Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

73 pct. kører på Frih(jul)

Generalforsamlingen i Nørrebro Handelsforening var ikke et tilløbsstykke. Men til gengæld var spørgelysten stor, og der udspandt sig en konstruktiv debat, hvor emner som jul, trafikafvikling, butiksdød, opbakning og medlemstilgang fyldte mest. Der var roser fra formanden til bestyrelsens arbejde. Og som sædvanlig var der nyt fra Handelsforeningens ejendom og fra Loppemarkedet. Man bebrejder Nørrebro Handelsforening, at man ikke fik julebelysning over hele Nørrebrogade. Men det kniber gevaldig med opbakningen. Den skal hæves væsentlig, hvis foreningens 4 - års plan skal realiseres.

Larm på Nørrebro
Alt imens at 7.000 motorcykler drønede på Nørrebrogade og en TV2News helikopter larmede over hovedet over Nørrebro, afholdt Nørrebro Handelsforening generalforsamling øverst oppe i Mejlshedes lokaler.
Og det var bestemt ikke et tilløbsstykke.

Der skal åbnes for kassen
En stor del af Generalforsamlingen drejede sig om juleudsmykningen. Både befolkningen og detailhandlerne efterlyste juleudsmykningen. Men når det så skulle åbnes for kassen, så kneb det gevaldig med støtten.

Politikere skal have modspillere
Bestyrelsens beretning blev fremlagt af formanden, Hans Mejlshede.
Formanden konstaterede, at hvis det offentlige ikke havde modspillere som handelsforeninger, ville det betyde, at detailhandelen ville være endnu ringere stillet, end det var nu. I Nørrebro Handelsforening har man i det forløbende år haft en række møder med politikere, for blandt andet at varetage detailhandelens interesser.

Handelsforeningens interesser bliver respekteret
I Nørrebro Lokaludvalg er det nok et flertal til venstre for midten, konstaterede formanden. Men han mener, at handelsforeningens interesser blev respekteret. Netop den aften, hvor generalforsamlingen fandt sted var det konstituerende møde i Nørrebro Lokaludvalg hvor formand og næstformand skal vælges. Men Lokaludvalget kendte datoen for handelsforeningens generalforsamling.
På et tidspunkt have Mejlshede tænkt på, at stille op på de poster, men trak dog følehornene til sig. Det er et ret tidskrævende job, at være lokaludvalgsformand og det er ulønnet, fortsatte formanden.

Forskønnelse af Nørrebrogade
Nørrebro Handelsforening har deltaget i møder omkring forskønnelsen af Nørrebrogade. Således havde borgmesteren været til møde hos handelsforeningen og ladet sig inspirere af ideer og input. De tre millioner kroner, skal nu fordeles, og der har været møde på Cafe Assistenten.
Landskabsarkitekten havde foreslået den såkaldte Københavnerbænk, men disse koster den nette sum af 210.000 kr., så dette blev forkastet.
I trafikken er bilister ofte dovne, men cyklister er endnu mere dovne, fortsatte formanden. De smider cykler overalt. Så man vedtog, at der skulle opstilles flere cykelstativer.

Et forslag fra arkitekterne var ensartede plantekasser, der skal adskille cykelstier fra fortovet. Der skal plantes kirsebærtræer. Men disse skal være mindst fire meter høje, så fejemaskinerne kan køre under. Og disse træer koster 50.000 kr. pr. træ.
Uden for Mejlshede Låse skal der installeres et såkaldt gøglerstik til Lokaludvalgets aktiviteter. Her skal til forskellige lejligheder opstilles et telt. Hans Mejlshede er sikker på, at de tre millioner kroner hurtig får ben at gå på.

Man har tænkt på de handlende
Det har også været en venlig handling, at politikere trods alt, har tænkt på de handlende på Nørrebro, således har Nørrebro Handelsforening haft besøg af to politiske delegationer, som diskuterede Nørrebrogades situation. Det var både borgmestre og en minister. Således havde vi også besøg af Brandes borgmester. Og det er nu ikke tilfældig, for Brande ligger nummer et på Erhvervslistens Hitliste. Her befinder København blandt bundskraberne.

Grafitti skæmmer Nørrebrogade
Grafitti er noget der skæmmer Nørrebrogade. Værst ser det ud med Danske Bank's bygning. Formanden undrede sig over, at man ikke havde råd til at fjerne grafittien.
Endvidere var formanden tilhænger af den såkaldte Toronto - model. Hvis et flertal af medlemmer beslutter noget, så skal alle andre også støtte dette forslag. Så er der ikke flere fribiletter til forskellige markedsføringsaktiviteter. Alle skal så betale og bakke op. Denne model praktiseres bl.a. i London og Hamborg. Det er også den model, der praktiseres i diverse centre.

