Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Referat af Bestyrelsesmøde 5. maj 2011

Til stede:
Majid Sairfianpour (MS), Annette Wegener (AW) , Hans Mejlshede (HM), Johnny Beyer (JB), Jørgen Holm (JH), Uwe Brodersen (UB)

Afbud fra:
Palle Koch (PK), Mathilde Overgaard (MO)

Nyt fra Formanden (1)
Nørrebro er for mørk til Jul. Det er ikke nok med et juletræ på Runddelen, mente HM. Han ville undersøge, hvad fire kæder af en hel ny slags, vil koste. De påtænkes sat op ved Runddelen. Måske ville Lokaludvalget bakke op om dette projekt. Foreningen har fået tilsendt nogle forslag fra en gruppe, der hedder Creation Group.

Hvorfor skal Nørrebrogade være den mørkeste gade i København til jul? Julestemning giver mersalg.

HM har talt med Politiken om fremtidens Nørrebro. Ligeledes har han talt med nogle studerende om Nørrebro. JB har ligeledes talt med medier omkring Nørrebro.

Et par unge har spurgt om sponsorering af et Nørrebro – Løb. Desværre var tidsfristen til deadline meget kort, så foreningen har ikke kunnet reagere.

En flyer skal fremstilles. Den skal lokke nye medlemmer til. Her skal vores nye kontingent på 100 kr. for medlemsskabet til at stige. I den lille folder skal det nøje forklares, hvad man får, og hvad man ikke får for pengene.

I bestyrelsen var der en del diskussion, om denne tryksag skulle sendes pr. post, eller deles ud med informationer, om der i de enkelte butikker og kiosker skulle informeres om foreningens virke. HM og UB arbejder videre med et forslag til folder.
MS mente, at det var vigtigt med personlig fremmøde.

MS og JH lovede at gå rundt og snakke med butikker og kiosker, og høre om deres visioner for fremtiden. Hvordan er stemningen, ja det er blandt andet det, de to vil undersøge.

MS menter, at medlemmerne skal signalisere medlemskab. Vi skal synliggøre, at det er nemt at shoppe på Nørrebrogade. Desværre er det ikke samme identitet på Nørrebro som i Fields med hensyn til markedsføring. Måske har man ikke samme interesse.

HM og UB har været til møde med Loklaudvalget m.h.t. Visioner for fremtidens detailhandel på Nørrebro. UB havde inden mødet sendt nogle forslag. Det var et udmærket møde, hvor der også var en repræsentant fra Jægersborggade. HM efterlyste foranstaltninger, der skulle gøre det lettere for den nødvendige trafik (håndværkere og fragtbiler). Man var enige om, at udviklingen i detailhandelen var betinget af udbud/efterspørgsel. I øjeblikket var café-livet det store trækplaster især i. Jægersborggade. Her havde man været heldig, at kunne tiltrække de rigtige butikker. Men rent organisationsmæssig kneb det i gaden. I bydelen var der vel ca. 5 – 7 steder, hvor der var en mere eller mindre tale om organisering.

Problemet med Nørrebrogade var, at den savnede dynamik. Der var for mange af de samme butikker, og mange kædebutikker forsvandt. Store varehuse som Føtex overtager efterhånden kædebutikkernes rolle.

Nørrebro bestod i dag af meget få kærnefamilier. Her er masser af unge studerende med et lille indtægtsgrundlag og store sociale problemer.

Trafiksaneringen har ikke gjort det lettere. Den nuværende sanering af gaden gør det bestemt heller ikke lettere. Metro – byggeriet vil give gener.

Butikscentrenes andel vil vokse. Det regner aldrig her, ja sådan lancerer et af centrene deres slogan. Og der er masser af p – pladser, ofte gratis. Søndags – åben er fremtiden. Producenter har en tendens til at hoppe et led over, og selv etablere detailhandel.

Omsætningsudviklingen er nærmest gået i stå, bortset fra discountbutikkerne, som har stor fremgang.

Vi skal på Nørrebro kigge på de muligheder, vi har. Toget er kørt. Vi skal kigge på andre strukturer og planer. Hvad vil kunderne? Kan vi gøre Nørrebro trendy?

Lokaludvalget lovede at forespørge kommunen, om man havde en plan med Metro – byggeriet. Denne plan ville så blive forelagt Nørrebro Handelsforening, så man på den måde, kunne undgå de værste chikaner.

Ligeledes ville Lokaludvalget sende informationer ud til forskellige ejerforeninger, om at man skulle tænke sig om, hvilke butikker, der skulle være i netop deres forening.

Hvor, hvornår og hvordan med Metroen. JB savnede information fra Metroselskabet.

  • Ud fra den interessante diskussion i bestyrelsen og mødet med Lokaludvalget vil UB udforme en artikel på vores hjemmeside med titlen Visioner for Fremtidens detailhandel på Nørrebro.

Annoncesamarbejde (2)
HM har fået tilbudt en hel side i Lokalavisen for Nørrebro/Nordvest, der ligger 30 – 40 pct. under den normale pris (15.108 kr.)

Meningen er, at vore medlemmer skulle have fordele af denne pris, og at foreningen skulle give penge med ved annonceringen. Derfor skal medlemmerne kun betale 10 kr. pr. mm2. Og da der kun er tale om en side, bliver det tale om først til mølle – princippet. Søren fra Zornig er blevet bedt om, at lave en speciel ramme.

