Offentliggjort 5. januar 2009
www.norrebro.dk
Fra det nostalgiske hjørne bringer vi i samarbejde med www.dengang.dk denne sjove beretning om nogle af de første beboere på Nørrebro. Heller ikke dengang var det styr på Nørrebro
Vi befinder os foran volden på Nørrebro fra ca. 1550 til 1800. De vilde regerede. Kongen befalede til lov og orden, men det hjalp ikke. Militæret ville have bygningsforbud, men heller ikke det lod sig styre. ”Den stærke mand” forlod Nørrebro med ulykkelige kvinder og en stor gæld. Og så er det også historien om læreren, der ikke kunne få sin løn.
I 1567 blev kongen spurgt om tilladelse til at sælge nogle af byens udenbys grunde. Kongen gav tilladelse, men krævede, at grundene blev målt nøjagtigt op, og:
Kongens befalinger gjorde ikke indtryk
Desuden skulle køberne forpligtige sig til at opføre gode købstadsbygninger med tegltage og omgive grundene med plankeværk.
Men grundene måtte ikke sælges uden Magistratens kendskab. Alt for mange undslog sig med at betale skat.
Mange havde deres kvæg gående herude og havde egne hyrder. Det blev nu forbudt.
Man måtte heller ikke mere have løse hunde:
Hunde skulle være bundet i en forsvarlig lænke.
Men kongens befaling havde ikke gjort større indtryk. 10 år senere var tilstanden foran voldene i sær på det nuværende Nørrebro meget værre.
De vilde der opholdte sig her, var uheldige elementer. De bosatte sig her, og var lige glade med forordninger og love.
Dette bevirkede, at kongen nedlagde fuldstændig forbud mod at bo herude. Han befalede, at beboerne inden for to måneder skulle være fraflyttet deres boder.
Nye indskærpelser
Men Magistraten protesterede og nævnte over for kongen, at borgerne havde deres kvæg gående herude af hensyn til brandfaren inde i byen. Kongen bøjede sig, men borgerne skulle stå inde for deres egne folk:
Forholdene blev ikke synderligt bedre, selv om Magistraten forsøgte at føre tilsyn. I 1592 indskærpede Christian den Fjerde, at nu skulle forholdene bringes i orden.
I 1600 var der registeret hele 200 haver uden for Nørreport. Men der boede åbenbart ubudne gæster på området. Handel med tyvekoster, ulovligt ølsalg og hor trivedes i bedste velgående hos de vilde på Nørrebro.
Den tredje skanse blev aldrig færdig
Den tredje af skanserne i Christian den Fjerdes befæstningsanlæg, Ravnsborg, der lå ved dæmningen mellem Sortedamssøen og Peblingesøen blev først bygget i løbet af 1640’erne. Det vil sige, at den aldrig blev færdig.
Allerede i 1631 havde kongen pålagt København, at skaffe penge til byggearbejdet. Men det kneb med at skaffe midlerne. Christian den Fjerde indså, at det var mest sikkert, at holde Nørreport lukket.
Som skrevet blev skansen aldrig færdig. Under krigen 1658 – 1660 måtte byens forsvarer rømme den, og den blev ødelagt lige som de andre af Københavns fæstningsanlæg.
Kongen fik aldrig gennemført sin storstilede plan om byens befæstning. Den skulle have fulgt søernes østligste bred. Hvis dette var blevet gennemført, kunne byen have vokset sig betydelig større på et meget tidligere tidspunkt.
Teglgården
Samtidig med opførelsen af Ladegården indrettede Christian den Fjerde et farveri ved Sankt Jørgens Sø. I området mellem Ladegården og Ravnsborg fik byens teglgård sin plads.
Den havde oprindelig ligget inden for voldene, hvor Teglgårdsstræde nu ligger. Inden år 1600 blev den flyttet ud, der hvor Nyboder nu ligger. Men i årene 1616 – 17 flyttede den ud på den anden ende af Peblingesøen.
Det areal hvor Teglgården lå på, blev kaldt Teglgårdsvænget, og dets grænser gik omtrent langs den nuværende Korsgade, Griffenfeldtsgade, Ladegårdsåen og Peblingesøen.
