Hvordan kunne det gå så galt? Kunne det have været forhindret? Kan terrorpakken forhindre lignende forbrydelser? Og hvordan har det politiske Danmark reageret? Vil Danmark udvikle sig til en direkte politistat? Og er vores afprøvelse af ytringsfriheden ikke en provokation? Hvorfor er det hele tiden os – og dem? Ugen før var terroren var trygheden ifølge medierne vendt tilbage til Mjølnerparken. Nu var der igen utryghed.
Breaking News
Pludselig genlød Østerbro af udrykningshorn. Og det fortsatte i flere timer. Det holdt en kort pause. Men faktisk også natten igennem genlød både Østerbro, Nørrebro ja hele København af udrykning.
Der var masser af Breaking News. Pludselig gik det op for folk, hvad der var sket. Og på Nørreport station gik politi med maskinpistoler. Jo alvoren var gået op for folk.
Omar el – Hussein havde myrdet to uskyldige personer og såret fem politifolk.
39 radikaliserede var indberettet
Han var blevet løsladt fra varetægtsfængsel efter at have udført et voldsomt knivoverfald på en sagesløs person i et S – tog. Han var egentlig blevet idømt 2 års fængsel for grov vold.
Og han var blevet indberettet til PET for radikaliseret. Omar el – Hussein var en af 39 personer, som Kriminalforsorgen sidste år havde noteret som radikaliseret. Hvad PET så brugte denne indberetning til, vides ikke.
Hvorfor har man ikke gjort det tidligere?
I en af de 12 punkter, står det også anført, at man skal bekæmpe radikaliseringen i fængslerne. Hvorfor har man ikke for længst gjort dette? Vi har jo set tidligere eksempler i fængslerne, hvor der er blevet talt ekstrem islamisme i de danske fængsler uden at nogen greb ind.
Medierne skruede op for retorikken
Medierne skruede op for retorikken. I Mjølnerparken var man pludselig utrygge. Blot for en uge siden, kunne man læse i et medie, at trygheden var vent tilbage. Men ellers var man hurtig til at udråbe hele Nørrebro til et sted, hvor utrygheden var markant.
Statsministerens tårer blev gjort til debat
Selvransagelsen tog fat. Det var ikke kun gerningsmanden, man skulle have fat i, nej nu fokuserede man i den grad på bevogtningen, politiets udrustning og uddannelse. Ja selv statsministerens tårer blev gjort til genstand for debat. Var de nu ægte? Det var bestemt ikke lige pænt alt sammen. Ja det gik ligefrem valgkamp i det. Det klædte bestemt ikke Danmark.
En klump i halsen
Man fik en klump i halsen, da man om søndagen så det store fremmøde. Og en masse gode taler, men var den bedste ikke Claus Oxfeldt, der talte på den enkelte betjents vegne? Men statsministerens tale var heller ikke at foragte
Men den aften sagde statsministeren:
- Vores svar er klart. Når andre forsøger at skræmme os og splitte os, så er vores svar altid, et stærkt fællesskab. Vi er er stålsatte på at stå vagt om vores værdier. Vi insisterer på at værne om vores frihed.
Enigheden forduftede hurtig
Men kigger vi på regeringens 12 punkts plan, så holder disse pæne ord ikke. Og det var den med Forsvarets efterretningstjeneste med at overvåge danske statsborgere i udlandet – uden retskendelse. Heldigvis blev dette punkt igen taget af bordet, men det tog sandelig lang tid.
Enigheden om terrorpakken forduftede ret hurtig. Det gik valgkamp i den. Og det er to punkter striden drejer sig om. Hvor skal regningen placeres, og hvem skal tage æren for terrorpakken?
Man kan så undre sig over, at samtidig med, at der skal findes penge til terrorpakken så reduceres det kommunale beredskab med 300 millioner kroner.
Danskerne mener, at der skal bruges flere penge
Danskerne synes, at det er helt i orden med flere penge til en terrorpakke. Hele 63 pct. af den danske befolkning ønsker flere midler afsat til terrorbekæmpelse.
Skal vi give afkald på det frie samfund?
Spørgsmålet går nu på, hvor meget vi skal give afkald på det frie åbne samfund for at sikre borgernes tryghed? Hvor meget overvågning og kontrol vil vi acceptere?
Er det ikke bare for at vise handlekraft, at vi får disse love? Er det behov for nye beføjelser til myndighederne? Man fjerner vel ikke terror ved at indføre disse love? Men PET og politiet er glade for de bemyndigelser, som de får. Er vi på vej til en politistat?