Hvis siden mod forventning ikke bliver fyldt ud, skal det bruges af redaktionelt stof, som UB udarbejder. Der er stadig nogle uafklarede spørgsmål. Skal medlemmernes annoncer være begrænset? Hvad med det praktiske, hvem tager sig af det? UB og HM arbejder videre med dette.

Foreløbig er der planlagt 3 -4 indrykninger.

Kommende arrangementer (3)
HM foreslog, at bestyrelsen besøgte KCC – Københavns City Center, for at få inspiration. De har en helt anden organisation, men måske kunne vi bruge nogle af deres ideer. HM fremviste foreningens medlemsblad.

Sommerudflugten til Frederiksberg Have finder sted den 19. juni. Invitation er netop udsendt til alle vore medlemmer.

En havnerundfart med evt. politikere undersøges af HM og UB. Spørgsmålet er om et sådant arrangement vil trække nok medlemmer til at kunne trække nok medlemmer til at kunne fylde en hel båd. Evt. sandwich og forfriskninger skal kunne indtages undervejs ved landgang. Det kunne evt. være ude på en af øerne eller Langelinie. Et budget til dette arrangement vil være på ca. 15.000 kr.

Det forudsætter at 40 – 50 medlemmer med ansatte melder sig.

Der kan vel også påtænkes, at Loppemarkedet arrangerer noget i forbindelse med deres 25 års jubilæum. Sidste lørdag kunne det konstateres boder helt fra Runddelen til Kapelvej.

Regnskab (4)
Da MO ikke var til stede, kunne dette punkt ikke gennemgås. HM mente dog, at regnskabet kørte meget fornuftig, og med de kommende planer ville overskuddet komme medlemmerne til gode.

Der var dog spørgsmål vedr. Afviklingsselskabet. Dette forhold vil JB undersøge.

Efter Generalforsamling – budget m.m. (5)
Genralforsamlingen havde givet bestyrelsen fuldmagt til at udarbejde et budget. Tidligere havde bestyrelsen vedtaget, at honorere sekretæren for en mere dynamisk aktivitet. Men punktet blev udskudt, da MO ikke var til stede.

UB har udsendt referat fra afholdte Genralforsamling.

På Genralforsamlingen havde vi besøg af Morten fra Lokalavisen Nørrebro/Nordvest. Det resulterede i to flotte artikler. Den ene om Genralforsamlingen og vores nye kontingentordning samt en artikel om HM som Mr. President. Den sidstnævnte er der en link til fra vores hjemmeside.

Nyt fra vores hjemmeside (6)
Hjemmesiden havde stigende besøgstal. UB havde udsendt en Medlemsinformation hvor genoptagelsen af vores Hjemmeside blev omtalt.

Dagligt er mellem 25 og 45 inde for at se siden. Men ofte er der mange artikler, der læses hver dag. Det er dog lang op til 35.000 besøgende på et år. Men dette tal blev opnået, da der var bål og brand i gaden. Dengang linkede de store aviser og Ungdomshuset til vores side.

UB havde fået henvendelse fra RUC – studerende omkring nogle af artiklerne, der stod på siden. JB mente ikke, at medlemmerne skulle figurere på siden.

MS var utilfreds med, at han ikke figurerede under bestyrelsen. JB svarede, at han savnede foto og informationer.

UB havde udsendt en opfordring til bestyrelsesmedlemmerne til at bruge deres individuelle netværk til at optimere interessen for vores hjemmeside.

JH roste artiklerne som særdeles velskrevede.

Erhvervsnetværk (7)
JH var skuffet over, at der næsten igen medlemmer var fra Nørrebro Handelsforening til mødet. Han havde startet netværket i samarbejde med Rabarberlandet. På det første møde var der 50 fremmødte. Det næste møde var der 10 virksomheder, der ville arbejde videre med planerne. JH mener, at der kommer en hjemmeside. Nu hjælper man med lokaler m.m.

UB har kontaktet Rabarberlandet m.h.t. samarbejde om information om projektet. Foreløbig har vi lavet et link til Gadepulsen, som har videoklip fra mødet.

Eventuelt (8)
JB fortalte, at han havde solgt sin butik. Han spurgte, om han kunne forblive i bestyrelsen. Det mente bestyrelsen nok. Så måtte Generalforsamlingen tage stilling til, om han kunne fortsætte i bestyrelsen, når valgperioden er ophørt.

Det samme forhold gør sig gældende for JH. Han ophører sit arbejde for Danske Bank. Hans efterfølger vil blive inviteret med som gæstedeltager.

HM mente, at bestyrelsen ikke skulle have mere end seks i bestyrelsen i en forening af vores størrelse.

PK vil gerne have informationer til sin private mail. Den har UB dog ikke – send den venligst. JH vil du sende din private mail – adr. nok engang.

UB har konstateret, at der ikke er mailadresser til alle medlemmer. Desuden savner han en opdatering. Nogle af de adresser, der er på listen er forkerte. UB har forsøgt at finde de rigtige via Nettet. Det vil sige, at ikke alle medlemmer får alle informationer og tilbud.

Inden for de sidste tre uger har UB udsendt to informationsmails til medlemmerne.

En stor tak til Hans og Ketty for fantastisk service og skøn mad i en pragtfuld have.

Ref: UB – 08.05.11


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16