Vi stod sammen i besættelsestiden, ja sådan læser vi i adskillige historiebøger. Men var det sådan? Ja arkiverne er stadig lukkede, så vi har lidt svært ved at trænge til bunds i sandheden. Dette er nyeste artikel i vores serie om besættelsestiden. Den er skrevet i samarbejde med www.dengang.dk . Statsradiofonien bragte mindeudsendelser om Schalburg med Søren Kam som taler. Men man glemte Stauning og de faldende den 9. april. Enkerne til de kommunister, som Politiet var så ivrige med at fange, kunne ikke få hjælp Røde Kors. ”man hjælper da ikke kommunister”. Kommissioner arbejde i ni år, for at blive enige om, at de ikke skulle straffes. De små fisk i værnesamarbejdet blev straffet. De store gik fri. Medierne syntes, at det var i orden at grundloven blev overtrådt på tre punkter.
Var sammenholdet så stort?
Vi har fået at vide i diverse bøger, at sammenholdet var så stor under Besættelsestiden. Men var den nu også det? Diverse organisationsfolk og politikkere opfordrede til, at man skulle anmelde sabotører, ja selv statsminister Buhl gjorde det. Og mindst 11 modstandsmænd fra Bopa blev henrettet eller døde i KZ – lejre som følge af dette.
Man vidste, at tyskerne var på vej
Man vidste, at tyskerne var på vej. Men inden da vidste man ikke, hvad man skulle gøre. Først på selve dagen aflyste man kampen, men åbenbart kneb det med kommunikationen. Resultatet var at 15 unge mennesker faldt i kamp allerede de første timer.
Tænk, ham valgte de som statsminister
Buhl holdt som bekendt den berømte Stikker – tale i 1942, men de fleste har glemt, at han i 1944 forsøgte at standse Folkestrejken. Tænk engang, dette var glemt efter befrielsen. Frihedsrådet og Kommunisterne gik ind for ham som statsminister
Danske fabrikanter stod i kø
Danske fabrikanter stod i kø for at udføre tysk arbejde. Og tyskerne var ikke smålige. Seddelpressen i Nationalbanken kørte og kørte. Arbejderen, der skulle udføre det, skulle ikke brokke sig. Strejkeretten var forsvundet, og man kunne ende med at komme et ubehageligt sted syd på.
De havde ikke lært om dansk politi
I begyndelsen forsøgte englænderne at mobilisere modstandsbevægelsen. De var gået på skole, men de havde ikke lært noget om det danske politi. Kun få hundrede meter herfra, hvor Den Gamle Redaktør nedfælder dette, blev Rottbøl, dansk SOE – agent dræbt af dansk politi med 12 nakkeskud i 1942.
Hæren var imod sabotagen og forbød deres officerer at deltage.
Arkivet er en lukket verden
Efter besættelsestiden blev der nedsat diverse kommissioner, hvor politikkerne skulle dømme sig selv. Dokumenter, der kunne belaste politikkere om myndigheder blev gemt væk.
Siden 1945 har historieforskere været optaget af at studere besættelsestiden. I Rigsarkivet lå dynger af aktstykker. De lå engang hulter til bulter. Det er en lækkerbisken for en forsker eller en amatørhistoriker. Men arkivet er en lukket verden. Det styres af en ældgammel arkivlov og diverse cirkulære.
Udgivelsesselskabet for Danmarks Historie
Man opfandt Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie. Kun medlemmer af dette selskab fik adgang til en masse af statens fortrolige dokumenter og mødereferater fra 1940 – 1945. Men man havde underskrevet en tavshedspligt. Selskabet er selvsupplerende. Og dem som ikke har de rigtige intentioner kan ikke blive optaget. Således blev den legendariske Carl Madsen nægtet optagelse.
Politiet brugte deres liste
I dag er vi meget optaget af, at regeringen udleverede kommunisterne. Men hvad med befolkningen dengang? Ja egentlig var der store ligegyldighed, der prægede befolkningen. Det var jo bare kommunister.
Egentlig forsynede tyskerne kun det danske politi med en beskeden liste over hvilke kommunister, man ønskede anholdt. Men det danske politi gjorde brug af deres hemmelige kartotek, og fik en del flere anholdt.
Overtrådte tre bestemmelser i Grundloven
At man så lod hånt om tre bestemmelser i grundloven, ja man henviste så i stedet til en nødretslov. At der så i grundloven også står, at den der bryder de tre bestemmelser i grundloven kan anses for at antaste Rigsdagens sikkerhed og dermed anklages for højforræderi, ja det er en af besættelsestidens paradokser.
