Denne artikel er bragt i samarbejde med www.dengang.dk. Der var masser af arbejdspladser – dengang. Titan, Lauritz Knudsen, Atlas og mange flere. Der var tale om storindustri. Ja så var det også Heegaard, Smith og Mygind og mange flere.
Der var tre brødfabrikker og mindst tre chokoladefabrikker. Og man bliver helt forbavset, når man finder ud af, hvad der alt blev produceret på Nørrebro – dengang. Da industri – eventyret startede, måtte arbejderne betale for at komme på arbejde, ja det skulle de også, når de skulle hjem. Og det kneb med den kollektive trafik.
Måtte have fat i arbejderne i byen
Der var masser af plads på Nørrebro, end det store byggeboom gik i gang. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig her.
Problemet var bare, at der ikke boede så mange på Nørrebro dengang, så i begyndelsen måtte man have fat i arbejderne inde fra byen.
Man måtte betale
Det var en lang og besværlig vej. Arbejderne inde fra byen måtte betale både for at komme på arbejde og for at komme hjem igen.
Heegaard og andre fabrikanter forsøgte, at få en løsning på dette, men politimestren ville give sig. Den samme holdning havde de militære myndigheder.
Arbejdere var undermennesker
Allerede ved 5 – tiden om morgenen genlød Nørrebro af træskoenes klumpen mod brostenene. Her var masser af industri og arbejdspladser.
Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker. De skulle ikke behandles med almindelig høflighed. Og lærlingene blev betragtet som hunde.
Man dikterede selv lovgivningen
Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En del havnede på Nørrebro. Her blev der fra ca. 1850 bygget et væld af lejekaserner, uden nogen form for lovgivning. Boligspekulanterne sad selv i Borgerrepræsentationen og dikterede selv reglerne.
Der var ikke mange centimeter til næste bygning. Vinduerne kunne derfor knap åbnes. Men boligspekulanterne mente heller ikke, at arbejdere havde brug for lys og luft.
På fattiggård
Og kunne arbejderen ikke klare sig, så endte han på Ladegården. En præst skrev således om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:
- Den dovne ligegyldige drikfældige vil afholde sig for at anmode om understøttelse, når han ved, at han skal arbejde og ikke få brændevin, og han vil derved opfordres til at anstrenge sig for at ernære sig selv.
I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. - om året. 87 pct. blev brugt til mad.
Fabrikker oprettede værtshuse
Det hjalp nok ikke på det, at lønnen i begyndelsen blev udbetalt på værtshuse. Ja mange fabrikker oprettede ligefrem værtshuse til deres arbejdere, så kunne de på den måde få pengene ind igen.
Børn på fabrikker
Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikkerne. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skullde de lave lektie?
Sod, røg og kulstøv
Isenkræmmer Heegaard byggede en lystvilla, der hvor Blågårdsgade 16 i dag ligger. Det varede ikke længe, før han gik i gang med et jernstøberi. I over 70 år tiltrak virksomheden masser af arbejdskraft. Man kan slet ikke forstille sig i dag, at der fra Blågårds Plads spydede sod, røg og kulstøv over hele arkivet.
Køkkenudstyr og strygejern
Sønnen fortsatte fremgangen. Der blev fremstillet køkkenudstyr og strygejern m.m. I 1836 fortsatte Heegaard med en fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en meget stærk stank. Så myndighederne stoppede denne fabrik.
En snu rad
I 1857 overtog Heegaard et lerbrænderi på Blågårdsvejen, hvor man indtil brænderiet brændte i 1872 fremstillede lerrør. Virksomheden fortsatte som et udslag af importerede varer. I 1916 fortsatte det på Lygten.
Heegaard ville anlægge en gade ind på sin egen grund efter branden i lerbrænderiet. Han spurgte de andre grundejere, em de ville ikke være med til anlægge gaden.
Bag det fortov, der stødte op til Nørrebrogade – grundende lod han en strimmel på fem – eks tommer blive stående. Og denne strimmel måtte grundejerne købe af ham for at få adgang til gaden. En grundejer, der havde 76 alen facade til gaden, måtte således punge ud med 20.000 kr.
