februar 2008
NØRREBRO er svær at markedsføre, begynder Uwe Brodersen allerede inden jeg har lagt overtøjet.
Vi mødes i baglokalet til boghandelen på Nørrebrogade. Det er tidlig morgen, her lugter af bogstøv og nyudgivelser og Brodersen har gang i noget stærk kaffe på maskinen.
Jeg har boet i kvarteret i tyve år. Han har arbejdet her og været græsrod i fjorten. Om dagen sælger han viskelæder og romaner; resten af tiden er han sekretær og webmaster for Nørrebro Handelsforening, gransker lokalhistorien og er aktiv i et pænt antal af kvarterets projekter.
Emnet er Nørrebro. Geografisk adresse for 71.315 københavnere, heraf knap 20.000 med anden etnisk baggrund – og symbolsk adresse for et langt større antal danskeres uro, vrede, forargelse, oprømthed. Der er en Nørrebro-tast på journalisternes computere. Når de trykker på den, ophæves grænsen mellem den småkedelige asfalt, vi lokale dagligt betræder, og den brændende tjærepøl, som forener alle tidens dramaer og bekymringer.
»I gamle dage forsøgte vi at lancere kvarteret ved at slå på det farverige. I modsætning til monotoni, som giver dårlige liv, er mangfoldighed en god forretning for Nørrebro og samfundet. Men det forsvinder i medierne, der altid fokuserer på bål og brand,« siger Uwe Brodersen.
– Hvad så når der faktisk er bål og brand? Sandheden skal vel frem...
»Ja, helt sikkert. Men sandheden for medierne er først og fremmest, at de negative overskrifter om netop Nørrebro sælger aviser og kaprer seere. Hvis nogen slår en prut men begår den fejl at slå den på Nørrebro, hænger nyheds-helikopteren i luften, og så er vi breaking news igen,« siger Brodersen og tilføjer:
»Allerede forrige søndag proklamerede aviser og TV Nørrebro i Brand!, da hærværkets omfang – hvor uacceptabelt det end var – endnu var temmelig begrænset i forhold til den overskrift. Det var Ulven Kommer, og det blev så profetisk. Nu hænger det fast meget længe, og næste gang, der sker en lille bitte ting, trækker man på ny på den meget store fortælling om fare.«
– Enig. Men kvarteret tages også som gidsel af de folk, der laver tilbagevendende ballade, uanset om de er fra Ungdomshusmiljøet eller Blågårds Plads.
»Hvor bor du?«
– Elmegade...
»Nåh, den fine del. Ja,« siger Brodersen, som om alt nu er klart, og griber i en bunke papirer, lagt frem til formålet. Her ligger et to år gammelt forslag fra Handelsforeningen, der søger penge til Netværket Nørrebro Ahead. Det handler om at mobilisere alle stærke kræfter i området, som beskrives som en slags laboratorium for resten af Danmark – de ting, vi bøvler med her, må være af interesse for de egne, som de siden kommer til. Integrationsborgmesteren har vist ytret interesse for projektet. Men hvad ligger bag de gode ord? På forsiden står: »Nørrebro er fuld af farve – derfor har vi ikke brug for en sort/hvid debat.«
– Mangfoldighed eller noget med farver er blevet helligt. Man siger det, og så er alt godt, men ingen ved, hvad det dækker over.
»Ja, det har du ret i, men det var os, der fandt på det.«
– Andre har taget det fra jer.
»Så lad os kalde Nørrebro for Det ægte København. Vi accepterer de skæve eksistenser, det er det, det handler om. Nørrebro er et sted, hvor der altid har været kamp og rebeller. Man har gerne reageret her før alle andre steder, og det tiltrækker folk, der gerne vil ytre sig og blande sig – hvilket også er grunden til, at vi i Handelsforeningen har fået en ytrende rolle.«
– Så går der jo revolutionsromantik i det. Desuden ønsker mange »skæve eksistenser« mest af alt at glide ubemærket ind i normaliteten.