Mange penge af egen kasse
Næstformanden brugte oceaner af tid vedr. julebelysningen. Og ca. 73 pct. af butikkerne på Nørrebro kørte med på frijul. Dette betød, at trods stort tilskud fra Nørrebro Lokaludvalg, så betalte Nørrebro Handelsforening over 40.000 kr. af egen kasse.

Der skal først lægges 3,5 kilometer gummikabler, inden der kan etableres julebelysning. Og det er ikke billigt. Hvis nu, der var stik på de forskellige ejendomme, ville julebelysningen blive væsentlig billigere. Det er Nørrebro Handelsforenings håb, at man vil etablere dette på Ydre Nørrebro i forbindelse med det kommende gravearbejdet. Der var ingen politisk vilje til dette på Indre Nørrebro. Disse stik vil også kunne anvendes til andre festligheder end julebelysning.

Planen er, at der skal være julekæder helt til Borgmestervangen til den kommende jul. I år var det kun til Holtegade.
Kæderne tilhører Nørrebro Handelsforening. Det er godt nok tale om plastikgran. Var det tale om rigtig gran, skulle dette fornys hvert år.

Udfordring for detailhandelen
Det bliver en udfordring, for detailhandlerne på Ydre Nørrebro fra august, når gaden graves op. Ikke mindst for julehandelen bliver det en udfordring. Formanden håbede på meget større opbakning fra de handlende til julebelysningen, ellers bliver det en udfordring for handelsforeningens egen økonomi. Den tid, der tager for, at få samlet penge ind til julebelysningen, trækker tænder ud på bestyrelsesmedlemmerne. Det som butikkerne glemmer, det er, at de også har deres eget arbejde, at tænke på.

En ejendom fra 1924
Formanden kom også ind på vores ejendom i Prinsesse Charlottesgade. Den opfylder til dels nogle af de betingelser, der var gældende i 1924. Således har Mejlshede Låse 4 - 5 ansatte boede i ejendommen. De små to - værelses lejligheder er særdeles egnet til studerende og lærlinge med næppe til familier. Der ikke indlagt bad, man må gå ned i kælderen for at få sig et bad. Men der er ikke mange steder, man kan få en lejlighed til ca. 3.000 kr. Administrator Bent Johansen fik en stor tak for sin kæmpe indsats.
Ejendommen har været i foreningens besiddelse siden 1924. Husets historie har vi tidligere været inde på her på siden. Den blev købt efter, at en butik blev dømt en bøde fordi man havde solgt spiritus til en for lav pris. Ejendommen skulle give ældre butiksejere et velfortjent alderdom med en god lejlighed.

Loppemarkedet - fra April til Oktober
Loppemarkedet kæmper en brav kamp. Men der skal i modsætning til andre konkurrerende loppemarkeder, betale p - afgift, betale for at få parkeret sin bil. Inga og Gunnar Berling gør et kæmpe stykke arbejde og skaber et pænt overskud. Det er en dejlig aktivitet, der foregår fra april til oktober.
Man kan sige, at kvaliteten nogle steder er dalende i boderne. På den enden side, så siger man ikke nej til nogen. Alle er velkommen. Formanden udtrykte stor tak til Inga og Gunnar for deres utrættelige arbejde. Tidligere har man fra politisk side forsøgt at afskaffe loppemarkedet. Lidt grotesk burde man mene. For fra april til oktober byder dette arrangement på et godt aktiv på Nørrebrogade. Da man indskrænkede trafikken ville man fra politisk side også lave flere aktiviteter på gaden. Men Nørrebro Handelsforening er stort set de eneste, der laver aktiviteter på gaden.

En velbesøgt hjemmeside
Formanden nævnte også at Johnny Beyer og Uwe Brodersen lavede et kæmpe arbejde med hjemmeside og facebook. Initiativet er blevet rost af Danmarks Handelsforeninger. Hjemmesiden har stigende besøgstal. Og der er mulighed for medlemmerne at reklamere på siden. Hver måned er der ti nye artikler på siden, og vores elektroniske arkiv indeholder efterhånden cirka 3.000 artikler. På Facebook vises nye initiativer inden for kultur, kunst og detailhandel. Her findes både, film og fotos fra vores dejlige bydel, Nørrebro.