Vandklosetter og centralvarmeanlæg
Den anden var S.H. Ludvigsen på Nørrebrogade 39. Denne blev etableret i 1838. De var de første, der forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg i velhaver - kvartererne omkring Bredgade og Malmøgade.
Det nye København havde behov for kakkelovne, gaslygter m.m. I 1860 erne var virksomheden en af Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler og fritstående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter.
Ludvigsen gik i kompagniskab med Hermann.
Senere blev fjernvarmeanlæg firmaets speciale. I 1974 forlod man Nørrebro for at flytte ud i et nyt industrikvarter i Glostrup.
Oxelbergs Maskinfabrik
Omme i Smedegade 19 lå Oxelbergs Maskinfabrik. De startede i 1850 erne.
Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler
I 1869 grundlagde Rudolf Rasmussen sit firma i det Indre København. Det hed dengang Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtig for lille. Derfor flyttede han til Store Kongensgade. Under udførelsen af en stor ordre til Hotel d´Angleterre brændte værkstedet.
Til Nørrebro
Rudolf Rasmussen brugte erstatningen på de 10.000 kr. til udbetalingen til ejendommen Nørrebrogade 45, som han købte sammen med sin svoger J.C. Groule.
Flere udvidelser fulgte. I 1911 kom der en fire etagers fabriksbygning til.
Da begejstringen for dampmaskiner havde lagt sig, kom firmaet til at hedde Rud. Rasmussens Snedkerier. Man tilbød sig med
- Finere møbel - elementer af det bedste træ i de mest gedigne udførelser.
Fra 1926 producerede firmaet Kaare Klindt – møbler. Men også Børge Mogensen og Wegener fik deres møbler produceret her.
Baumgarten
Ikke langt derfra havde H.H. Baumgarten etableret et farvekogeri i 1840erne. Han var senere med til at starte Burmesiter og Wain.
Han fremstillede farve til Det Berlingske Trykkeri, hvor han også var maskinmester. I 1846 gik han i samarbejde med C.C. Burmeister om et maskinbyggeri.
Schulstad
Og inden vi forlader Indre Nørrebro, hvem kan så huske, at der på Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Plads var Schulstads Brødfabrik.
Chr. Christensens Maskinværksted
Der hvor Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 1930erne Chr. Christensens smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var man i værkstedet.
Hele området var fyldt med mange virksomheder dengang.
Hatte – virksomhed
Længere tilbage i gården lå et automobilværksted, hvor man reparerede amerikanske biler. Og i forhuset på anden sal, lå en Hatte – virksomhed. Folk gik med fine hatte, dengang. Alle gik med hat, dengang.
Batterifabrik
På den anden side lå Hellesens Batteri – Fabrik, som i 1930erne var en stor fabrik. Ved siden lå en virksomhed, der bl.a. fabrikerede hofteholdere til kvinder.
Værtshuse og kranse
I forbindelse med Assitens Kirkegården havde værtshuse og kransebutikker gyldne tider.
Schmidt og Mygind
På Nørrebrogade mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes der dengang en lang rejsestald. Den blev senere revet ned og omdannet til Smith og Myginds Maskinværksted.
På et tidspunkt figurerede der også en Hüttenmeyer i firmaet.
Den egentlige grundlægger af imperiet var Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk yrtekræmmer, der var ved at overtage den københavnske natrenovation (De Mygindiske Ekvipager). I 1890 erne voksede firmaet.
Vinduer blev overkalket
I begyndelsen var der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner. Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med, hvad der skete på gaden. Men det kunne arbejdsgiverne ikke tolerere. Så vinduerne blev overkalket. Så var det slut med den fornøjelse.
Der røg en finger
Smith og Mygind lavede dampmaskiner og damkedler. De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg.
Det var en sensation, da man på en mark syd for Hillerød præsenterede en Mejemaskine. En af datidens medier beskrev det således:
- maskinen kørte frem og lagde Rugen i smukke Skaar.
Opvisningen var en kæmpe succes, men blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger. Men det havde datidens medier også et svar på:
- at mejemaskinen ikke var god at komme nær, og at man ret bekendt handlede klogest i at holde sig fra den fra Livet.