»Jo, det er rigtigt for nogles vedkommende, men jeg tænker også på alt det kreative, ildsjælene. Dem, der kan tænke selv og orker at kæmpe en kamp med andre, der er uenige med dem. Som Muhammed Aslam, beboerformand fra Mjølnerparken, eller skoleinspektør Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole, som gør det helt fremragende, selv om nogle af gadens unge synes, hun er for radikal, når hun siger, at vi ikke må lade skolebørnenes forældre blive sløve af systemet.
Selv prøver jeg også at kæmpe med de meget venstreorienterede Agenda 21-folk, når jeg skal forsvare erhvervslivet. De vil gøre Nørrebro til en cykel-oase, sådan som nu også Ritt og Bondam vil gøre, men sammen med de huslejestigninger på en tredjedel, der er på vej, vil der ske to ting: det hele bliver cafémiljø – og forsyningsbutikkerne lukker. Vi kan jo ikke skaffe varer til Brugsen på en kassecykel. Stedet mister sin ægthed og bliver forstadsagtigt.«
– Hvad så, er mangfoldighed ballade?
»Nej. Man kan jo også sige, at en bestemt form for mangfoldighed har taget overhånd. Det er godt, at der er plads til det anderledes. Men når folk bruger vold og hærværk for at få lov til at være her, er der noget helt galt. Her tænker jeg på både de unge fra Ungdomshuset i forbindelse med rydningen for et år siden og dem fra kvarteret omkring Blågårds Plads, som netop har lavet ballade. Det er afgørende, at de lærer at få afløb for deres frustrationer på demokratisk vis. Måske kan de ikke skrive et læserbrev, men så må de få nogen til at hjælpe sig.«
Vi mødes dag tolv efter den første containerbrand i Stengade, hvor brandvæsnet blev bombarderet med kasteskyts. Siden fulgte hærværk landet over. Rigspolitiet begyndte at registrere optøjerne den 15. februar, og ved redaktionens slutning rapporteredes om 131 anholdte samt 683 små og 24 store brande over hele landet i perioden 15.-21. februar.
Ingen ved stadig helt, hvad det handlede om, men forklaringer har det ikke skortet på. I tirsdags offentliggjorde Politiken et brev fra en række unge med indvandrerbaggrund, der underskriver sig Drengene fra Nørrebro. Her tager de ansvaret for at have sparket urolighederne i gang – og opfordrer også til at stoppe dem. Balladen skyldes, skriver de, at de føler sig forfulgt af politiet og er vrede over en episode med en ældre palæstinenser. Politidirektør Hanne Bech-Hansen har efterfølgende talt med nogle af dem og en efterforskning er indledt.
Nej, Nørrebro er ikke let at markedsføre.
Selv bor Uwe Brodersen på det Østerbro, der blot en time efter vores samtale stjæler overskrifterne, da en voldsom eksplosion raserer et solcenter og tre gader efterfølgende evakueres af frygt for nye eksplosioner. To mænd er set løbe væk, maskerede og unge.
Vi mærker begge forbløffelsen. Østerbro! Det pæne kvarter med ældre damer, små hunde og karnapper. Men ind sniger sig også en besynderlig lettelse over, at adressen befinder sig i en anden bydel.
Sammen med den konservative formand for Handelsforeningen, farvehandler Johnny Beyer, er socialdemokraten Brodersens interesse at skaffe Nørrebro kunder – i samtlige ordets betydninger. Handelsforeningen har nok en økonomisk interesse i et aktivt erhvervsliv, men for Brodersen er foreningen lige så meget en kulturpolitisk miniborgerliste, som i daværende overborgmester Kramers tid ofte var forbi til en snak på Rådhuset om forholdene i det gamle arbejderkvarter.
Folk fra borgerlister kan altid se alt fra flere sider. Den kunst mestrer Brodersen også. På et hastigt nedkradset notat i dagens anledning opremser han en række stikord, kendetegnet af samme modsætninger som de artikler, han skriver på foreningens website norrebro.dk. Han forsøger at balancere mellem det socialpolitiske blik og den kontante afklapsning.
