Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Årets leder er fra Nørrebro

Hun uddeler varme kram. Hun har et sødt smil, men tag ikke fejl. Hun finder sig ikke i noget. Den skønne rødhårede kvinde, som nu også er i Kraks blå bog, har et heftig temperament. Daglig tager hun livtag med muslimske forældre. Man påstår, at hun kender samtlige navne på de 600 elever på Rådmandsgades Skole. Hun elsker sine skønne børn fra 38 lande. Hun stiller store krav til sine omgivelser, men så sandelig også til sig selv. Nu er hun så, som den første kvinde i ti år, valgt som Årets Leder 2011. Stort tillykke – det er velfortjent – venligst redaktøren af denne side.

Hendes varme knus varmer
Hun ser meget sød ud, når hun smilende kommer dig i møde. Og det er hun som regel også. Men hun kan eksplodere på et sekund. Hun finder sig ikke i noget. Vi, der har siddet i udvalg med Lise Egholm, har set hendes temperament.
Men hendes knus varmer hver gang, vi mødes.

Årets lederpris
Hun har fået årets lederpris. Og for første gang i dens 10 – årige historie tildeles den til en kvinde. Og for første gang til en offentlig ansat. Det må siges at være særdeles velfortjent.
Hun er nu kommet i fint selskab med bl.a. Irmas, Alfred Josefsen., Niels Smedegaard Andersen fra A.P. Møller – Mærsk, Jørgen Mads Clausen fra Danfoss og daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.

Livtag med muslimske forældre
Den dejlige rødhårede kvinde med det skønne smil, til tider iltert blik og med bramfri tale brillerer konstant med at trække berømtheder til skolen. Og nu er hun også selv blevet VIP – optaget i Kraks Blå Bog.

Hun tager daglig livtag med muslimske forældre, der vil fritage deres børn fra Kristendomskundskab og Svømning. De kræver også at piger sidder ved siden af piger.

Ledere skal være rollemodeller
Formand for Lederne, Svend Askær begrundede, hvorfor man lige havde valgt de nominerede kandidater til Årets Leder 2011: 

  •  Vi befinder os i en økonomisk meget usikker tid og er måske på vej i en ny alvorlig krise. Noget af det, vi derfor har kigget meget på, er hvilke ledere som i svære tider kan skabe tryghed, formulere visioner og fastholde medarbejdernes engagement. Især i vanskelige tider er det lederens ansvar at være rollemodel, og alle de seks kandidater til at blive Årets Leder 2011 har på trods af, at de har meget forskellige udfordringer og arbejdet i vidt forskellige brancher – formået at være troværdige forbilleder for ledere og medarbejdere.

Det nytter ikke at være slap
Skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole på Nørrebro har i 16 år kæmpet en utrættelig kamp. Hendes ledelsesstil er også kontant: 

  • Det nytter ikke at være sløj, slap og slasket. Man skal komme ind ad døren og tydeliggøre sine egne og sin skoles vision

Sådan sagde hun under prisoverrækkelsen i Tivolis Koncertsal.

Det faglige niveau er hævet
I et af Nørrebros mest belastede miljøer har hun formået at hæve det faglige niveau blandt de 600 elever, hvoraf tre fjerdedel er tosprogede. Ja faktisk tales der 38 forskellige sprog blandt eleverne. Som Lise selv siger: 

  • Vi har 20 pct. med megastore sociale problemer. Vi har børn, der er fattige. Vi har incest. Vi har voldsdømte fædre og vi har børn, der bliver sat på gaden. Vi har dem alle sammen. Det synes jeg er vældig interessant.

En kulturel samtale
Lise Egholm har fundet sin egen måde at håndtere problemerne på: 

  • Hvis nogle drenge siger ”Årh, jeg er fucking ligeglad med min lærer, for hun er kvinde”. Der bliver jeg vild og siger ”Der tager du fejl min ven”. Så kommer farmand over til en kulturel samtale med mig. Fordi enten bakker han på plads eller også finder han en anden skole. For det gider jeg ikke.

Det handler om at engagere
Ledelse handler i Lise Egholms univers om at engagere sine medarbejdere og ikke mindst sig selv. Man skal have en plan, hvordan man når sit mål. Og det er ikke kun lærere og elever, der skal engageres. Det skal forældrekredsen sandelig også.
Forældremøder er ikke et tilbud, det er simpelthen en pligt.

Skal i stedet for at må
Lise er ikke bange for at bruge skal i stedet for det typiske må eller bør.