Nu er det sådan, at de bemyndigelser man får jo ikke kun bliver brugt til terrorbekæmpelse, men vil blive brugt i det almindelige politiarbejde.
Er Syriens – krigere landsforrædere?
Hvad med Syriens – krigere? De vender vores samfund ryggen, og kæmper for Islamisk Stat. Måske kæmper man mod danske styrker. Er man så ikke landsforrædere?
Temmelig langt fra demokratiet
Straks kastede man sig over Hizb ut Tahrir. De havde ikke entydigt taget afstand fra terrorangrebet. Så nu skulle de forbydes. Men nu er det nok på det ideologiske plan de er farlig. De bruger jo ikke vold. Skulle man nu gå på kompromis med ytringsfriheden. Indrømmet deres filosofi ligger temmelig langt fra demokratiet.
Skal en moder fejres som helt og martyr?
Mystisk var det også at så mange overværede gerningsmandens begravelse og fejrede ham som en helt. Han havde trods alt to uskyldige mennesker på sin samvittighed samt fem sårede betjente.
At Islamisk Stat også fejrer ham son en helt, ja det kan undre. Så vidt vides havde han ikke noget som helst med dem at gøre.
I Jordan hædres han som martyr. Her bliver han ikke betragtet som terrorist, men her er det er helligt at tage jødisk blod.
En tredjedel vil have genindført dødsstraffen
Mange især inden for de blå partier ville pludselig genindføre dødsstraffen. Det viste sig at 30 pct. af befolkningen vil have genindført dødsstraffen. Og i debatten blev der påstået, at 75 pct. af samtlige muslimer i Europa kan kaldes for fundamentalistiske. Nu er det rigtige tal vel nok snarere 44 pct. Og også her kan man stille spørgsmålstegn.
Hvad er i grunden fakta?
Men skal man så tro en stor tysk undersøgelse, der viser at flertallet af muslimer i EU ikke ønsker at integrere sig i de europæiske retsstater, men ønsker sharia – lov i stedet. En moderat muslim må netop fornægte Koranens voldsforherligelse og skal derfor som kætter og frafalden henrettes ved stening. Hvad er i grunden fakta?
Hvad kan man stille op mod en enlig ulv?
Terroraktionen kostede ikke kun et par uskyldige livet, men efterfølgende afdrages dermed et par betragtelige lunser af danskernes grundlæggende frihedsrettigheder.
Hvad kan man enlig stille op mod en enlig ulv?
Let at få fat i et våben
Og åbenbart er det også let at skaffe sig våben i Danmark. Herhjemme er der ca. 339.000 lovligt registrerede våben. Og der forsvinder ca. 500 enten ved tyveri eller på anden vis hvert år. Og så viser en opgørelse fra Forsvarskommandoen, at der i perioden fra 2007 til 2013 blev stjålet 317 skydeklare våben fra forsvaret, inklusive hjemmeværnet. Tallene viser også, at man i samme periode fik tilvejebragt 247 af de mistede våben. Men forsvaret mangler stadig 70 komplette våben.
Fra Balkan og Østeuropa bliver der smuglet pistoler gennem organiserede kriminelle. De kommer typisk i små portioner på 5 – 10 stykker af gangen.
Er det samfundets skyld?
Atter engang viste den frygtelig aktion, at sociale faktorer har stor betydning for, om mennesker ender som kriminelle. Men hvem har ansvaret er den enkelte eller samfundet. Er vi i stand til at skelne? Også her huserede selvransagelsen i ugerne efter terrorangrebet.
Jyllands Posten spurgte sine læsere. Her stod det næsten lige. Det vil sige, næsten halvdelen mente, at det var samfundets skyld. Om det har noget med partipolitisk tilhørsforhold at gøre, ja det vides ikke.
Gerningsmanden havde godt nok henvendt sig til et jobcenter, 14 dage før mordene. Her havde man aftalt et nyt møde, fordi vedkommende skulle vente på en domsafsigelse. Han havde ellers spurgt om hjælp til en ny bolig.
Dette forhold slog medierne meget stort op. Men det er jo så mange, der henvender sig uden at få hjælp, så tilfældet er jo ikke enestående.
Bliver religion brugt som alibi?
Spørgsmålet er så om dette kan sidestilles med almindelig kriminalitet. Er det ikke snarere radikalisering, hvor islam bliver brugt som alibi til den frygtelige handling.
Det er perverst at opfordre til drab og undertrykkelse af ikke – muslimer. Er religion blevet en undskyldning for at hævne sig på samfundet? Hvorfor er det blevet så meget – dem og os mentalitet i det danske samfund?
