Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Skud på Nørrebro

Offentliggjort 16. september 2008

Nørrebro Handelsforening opfordrer myndighederne til at gå sammen for at bruge de midler, der skal bruges for at løse den nye konflikt. Konflikten udspiller sig hovedsagelig på Nørrebro. Den skaber stor uro i lokalbefolkningen. Hvis den ikke bliver bremset, udvikler den sig til det, der er værre. ”Lad nu ikke Nørrebro i stikken igen” udtaler formanden, Johnny Beyer.

Læs her, hvad foreningen forventer, hvad der kan gøres og hvad det måske er gjort forkert.

Igen er Nørrebro vidne til en krig, der ikke er deres egen. Igen er der smadrede biler og smadrede butiksvinduer. Lukningen af Pusher Street har ført til utålelige tilstande på Nørrebro.

Tryghed og sikkerhed

Nørrebro Handelsforening forventer at kunder og beboere sikres tryghed og sikkerhed. Det har de krav på. Foreningen forventer at politiet får de nødvendige redskaber og midler. I gamle dage virkede Nørrebro Nærpoliti som en præventiv institution. Hvorfor styrker man ikke nærpolitiet yderligere.

Nørrebro er skydeskive

I bogstaveligste forstand er Nørrebro blevet skydeskive i en krig mellem indvandregrupper og Hells Angels.

Det drejer sig om narko. Og meget bevidst vil politiet ikke kalde det krig. De nedtoner episoderne. Men en ting er sikkert, nogle har ramt en af HA’s symboler. En er dræbt og flere er sårede inden for de sidste måneders skudepisoder. Nørrebro nærmer sig amerikanske tilstande med såkaldte ”drive – by” skyderier.

En kedelig udvikling

Kunderne var lige begyndt at vende tilbage til et fredeligere Nørrebro. Men både kunder, butiksejere og beboere skal åbenbart til at vende sig til krigslignende tilstande igen. Det er en meget kedelig udvikling, som kvarteret har gang i. Utrygheden breder sig.

Et langt sejt træk

I mange år har Nørrebro Handelsforening deltaget i socialpolitiske tiltag på Nørrebro. I foreningen erkender man, at det er langt sejt træk. Det kan for mange beboere i området være farligt, at tage kampen op.

Johnny Beyer:

· Men nu må det være slut. Nørrebro Handelsforening opfordrer til at både regering, kommune og politi sætter alle ressourcer ind til at stoppe den ”gangsterkrig”, der er i gang.

· Det hele handler om prioritering. Men lad nu ikke Nørrebro i stikken – nok en gang, udtaler Johnny Beyer formand for Nørrebro Handelsforening.

· Man skal ikke bare lade det ske. Tingene er kommet lovlig tæt på. En skøn bydel som Nørrebro skal ikke igen ødelægges. De handlende skal ikke rammes nok engang. Det er nu, der skal skabes ro, eller går det helt galt. Det virker jo fuldstændig dyrisk og skrupelløs, og bringer vilkårlige borgere i fare, siger Johnny Beyer.

Kampen om narkoen

Siden lukningen af Christania har man mange steder på Nørrebro kunnet købe hash. Ikke kun i Jægersborggade, men også mange steder på Nørrebrogade.

Kampen om narkoen er central. Før sad rockerne på salget af amfetamin, mens andre solgte andre typer. I dag er denne situation meget mere broget. Hash, ketamin, ecstasy, kokain og til dels heroin er der mange penge i.

Konflikten handler også om territorier.

Alt kan ske

En stærkere manifestation mellem forskellige grupperinger er efterhånden åbenlys. Det er både mellem HA’er og indvandrere, og indvandrere indbyrdes. Hvis man ikke handler rigtig, kan det udvikle sig til ren gadekrig. Det handler både om det kriminelle og begrebet ære. Og enhver konfrontation skal gengældes.

Det store problem er, at kampen efterhånden udvikler sig til en kamp med etniske undertoner. Mange på begge sider puster til ilden. Hvis det ender med de sorte mod de hvide, kan det få katastrofale følger på Nørrebro.

Alt kan åbenbart ske. Kun tilfældigheder er skyld i, at ikke flere er blevet dræbt eller såret.

Hovedstadens altoverskyggende problem

Kriminaliteten blandt nydanskere er steget med mere end ti procent på et år. Det må betegnes som hovedstadens altoverskyggende problem. Derfor skulle man mene, at der sættes alvort ind et sted, hvor der er mange nydanskere, nemlig på Nørrebro.

De unge kommer i dag meget tidligere ind i det kriminelle miljø. Og mange er sikkert medløbere i den konflikt om hash – markedet, der er opstået.

Udviklingen går den forkerte vej. Holdningen i de kriminelle indvandrerbander bliver mere og mere kyniske.

