Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Ministeren fik en god dag på Nørrebro

Offentliggjort 18. september 2007

”Det er jo slet ikke det Nørrebro, som jeg kender fra medierne!” Det var familie- og forbrugerminister Carina Christensens spontane kommentar, da hun efter besøget i nogle af bydelens forretninger nød en økologisk sodavand med hyldeblomst hos Café Stefanos.

Nørrebro Park Kvarterløft, EVU og Nørrebro Handelsforening havde inviteret Carina Christensen på besøg i bydelen i torsdags den 13. september 2007

Carina Christensen startede butiksrundturen hos Nørrebros Frugt og Grønt, hvor indehaveren, Ahmad al-Hashemi, tog imod ministeren med en smuk buket blomster. Herefter fortalte Ahmad om butikkens mange spændende specialiteter.

Turen gik herefter til fods ad Nørrebrogade til El Hassans Cykelværksted. El Hassan vandt titlen som årets butiksindehaver på Nørrebro i 2003. Den interessante historie bag forretningen er bl.a., at kunderne er sikret en meget kompetent betjening, fordi El Hassan er uddannet som maskiningeniør i Irak.

Lidt længere fremme ad Nørrebrogade ligger Aldaawa Halal Slagteren, som var næste stop på turen. Indehaveren, Khadir al-Khafji fortalte bl.a. om den brede kundesammensætning, som han betjener. Butikken har nemlig også mange ”etniske danskere” som kunder, fordi Khadir tilbyder spændende hjemmelavede pølser.

Herefter skulle Nørrebrogade krydses, og La Bazaar besøges. Forretningen, der er ejet af Mhammed El Ghiouan, er en stor gavebutik, der også sælger billige tæpper.

Lidt længere fremme på samme side ligger Wali Smykker. Denne forretning er ejet af familien Kabani, som over en periode på 13 år har åbnet i alt syv forretninger, hvoraf de fire ligger på Nørrebro. Ministeren fik bl.a. præsenteret de smukke bryllupssmykker, som forretningen er berømt for.

Rundturen sluttede hos Nørrebro Fisk og Vildt, hvor indehaveren Kurt Brøndsted fortalte om forretningens 130-årige historie og om udfordringerne ved at drive en specialforretning i dagens Danmark.

Konklusionen på rundturen var fra Carina Christensen side, at Nørrebro er noget helt andet, end det som medierne typisk fortæller.

”Jeg er virkelig glad for med egne øjne at have set det engagement og den samvittighedsfulde indsat, som butiksindehaverne udstråler. Jeg har set ”storsmilende” smileys i fødevarebutikkerne, og jeg har set eksotiske og lækre produkter. Der er ingen tvivl om, at Nørrebro med sin mangfoldighed kan tilbyde spændende indkøbsoplevelser. Såvel kvarteret som detailhandelen har så meget godt at byde på, at jeg føler mig overbevist om, at den gode historie om Nørrebro vil vinde mere og mere frem”.

Til sidst blev der tid til en kort spadseretur i den nye Nørrebro Park, hvor projektleder fra Kvarterløft, Jesper Langebæk stolt fortalte om projektet.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16