I forbindelse med demonstrationen på Nørrebro omkring overgreb mod Jøder, udtalte en politiker sig om, at jøder i 400 år har levet i fred og fordragelighed i Danmark. Det er tydeligt at vedkommende ikke har sat sig ind i jødernes historie. For sådan er realiteterne ikke. Lige så længe de har været i Danmark har de været forfulgt, så forfølgelsen er ikke af nyere dato. Vi giver her i samarbejde med www.dengang.dk et historisk overblik over de faktiske forhold. Og at danskerne under besættelsen optrådte som helte, er måske også en myte. Medaljen har en bagside. Vi kan hurtig være enige om, at ALLE uanset religiøs baggrund bør kunne bevæge sig frit omkring både på Nørrebro, København – ja i hele Verden. Men læs artiklen – bliv chokeret eller overrasket.
Over Øresund
Danskerne blev nærmest udråbt som helte, da de hjalp jøderne over Øresund. Man fik masser af goodwill verden over. Man glemte bare lige at nævne, at mange måtte bruge deres sidste sparepenge for at blive reddet. Selvfølgelig tjener det mange danskere til ære, at de risikerede deres liv for at de reddede jødernes liv.
Men det tjener ikke Danmark til ære den måde, vi behandlede jøderne før, under og efter den tyske besættelse.
Katolikkere og jøder
Allerede ved vor tidsregnings begyndelse kom jøderne til Europa. I 1400 – tallet skærpedes tonen mellem den katolske kirke og jøderne. De blev tvunget til at udvandre.
I den katolske verden blev jøderne beskyldt for at være årsag til epidemier.
De to grupperinger
Fra Spanien og Portugal bosatte de sig i Amsterdam. Her opstod et jødisk centrum, og de var i høj grad med til at højne hollændernes økonomi. De havde gode forbindelser til kolonierne. Man kaldte dem for De sefardiske Jøder.
De adskilte sig fra den gruppe, der bosatte sig i Tyskland og Central – og Østeuropa. Disse blev evig forfulgt, og havde vanskeligheder ved at etablere sig et bestemt sted. De ernærede sig som småhandlende og pantelånere.
Religionsfrihed under overvågning
De første jøder kom til Danmark i slutningen af 1500tallet. Det var købmænd, der bosatte sig i Altona.
Danmark havde i 1640 – 1650 været udsat for krige og epidemier, så man manglede kvalificeret arbejdskraft. Ja man ligefrem lovede de nye skattefrihed, hvis de kunne etablere nogle ordentlige produktionsvirksomheder.
Var man 15 familier samlet et sted fik man ret til at bygge synagoger. Men det var faktisk kun de velhavende jøder, man var interesseret i. Nu var der også tale om religionsfrihed under overvågning.
Skulle have lejdebrev
En forordning fra 1651 dikterede, at ingen jøder måtte give sig ind i landet uden lejdebrev. Man var ikke så meget interesseret i de tyske jøder. Man ville hellere have de portugisiske jøder. I 1678 sendte kongen et brev til Københavns Magistrat, hvor han påpegede, at jøder uden lejdebrev inden 8 dage skulle sendes ud af landet. I 1681 blev en overtrædelse af påbuddet om lejdebrev takseret til 1.000 rigsdaler.
Lejdebrev
Ofte fik man et lejdebrev på anbefaling eller fordi man tilhørte en anset familie. Man havde måske overtaget en forretning eller havde planer om at oprette et manufaktur.
Jøder, der havde begået økonomisk kriminalitet blev øjeblikkelig afvist eller udvist. Man ville skåne andre for at blive snydt.
Den jødiske menighed
I 1684 fik hofjuveler Israel David og hans kompagnon Meyer Goltschmidt kongelig tilladelse til at forrette gudstjeneste i deres hjem, men dog kun for lukkede døre. Dette var starten på den jødiske menighed. Fem år senere blev den første rabbiner ansat. Og i 1694 købte jøderne en begravelsesplads på Nørrebro.
I 1802 købte man grunden i Krystalgade, men først i 1833 blev deres synagoge bygget og indviet.
Vigtig med indflydelse
Da Simon Levin i 1724 efter at have været en skikkelig borger i Nakskov ville bosætte sig i København regnede han ikke med problemer af nogen art. Men svaret fra Politi – og Kommercekollegiet var følgende:
- Vi tør ej recommendere Supplikantens Ansøgning, eftersom baade han og hans Familie er fattige, med hvilken slags Jøder Staden ej er tjent.