Dem og os
Nu er det jo ikke kun muslimerne, der provokerer. Når Jyllands Posten, Trykkefrihedsselskabet, Lars Viks, Kåre Bluitgen og andre enkeltpersoner har tegnet og bakket op, har det handlet om provokation og skabe en polarisering igen ud fra devisen, dem og os. Man sætter bevidst rav i gaden og bevidst skaber man konflikter. Hvor meget handler det i grunden om ytringsfrihed, for har den egentlig været i fare herhjemme?
Hvorfor bliver vi ved med at grave grøfter? Det skaber splittelse, frem for større tillid og fællesskab.
Integrationsprojekter slår fejl
Mange integrationsprojekter er slået fejl. Det er nok fordi, at de er projektstyret. Er det ikke mere penge, lukker man ned. Man kigger slet ikke på, om projekterne virker og statslige og kommunale projekter arbejder slet ikke sammen.
Problemer overladt til den enkelte
Således have kommunen fokus på Omar el – Husseins familie for en del år siden. Men de lod sig overbevise om at familien nok selv skulle finde ud af, at holde vores hovedperson ude for alle former for kriminalitet. Og en engelsklærer udtaler, at hvis der havde været mere fokus på medfølelse og samhørighed i skolen, så var det ikke endt så galt.
Men ofte er det sådan, at almen trivsel, håndtering af følelser, socialisering, etik og moral i stigende grad bliver overladt til den enkelte og de nærmeste.
En terrorpakke med følelser
Inden man så er færdig med undersøgelserne i forbindelse med den frygtelige weekend vedtager man en ny terrorpakke, der er præget af masser af følelser. Således udviste
OECD bekymring efter deres sidste besøg omkring bevogtningen af de jødiske institutioner. Man mente ikke, at de danske myndigheder gjorde nok. Man havde en følelse af, at man ikke anerkendte problemet.
Havde man ikke lavet en sikkerhedsvurdering?
Ved Krudttønden på Østerbro lykkedes det for gerningsmanden at affyre 28 skud, hvorunder han dræbte en og sårede tre betjente. Hvorfor var det egentlig ikke mere sikkerhed under dette debatarrangement. Trods alt var den kontroversielle svenske tegner, Lars Vilks til stede. Og gerningsmanden kunne frit bevæge sig helt hen til indgangen. Et M – 95 gevær fylder trods alt også noget. To betjente sad med ryggen til indgangen og drak kaffe, da gerningsmanden trykkede af. Hvorfor var der ikke stationeret nogen sikkerhedsvagter udenfor?
Åbenbart havde gerningsmanden også været ved bagdøren, der godt nok var låst, men også ubevogtet.
Al – Qaeda har trods alt udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der dræber den svenske tegner.
Var maskinpistolerne defekte?
Ved synagogen i Krystalgade spillede gerningsmanden fuld. Derfor lykkedes det ham, at komme helt tæt på Dan Uzan. Seks – syv meter fra denne stod to politifolk. De stod der efter en henvendelse om beskyttelse fra Det Jødiske Samfund. Gerningsmanden ramte den ene betjent i foden og den anden i armen og i brystet. Men takket være skudsikre veste er de i dag i live. Men var deres maskinpistoler defekte?
Og hvordan kunne gerningsmanden slippe væk herfra?
Hvordan så trusselsbilledet ud?
Man kan så undre sig, at sikkerhedsudbuddet ikke var større, så få timer efter hændelsen ved Krudttønden. Eller hvorfor havde politiet ikke nedlagt forbud mod afholdelse af arrangementet. Alle burde være sendt hjem.
I pressede situationer kan man sagtens tage fejl. Og vi må huske, at betjente kun er mennesker. Men mon ikke det ville være gavnligt at få en vurdering af trusselsbilledet både forud for debatmødet på Krudttønden og efterfølgende i Krystalgade.
Efterfølgende foregik der en sand menneskejagt, hvor gerningsmanden åbenbart i en periode cyklede rundt inde i København. I cirka 20 minutter opholdt han sig på en netcafé på Nørrebro.
Den enkelte betjent fik mange roser. Og det kan man godt forstå. Det kunne have udviklet sig endnu mere forfærdeligt.
Kære læsere, det hæslige terrorangreb har sat gang i mange spørgsmål. Vi stiller et par stykker i denne artikel. Vi blev ikke helt færdige, så det kommer en ydere artikel omkring dette tema. Episoden sætter også stor krav til vores tolerance. Vi skal ikke lade os drive af angst og fordomme. Og en ting er sikker, medierne har også et kolossal ansvar. Mange lader sig præge af deres meninger. Det har heller ikke været rart at følge nogle af vores politikere. |