Dampomnibus
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en Dampomnibus til brug for linje 7. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæssede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned af Gothersgade.
Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
Dæmpvæveri
I Meinungsgade lå Nørrebros Håndværkergaard. Her havde fabrikant Gedde et dampvæveri.
Fine titler på Fælleden
Og lærerdrengene mødte hinanden ud på Nørrefælled, når de endelig havde fri. Og det var med fornem hilsen. De tiltalte hinanden med Hr. Skræddermester, Hr. Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerfabrikant, Hr Dampmaskinefabrikant og så videre.
Fri og folkelig
Vi skal ikke glemme, at det på den tid, var kommet et seminarium i nærheden, Blaagaards Seminarium. Den var oprettet som en fri og folkelig Læreranstalt.
Det kneb dog lidt med frisindet på Nørrebro. Således blev en lærer fyret i Halvorsens Skole i Blågårdsgade. Læreren var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om at møde på kontoret:
- Jeg vil ikke, at min Skole skal skilte med en gal Englænder, der paastaar, at min Oldefar var Urangutang.
Problemer med sporvognen
Ude på Ydre Nørrebro manglede Sophus Hauberg folk til sin nyetablerede fabrik . Han havde forgæves råbt politikerne op.
Så tog han selv et initiativ. Den smalle bro over Sortedammen blev erstattet af en dæmning. Den var så bred, at der nu kunne køre sporvogne over den. Han søgte derfor koncession til at kunne drive en sporvognslinje.
Han fik den først efter tre års forhandlinger – Sølvgades Sporvognslinje. Men ak, problemerne var langt fra omme.
Ingen civilister – tak
Sporvognen måtte ikke køre over Fælleden. Det var jo militært område. Man kunne da ikke have civilister til at passere militært område to gange om dagen. Sagen blev løst ved at opsætte bomme for uvedkommende. Så først i 1899 kunne arbejdere til Haubergs maskinfabrik transporteres i sporvogn.
Haubergs maskinfabrik
Haubergs maskinfabrik, der senere kom til at hedde Titan, voksede sig efterhånden større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. Titan startede egentlig i 1897. Det var en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.
Efterhånden beskæftigede firmaet 4.000 mand.
Drejernes Kirkegård
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Dreje – værkstedet blev kaldt for Drejernes Kirkegård. Men neglene skulle rubbes, man arbejde på akkord. Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger. Og virksomheden havde en meget stor støberi - afdeling.
Stakkels lærlinge
I midten af 1950erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge. Og linjen over for lærlingene var hård – kæft, trit og retning. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind – Og hver fredag blev en lærling udlært.
Det værste var madammerne
Som arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet. Gjorde man det ikke ordentligt, så vankede der skideballer. Så kunne man ikke få en lærerplads.
For en ung knøs var det værste dog, at arbejde sammen med madammerne. De var strenge og kunne virkelig hundse rundt med en.
48 timers arbejdsuge
Arbejdstiden i 1950erne var 48 timer. Der blev også arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. De var populære hos svendene, hvis de ville hente øl til dem.
Konerne stod parat til lønningsdag
Torsdag var en særlig dag – det var lønningsdag. Og det var godt for de 3 – 4 nærmeste værtshuse. En af de mest populære var Hector. Der blev solgt masser af snapse og bajer på lønningsdagen. Men det var ikke lige populært at komme skæv hjem.
Mange koner stillede sig derfor foran porten, når det var lønningsdag, og krævede mandens løn.
Egen idrætsklub
Titan havde deres egen idrætsklub og fodboldbane. Den lå ude i Søborg. Og så havde virksomheden to blæseorkestre. I den ene spillede Max Behring klarinet.
Man spiste alle sammen i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at afspille de sidste plader i det sidste kvarter af frokostpausen. Man havde også egne indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget mere, end at spise.
Firmaet sluttede i 2002
Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2002. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Laval.
Lauritz Knudsen
I nabolaget dukkede LK – nes fabrikken op. Ja man kaldte den også Lauritz Knudsen. Den lå i Haraldsgade. Her blev der fremstille elektronisk materiel.
Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik. På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.
Begyndte i Vermundsgade
Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement A/S blev påbegyndt i Vermundsgade 40 A og B i 1922. Senere udviklede det sig til en seks – etagers bygning i 1952.
Har var både fabrikshal, arbejder – garderober og endda også en skadestue.
Satsede på el – og installationsmateriel
I 1893 var Lauritz Knudsen rejst fra sin fødeby Odense og etableret sig i København som Uhr – og Chronometermager. Men ret hurtigt viste det sig, at det bedre kunne betale sig at satse på el – og installationsmateriel.
En blomstrende virksomhed
Da han døde i 1917 efterlod han sig en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Man valgte at bygge helt nyt på en kålmark på Haraldsgade. Man producerede alt fra strygejern, radioer, højtalere til el – komfurer.
Da kongeskibet stod ud på sin jomfrurejse i 1932 var det forsynet med LK Skot – Lamper. Men først i 1960 kunne man kalde sig Kongelig Hof – Leverandør.
Sabotage
Under besættelsestiden blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var at firmaet producerede transformerdele til den tyske rustningsindustri.
Storindustri
I 1986 flyttede firmaet ud af byen. I dag hedder en del af firmaet Schneider Electric. Da firmaet var på sit højeste beskæftigede den 4.000 mand.
Sammen med General Motors og Titan – fabrikken var det virkelig tale om storindustri.
Men også General Motors og El – pære fabrik i Valhalsgade. Her var også kaffebrænderiet Merkur, K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparat fabrik.
General Motors
Det var i Heimdalsgade nr. 42, at Ford Motor Company A/S etablerede en samlefabrik. Her blev Skandinaviens Ford T er samlet. Bilerne kom i store kasser som samlesæt fra USA og senere England.
Selve kasserne blev også genbrugt som kolonihavehuse. De var rummelige og næsten lige til at flytte ind i.
Men ak. Allerede i 1924 var fabrikken blevet for lille. Man flyttede derefter til Europas mest moderne fabrik i Sydhavnen.
Bygningerne er helt væk på Heimdalsgade, og erstattet af en boligblok. Her ligger i øvrigt institutionen Røde Rose 3.
General Motors blev grundlagt af den næststørste bilproducent i Verden. I 2007 blev de overhalet af Toyota.
Arbejdernes Fællesbageri
I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger i Nannasgade. Bageriet var grundlagt året før og var en af arbejderbevægelsens første kooperative virksomheder. Brødpriserne var høje og formålet med etablering af bageriet var, at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet.
En succes
Virksomheden blev en succes, og det førte til, at de andre bagerier var nødt til at sænke deres priser. Fællesbageriet fik deres egen mølle. Ni år senere kom endnu en udvidelse og produktionen steg yderligere.
Piratradio
Arbejdernes Fællesbageri eller Rutana lukkede i 1960 efter at man forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. Herfra drev de unge BZ'ere piratradio. Ja tænk kornsiloen var på 40 meter. I 1959 var der her ansat 295 arbejdere. Det hele blev revet ned i 1989.
I dag ligger der boliger på området.
Arbejderne trådte i karakter
Arbejderne trådte i karakter. De blev organiseret, og opbyggede deres egen kultur – fra vugge til grav. De oprettede egne børneinstitutioner, og meldte sig ind i DUI, DSU eller DKU. Far var i arbejdersangkoret, varerne blev købt i Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning, kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der drukket Stjernelager og mælk fra Enigheden.
Senere fik arbejderen råd til ferie. Det foregik via Dansk Folkeferie. Havde han penge, ja så blev de sat ind i Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF, Arbejderhøjskolerne, egne frisører og skobutikker. Og når man stillede træskoene, ja så var det Arbejdernes Ligkistemagasin.
Alle disse ting foregik på Nørrebro.
Olieraffinaderi forurenede
Glad & Co Olieraffinaderi importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I 1901 flyttede virksomheden til en ny fabrik i Nannasgade. Fabrikken nedbrændte i 1980, hvorefter fabrikken flyttede til Vallensbæk.
Nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på den.
I dag ligger Banana Park på grunden.
Gummi – og Luftringefabrikker
I 1896 etablerede De Forenede Gummi – og Luftringefabrikker sig i en beskeden bygning i Heimdalsgade. I 1934 blev fabrikken udvidet med en ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed, blev Danmarks førende virksomhed for fremstilling af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 1920erne voksede konkurrencen. Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man sig derfor om markedet omkring cykler.
Tåregas i store mængder
Efter at produktionen ophørte, lå bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede BZ*erne sig af og indtog den gamle fabrik. Der måtte bruges tåregas i store mængder for at fordrive de unge mennesker.
Fabrikken lå her fra 1896 til 1981. Nu har ABB opført 250 lejligheder på stedet.
Allersgade – en af de ældste
Allersgade er den ældste sidegade på Ydre Nørrebro. Den er navngivet i 1860 efter sønderjyden og brygger Christian Aller. Selv nåede han kun at bo her i to år.
Mange eksplosioner
Familien Aller havde bygget en flot villa i Odinsgade. Det blev et tilløbsstykke for kvarterets børn. Carl blev forelsket i naboens datter Laura.
Men egentlig var moderen lidt bekymret for Carl. For op fra kvistværelset kom der en gang imellem eksplosioner. Vinduerne var efterhånden blevet sorte.
Nordisk Mønstertidende
Men i 1869 lykkedes det for Carl. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og pennetegninger i stentryk.
På Holmens Kanal startede Carl Allers Etablisement. Efterhånden startede man egen produktion af blade. Det startede med Nordisk Mønstertidende. Det var den 7. januar 1874. Bladet eksisterer endnu i dag, dog med et andet navn – Femina.
Pladsen blev efterhånden for trang. Så i Blågårdsgade lejede man lokaler med forkøbsret. Man udvidede snart. Der blev trykt en billedbibel og et satirisk blad, der hed Ravnen.
Illustreret Mønstertidende
En dag spurgte Carl sin kone Laura, om hun ved siden af sine mange andre gøremål havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familiejournal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.
Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.
Kongeligt abonnement
Ja og det første abonnement blev solgt til Madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.
Illustreret Familiejournal blev en succes fra starten. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.
Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven. En kæmpe succes var også Allers Illustrerede Konversations – leksikon. Men ved siden af alt det havde Laura også tid til at føde børnene Rigmor og Ragna.
Dampmaskine i Blågårdsgade
I 1886 fik man installeret en dampmaskine i Blågårdsgade. Den gamle gasmaskine, som de kaldte Gas – Peter blev kasseret.
Flere ugeblade fulgte. Laura og Carl havde dog bestemte meninger om, hvad der ikke måtte skrives om, og det var blandt andet, forførelser, børnemishandlinger, dyrplageri og ugudelighed. Dette bliver hvis ikke overholdt i dag.
Brød arbejdsgivernes lockout
I 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev virksomheden opslugt af Titan. Firmaet brød med arbejdsgivernes sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885.
Våben til Modstandsbevægelsen
Og Atlas på Nørrebro sørgede for køleskabe. Ja man kan sige at fabrikken var indirekte skyld i, at alle mælkeri - udsalg efterhånden lukkede.
På virksomheden havde man en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed leverede man våben til Holger Danske.
Overskudsdeling
Virksomheden blev etableret i nedlagte hestesporvognsremisser. Efter anden verdenskrig toppede firmaet med næsten 2.000 arbejdere i virksomheden.
Allerede i 1950erne indførte Atlas overskudsdeling. Der blev indført en velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige tiltag for seniorer.
Ja egentlig var Atlas en videreførelse af firmaet Tuxen & Hammerich, der i en årrække havde drevet fabrikation af dampmaskiner.
Chokoladefabrikken Cloetta
Chokladefabrikken Cloetta blev grundlagt i 1852 af to schweiziske brødre. De startede under beskedne vilkår inde i Indre By. Og den chokolade kunne folk godt lide. I 1901 flyttede de ind i en stor fabrik i Hørsholmgade. Efterhånden var 126 mennesker beskæftiget med fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao og forskellig slags konfekt.
