Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Iværksætteri på Nørrebro

25 embedsmænd bevægede sig ud af deres kontorer. De fik en rundvisning på Indre Nørrebro af en, de sikkert kendte i forvejen, Johnny Beyer. Nedlagte butikker blev beskuet, men også et nyt iværksætterhus, Nørrebrogade 88. Her er Charlotte Mejlshede i gang med et meget spændende projekt. Ejendommen har gennem tiden skabt mange arbejdspladser, og her lå der engang en politistation – ikke langt fra en af Nørrebros brændpunkter.

Holdningen til Nørrebro Handelsforening
Nørrebro Handelsforenings holdning til embedsmænd på Rådhuset er nok ikke det bedste. Og holdningen derfra til foreningen er sikkert heller ikke det bedste. Gennem årene har foreningen brokket sig over forskellige forhold på Nørrebro. Og et samarbejde med kommunen omkring Handelsstandens Indkøbsordning som i begyndelsen var en kæmpe succes udviklede sig til mareridt for Nørrebro Handelsforening, fordi embedsmænd gik ind og ændrede i kontrakten og på en kreativ måde selv beregnede, hvor mange penge Handelstandens Indkøbsordning skulle have udbetalt.

Beskyldt for at være manipulerende
Og embedsmændene mener også, at foreningen overdriver, når de taler om lukninger af butikker i forbindelse med trafik reguleringerne. Fornyelig kunne 25 embedsmænd ved selvsyn se, hvordan forholdene ser ud på Nørrebro. Og deres guide, var Nørrebro Handelsforenings næstformand, Johnny Beyer. Det er en person, der i årevis har himlet op omkring de uretfærdigheder detailhandelen på Nørrebro bliver udsat for. Så denne person burde ikke være ukendt for embedsmændene. Ofte er foreningen blevet beskyldt for at være manipulerende. Og måske har foreningen også gået lige til grænserne.

De daværende embedsmænd snydt
Men nu var det ikke kun den negative kasket, Johnny Beyer havde på, da han viste rundt. For han sluttede på Nørrebrogade 88. Og det er et sandt iværksætterhus. Allerede inden der her blev bygget, havde en franskmand, ved navn Jean Lustre igangsat et projekt med en eksotisk plantage. Fra Magistratens side havde man store forventninger til dette projekt, men ak franskmanden snød de daværende embedsmænd.

Familien Mejlshede
Men her i nummer 88, ligger en af hovedstadens store låsesmede. Mejlshedes varebiler kan ses over hele København. Og virksomheden er blevet udvidet flere gange. Den gamle, Hans, som også er Nørrebro Handelsforenings formand er verdensberømt ud i diverse låsetekniske spørgsmål. Han har da også været formand i den amerikanske låseforening og efter sigende undervist FBI i det der med låseteknik.
Og det har sikkert undres embedsmændene, at butiksafdelingen har mistet 30 pct. i omsætning efter trafikreguleringen, mens Mejlshedes afdeling på Østerbrogade har haft en tilsvarende stigning.
Vi har tidligere her på siden berettet om Hans Mejlshedes mange sider.

Handelsstandens Indkøbsordning
Nu er de to sønner i gang med at føre virksomheden videre, men Hans og Ketty er dog stadig særdeles aktive.
Og det var her i nummer 88, at de 25 embedsmænd sluttede deres vandring på Indre Nørrebro. Her lå faktisk Nørrebros Politistation, inden betjentene næsten over natten forsvandt. Ja her lå også Handelsstandens Indkøbsordning, mens alt endnu var fred og fordragelighed.

Den aktive Charlotte
Men nu har svigerdatteren også meldt ud, at der skal ske noget. Det vil sige, at Charlotte Mejlshede længe har været i gang. I 8 år har hun været formand for det lokale menighedsråd. Og i den egenskab inviterede hun undertegnede til at holde et foredrag om Skt. Hans Plads og Omegn. Selv om hun fejlfortolkede Det Sønderjyske Kaffebord var det en sand fornøjelse.

Charlotte, svigerdatter til Hans og Ketty forærede de 25 embedsmænd en lille taske med ting fra Nørrebro. Og de måbende embedsmænd hørte om hendes planer. For det er næsten de samme planer, som Charlotte barsler med, som kommunen har planer om i Blågårds Kirke, ikke langt fra Nørrebrogade 88.

Tre etager med kreativitet
Her på adressen, skal de tre etager indrettes til aktivitet, kreativitet og virksomheder, der kan berige hinanden. På kryds og tværs skal de hjælpe hinanden. Viden, kunst og kultur skal være i centrum, og det appellerer til en bred vifte af erhvervsgrupper. Det nye multi – iværksætterhus er i gang med at blive indrettet.
Charlotte forsøgte at indgive de omtalte embedsmænd noget positiv energi fra Nørrebro. Hun elsker den positive ånd, de kreative mennesker og det konstruktive miljø, der hersker på Nørrebro. Denne energi har hun ladet gå videre til de to børn på 15 og 18 år.

Charlotte Mejlshede Økonomi
Charlotte kom via Fredericia og Odense til Nørrebro for 22 år siden. Hun har været ansat i virksomheder som TopDanmark, Haldor Topsøe, Falck, Asschenfeldt Invest og Dansk Sygeplejeråd.
Hun har startet virksomheden, Charlotte Mejlshede Økonomi, hvor hun arbejder med økonomiske analyser, opstille regnskaber og styringsmodeller. Dette kan næsten altid være en forudsætning for at træffe gode beslutninger, der er til at styre efter.

Kirkegården inspirerer
Selv er Charlotte flyttet ind sammen med to andre virksomheder, Videnskabsteatret og Guldberg Byplads Nørrebros redaktion. Andre virksomheder har lejet sig ind i undervisningsrum, der kan rumme op til 16 kursister.
Og udsigten er fremragende – over til Assitens Kirkegård. Mange benytter sig da også i pauserne til en tur på kirkegården. Og så har undertegnede allerede givet tilsagn til at komme og holde et foredrag om kirkegården ved indvielsen.

Altid liv i Nørrebrogade 88
Ja og så skal der være café, måske med udendørsservering og udstillingslokaler.
Der har altid været liv i ejendommen, Nørrebrogade 88. Her lancerede vi også bogen om Nørrebro Handelsforening.

Samarbejde og udveksling af ideer
Projektet, Nørrebrogade 88 handler om samarbejde og udveksling af ideer, der skal binde de kreative virksomheder sammen. Der skal være plads til åben dialog mellem forskellige livsanskuelser og fokus på at skabe gode selvstændige virksomheder, siger Charlotte Mejlshede.

Vær med i det kreative miljø
Skulle der være nogen derude, der har lyst til at være med i det kreative fællesskab, som er ved at opstå i Nørrebrogade 88, så send en mail til charlotte@mejlshede.dk
Pladserne koster fra 2.000 til 5.000 kr. om måneden afhængig af, hvor meget plads man skal bruge.

Du kan også checke www.videnskabsteatret.dk

Embedsmænd fik noget med hjem
Fra Nørrebros Handelsforening er det ofte blevet bebrejdet, at embedsmændene bare sad ind bag de beskyttede mure. Nu fik de bevæget sig ud og fik både negative og positive indtryk af Indre Nørrebro.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16