Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Masser af opbakning

Offentliggjort 2. december 2008

En læser beskriver det sociale liv på Nørebrogade. Hendes CO2 forbrug er steget markant efter trafikforsøgets indførelse. Hun mener, at indvandrerne, som er vigtig for Nørrebro, er helt uden indflydelse i beslutningen. Det sociale liv på Nørrebro fungerer. Det er svært at bo på Nørrebrogade, når man skal transportere 20 kg. dokumenter.

Nørrebro Handelsforening får masser af opbakning. Breve fra borgere, der støtter foreningen. Ikke alle ønsker deres navne frem. Vi kan ikke bringe alle bidrag, men bringer denne fra M.A.M, der er arkitekt og bosiddende på Nørrebrogade. Selv om skribenten har ønsket at være anonym, har redaktionen dog navn og adresse liggende.

Jeg planlægger at skrive et (eller flere) læserbreve om trafiklukningen på Nørrebrogade, som jeg mener er forkert på utallige måder.

Svært at transportere 20 kg.

Som enlig mor har jeg i perioder været meget afhængig af min gamle Polo. Ellers kunne jeg simpelthen ikke nå det hele. Sådan er det heldigvis ikke i dag. Men der er stadig dage, hvor jeg skal have fragtet op til 20 kg, dokumenter fra Nørrebrogade, til møder på Holmen eller ude i byen.

Uanset om jeg kører i min egen bil eller i taxa, så øger den nye ordning mit CO2 forbrug markant, og så tænker jeg, at der må være masser af dårligt gående, eller andre, der har brug for biltransport, de har det som jeg. Ikke mindst fodi man har nedlagt et busstop.

Indvandrere læser ikke Copenhagen X

Samtidig kender jeg mange med indvandrebaggrund, eller bare et sparebudget, der pendler fra forstæderne for at købe ind på Nørrebrogade. Blandt andet er grønthandleren lige overfor, efter sigende den eneste, der har nogle bestemte krydderier, der er vigtige for indisk og pakistansk mad.

Der, hvor jeg selv bor, er der en shawarmabar, der har en kæmpe kundekreds, og en kulturklub, der også tiltrækker mange fra omegnen. Det er klart, at de folk ikke læser Politiken eller Copenhagen X. Men de er i mine øjne meget vigtige for vores bydel.

Nørrebro har et ægte socialt liv

En anden ting er, at Nørrebrogade ikke er specielt trafikeret. Det viser kommunens egne undersøgelser. Det er rigtigt, at der er run på lidt i ni om morgenen, men hele resten af dagen og natten er trafikken primært lokal. Den er langsom og hyggelig. Midt om natten er der næsten mere stille end i vores sommerhus i Nordjylland.

Her på Nørrebro er der et meget ægte socialt liv. Mennesker, der mødes. Og det gælder både de indvandrere, som alle andre er så optaget af, og os andre. Jeg synes også de gammeldags nørrebroere har et hyggeligt socialt liv. Hvor man stopper op midt på gaden og snakker, og kender hinanden. Og mange er håndværkere og har bil.

Er Strøget en succeshistorie

Bondam fremhæver Strøget og Indre By som en succeshistorie. Men er det egentlig det? Københavns centrum er forvandlet til et frilufts shoppingcenter, hvor sådan en som jeg ikke tør færdes om aftenen, fordi der er fyldt med hærgende bander. Der bor ikke længere almindelige mennesker i Indre By, og der er næsten ingen af forretningerne, der handler med hverdagsting, som mad eller skruer og søm eller karklude. En god gade med rigtige boliger og rigtige butikker, hvor der er nogen der holder øje og sikrer trygheden – det er Nørrebrogade.

Skribenten har tidligere skrevet artikler om Nørrebrogade. Vi håber senere, at kunne bringe en af dem.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16