I 1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde fabrikken adresse i Glostrup. I 1960 købte den finske koncern Fazer fabrikken.
Kehlet på Jagtvejen
Og Kehlet havde også en chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var her Zigøjnerhallen lå. Og det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her spillede Leo Matthiesen og Wandy Tvorek og så mange andre. Sidst da lå Teltmissionen her oppe på første salen. Den nedbrændte for et par måneder siden.
Elisabethsminde
Ja og Nørrebro havde sandelig også en tredje chokoladefabrik, nemlig i Heimdalsgade 14 – 16. Her lå Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden kongelig hof leverandør. Den lå her fra 1914 til 1926.
Mange bryggerier
Mange små – og mellemstore bryggerier lå dengang på Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Den blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed kom til at hedde Hafnia og lå i Stefansgade 51.
Krone Øl
Særlig populær var den såkaldte Krone Øl. Produktionen var helt oppe på 25.000 flasker om dagen. Under første verdenskrig gik det dårligt for de små bryggerier, også for Hafnia. Resultatet var at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939.
Vermundsgade 9 – 11 rummede fra 1937 – 1971 Balderskilde Bryggeri.
De Forenede Papirfabrikker
Vi havde også De Forenede Papirfabrikker, der strakte sig fra Borgmestervangen. Også den nuværende Mjølnerpark ligger på fabriksgrunden.
I mellemkrigstiden hed fabrikken Papirfabrikken Skandinavia.
Men det var allerede i 1933 man byggede det store kompleks. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik. Fabrikken stoppede i 1979, og det hele blev revet ned.
Holger Petersens Tekstilfabrikker
Holger Petersens Tekstilfabrikker var en kæmpestor virksomhed. Den havde lige som mange andre fabrikker et spor til Slangerup – banen.
Tekstilfabrikationen startede i St. Kongensgade i 1878. I 1880 flyttede man til Kastelsvej. Fra 1883 påbegyndtes anlægget på Tagensvej.
Til fabrikken opførtes i 1885 en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter forbillede af den engelske industriherre Robert Owen.
Som noget nyt samlede man i stueetagen en sal, hvor arbejderne samledes. Det var et lille bibliotek, hvor aviser og bøger frit kunne lånes. Her blev også holdt fester.
Til det hele var tilknyttet småhaver og et marketenderi.
Nannasgade 28
I årene mellem 1885 og 1905 udbyggedes anlægget med få års mellemrum med adskillige nye bygninger med forskellige karakterer. Anlægget står i dag næsten indtakt, idet kun småbygninger er nedrevet efter fabrikkens ophør i 1966. Prøv at kigge en gang på adressen, Nannasgade 28.
300 arbejdere
I 1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinder og børn lavede alle mulige former for bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet – farveriet blev der fremstillet strømpegarn.
Baggårds – industrier
Det var især omkring Rådmandsgade man kan se rester af knopskudte baggårds – industrier. I sidehuse og baghuse, har der været virksomheder og værksteder. I forhuset har der været almindelig beboelse med en butik til gaden.
Selve gaden er opstået på en gammel sandgrav. Dele af gaden mindede på et tidspunkt om et havneområde, med små erhvervsdrivende, bilmekanikere og fabrikshaller.
Hof – og bronzemester
I nummer 16 boede en kongelig hof – og bronzemester Lauritz Rasmussen. Firmaet startede 1854 inde i København. I 1888 flyttede firmaet til Læssøesgade og i 1896 til Rådmandsgade. Det lukkede først i 1967.
På tomten kunne man opleve et omrejsende Tivoli og BZ'ere i telte.
Rådmandsgade 28
I Rådmandsgade 28 har der således været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Huset er nu lavet om til børnehave.
Autoværksteder
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder. Her er dog spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner om bygningernes forhåndværende funktioner.
I Rådmandsgade 30 blev autoværkstedet i 1942 afløst af akkumulator - fabrikken Dana. Her ombyggede man baghuset efter fabrikkens behov.
