Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Formandens Skt. Hans Tale 2014

Formanden for Nørrebro Handelsforening, Hans Mejlshede var i år inviteret ned til Kaffesalonen ved Søerne for at holde Skt. Hans Talen. Hans kom blandt andet ind på, at beboerne burde købe lokalt. Han mindes linje 19 på vej til skole på Bispebjerg med 36 elever i hver klasse. Hans Mejlshede glædede sig over at boligmassen var blevet forbedret, og at Nørrebro var blevet betydelig grønnere. Her var der en ros til Københavns Kommune. Men dette havde medierne ikke opdaget. De kalder stadig området for Det Mørke Nørrebro.

Du skal handle lokalt
Nørrebro Handelsforening har ganske mange år på bagen, vi er stiftet i 1891. En tidsperiode med mange, mange små handlende i alle gader på Nørrebro. Nørrebro var endnu ikke fuldt udbygget, men den store indflytning var begyndt. Man handlede lokalt, da transport var besværligt, og de store supermarkeder eksisterede ikke.
I dag i bilernes tidsalder, kunne Nørrebro Handelsforening godt tænke sig, at lidt flere handlede lokalt. Det er en af betingelserne for et blomstrende butiksliv i fremtiden. Det er naturligvis en betingelse, at Nørrebro har nogle spændende butikker, men det synes jeg nu også vi har.

Men linje 19 i skole
Selv har jeg boet på Nørrebro i mere end 60 år. Det er en periode, hvor jeg tror, at alle vil give mig ret i, at der er sket store forbedringer for os nørrebroer. Vort samfund har ændret sig meget i denne periode og langt det meste til det bedre.

Da jeg voksede op kørte sporvogn linje 19 i midten af Åboulevarden, ud gennem Rantzausgade, over Bispeengen til Frederiksborgvej og sluttede på Bispebjerg ved Rønningsvej. Hvert vogntog var bemandet med en vognstyrer, en konduktør på hovedvognen og en konduktør på bivognen. Tænk på vores Metro i dag, intet personale overhovedet. Det er blevet vanskeligere at beskæftige alle.
Som barn boede jeg på Nørrebro, men gik i skole på Bispebjerg Skole sammen med 2.000 andre børn, 36 elever i hver klasse. Tal om forbedringer, så mange ser vi trods alt ikke i dagens skoleklasser.

Tilbage til linje 19. Den blev brugt som transport til skole. Stod man på for – perronen sammen med vognstyreren, så hændte det, at man fik lov til at skifte spor. Det var med at komme hurtigt ud af sporvognen, tage fat i den lange stang, der hang på forenden af vognen, ned i hullet ved siden af skinnerne, og så vrikke en gang. Så kunne vi køre op ad Frederiksborgvej. En sådan oplevelse var spændende for en lille dreng på vej i skole.

Boligmassen er blevet forbedret
I de år jeg har boet på Nørrebro er vi blevet flere indbyggere. Mange boliger i første og anden baggård er nu nedrevet. Godt det samme. Ofte var det små mørke boliger, toilet i gården og opvarmning med kakkelovn. Nørrebros boligmasse er blevet meget forbedret gennem de 60 år jeg har boet her.

Nørrebro er blevet grønnere
Nørrebro er blevet meget grønnere med årene. Det er som om dagspressen ikke helt har opdaget det endnu. Vi bliver ofte omtalt som det mørke Nørrebro. Københavns Kommune har udført mange gårdrydninger og ændret baggårde til flotte grønne områder. I næsten alle tilfælde uden udgifter for lejerne, blot et krav om, at det skal vedligeholdes. Mange af disse gårdrydninger har været ganske kostbare for kommunen, men med store forbedringer for lejerne.

Dette er en af de tiltag, der gør, at jeg betaler min skat med glæde. Jeg synes, at midlerne i det store og hele bliver fornuftigt anvendt.

Vi skal være glade for forbedringerne
Vi glemmer ofte de mange forbedringer gennem årene på Nørrebro. Alt godt kan naturligvis forbedres, men dagens Nørrebro er ikke så ringe endda. De fleste Nørrebroere er glade for deres dejlige bydel.

Alle kan glæde sig
Vi er samlet her i aften til Sankt Hans festligheder. En dejlig aften med få konflikter. Alle kan glæde sig over en af årets længste dage. Det er noget fascinerende over bålet, som i tidernes morgen var en nødvendighed for at overleve, men som i dag er en spændende kulisse for en dejlig aften. En aften ved søbredden, som blev anlagt for flere hundrede år siden og med et formål, vi skal være taknemmelige over ikke er nødvendigt i dag.

  • Tak for opmærksomheden og ha en fortsat god aften.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16