Teglgårdsvænget blev i 1660 købt af statholderen, Christoffer Gabel. Han købte også det areal, hvor Ladegården havde ligget. Han lagde de to store arealer sammen og skabte den store lystgård Blågården.
Der måtte ikke bygges
Den 4. juni 1661 befalede Frederik den Tredje at området mellem volden og søerne ikke mere måtte bebygges. Man var blevet klar over at vold og voldgrav ikke mere var nok, hvis København skulle forsvares.
Den 30. marts 1672 blev forbuddet mod at opføre bygningerne i området gentaget. Blegmændene måtte flytte til den anden ende af Sortedamssøen. De fik anvist plads nord for Store Ravnsborg langs Sortedamssøen. Dengang betalte blegmændene 25 – 30 ”daler” i afgift til stadens kasse af hver blegdam.
Grundene var 80 – 100 alen i bredden. På den lange led blev de begrænset af Sortedamssøen og i den anden ende af en grøft, der blev gravet langs Blegdamsvejen.. denne vej blev første gang nævnt i 1694. den blev dengang påbudt, at den skulle have en bredde af 24 alen.
Side om side lå de aflange blegdamme, 16 i alt ud mod det tidligere Vartov.
8 urtegårdsmænd (gartnere) fik anvist plads herude.
Men i beskrivelser fra 1673 kunne man iagttage, at der var mindst 7 møller uden for Nørreport og 1 uden for Østerport.
Virksomheder, der havde til huse på demakationslinien flyttede længere ud.
Ingen huse måtte opføres nærmere end 2.000 alen fra voldene. Ja sådan lød det i en ny forordning udstedt den 28. juni 1682. Demakationslinien gennemskar nu Fællederne et kort stykke og fulgte den nuværende Jagtvej – Falkoner Allé – linie.
Undtaget fra forordningen var huse, der var opført uden for Peblingesøen, og huse, der var opført af proprietærer, som allerede stod opført i Jordebogen.
Frederik den Femte ønskede dog, at området skulle bebygges af 4 – 500 huse efter modeller, som han selv udarbejdede. En del huse blev bygget, men kun langs hovedvejene.
Demakationslinien flyttes
I 1798 rykkede demakationslinien ind til Ryesgade – Blågårdslinien. Igen kom der forbud mod bebyggelser. De allerede opførte bygninger skulle fjernes inden for tre år.
Byggebestemmelserne blev lempet, men demakationslinien blev nu atter udvidet til Falkoneralleén. Alt byggeri indenfor linien skulle godkendes af en kommission. Ja, selv om man byggede inden for 1.000 alen uden for linien skulle det godkendes.
Kun bygninger af bindingsværk i en etage og med kælder måtte opføres. Ejerne skulle forpligte sig til at rive huset ned, når der opstod krig.
Da treårskrigen opstod i 1848 talte man igen om fæstninger ved demokationslinien.
Gabel ejede det meste af Nørrebro
Christoffer Gabel ejede det meste af Nørrebro, da han overtog Teglgårdsvænge og Ladegården i 1661. Hans besiddelser omfattede også Sankt Jørgens Sø. Hans besiddelser omfattede således hele strækningen langs Peblingesøen fra Nørrebrogade til Ladegårdens sydlige del og på Blågårdsområdet gik det helt ned til Griffenfeldsgade. Den gang gik Peblingesøen dog i en bugt ind over det område, hvor nu Ewaldsgade og Thorupsgade ligger.
Gabel lod Sankt Jørgens Sø tørlægge for at få mere jord til græsning. Men dette var kongen imod. Det gavnede bestemt ikke Københavns forsvar, og Gabel blev tvunget til igen at lede vand i søen. Kongen købte i 1680 Ladegården og dermed Sank Jørgens Sø.
Da søerne i årene 1725 – 27 blev reguleret læssede man store mængder med mudder og dynd op på de tilstødende grunde. Det klagede urtegårdsmændene over. Magistraten gav dem medhold.
På Ravnsborg fik Andreas Behrenz privilegium på at måtte brygge og brænde brændevin.
