Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Boghandel i en Brydningstid

Vi skal desværre sig nej til endnu en boghandel – endda på Nørrebro. Rundt om i Europa er der indført støttelovgivning for bogen. Herhjemme skal bogen klare sig på markedsvilkår sammen med leverpostej. Politikere herhjemme vil ikke tage stilling til bogens fremtid. Rundt om i verden er der ballade og oprør mod Amazon. Vi kender til tilfælde i bl.a. England, Tyskland, Frankrig, Indien og Japan. Tyske forfattere har protesteret og regeringen er indblandet. Den tyske kulturminister overvejer kartelindgreb. Og dette har man indført i Frankrig. Snart er det Danmarks tur.

Man skal omstille sig
Vi har igennem et stykke tid fulgt bogbranchen. Det er en branche der har eksisteret gennem århundreder, men branchen bliver nødt til at omstille sig for at klare udviklingen. Kunderne vil noget andet. Elektroniske bøger på den ene eller anden måde er på vej frem. Nethandelen inden for bøger vokser og vokser. Men den største fare er vel nok Amazon, den amerikanske mastodont.

En boghandel lukker på Nørrebro
Og på Nørrebro lukker der nu en boghandel, nemlig Nørrebro Boghandel, Nørrebrogade 7. Her har der ligget boghandel i 114 år. Og det er en butik kunderne kan lide. Vi har plukket lidt i anmeldelserne af butikken: 

  • Jeg får lyst til at blive i butikken, bare sanse. Dufte, røre og se alle disse smukke bøger. 
  • En hyggelig, lille lokal boghandel 
  • Duften af bøger af papir, det er svært at forklare 
  • Jeg ville ønske, at vi var bedre til at handle lokalt, og støtte de små. Her har de klart fortjent det. 
  • Nørrebros Boghandel er charmerende, da den ikke er en del af en ”bøger og papir – kæde”. Den kører sin helt egen stil, så længe de får lov at være. 
  • Nørrebros boghandel har personlighed og sjæl, som ikke overskygges af bestsellere og store forlag, selv om der også er fundet plads til dem på hylderne.

Stof forrest i kampen for bilismen
Anne Madsen har været boghandler her siden 1971. Hun mener, at det er den manglende biltrafik, der er skyld i den faldene omsætning. Hun mener ikke, at cyklisterne stopper op, og køber bøger. I 2010 stod hun forrest i kampen for at bevare bilismen på Nørrebrogade.

Farfar drev boghandel fra 1905
Anne Madsens farfar drev boghandel på Nørrebrogade fra 1905. Som 3. generations boghandler har Anne Madsen handlet med bøger i 51 år.

Politikere tror stadig på en sammenligning mellem leverpostej og bøger
Politikere tror stadig, at der er lighed mellem leverpostej og bøger. Man tror, at der nok giver legater til forfattere, og så kan bogen ellers klare sig på almindelige markedsvilkår. Skønlitteratur spiller en afgørende rolle for dannelse af den nationale identitet. Derfor er det vigtigt, at der skabes et livskraftigt og alsidigt vækstlag. Og det skal være institutioner som biblioteker og boghandlere, der passer og plejer dette vækstlag. Men selv om, der udgives flere bøger, så tjener både forfattere og boghandlere stadig mindre.

Støtteordninger i mange lande
Hovedparten af EU’s 27 medlemslande har da også vedtaget støtteordninger. I Frankrig og Tyskland er man enig om disse tiltag, og i Norge er man også på vej. Dansk er et lille sprogområde, så det er ikke de store penge danske forlag tjener. Og i boghandelen skulle man tjene på bestsellerne, men det gør man ikke. Dem sætter supermarkederne på tilbud sammen med leverpostejen. Og så bliver boghandlerne nød til at følge efter.

En pris indstiftet i Tyskland
I Danmark hører vi ikke så meget til Amazon, men det gør man i udlandet. For at bevare den uafhængige boghandel i Tyskland har den tyske kulturminister, Monika Gütters indstiftet en pris. 700 af Tysklands 3.500 uafhængige har en omsætning under 100.000 Euro om året.

Er det behov for kartellovgivning?
Den tyske kulturminister vil også undersøge, om der er behov for en kartellovgivning for den digitale verden. Og så appellerer hun også til en kritisk eftertanke hos køberne under indtryk af de rapporter, der er fremkommet omkring arbejdsforholdene hos Amazon. Denne debat har der slet ikke været herhjemme.

Appellerer til fair konkurrence
Hun mener, der skal være plads til alle, og at Amazon også har en del af æren omkring udviklingen i bogbranchen. Hun appellerer til at bogbranchen fører en fair konkurrence og lever med hinanden på en fornuftig måde. Det er sundt, hvis den fysiske boghandel kan leve side om side med net - boghandelen

Tyske forfattere har protesteret
Men det er ikke kun boghandlere, der er sure på Amazon. Således har 1,732 forfattere skrevet under på ønsket om et fair bogmarked.

Amazon har henvendt sig direkte til forfattere og prøvet på at skabe splid blandt forlag i Tyskland. Og hvis forlagene ikke lige følger Amazons retningslinjer, så spærrer man for det pågældende forlag. Forfatterne i Tyskland mener, at gigantkoncernen manipulere med litteraturen. Ja mange forfattere føler sig som gidsler i Amazons magtkamp. De tyske forfattere opfordrer til et levende og mangfoldigt bogmarked uden udelukkelser.