Men jøden Davis Heinrich Israel måtte gerne bosætte sig. Han havde nemlig arbejdet for en af Københavns rigeste jøder.
Det var en stor forskelsbehandling. Regeringen tillod grupperinger af handelsfolk og håndværkere med en anden trosretning til at etablere sig i det 17. og 18. århundrede for at få gang i handelen og økonomien. Man håbede på at få gang i manufakturen. Det gav arbejde til mange og kunne aflaste Fattigvæsnet.
Jøder uønsket i laug
Et stort problem var, at de forskellige håndværker og handels – laug ikke ville optage jøderne. Derfor var de i et konstant modsætningsforhold til for eksempel købmænds – lavene. Man kunne ikke tolerere, at andre kom ind på deres enemærker. Derfor var man fra myndighedernes side nødtvungne til at begrænse jødernes produktion og handel. Det var stik i mod regeringens tanker.
Det betød at jøderne kom til at beskæftige sig med pengeforretninger, pantelånsvirksomhed, handel med brugte genstande samt te, kaffe og chokolade. Ja man kaldte det faktisk for jødehandel.
Store krav til jøderne
Store krav blev det stillet til jøderne, og det var borgerskabet godt tilfreds med. Den 4. november 1726 skrev Magistraten på vegne af borgerskabet og de kristne i Københavns kommune til kongen. De takkede for:
- Indskrenkelse, at den hidtil af dennem (jøderne)selv tagne Frihed, ved deres Indreise og Nedsettelse her udi Staden.
I længden var det de tyske jøder, der fik størst betydning for hovedstaden.
Den 29. marts 1814 stadfæstede Frederik den Sjette en anordning, der på de væsentlige punkter gav jøderne ligestilling med landets øvrige indbyggere.
Efterhånden bestod den jødiske menighed i Danmark af 1.600 personer. Sådan så det ud i 1780. De fleste boede i hovedstaden.
Man beholdt sine egne skikke
I 1788 havde de fået adgang til håndværkslavene. Men egentlig måtte jøderne ikke beklæde embeder før 1849.
De havde nu også en forpligtigelse for at overholde den borgerlige lovgivning. De måtte ikke længere henvise til mosaiske love eller rabbinske forskrifter og vedtægter.
Man beholdt dog de jødiske regler omkring begravelsesskikke, omskærelse af drengebørn og de jødiske højtider. Sabathvilen blev også taget bogstaveligt.
Den jødiske menighed fik også tilladelse til at oprette deres eget bageri. Man tillod nemlig ikke mælk i forarbejdningen af brød.
Problemet med koshermad og sabbatten om lørdagen var et problem om lørdagn, som var en almindelig arbejdsdag. Det kunne godt være et problem for jødiske lærerdrenge hos kristne håndværkermestre.
Masser af angreb
I 1813 og senere i 1816 fremkom der voldsomme angreb mod jøderne. En af dem var fra Kongelig Konfessionarius, Chr. Bastholm:
- De har korstfæstet Jesus, de var troløse og skadelige borgere, de er kun optaget af penge og de er til fare for landets økonomi. De er egennyttige og dovne og som menighed er de en stat i staten.
Stænderforsamlingen: Ud med jøderne
I Hertugdømmerne gjaldt der andre regler end i Kongeriget. Pastor Lorenzen fra Adelby afleverede den 3. december 1840 en betænkning i den Slesvigske Stænderforsamling om jøderne. I den skrev pastoren blandt andet:
- Det ville være bedre og ud fra den kristelige stats principper konsekvent fra første færd at nægte disse fremmede som kristendommens fjender al adgang som tilfældet er den dag i dag i Norge.
I 1848 udgjorde jøderne den største minoritetsgruppe i København. De var omkring 3.800 mennesker.
Antisemitisme i Danmark
Forfølgelser af jøder skete mange steder rundt om i verden, i Rusland, Marokko og Ungarn. Man har glemt, at der i 1919 blev dræbt 3.000 jøder i Ungarn.
Hadet og mistroen til jøderne førte også til antisemitiske strømninger i Danmark. Trods jødernes begrænsede rettigheder kulminerede hadet og mistroen i de såkaldte jødefejder, som varede fra 1813 til 1820.
Man beskyldte jøderne for at være årsag til statsbankerotten i 1813. Det hjalp også til mistroen, at man havde oversat en tysk anti – jødisk bog med titlen Moses und Jesus.
