Magasin var på vej til Nørrebro, derfor lavede man et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner. Telefoner var ikke noget for medlemmerne. Kassereren tog af kassen. En opløsning af foreningen blev annulleret. For mange cigarer ødelagde ventilationen.
Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed, at levere til private. Bryggerierne til gengæld mente ikke, at de kunne stoppe salget til gamle kunder.
Tilbage til Lille Ravnsborg
Bestyrelsen vedtog at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blågård. Det var nu ikke en god ide. Ventilationen var dårlig, måske var det bestyrelsesmedlemmernes store cigarer, der gjorde udslaget. I hvert fald kom man tilbage til Lille Ravnsborg, her var der også mulighed for et slag kegler.
De kom for sent
Formanden henstillede til bestyrelsesmedlemmerne om at være præcise i deres fremmøde.
Men det kneb åbenbart også andre steder. Det utænkelige skete, at årets bal blev aflyst på grund af for ringe tilslutning. Man foreslog i stedet en frokost for foreningens medlemmer.
Det lykkedes at forhandle nogle gode tilbud hjem på petroleum og æg.
Aahuset – det nye mødested
Et sommer mødested Aahuset blev brugt fra 1897. Det var en beværtning, hvor man kunne få smørrebrød og brændevin, skrev Christian Christensen i sine erindringer fra Rabarberlandet.
I et lille skrift fra den tid kan man læse om Aahuset.
Det lå lige i nærheden af Jagtvejen. Det var stadens yderste forpost mod landet. Et besynderligt gammelt hus. Muren bugter sig ud og ind. Vinduerne med deres små ruder, når helt ned til jorden, og der er grønmalede skodder at slå for, når mørket falder på, og lysene tændes derinde. Tegltaget er mosbevokset og hænger så langt ned mod jorden, at når man står på vejen, kan man kigge ind i tagrenden.
Medlemsaktiviteter
Den årlige skovtur gik til Bakken og Vedbæk.
På et diskussionsmøde behandlede man problemer med udlån af flasker, der kaldes for ulovlig omløben med varer. Det var et alvorligt problem.
Endnu en skovtur gik til Lejre, Ledreborg og Boserup.
Årets pølsegilde kostede to kroner. Menuen bestod af gåsesteg, sorte og hvide kartofler, brød, smør, ost, øl og snaps. Foreningen var vært for en punch.
Formanden: Telefoner – ikke noget for os
Der var mange seriøse udvalg i foreningen, blandt andet handelsudvalget og fornøjelsesudvalget. Foreningen blev spurgt, om man ville være med til at skaffe 50 telefonabonnenter. Det var betingelserne for at få en lokal telefon. Desuden skulle man binde sig i tre år. Opsætningsudgiften beløb sig til 10 kroner.
Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private. Der er så mange ubehageligheder ved at få forbindelse osv. Denne udtalelse kom formanden med, men ikke alle var enige med ham.
Kredsformænd i forskellige områder af Nørrebro skulle udpeges. De skulle påvirke de forretningsdrivende til enten at melde sig ind i foreningen eller give møde, når de blev indkaldt.
Foreningen fik en god aftale med tændstikfabrikken Gosh. For hver solgt 1000 tændstikker tilfaldt der foreningen 25 øre. Det skulle tilfalde kassereren for leje af sit lokale.
Bestyrelsesmøderne begyndte dengang først klokken 21. Butikkerne skulle først lukkes, så det kneb gevaldigt for bestyrelsesmedlemmerne at nå frem til tiden. Formanden påtalte det gang på gang. Og Pølsegildet var nu skiftet ud med Kogt Torsk, velbekomme siger vi bare.
Udvalg, til bekæmpelse af stormagasiner
Rygterne gik på Nørrebro. Magasin du Nord ville etablere sig i en nedlagt urtekræmmerbutik i bydelen. Derfor nedsattes et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner. Magasin du Nord stammer tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum fra 1891.
De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer, og var en trussel for den lille butik.
Det gik nu ikke så godt for det lille udvalg til bekæmpelse af stormagasiner, de havde svært ved at få bevilliget bidrag fra bestyrelsen til deres udgifter. Og Magasin kom til Nørrebro.
En aftale blev indgået med Galle og Jessen. Foreningens medlemmer skulle aftage bolcher og chokolade for 6.000 kroner for at få yderligere rabat.
Kassereren – med den lange arm
På et bestyrelsesmøde fik den undrende bestyrelse at vide, at regnskabet var i vild uorden. Formanden truede med politianmeldelse, indtil kassereren tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kroner og månedlig afdrag på 120 kroner. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.
Opløsning af foreningen, annulleres
I oktober 1898 vedtog man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen, ikke kun på grund af kassererens lange arm, men også fordi, at medlemmerne aldrig mødte, undtagen når der skulle udbetales bonus. Ophævelsen vedtog man enstemmigt. Men på et møde den 9. november, blev man klar over, at kravet om ophævelse skulle have været udsendt 14 dage forud for en ordinær generalforsamling. Og da man nu, trods ringe fremmøde, fik en ny bestyrelse med Christian Engelborg som formand, annullerede man der igennem ophævelsen.
Københavns Kommune overtog i 1898 det jernstøberi, som isenkræmmer M.A. Heegaard havde anlagt på det nuværende Blågårds Plads. Jernovnene spyede i mange år sod og kulstøv over hele kvarteret., hvilket naturligt gav kvarteret øgenavnet Den sorte Firkant. (det er en af forklaringerne).
Søndagslukning – til debat.
På generalforsamlingen i januar 1899 drøftedes spørgsmålet om hel søndagslukning. Meningerne var dog så delte, at man ikke gik videre med sagen. En omfattende lockout kunne også mærkes blandt Handelsforenings medlemmer. Omsætningen blev trykket i 115 dage. |