Alle skal have en lærerig skolegang
Hun har altid haft mange klare holdninger. Hun er et dybt passioneret menneske, som har den mission, at alle elever – også dem med knap så mange ressourcer – skal have en udbytterig og lærerig skolegang.

Kender hun navnene på 600 elever?
Hun er humoristisk, varm og kærlig. Om det er rigtigt, at hun kender navnene på alle 600 elever på skolen, lyder næsten for utroligt til at det er sandt.

Kontroversielle udtalelser
Lise Egholm er ikke bange for kontroversielle udtalelser. Hun mener ikke, at det er særlig høfligt at tale nedsættende om det land, man bor i, og det er bestemt ikke fremmende for integrationen. Hun slår fast, at vi skal værne om vores ytringsfrihed, vores trosfrihed og vores demokrati. 

  • Vi kan alle have lyst til forandringer i samfundet, men hvis man hellere vil bygge på en sharialov end på Danmarks grundlov, så er man gået forkert. Det skal siges. Så er der ikke brug for debat, men udvisning.

Berøringsangst på Rådhuset
Lise så gerne, at kommunen med hård hånd spredte de tosprogede børn til skoler med mange danske elever: 

  • Der er stadig en del berøringsangst på Rådhuset. Man burde sætte en grænse, så ingen skole har over 50 pct. tosprogede. Der er jo ikke tale om et overgreb på familierne, om hvorvidt man skal gå til højre eller venstre, når børnene skal i skole.

Men denne model bliver afvist i Københavns Kommune.

Læs Lises bog
Undertegnede var så heldig, at være til stede, da Lise holdt reception for lanceringen af hendes bog. Min Blå Sofa. Ja, vi solgte 93 stykker på halvanden time. Og den bog faktisk anmeldt her på siden. Den er god at blive klog af. Her et par udvalgte citater: 

  • De konkrete problemer, som vi oplever i hverdagen, hænger næsten altid sammen med muslimske traditioner og vaner 
  • Ved at tage for mange hensyn og lave særlige vilkår, er vi faktisk med til at fremme fundamentalismen 
  • Vi skal åbenbart bare kridte banen op og sige det meget udanske:”Du skal”.
  • Urdu er vejen tilbage, og dansk er vejen frem (Lise har her citeret en pakistansk mor og det drejer sig om modersmålsundervisning) 
  • De etniske skoler er en skandale for vores samfund, og det skyldes berøringsangst, at vi ikke gør noget ved det....Der skal en debat i gang om det her, men det er ømtåleligt, fordi politikerne selv i meget høj grad vælger privatskole til deres børn. 
  • Der er brug for kvindeoprør hos indvandrerne 
  • En del af vores nye danskere er faktisk flygtet hertil fra hjemlandet, fordi de ønskede at leve i et demokrati. 
  • Vi skal være meget mere direkte. Det handler ikke om kæft, trit og retning, men om tydelighed....Væk med holdninger, der bygger på medlidenhed.

Udsigten fra den blå sofa
Fra hendes kontor, hvor den blå sofa står, kan der fortælles mange historier. Herfra kan Lise skue ud i skolegården med det store gamle lindetræ: 

  • Her er dejlige børn fra 38 lande. Med tørklæde og uden, med krøller og strithår, med kasketter og afroflet. De er lange og korte, tykke og tynde, men de fleste smiler og griner. Vi har de dejligste børn i alle farver. De er meget smukke og de fleste er også både dygtige og rigtig søde. Det er meget kærlige børn, der meget gerne vil lære en masse. Det er en daglig glæde for mig, at være sammen med disse pragtbørn.

Brune øjne bliver kolde
Lise er ked af, hvis det ikke går hendes børn godt i fremtiden: 

  • Det kan virkelig ætse i min sjæl, når jeg efter nogle år, møder nogle af dem i gadebilledet i selskab med hardcore bandit – typer. Deres brune øjne er nu blevet kolde. Hvad gik der galt?.

Det er Allah
I bogen Den blå Sofa er der mange gode historier. Også denne fra Mjølnerparken: 

  • Mange mødre fra Mjølnerparken er begyndt at vove sig hen til skolen, fordi det er en kvinde, de skal tale med. Der bliver betroet mange hemmeligheder. En mor synes, at 4 børn var nok. Hun var begyndt at spise p – piller. 
  • Jeg bliver ikke gravid. Min mand tror, det er Allah, men jeg ved, at det er pillerne.

Tillykke med titlen
Og sådan kunne vi blive ved. 

  • Læs anmeldelsen af ”Den Blå Sofa” i artiklen ”Integration fra den blå Sofa” (12. maj 2006)

Kære Lise – et stort tillykke herfra


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16