Bilcher forsvarede jøderne
Ja selveste Steen Steensen Blicher udgav et skrift Bør Jøderne taales i Staten? Han beskrev alvoren i deres religiøsitet, deres mådehold i livsførelse, deres godgørenhed samt deres flid med arbejdet til livets ophold og det på fuld lovlig vis, som han fremhævede. Også Grundtvig forsvarede jøderne. Men han havde dog nogle løftede pegefingre.
Uroligheder mange steder
Danskere angreb jøderne og deres ejendomme i forskellige byer. Fra prædikestolen kaldte Biskop Mynster borgerne til orden.
Urolighederne startede i Raphaels Modebutik i Østergade. Husarerne måtte hjælpe politiet med at rydde gaden. En rasende folkemængde var forsamlet.
Dagen før havde det været et opslag på Børsen, med en opfordring til at fordrive jøderne.
I slutningen af 1800 – tallet blev omrejsende håndværkere fra Polen og Rusland opfattet som en direkte trussel mod danske håndværkere.
Ikke i historiebøgerne
I historiebøgerne står det heller ikke meget om, at der fra 1875 til 1919 blev udvist 31.000 fra Danmark. Det skete efter retningslinjer i Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende. De fleste af disse mennesker var jøder.
Opholdsbogen lignede Skudsmålsbogen og i § 1 hed det sig:
- Udenlandske Tatere, Musikanter, Forevisere af Dyr og Andet, Udøvere af Kraft – og Behændighedskunstner og lignende Personer, som vil ernære sig ved omvandring har ikke adgang til landet.
Ville man have arbejde i Danmark, skulle man kunne legitimere sig hos politiet for at få denne Opholdsbog. Man skulle kunne have økonomiske midler til at bestride sit tarvelige Ophold i 8 Dage.
En stramning af Fremmedloven
I 1913 fandt en administrativ stramning af fremmedloven sted og i 1916 indførtes pas – og visumtvang. I 1914 besluttede man sig for, at det var Chefen for Statspolitiets Kontor i København, der skulle udstede opholdstilladelser. Før den tid havde det været de lokale politimestre, der havde ansvaret for udlændingetilsyn. De havde også sørget for, at tilrejsende fremmede blev registreret ved Statspolitiet.
I 1938 undergik administrationen af udlændinge diverse strukturændringer. Og Statspolitiet kom nu til at hedde Rigspolitiet.
Udvisning til en usikker skæbne
I Danmark frygtede man, at de antisemitiske følelser ville tage til hvis flere jøder tog ophold i Danmark, da nazismen tiltog i Tyskland i 1930erne. Fra dansk side sendte man derfor hundredvis af jøder tilbage til en usikker skæbne.
Embedsmændene fortsatte den praksis også efter at Danmark var blevet besat. De udtalte, at det var det tyskerne ønskede. Men det svarer nødvendigvis ikke til sandheden. Nazisterne ville gerne af med jøderne.
Love, regler og en restriktiv administration bar med til at skabe en praksis for udvisning af jøder. Man satte ikke spørgsmålstegn i at udvise statsløse jøder og andre flygtninge til Nazi – Tyskland. Jøderne blev også behandlet som emigranter og ikke som politiske flygtninge.
Et stort samarbejde eksisterede i perioden 1935 til 1939 mellem det danske udenrigsministerium og nazistyret i Tyskland med henblik på udvisning af jøder fra Danmark.
Forbudt kærlighed
Indledte en udvisnings – truet jøde et forhold til en dansk pige, ja så blev indsatsen for udvisning sat i vejret. Udlændingemyndighederne forpurrede på den måde adskillige forhold mellem jødiske mænd og danske kvinder.
Pigerne og deres forældre blev kaldt til samtale i Fremmedafdelingen, hvor de fik at vide, at de kunne miste deres infødsret, dersom de rejste ud af Danmark.
Samarbejde med Nazi – Tyskland
Nu var man i Danmark langt fra uvidende om de restriktioner, fængslinger, interneringer, der foregik i Tyskland. Man lagde vægt på et godt og problemfrit samarbejde med den store nabo mod syd. Fra 1933 til 1940 åbnede Danmark kun døren for 2.164 jøder.
Racisme fra danske embedsmænd
I 1933 skrev en medarbejder ved det danske gesandtskab i Berlin i forbindelse med jødernes udvandring:
- Selv om vi er liberale og fordumsfri, er der dog måske anledning til at være opmærksom på den fare, der herved kunne opstå for vor nordiske Racerenhed.