I Berlin er Amazon i forbindelse med salg af skolebøger, dømt for illoyal konkurrence.

Den tyske regering er involveret
Efterhånden har den tyske forlagsbranche bedt om, at den tyske regering ser på Amazons aktiviteter. Amazon påvirker ikke kun de almindelige forlag, men også dem, der sælger e – bøger.

Bekymring i Indien
I Indien er man blevet så bekymret for bogens fremtid, at man efter fransk mønster ønsker indført en lovgivning, der begrænser e – handelens muligheder for at give rabatter og gratis forsendelse. Amazon har for at erobre hele bogmarkedet startet en aggressiv prispolitik. Beregner har vist, at hvis tendensen fortsætter, har Amazon inden for dem år erobret hele det indiske bogmarked.

Amazon vil ikke underskrive aftale
Også i Japan kæmper bogbranchen mod Amazon. Her er der faste priser og en brancheaftale mellem forlag, grossister og boghandlere. Amazon har nægtet at tilslutte sig denne aftale. Fem forlag har derfor besluttet at boykotte net - butikken.

En støttelov vedtaget i Frankrig
I Frankrig har parlamentet vedtaget en lov, som skal forhindre Amazon i at underbyde de franske boghandlere.

Ballade i England
I Storbritannien vil Amazon selv genoptrykke udsolgte bøger. Men forlagene er imod for ofte kan en print on demand fremkomme i en dårligere kvalitet end originalen. Endvidere er man utilfredse med, at Amazon altid vil forlange de mest favorable vilkår. Ingen må få bedre vilkår end Amazon.

Amazon sidder på 60 pct. i Tyskland og Frankrig
Forlæggerne kan i længden ikke blive ved med at ignorere Amazons krav. I Tyskland og Frankrig sidder net - giganten med en andel på over 60 pct. på al salg over nettet.

At se dem lukke døren, er hjerteskærende
I det amerikanske On Line Magasinet: Publishing Perspectives udtaler en forlagsredaktør: 

  • Individuelle boghandlere er de mest værdifulde deltagere i den afgørende søgen efter mund til mund metoden, der forsvarer vores titler på frontlinjen med litterære engagement. Jeg kunne fortsætte og fortsætte, men pointen er, boghandlere gør en forskel. 
  • At se dem langsomt og støt lukke dørene, fordi de ikke kan skære priserne nok ned, er hjerteskærende, naturligvis, men det ville også være dårligt for forlagsvirksomheden som helhed.

Bøgerne skal klare sig på markedsvilkår
Heller ikke denne diskussion har der hidtil været ført i Danmark, men det kan være at debatten kommer sammen med Amazons virkelige indtog på det danske bogmarked. I det hele taget så har politikerne ikke rigtig taget stilling til bogbranchens fremtid i Danmark, kun at den stort set skal klare sig på markedsvilkår.

For 10 dollar adgang til 600.000 titler
Som noget nyt er Amazon klar med Netflix for bøger. For 9,99 dollar om måneden får læserne, foreløbig kun de amerikanske adgang til flere end 600.000 bogtitler og tusindevis af lydbøger. I forvejen har giganten Kindle, hvorfra man også kan hente e – bøger.

Dominansen bruges
Den internationale bogverden har i stigende grad været utilfreds med net - boghandelen Amazons dominans. Denne enorme dominans bruges i forhandlinger med forlagene. Ord som afpresning og stærkt foruroligende forretningsmetoder er nogle af de mere milde formuleringer, branchen har at dige om Amazon.

Dårlige arbejdsforhold
På mindre end 20 år er Amazon.com blevet den suverænt mest magtfulde og frygtede spiller inden for bogmarkedet samt et knudepunkt for handel med alskens varer på internettet. Denne succes er skabt på baggrund af dårlige arbejdsforhold og udnyttelser af huller i skattelovgivningen.

Arbejderne føler sig pressede
Arbejderne føler sig presset til at acceptere særdeles dårlige arbejdsforhold. Gratis Panodil skulle således være det eneste frynsegode, som medarbejderne kan få. Den gennemsnitlige løn til en lagerarbejder er 24.300 dollar om året. Tilsvarende betaler detailhandelsgiganten Wal – Mart knap 40.000 dollar om året.

Det kræver en indsats
Udvalget af skønlitterære e – bøger til læsere, der foretrækker at bruge iPads eller Kindle Readers fortsætter med at stige, mens antallet af bøger på papir falder.
Men den trykte bog er langt fra død. Men det kræver en indsats, at bevare den gamle boghandel.

Vi har gennem et stykke tid fulgt bogbranchen her på siden. Gå ind i vores elektroniske arkiv og find følgende artikler: 

  • En boghandel fylder 100 år (2011) 
  • En branche i krise (2012) 
  • Nørrebro var et Bogmekka (2012) 
  • Bogbranchen – handlingslammet (2013) 
  • Bøger og leverpostej (2013) 
  • Ingen hjælp til bogbranchen (2013) 
  • Bogbranchen – endnu et kapitel (2013) 
  • Den sidste bog (2013) 
  • Bogbranchen – December 2013 
  • Bogbranchen i opbrud (2013)

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16