På den ene side:
De unge er vrede og frustrerede. Hvorfor kalder vi dem nydanskere, når de er født her. Kommunens indsats burde koordineres meget bedre. Vi smider penge ud ad vinduet i håbløse projekter. Man skal ikke være nedladende over for dem. Politiet bør kikke på sig selv.
På den anden side: Der skal stilles samme krav til nydanskerne som til os. Mange af dem er i uddannelse. I hjemmet er der et selvmedlidende, forældet og patriarkalsk verdensbillede. Der er ingen respekt for medier og politi. De unge har påtaget sig offerrollen.
Eller sagt med syv ord, som Brodersen både har skrevet ned og gentager flere gange: Alle bebrejder, ingen tager skylden på sig.
Det har været to uger med guf for holdningsindustrien. Der, hvor man profilerer sig selv og sin politik eller virksomhed på andres bekostning, og hvor ingen kender sætningen: Det kan jeg ikke forklare.
»Lægger du mærke til det, så har enhver integrationskonsulent eller hvad de kalder sig en fastlagt dagsorden, inden de åbner munden, som de så sørger for at få flettet ind. Send flere penge.
I politik må det så hedde ’stem på mig’. Pinds forslag om fodlænker til børn og sundhedsborgmester Mogens Lønborgs idé om at deportere dem til Jylland er jo helt hen i vejret. Jeg synes heller ikke, statsministeren har ret, når han frikender samfundet for ansvar. Vi har jo alle sammen et ansvar.«
– Hverken du eller jeg har vel et personligt ansvar for, at nogle sætter ild til biler, containere og skoler og udsætter folk for fare.
»Nej, det er sandt, men jeg tænker også på noget af det arbejde, vi faktisk udfører. En kommentator mente, at optøjerne tildels er erhvervslivets skyld, fordi det er lukket over for de unge, men sådan er det altså ikke her på Nørrebro. Vi har sat gang i lærepladser. Johnny har skaffet mange i arbejde i Føtex og andre steder, og derfor kan jeg heller ikke genkende det, når nogle af de unge selv siger, at de ikke er velkomne.«
– Offerrollen igen?
»Den skal man ikke falde på halen for. Men man kan godt se nærmere på politiets funktion på Nørrebro. Da Ungdomshuset blev ryddet, havde politiet sat en afspærring foran bogbutikken. En morgen, jeg skulle passere, stoppede en betjent mig og ville have et bevis på, at jeg arbejdede i butikken. Det bærer jeg jo ikke rundt på, og vi kom lidt op at diskutere. Til sidst sagde han: Er du klar over, at jeg kan visitere dig når som helst, det måtte være?
I gamle dage havde vi en betjent, der hed Bent. Den alfaderlige figur, som gik rundt og talte med alle, og som kom hen til Handelsforeningen, hvis der var en knægt, der var besvær med.
Det handler om hvilken slags politi vi har på Nørrebro. Hvis man kun ser de store blå mandskabsvogne suse om hjørnet med blink på, får man et anstrengt forhold til ordensmagten. Mange af de her unge mænd er meget optaget af respekt, og de vil gå langt for et håndtryk.
Også fra en politiker. De burde spadsere op og ned ad stenbroen for at tale med de unge. Jeg beundrer politidirektøren, fordi hun har gjort det.«
– Havner vi ikke let i, at bare du laver ballade nok, får du noget for det?
»Nej. Der er jo det paradoks, at kvarteret på én gang er overforsynet med opmærksomhed og projekter – og forsømt og beskåret. Og dét er et politisk ansvar. Man kan tale om én stor uoverskuelig sump af projekter, for-delt i lukkede rum af hhv. statsligt, kommunalt og frivilligt tilsnit. Derfor har Ritt Bjerregaard for en gangs skyld gjort det rigtige. Hun vil bruge to måneder på at finkæmme, hvad der er af tilbud til de unge og store børn her i området, og så skal indsatsen koordineres og forstærkes.
Socialborgmesteren har talt om et ungdomshus for etniske unge, men det er populisme. Man behøver ikke gøre det så stort. Man kunne bare have beholdt nogle af de gode klubber i f.eks. Lundtoftegade.« |