Bandekulturen har ændret sig. Grænsen har ændret sig. Før var det en kniv, nu er det et skydevåben.

Respekten for andre har også ændret sig i den forkerte retning. For det enkelte bandemedlem gælder det om at komme op i hierarkiet.

Skåret på det sociale på Nørrebro

I øjeblikket er der budgetforhandlinger på Rådhuset. Man har skåret meget ned på det sociale område. Det bliver spændene om denne konflikt bevirker, at der tilføres flere penge til Nørrebro.

Mange er sikkert allerede nu uden for pædagogisk rækkevidde. De små ser op til deres større brødre, som allerede er havnet i det kriminelle miljø.

Gademedarbejdere, mentorer, skoler, børnehaver m.m. har længe været i gang på Nørrebro, men mange har klaget over manglende midler.

Handling kræves

Igen oplever vi fra statens side at det er kommunens opgave at foretage det nødvendige. En masse snak og ingen handling. Hanne Beck Hansen har så vidt vides, allerede for tre år siden påpeget at kriminaliteten blandt unge indvandrere var et problem.

Overborgmester Ritt Bjerregaard afviser, at ansvaret for knivstikkeri og skud ligger hos kommunen. Hun savner en national handlingsplan. Det forebyggende vil hun gerne vedkende sig, men når der er tale om knivstikkeri og skud, ja så er det politiet, der må tage affære, siger hun.

Det gøres alt for lidt på tværs af kommunegrænser.

Men en masse forebyggende arbejde har været i gang på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening har tidligere efterlyst en samlet koordination af den statslige og kommunale indsats.

Andre metoder end straf

Ungdomskommisionen var lige blevet færdig med en betænkning, der pålægger forældrene ansvar for deres børns handlinger. De skal fremover påtage sig et aktivt ansvar for, at deres børn ikke begår kriminalitet. Den nye justitsminister vil indføre regler om forældrenes erstatningsansvar for skader, som forvoldes af deres børn.

De regler kunne alle de butikker, der i de senere år har mærket urolighederne godt have brugt. For selv om politikerne i medierne bildte folk ind, at forsikringen dækker alt, så ser realiteterne anderledes ud.

Men det er ikke nok med bøder, Hr. justitsminister. Der skal andre ting til.

Dog må man sige, at forældrene ikke bare skal skubbe skylden over på det danske samfund.

Karen Jespersen barsler med, at unge under 15 år burde kunne straffes. Hun mener, at børnene skal tvinges til at deltage i håndfaste opdragelsesprogrammer. Hvis de ikke makker ret skal forældrene kunne trækkes i børnechecken. Endvidere skal de rydde op efter eget hærværk.

Ofte er disse familier økonomisk belastet, så man burde måske sætte ind, lang tid i forvejen. Mange af børnene er også ude i et oprør mod forældrene. Så måske bliver afstanden til samfundet endnu større.

Hvis det sociale system havde råd til det, burde man iværksætte Forældreprogrammer til svage forældre. Mange gange er forældrestrukturen helt anderledes.

Den sociale indsats på Nørrebro må ikke gå i stå

Mange unge reagerer ikke på disciplin, men det er vigtigt, at tage forældrene med. De må lære, at tage et ansvar.

Man burde have så mange midler, at man kunne lave en handlingsplan for den enkelte. Men det bliver svært med de nedskæringer, der er sket på det sociale område. Den forebyggende indsats må ikke gå i stå, når Nørrebro ikke mere brænder.

Er det altid samfundets skyld?

De unge føler en identitet i bander. Det er her de føler et venskab og en respekt. Ikke altid hjælper det at straffe. Et arbejde skal skaffes, ikke alene til den unge, men også til hans forældre.

Men er det ikke for mange der gemmer sig bag flosklen Det er det danske samfunds skyld og ansvar.

Hvem er hovedpersonerne?

Men hvem er muligvis hovedpersonerne i denne konflikt?

AK 81: Støtteklub for Hells Angels. AK står for Altid klar og 81 hentyder til bogstaverne HA. Gruppen tæller på landsplan over 300 medlemmer.

Siden gruppen blev dannet for godt et år siden, har denne gruppe gjort sig bemærket i retssalene. Nogle er indtil videre blevet sigtet, mens andre er dømt for bla. grov vold.

Gruppen er en slags kommandogruppe for HA.

Tingbjerg – rødderne: En flok rødder i udkanten af det hårdkogte kriminelle miljø. De har flere kontakter til Sjælør – banden og gruppen fra Blågårds Plads.

Blågårds – Plads – banden: 12 hårdkogte medlemmer med en større gruppe af soldater under sig. Flere af lederne er for tiden bag tremmer, både som dømte og som varetægtsfanger, i sager om narko, grov vold, afpresning og lejemord. Gruppen hører til på det Indre Nørrebro, hvor den hersker over det lokale hashmarked.