Leverpostej
I nummer 43 blev der i mange år fremstillet leverpostej.
Frit udsyn til toilettet
Der er ikke til at tro det, men der hvor Den Røde Plads ligger i dag lå der en skæremølle.
En anden mølle lå der, hvor Nørrebrogade 148 ligger i dag. Det var Ølunds Mølle.
Her lå også en gang en reberbane. På et tidspunkt boede også her en kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd. Hans stakit blev ødelagt ved en storm i 1835. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Historien fortæller ikke, om Toksværd sad på lokummet, da det skete.
Masser af liv i Nørrebrohallen
Og i Nørrebrohallen var der dengang masser af liv. Her lå vel nok Københavns største sporvogns – remisser. Den ældste af bygningerne er fra 1896. det var værksted og vognhal for Nørrebros Elektriske Sporvej. Senere blev flere remisser bygget. Og i Bragesgade blev der også bygget sporvogne.
Sprit – og Gjærfabrik
I nummer 216 lå en Sprit – og Gjærfabrik. Men ak og ved, da sprit – afgiften blev sat voldsom op, og forbruget derfor raslede ned måtte fabrikken lukke.
Klokker til Sønderjylland
Og helt ude på Titangade 16 lå i nummer 16 klokkestøberne B. Løw og Søn. De havde blandt andet travlt med at fabrikere klokker til Sønderjylland efter første verdenskrig. Mange af klokkerne var brugt af tyskerne i rustningsindustrien.
Sennepsfabrik
Og Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik lå på Jagtvej 115 i et baghus op mod Odinsgade. Fabrikken hed egentlig Bähnckes Senneps, Drikke og Konservesfabrik. Den blev oprettet i Kiel i 1830, og flyttede til København i 1858.
På Jagtvejen lå den fra 1919 til 1958, hvor den flyttede til Ballerup.
Småkager og Cornflakes
I Hermodsgade 30 blev der i 1936 oprettet en bygning til Elektrolux. Og de fleste kan sikkert ikke huske, at Berlingske Bogtrykkeri lå i Heimdalsgade 32 fra 1955 til 1975.
Lige i nærheden lå fra 1912 til 1978 i nummer 35 – 37 Engelsk – Dansk Biscuits Fabrik. Her arbejde især kvinder. Selve virksomheden var grundlagt i år 1900 på Vesterbrogade 89.
I 1957 kom her en tilbygning, hvor der blev produceret Kellogs Cornflakes og Rice Crispies.
Tre brødfabrikker
Dansk Fedt – og Palminfabrik holdt til i Heimdalsgade 40 fra 1912 – 1920. Derefter havde Schulstad en stor fabrik her. Og en tredje rugbrødsfabrik hørte til på Nørrebro, det var De Forenede Bagermestres, der lå på Heimdalsgade fra 1897 til 1976.
Livets Vej
Vidste du, at Tagensvej er 8 kilometer lang. Den kaldes også Livets Vej, for den går lige fra Rigshospitalet til Bisbjerg Kirkegård.
Kig engang på Tagensvej 83 og 85. Det er Holger Petersens gamle arbejderboliger.
Masser af liv i Dagmarsgade
Og kigger vi i telefonbogen fra 1908 kan vi i Dagmarsgade finde cigarhandler, værtshusholder, malermester, tømrermaster, slagtermester, brændevinsbrænder, vognmand, barber m.m.
Lucky Luke på Nørrebro
Men tænk engang i baghuset til nummer 10 lå Interpresse, der var en underafdeling af Tegneserieforlaget, der blandt andet udgav Basserne, Spiderman og Lucky Luke.
Søren Madsens Elektriske Etablissement
Vi skal da også nævne Osram – Huset, der i dag bruges til mange aktiviteter. Det hed oprindelig Søren Madsens Elektriske Etablissement. Det havde tidligere haft til huse i Sigurdsgade. Nu foregik det så i Valhalsgade og blev til Osram. Lagerhallen og garagerne blev revet ned i 1991. I 1957 var der ansat 35 mand i virksomheden.
Se meget mere om Nørrebros historie på www.dengang.dk eller gå i arkivet her på denne side. |