Værre var udtalelserne af den danske legationsråd i Litauen i 1939. Han kommenterede udviklingen på følgende måde:
- Paa disse Kanter af Europa er man Antisemit. Det gælder Myndighederne, Befolkningen og de Fremmede. I øvrigt er alle Danske fra Baltikum, jeg har været i Berøring med. Østjøderne er et utiltalende og upaalideligt Folkefærd. Man søger da ogsaa her mere og mere at trænge dem ud af Handelen. Af det offentlige Liv er de allerede forsvundet.
Arv og Race
I 1934 udgav Dansk Forening for Social Oplysning en lille bog om Arv og Race. To af bogens forfattere beskæftigede sig med jøde – spørgsmålet. Begge anerkendte jødernes særlige racepræg. Man enedes om at tilbagevise verserende teorier om jødernes underlegenhed. Man fremhævede i stedet deres sociale og kulturelle overlegenhed. Ja man fik at vide, at det ikke var på grund af deres religion, men snarere deres Forspring i Tilpasning til Bylivet og Byerhvervene – altsaa i egentlig Forstand paa Grund af deres Race – at Jøderne vækker Uvillie.
Formålet har sikkert været at tage afstand til den tyske holdning.
Dansk ros til tysk racehygiejne
Inden da var den tyske lærerbog i racehygiejne udkommet. Den blev positivt anmeldt i Danmark, blandt andet af Axel Garboe i Socialt Tidsskrift. Heri blev den jødiske race beskrevet som
- Selekteret med henblik på kontrol og udbytning af andre mennesker. Det kunne man se ud fra jødernes stærke position i handelslivet og i erhverv. De havde en god evne til at påvirke andre for eksempel presse, teater og jura. Kriminalitet var mere udbredt blandt jøder end i andre befolkningsgrupper. Det gjaldt både bedrageri, salg af usædelig litteratur og hvid slavehandel.
Bogen var udkommet på engelsk og den danske anmelder kaldte bogen for en Samvittighedsfuld og grundig Mands Værk.
Ja egentlig betragtede nazisterne ikke kun jøderne som en religiøs gruppe med også som en semisk race.
Anti – jøde propaganda i Danmark
Nu var der en del, der troede på nazisternes jøde – løgn – også i Danmark. Og det var også betydningsfylde personer.
Fra 1940 – 45 spillede statsminister Scavenius en afgørende rolle som frontfigur mellem besættelsesmagten og politikerne.
For at tilfredsstille tyskerne meldte han sig ind i den tyske nazi – organisation Nordische Gesellschaft. Desværre har vi er på redaktionen ikke kunnet få bekræftet denne oplysning, da PET ikke giver adgang til medlemskartoteket, som i lighed med det såkaldte Bovrup – kartotek ikke er offentlig tilgængelig i Rigsarkivet.
Nordische Gesellschaft udbredte uvidenskabelige og fjendtlige raceteorier. De udsendte tidsskriftet Rasse (Race). Her var nazisterne aldeles uhæmmet i deres fjendtligheder over for jøder og romaer.
Efter oplysninger, som heller ikke har kunnet bekræftes, så havde man 8.000 medlemmer i Danmark.
Restriktiv administration
Det var en stærk restriktiv administration, der mødte de jødiske flygtninge som kom til Danmark efter nazisternes indlemmelse af Østrig i marts 1938.
Danske jøder led økonomisk tab
Danske jøder led store økonomiske tab. De måtte afgive ledelsesposter i danske firmaer som handlede med Tyskland, efter indførelse af tyske love om arieserings foranstaltninger. Således blev formanden for Mosaisk Trossamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques tvunget ud af bestyrelsen i Siemens.
Fra dansk side protesterede man ikke over de tyske love, men accepterede dem.
De fleste var væk
I midten af september 1943 gav Hitler ordre til Entlösung i Danmark. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober. Men da var allerede 7.000 jøder transporteret over Øresund. Den nat fandt tyskerne kun 284. Og i alt 480 jøder blev sendt til KZ – lejre i Tyskland. De fem procent kom ikke hjem. I alt 6 millioner jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig.
Fra tysk side havde man forventet at sende 5.000 jøder med skib fra København og 2.000 med tog fra Fyn og Jylland.
Helteindsats eller penge
Hele verden roste danskernes indsats med at få jøderne over Sundet. Det var også en bedrift. Om det nu var Duckwitz eller Werner Best, der lækkede oplysningerne om jødernes anholdelse er stadig en gåde.
Men danske fiskere og andre tjente store penge, da de fragtede jøderne over Sundet. Selvfølgelig var det en risiko, men den blev så rigelig betalt. Det fremgår af bogen Medaljens Bagside.