Andre aktiviteter
Det var også tak til Føtex for afholdelse af medlemsmøde. Foreningen har også bidraget til sharwarma mesterskab og Haloween - arrangement. Vores Facebook havde også en julekalender. Og så kunne juletræet ved Runddelen ikke klare den stærke storm.

Problemer med fonden
Nørrebro Handelsforenings fond var også oppe til diskussion. Den har en værdi på 470.000 kr. - 480.000 kr. Selv om bestyrelsen er enig om, at den skal opløses, er dette uhyggeligt svært. De vedtægter, der blev godkendt samtidig med fondens etablering, er løbet fra tiden. Vi har prøvet med en masse forslag, blandt andet en Nørrebro - pris, hvor Nørrebro Lokaludvalg skulle stå for administrationen, er også blevet afvist. Vi har desuden haft advokater til at se på en frigivelse. Indtil nu har vi ikke haft held med dette, forklarede formanden. Der er masser af firkantede regler.

Københavns Kommune - et dyrt bekendtskab.
Handelsforeningens samarbejde med Københavns Kommune belaster stadig foreningens økonomi. Kommunen fik både Byrettens og Landsrettens accept til at ændre i den indgåede kontrakt. Derfor blev Nørrebro Handelsforening nødt til at afhænde Handelsstandens Indkøbsordning. Og det skete med tab. I bagklogskabens lys burde man måske have foretaget sig et andet skridt, men det havde betydet at de ældre i kommunen så ville være uden en indkøbsordning i en periode. Og det ville handelsforeningen ikke udsætte de ældre for.
Midt i samarbejdet modtog foreningen, Københavns Kommunes Erhvervspris.

Mange medlemsbutikker lukket
Inden for medlemskredsen er der blevet lukket en del butikker gennem de senere år, grundet trafiksaneringen, og det har kunnet mærkes på medlemstallet. Hvor mange butikker, der er lukket på Nørrebrogade, er der ikke tal på.
Forsamlingen måtte erkende, at foreningens argumenter mod trafikreguleringen på Nørrebrogade er prellet af over for politikerne gennem de sidste år. Mange af de fremmødte frygtede, at det samme ville ske, når Ydre Nørrebro stod for skud fra august.

Masser af tid - med raslebøssen
I forsamlingen var det forslag, om at der skulle sættes julekæder langs Assistents Kirkegård. Evt. kunne man placere kæderne på hver anden række, så får man en bedre sammenhæng.
Formanden forklarede, at man havde en 4 - års plan m.h.t. julekæderne. Og arbejdet med dette afhang i stor grad af økonomi og opbakning.
Forsamlingen mente, at der lå mange cafeer i området, så der var bare med at komme ud med raslebøssen.

Brugt over 200 timer på julebelysning
Bestyrelsen oplyste at man i høj grad havde været ude med raslebøssen. Næstformand, Johnny Beyer havde stort set brugt 200 timer på det. Alle var søde og talte om gamle dage, og alle var glade for, at der skete noget. Men desværre var det kun 27 pct., der bakkede op. Og det tal, skal væsentlig højere op, hvis Handelsforeningens ambitioner skal nås. Bestyrelsen håbede på en anden struktur næste år, når raslebøssen skulle gå rundt. Det går ud over bestyrelsens eget arbejde derhjemme i virksomhederne med det tidsforbrug, der ligges for dagen.
Men på Nørrebro var det de færreste, der kunne afse et beløb til julebelysningen.

Medlemmer vil have kontante værdier
Forsamlingen mente ikke, at foreningen gjorde nok for at skaffe nye medlemmer. Bestyrelsen svarede, at butikker ville have kontante værdier for deres medlemsskab. Ofte skulle det være rabatordninger hos diverse udbydere. Formanden gjorde opmærksom på, at bestyrelsens arbejde var frivillig og det at være medlem af handelsforeningen også var frivillig. Det var ikke som i et center, hvor man var forpligtet til at deltage i markedsføringsaktiviteter. Set i det lys mente formanden, at den lille bestyrelse gjorde et stort stykke arbejde for hele detailhandelen på Nørrebro. Han mente, at alt for mange virksomheder på Nørrebro kørte på frihjul. Og m.h.t. julebelysningen kørte 73 pct. på frih(jul).

Vigtige datoer
Formanden gjorde opmærksom på to vigtige datoer: 

  • Den 15. juni er det Sommerudflugt For Foreningens medlemmer. 
  • Den 17. oktober har Mejlshede Låse, 50 års jubilæum







Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16