Medierne syntes, at det var i orden
Medierne reagerede ikke så meget på dette. De syntes åbenbart, at det var helt OK, at komme af med disse forfærdelige kommunister uanset om man overtrådte grundloven. Med dette i baghovedet er det sjovt i dag, hvordan de reagerer på diverse historiske udgivelser.
I Politikken stod følgende at læse:
- Men vi lever under Krigens dystre Kaar, og maa se dens Krav i Øje
Berlingske Tidende mente, at det var helt naturligt at se det danske samfund værge sig mod kommunismen, og:
- At de maa gøres gennemgribende og effektivt siger sig selv. Regeringen vil derfor for de Forholdsregler, der er foreslaaet, finde fuld Forstaaelse i den danske Befolkning. Den politiske Virksomhed, der selv har sat ud over Lov og Ret, og som uden Hensyn til Danmarks Interesser vil arbejde for en udenlandsk Stats Formaal, danner et Fremmedelement, hvis Indkapsling og Uskadeliggørelse et sundt Samfund maa drage Omsorg for.
Kommunisme er en forbrydelse
Jyllands Posten holdt sig heller ikke tilbage. Lederens overskrift var:
- Kommunisme er en Forbrydelse
Bladet fastslog med tilfredshed:
- At den velkendte danske Taalsomhed har sine Grænser, ogsaa naar det gælder politisk Virksomhed, der er uden Rod i dansk Mentalitet, og som i hele sin Opbygning og Arbejdsmaade er lagt an paa inden for vore Grænser at varetage en fremmed Magts Interesser. Den Slags er der ikke Brug for i dansk politisk Liv, og til dem, som i Anledning af Kommunistforbudet ængstes lidt paa Folkestyrets Vegne, vil vi sige, at Regering og Rigsdag netop har gjort dansk Folkestyre en Tjeneste ved at fjerne et Fremmedlegeme, en Kræftknude, som har snyltet paa det. Det er godt dette Forbud er kommet.
Kommunismens nedbrydende virksomhed
Indtil lukningen i 1961 blev Nationaltidende ejet af Dansk Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet:
- Vi har saa længe kommunistisk Virksomhed har været drevet i Danmark, bekæmpet denne illegale og snigende Farsot i Samfundslegemet. Vi har i smaat som i stort kunnet klarlægge Kommunismens nivellerende og nedbrydende Virksomhed paa saavel sociale som politiske og aandelige Omraader.
Det var ikke nazisterne, der var Socialdemokraternes fjende nr. 1
Socialdemokratiet betragtede kommunisterne som fjende nr. 1. Det var ikke nazisterne. Partiet opfordrede samtidig De samvirkende Fagforbund til at lade kommunister fratræde alle deres tillidshverv. Kommunisterne skulle ud, helt ud, af både det politiske og det faglige arbejde.
En fascistisk front mod kommunismen
Men ikke nok med det. Vedtagelsen af kommunistloven blev senere fulgt op af Danmarks tilslutning til Anti – kominternpagten, som var en aftale, som Tyskland og Japan indgik i 1936 med henblik på etableringen af en international fascistisk front mod kommunisternes 3. Internationale. I årene efter 1936 tilsluttede bl.a. Italien og Spanien sig aftalen og så i 1941 Danmark.
Politiet gik meget videre
Måske forklarer dette, hvorfor Dansk Politi var så ivrige for at få alle kommunister bag lås og slå. Interessant er det også, at læse socialdemokraten Hartvig Frisch’ bemærkning i Danmark Besat og Befriet i 1941:
- Det synes hævet over enhver Tvivl, at Arrestationerne direkte stred mod den danske Grundlov og enhver ”juridisk” Besmykkelse af selve den haarde Kendsgerning udover den saakaldte Nødret er usømmelig. Det var et Overgreb under Tysk Pres med den ene formidlende Omstændighed, at det havde været værre for de paagældende at blive taget af Tyskerne selv.
Men gik danske politikere og dansk politi ikke meget videre, end hvad tyskerne forlangte?
De troede til det sidste
Den 29. august 1943 overtog tyske politisoldater bevogtningen af Horserødlejren, hvor foruden kommunisterne nu også Spaniensfrivillige var blevet interneret. Til det sidste troede fangerne på regeringens forsikrer om, at portene ville blive åbnet.
Den 2. oktober blev de internerede anbragt på et skib, som også førte de deponerede jøder til Tyskland. Jøderne kom til Theresienstadt mens kommunisterne blev ført til Stutthof.
Røde Kors afviste ”De Røde Enker”
Enkerne gik til Røde Kors for at få hjælp til deres mænd. Men her måtte direktør Helmer Rosting beklage, da han hørte, at det drejede sig om fangerne fra Horserød. Røde Kors – hjælpen strakte ikke til kommunister. Også i udenrigsministeriet blev man afvist.