Det skriver vi ikke om
Dansk flygtningepolitik i 1930erne og 1940erne hører ikke til de smukkeste kapitler i Danmarkshistorien. Måske er det derfor, vi ikke har hørt så meget om det. I arkiverne finder man også 30 uafsluttede krigsforbrydelser. Modstandskampen har været det vigtigste, at beskæftige sig med for forskerne. At undersøge bestemte aspekter fra besættelsestiden var ikke velanskrevet. Det paradoksale er, at netop besættelsestiden er det, der er skrevet mest om i Danmarkshistorien
Udråbt som spioner
Nogle af de jøder, der under besættelsen blev udvist af den danske stat, blev mange år efter pludselig udråbt som spioner. Men det var ganske almindelige jøder, herunder børn, der blev udvist.
Også uønsket efter besættelsen
Og efter besættelsen, blev mange jøder opfattet som kriminelle og anbragt i isolation. Det var nok ikke den velkomst, de havde regnet med.
Går man tilbage for at se, hvem der blev udvist, er det ikke altid, at jøderne figurer på listerne.
Mange af dem, der blev udvist og som døde i KZ – lejre fik pludselig i 1963 tilladelse til at vende tilbage til Danmark velvidende at man vidste, at de var omkommende. Skulle dette dække over, at de var blevet udleveret til tyskerne?
For de flygtninge, der kom hjem fra Sverige var forholdene ikke blevet bedre. Endeløse ansøgninger om opholdstilladelse og arbejdstilladelse fulgte. Arbejde måtte de ikke medmindre det drejede sig om noget specialiseret arbejde, som ikke kunne udføres af danskere. Fagforbund, fagforeninger og andre interesseorganisationer blev spurgt, men de modsatte sig som oftest arbejdstilladelse og erhvervsgrundlag for jøder.
Beklagede man sig over de forhold, man blev budt, blev man truet med udvisning.
Diskrimination
Nogle af de jøder, der vendte tilbage fra KZ – lejrene ændrede deres navne. De var trætte af diskrimination.
Jøderne angribes af kommunisterne
På Land & Folk, Kommunisternes hovedorgan, blev jøderne beskyldt for at
- Gjort det muligt for kapitalistiske elementer af jødisk oprindelse at stjæle fra den tjekkoslovakiske stat.
De frygtelige skueprocesser mod jødiske læger i Sovjetunionen i 1953 fik skribenterne på Land og Folk til at definere jøder som dyr og anklage dem for at være spioner for fremmede magter.
Modstandsmanden, professor og minister i Befrielses - regeringen talte også om at zionistiske spioner havde været på spil.
1982: Jøder ud af Danmark
Så sent som i 1982 blev det efter en demonstration smidt svineblod mod en nabobygning til synagogen i Krystalgade. Her kunne man så læse:
Det var tydeligt at venstrefløjen i Danmark personificerede krisen i Mellemøsten med jøderne i Danmark. Hvor meget jøderne i Danmark har med den nuværende krise at gøre, er vel også et spørgsmål, der burde besvares.
2014: Jøder uønsket i dele af København
Og i 2014 skal man ikke vise sig som jøde i forskellige områder af København, så er man helt sikker på, at blive chikaneret på den ene eller anden måde. Eller er situationen så alvorlig, som man gør den. Det vil vi kigge på i en kommende artikel. For egentlig burde det være sådan, at alle uanset religiøse tilhørsforhold eller symboler kan bevæge sig frit i hele København eller for den sags skyld i hele Danmark.
Alene i 2014 er der registreret 34 episoder af chikane af jøder. Hvor mange af disse, der er foregået på Nørrebro vides ikke. Og hvor alvorlig denne chikane har været vides heller ikke.
Kilde: Se (under www.dengang.dk)
Litteratur København (under udarbejdelse)
Besættelsestidens Litteratur A – L
Besættelsestidens Litteratur M – Å
Morten Thing: De russiske jøder i København 1882 – 1943 /Gyldendal
Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson: Medaljens Bagside /Vandkunsten
Lene Koch: Race Hygiejne 1920 – 56 / Informations Forlag
Jens Rasmussen: Religionstolerance og Religionsfrihed/Syddansk
Universitetsforlag
Vi vil i en kommende artikel dække demonstration på Nørrebrogade. Men du kan indtil da gå ind på vores Facebook og læse diverse holdninger og kommentarer til den. Vi har forsøgt at sprede holdningerne til begge sider i vores henvisninger:
- Rasmus Jarlov
- Nørrebro Lokaludvalg
- Modkraft.dk
- Berlingske.dk
- Tv2news.dk
|