Man samarbejder med Banditos. Men tilsyneladende blander denne rockergruppe sig ikke i konflikten.

Politiet bevogter i øjeblikket 14 grupper og netværk, der tilsammen har 141 tilknyttede personer.

Skudepisoder, der afskrækker

En række skudepisoder, der nødvendigvis ikke har nogen sammenhæng opskræmmer beboerne.

Den 2. august affyres skud ved Mucki Bar i Thorsgade. Gerningsmændene affyrer mindst to skud. Ingen bliver ramt.

Den 14. august dræbes VVS – lærling Osman Nuri Dogan i en sand kugleregn i Tingbjerg. Offeret bar selv pistol og var iført skudsikker vest. Et medlem af Hells Angels blev anholdt, men blev senere løsladt.

Natten mellem den 15. og 16. august ryger to indvandregrupper i totterne på hinanden omkring Nørrebro Station. Der affyres omkring otte skud. En mand bliver ramt i benet og flygter senere fra sygehuset.

Natten mellem den 22. og 23. august skyder en gruppe til måls mod en dør til Støberiet på Blågårds Plads. De unge truer forbipasserende med pistol og tærsk.

Natten efter affyres der skud mod en privatfest på Krabbesholstvej i Brønshøj. Ingen bliver ramt.

28. august affyrer ukendte gerningsmænd mindst to skud i området Heimdalsgade og Nørrebrogade. Ingen bliver ramt.

5. september skydes der omkring Mimersgade.

6. – 7. september. Gaspistoler affyres på Nørrebro omkring Heimdalsgade og Hothers Plads ved Mjølnerparken.

8. september skydes der mod Hells Angels rockerborg på Svanevej. Fire personer med indvandrer baggrund anholdes. Ingen bliver ramt.

En 21 årig mand i Voldparken i Brønshøj bliver ramt i benet. Der affyres to – tre skud.

Den 8. september åbnes der ild mod en person på hjørnet af Glentevej og Nordre Fasanvej.

Den 14. september affyres der 11 skud mod en internetcafé i Rantzausgade. To mænd bliver ramt. Ifølge vidner var det HA – lignende gerningsmænd.

Efter episoden måtte politiet trække stavene.

På Internetcaféen kommer der både indvandrere med tilknytning til hashmarkedet samt helt uskyldige, der bruger caféen som ”fritidshjem”.

Den 15. september bliver en tatovør skudt i halsen i Tatovørbutikken ”House of Pain” og tøjbutikken ”Route 81” på hjørnet af Nørrebrogade og Bragesgade. Ifølge vidner var gerningsmændene af anden etnisk oprindelse.

Mellem den 15. og 16. september. Syv skud affyres mod en bil i Tingbjerg. Omtrent samtidig genlød Nørrebroparken af hen ved 20 skud. Det skete omkring Hørsholmsgade. Det antages at skuddene skulle rettes mod Jægersborggade.

Seks unge med indvandrerbaggrund blev anholdt af politiet. De tre af dem blev anholdt i Nordvest med en skarpladt pistol under passagersædet. De øvrige blev anholdt omkring Blågårds Plads. De forsøgte at stikke af til fods. Under flugten smed de flere skarpladte våben fra sig.

Og så er det mange episoder, som vi endnu ikke har nævnt. Det var bl.a. den ueksploderede håndgranat som var samlet forkert og kastet mod HA`s hovedkvarter på Svanevej.

Aktionen i Jægersborggade

Omkring kl. 22 en søndag aften var der et sandt hærværksorgie begået på Jægersborggade. Bag dette stod mellem 60 og 100 indvandredrenge. De havde samlet sig i Nørrebroparken og på Thorsgade. Bevæbnet med brosten og køller angreb de parkerede biler, lejligheder og adskillige butikker. Kl. 21.40 var aktionen fuldbyrdet.

Kl. 21.37 blev politiet kaldt til stedet. De ankom ti minutter efter de første pressefolk.

Allerede da de unge stod i Nørrebroparken havde en beboer ifølge denne sides redaktør ringet til politiet.

Der er ingen hemmelighed, at der foregår offentlig hash – handel på Jægerborggade. Når ingen blev anholdt i denne aktion, kan det skyldes hensyntagen til den enkelte betjents sikkerhed. En normal beredskabssituation er slet ikke gearet til sådan en aktion.

Brosten i Mjølnerparken

Da Politiet skulle undersøge en sag med en gaspistol, blev de i Mjølnerparken angrebet af unge medbrosten. I to timer varede bombarderingen.

Slutteligt kan vi oplyse, at vi har fuld tillid til Københavns Politi – men der bør sættes mere synligt politi på gaden – nu. Og i en krisesituation som den vi befinder os i, bør der være et rimeligt beredskab.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16