Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Storkonflikt truer

Offentliggjort 7. januar 2007

Det går ufatteligt godt for de fleste. Også virksomhederne har gode regnskaber. Nu vil lønmodtagerne have en bid af kagen. Der er nævnt krav om lønstigninger på 5 – 6 %.

Overenskomstforhandlingerne er gået i gang. Strejkekasserne bugner. DI: Ønskerne kan ikke opfyldes, forventningerne er alt for store.

Ledigheden rasler ned, og der er mangel på arbejdskraft. Samtidig kræver bestyrelsesmedlemmer og formænd i en række danske virksomheder mere i honorar. Det får lønmodtagere til at reagere.

Økonomer, vismænd og arbejdsgivere frygter lønpres.

Arbejdsgiverne mener, at lønstigninger vil formindske konkurrenceevnen over for udlandet.

Lønmodtagernes ønsker

Højkonjunktur giver dog lønmodtagerne bedre kort på hånden. En ønskeseddel fra lønmodtagerne vil se sådan ud:

  • mere og bedre efteruddannelse.

  • fleksibilitet og betaling for skæve arbejdstider.

  • mere i pension.

  • indflydelse på egen arbejdstid.

  • længere barselsorlov med fuld løn.

  • markant højere løn

DI: Ønskerne kan ikke opfyldes

Efter et halvt år med store forventninger, kunne overenskomstforhandlingerne endelig gå i gang. Det er Dansk Industri, der starter, og herfra lyder meldingen, at lønmodtagerne ikke skal regne med, at få ønskerne opfyldt. Forventninger er skruet alt for voldsomt op.

DI mener ikke, at topdirektørernes kæmpe gager bør have indflydelse på forhandlingerne. Man mener ikke det har været den store forskel i lønudviklingen mellem almindelige ledere og lønmodtagere.

Fra lønmodtagernes side henviser man til, at Danmark er et af de mest konkurrencedygtigste lande i Europa, og det burde komme medarbejderne til gode. Herfra mener, man også, at den nuværende overenskomst er en af de mest fleksible i verden. Det er muligt, at holde en produktion kørende i 24 timer.

De forhandlinger, der er i gang omfatter 240.000 ansatte og 6.100 virksomheder rundt i landet. Men normalt sætter de første forhandlinger altid aftryk på de kommende forhandlinger.

Ledigheden er nede på 4 % Det vil sige at kun 109.400 er arbejdsløse. Kun Norge har lavere arbejdsløshed.. Topchefernes store gevinster og virksomhedernes gyldne regnskaber får lønmodtagerne op på barrikaderne. Og det sker selv om virksomhederne truer med at flytte arbejdspladser til lavtlønslande.

Strejkekasserne bugner

Baglandet i fagbevægelsen vurderer, at lønmodtagerne vil gå meget langt. Der er nævnt krav på en lønstigning op til 5 – 6 % inden for byggeindustrien.

Noget tyder på at fagbevægelsens top denne gang ikke kan og vil bremse kravet om højere løn.

Strejkekasserne bugner. 3F har 2 milliarder kroner i posen, mens HK har 1,3 milliarder kroner. Men ingen regner med, at en strejke varer mere end 1 – 2 uger.

HK: Medlemmer får fuld løn under konflikt

HK – medlemmer får fuld løn under en konflikt. Værre ser det ud for byggefolk, slagteriarbejdere og andre lønmodtagere. De må nøjes med dagpengesatsen, der maksimalt ryger op på 14.800 kr.

Dem der står i en alternativ og billig fagforening er ikke med i overenskomstforhandlingerne, og har dermed ikke ret til at strejke.

Men man kan komme i den situation, at ens virksomhed bliver lockoutet eller blokeret.

Sidst vi havde storkonflikt var i 1998.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16