Militæret var på vagt
Det var ikke let, hverken for de vilde eller almindelige borgere dengang på Nørrebro. Militæret var hele tiden på vagt med, hvad der måtte bygges. Magistraten og byens kommandant havde hele tiden stridigheder om dette spørgsmål.
I 1734 havde tre bryggere fået fæstebrev på første blegdam, hvor de ville anlægge et hollænderi. De havde fået tilladelse til at opføre en kostald af bindingsværk. Men da de desuden begyndte at bygge en mindre bygning til foder, greb kommandanten Grev Sponnec ind.
Bedst som tømrersvendene var i gang med at bygge huset, ankom militæret. De arresterede tømrerne og satte dem i arresten ved Nørreport. Magistraten protesterede over for kongen og anfægtede at både Grev Sponneck og Grev Laurvig havde bygninger på deres grunde. Der måtte gælde de samme regler for alle.
Bygningerne fik lov til at blive stående, men kongen lod Magistraten vide at:
-
Allernaadigst have Funden for godt, at ej flere Huse saa nær og uden for Staden maa opbygges, førend derom allernaadigst bliver indhentet Vores allernaadigste resolution. Derfor I eder allernaadigst kunne vide at rette. I løbet af det 18 århundrede opstod der en række lystejendomme, og en del industri voksede op herude. Dette kunne militæret ikke forhindre.
Den mest vilde – den stærke mand
Også en del værtshusholdere bosatte sig. Deriblandt var Den Stærke mand.
Det var Johan Carl von Eckenberg, som i 1722 købte en have ved det nuværende Sankt Hans Gade og indrettede et teater her. Han udgav et skrift, hvor han berettede om sine egenskaber:
-
En armbolt på 5 – 600 pund blev lagt paa hans Bryst og to Smedesvende huggede en Jernstang derpaa.. -
Han sønderriver et tov bestaaende af 312 Traade som Kaptejnløjtnant Kloumann selv har ladet spinde til ham paa den Kgl. Reberbane 7. oktober 1720. -
Han løfter en Kanon paa 2.000 – 2.500 pd. Vægt med den ene Haand og drikker et Glas Vin med den anden. -
Han staar paa et Stillads og løfter med den ene Haand en Rytter med hans Hest eller 12 Personer, medens han drikker et Glas Vin af den anden Haand eller blæser i Trompet. -
Han holder et Glas i hver Haand og 4 Mænd forsøger forgjæves at hindre ham i at føre Glasset til Munden. Da Den Stærke Mand begyndte at spille teater, følte teatret i Lille Grøngade, at privilegierne blev overtrådt, og der blev nedlagt forbud mod dette.
Han omgav sig med masser af kvinder og brød et ægteskabsløfte. Jo han havde en tvivlsom vandel.
Magistraten lod politiet gribe ind
Den stærke mand forlod landet i hast, efterladende sig pante – veksel – og anden gæld. Haven blev solgt ved en aktion. I mange år blev stedet kaldt Den Stærke Mands Have.
Blegdamsskolen
I 1761 oprettedes den første offentlige skole uden for volden – Blegdamsskolen. Magistraten skænkede en del af 12. blegdam som byggeplads. Ved indsamling og midler fra Rådhusets fattigkasse blev skolen bygget.
Skoleholderen skulle alle søgnedage undervise ungdommen i læsning, skrivning og regning. Han fik også den vanskelige opgave selv at skulle indkræve skolepenge.
Skolehuset var en bygning på 13 fag. Dens ydre mål var 10 x 12, 5 meter. Foruden lærerens lejlighed var der et par værelser og køkken, foruden to skoleværelser. Piger og drenge blev undervist i hver deres rum.
Men det kneb med lærerens løn og vedligeholdelsen.
I begyndelsen af det 19. århundrede fik skolen konkurrence fra to andre skoler. I 1848 fik en af de nye skoler navnet Blegdamsskolen, mens den første ved 12. blegdam fik navnet Magistatens Blegdamsskole. I 1871 blev den lukket.
Læs flere artikler om det gamle Nørrebro på www.dengang.dk
|
