Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Postmand Per - på Postevand

Offentliggjort 22. august 2008

Staten og kapitalfonden CVC råber hurra. Værdien af Post Danmark stiger. Rationaliseringsgevinsten og portoforhøjelserne har givet pote. Men sorteper bliver Postmand Per, almindelige borgere og erhvervslivet. Dårligere service er blevet resultatet. Og den almindelige forbruger kan ende i bundløs gæld, når man låner gennem Post Danmark. Hvorfor accepterer politikerne disse forhold?

Seks dage tog det for Postmand Per at levere en pakke med antikvariske bøger fra Nordre Frihavnsgade til Nørrebrogade. Det var dog alligevel glædeligt at pakken nåede frem.

Post Danmark oplyser at 93 % af al A – post leveres dagen efter. Det mærkelige er bare, at det er vores firma, der altid modtager de sidste 7 %.

Som virksomhed er man afhængig af, at få pakker og brev hver dag.

Strafporto falder promte

Post Danmark er dog hurtigere, når de opdager, at jeg har glemt at sætte 2 kroner på i porto. Det udløser prompte en afgift på 25 kroner. Ja selv en afvigelse på 3 gram udløser strafporto. Utroligt at de har tid til at tjekke dette.

Lader posten ligge

Det er trods alt grænser for, hvor meget og hvor længe Postmand Per, skal arbejde over. Det er skåret kraftigt i budgetterne. Postmand Per er tvunget til at løbe stærkere. Men nogle dage er han tvunget til, at lade posten ligge.

Det er billigere for etaten, at få Postmand Per til arbejde længere end at ansætte en ny. En nyansat skal både har pension og feriepenge.

Posten: Vi får kun få klager

Men regeringen er åbenbart tilfreds med at Posten effektiviserer. Men det er Postmand Per ikke. Det giver højere sygefravær, og dem, der holder ud, skal gøre det endnu mere effektivt.

Sidste år fik posten 60.000 klager, og de 49.106 vedrørte pakker og breve, der forsvandt under postomdelingen. Men det betragter man ikke som et problem fra Post Danmark. Det er trods alt ”kun” en klage for hver gang, der sendes ca. 23.000 forsendelser.

Det som man nok glemmer, at nævne, er, at mange ikke orker at klage. Det gælder for eksempel uddeling af kataloger. Mange virksomheder betaler i dyre domme for disse forsendelser. Men ikke alle kunder modtager disse.

Vil du selv aflevere forkert post

Jeg mener, at have modtaget en kupon i firmaet, hvor jeg blev opfordret selv til at aflevere den fejlleverede post. Jo tak det har vi i forvejen gjort, hvis det gjaldt naboerne. Men kære Post Danmark, der er grænser for lang tid, vis skal bruge på dette.

Mere omsætning

Et portohop til 5.50 kr. har givet Post Danmark en væsentlig indtjening. Egentlig indførte man et C brev til 3.70 kr. også kaldet sneglebrev. Man havde en forventning om, at dette kunne give så meget luft, at Postmand Per kunne nå ud til alle sine kunder, dagen efter at A brevet var sendt. Men noget tyder på at sneglebrevet ikke er blevet den store succes. Men ordningen har givet flere penge til staten og kapitalfonden

I det første kvartal steg omsætningen med 41 millioner kroner.

Bysamfund ”forsvinder” på papiret

Det er langt fra slut med rationaliseringerne. For nu går man i gang med postnumrene. Hele bysamfund kan på papiret blive udslettet med dette. Stempelfabrikanter må se frem til lyse tider, når folk skal have ændret deres adresser.

Post Danmark har allerede investeret i dyre sorteringsmaskiner. Andre konkurrerende firmaer bliver tvunget til det samme, når postnumrene skal ændres.

Staten og kapitalfonden råber hurra

Den store vinder bliver kapitalfonden CVC. Efter at det danske og svenske postvæsen smelter sammen vil kapitalkæden sælge deres andel. Men de venter meget klogt med at sælge. I 2005 blev fonden storaktionær ved at betale 1,3 milliarder kroner for 22 % af statens aktier. I dag er den post 3,6 milliarder kroner værd.

Inden salget, vælger fonden at opkøbe flere aktier, dermed vil værdien stige yderligere.

Det betyder jo faktisk at staten i sidste ende tjener på det. Spørgsmålet er så om Staten kan acceptere den personale politik som Post Danmark fører ? Accepterer de også serviceforringelserne over for borgere og erhvervsliv?

Loyaliteten daler

Imens daler servicen hos Post Danmark, for rationaliseringsgevinsten skal med regeringens tilladelse åbenbart være så stor som mulig. Loyaliteten hos danskerne forsvinder efterhånden. Det har analyse institutten Gallup fundet ud af. Kun hver fjerde dansker foretrækker, at det er Post Danmark, der står for at tømme postkasser og smide breve i vores postkasser.

Postgiganten er den tredje mest upopulære virksomhed i årets imageundersøgelse, foretaget af Berlingskes Nyhedsmagasin, kun overgået af Danmarks Radio og DSB.

De negative historier skal forsvinde

Brevmængden er faldet med en fjerdedel på ti år. Og som postvæsnet siger, så har man måttet tilpasse sine udgifter efter forholdene. Det har så betydet at en masse posthuse er lukket. I stedet er kiosken og supermarkeder udnævnt til postbutikker.

Postvæsnet vil dog indlede en charmekampagne når klimaet er til det. Først skal de negative historier først lægge sig.

Post – Danmark som lånehaj

På posthuset kan man på et kvarter låne op til 40.000 kr, uden hverken at vise selvangivelse eller lønseddel. Dette tilbud er fristende for mange. Men du kommer til at betale en meget heftig rente. Post Danmark formidler lån fra Handels Finans og tjener en provision for hver låntager.

Vi må huske på, at Post Danmark stadig er delvis statsejet. Så virker det problematisk, at kunderne kan ende i bundløs gæld, når man låner gennem etaten. Man kan let få den opfattelse at et sådant lån er blåstemplet.

Fremover vil jeg nok selv hente min pakke i Nordre Frihavnsgade.

Denne artikel er ikke et angreb mod Postmand Per. Der er mange af disse som har en faglig stolthed. Men de historier de fortæller er himmelråbende.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16