Først hos departementschef Koch fra socialministeriet mødte de venlighed og forståelse. Herfra pålagde man Røde Kors til at sende en månedlig forplejningspakke. Men nu var ledelsen i Røde Kors ikke så nøjeregnende. Det gik flere måneder inden første pakker ankom. Og da var de første allerede døde af afkræftelse.
Det var disse pakker, der var forskel på liv og død. Dødeligheden hos danskerne var på cirka 10 pct. Fra andre lande, hvor der ikke var mulighed for at sende disse pakker var dødeligheden på 90 pct. Uhyggeligt er det også at vide, at den gennemsnitlige levetid i Stutthof var 90 pct.
De Samvirkende Fagforbund afviste at hjælpe
Men De Røde Enker måtte kæmpe bravt. De måtte hele tiden presse socialministeriet. På trods af, at mange af de deporterede var fagorganiserede arbejdere vente De Samvirkende Fagforbund det døve øre til. Datidens LO sendte endda en skrivelse rundt til diverse fagforbund og beklagede De Røde Enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne. Men sandheden er, at de absolut intet havde gjort.
Da den røde hær nærmede sig, blev de alle tvunget på en dødsmarch. Dem, der ikke kunne følge med fik et nakkeskud. Først en uge efter befrielsen dukkede de første Stutthof – fangere til Danmark.
Kommunisterne fik en kompensation
DKP var ikke en ubetydelig del af modstandsbevægelsen, ja var det ikke dem der startede? Det er også meget barokt, at som en slags kompensation for interneringen og for beslaglæggelse af Arbejderbladet fik DKP tildelt en erstatning af befrielsesregeringen i form af et lavt forrentet statslån på 750.000 kroner, for hvilket beløb DKP’s nye dagblad Land og Folk blev etableret
”Det var ikke de bedste, der tog afsted”
Mange danskere rejste til Tyskland og hjalp i rustningsindustrien. Tog man ikke afsted inddrog man understøttelsen. Og på socialkontorerne sagde man, at sådan en rask ung mand skulle ikke snylte på samfundet, når der var ærligt arbejde at få i Tyskland. Tyskerne truede med at holde igen med brændsel, såfremt der ikke blev sendt nok arbejdskraft sydpå.
Og det var vel ret så ydmygende for dem, der var tvunget til at tage af sted, når Jens Otto Krag engang sagde:
- Det var jo ikke de bedste, der tog afsted.
Man kunne ikke flygte for derhjemme, stod det danske politi parat som Gestapos lange arm og anholdte dem, der forsøgte. For at købe en togbillet skulle man også kunne forevise arbejdsgiverens underskrift.
Regeringen hjalp den tyske rustningsindustri
Vel vidende at 100.000 danske arbejdere var tvunget til at arbejde i Tyskland i rustningsindustrien, udtalte Ministeren for offentlige Arbejder, Gunnar Larsen den 20. november 1942:
- En af de Maader, hvorpaa Arbejdsløshedstallet nedbringes saa stærkt, er jo Engageringen af mange Tusinde danske Arbejdere i Tyskland, hvor de er beskæftiget dels i Industrien, dels med store Arbejdsprojekter dernede. Dette har naturligvis sin fulde Berettigelse, naar vi ikke er i Stand til at skaffe tilstrækkelige Arbejdsobjekter herhjemme.
Arbejdsminister Kjærbøl holdt det hemmeligt, at danske tysklandsarbejdere var omkommet under tortur i tyske genopdragelseslejre.
Danske entreprenører tjente på tyskerne
Den 5. maj havde alle og enhver en frihedskæmper i nærmeste familie. Men i de første år så de til, at regering og organisationer faldt over hinanden for at komme til at samarbejde med tyskerne og tjene penge på dem.
Danske entreprenører byggede flyvepladser og befæstninger på rekordtid. Industrien leverede våbendele og andre militære nødvendigheder. Landbruget producerede mad til den tyske krigsmaskine. Regering og organisationer sørgede for ro på arbejdsmarkedet. Politi og domstole slog hårdt ned på enhver tilløb til modstand.
Den tyske besættelsesmagt havde til fulde fået opfyldt sine ønsker. En besættelse med mindst mulig forbrug af tropper, og en stabil leverance af krigsfornødenheder.
Underklassen og arbejderklassen led
Arbejdsløsheden faldt grundet den store efterspørgsel og eksport af tysklandsarbejdere. Jo overklassen havde det fint under besættelsen. Det var underklassen og arbejderklassen, der led. Men var det ikke også arbejderklassens børn, der var de mest aktive og dristige i modstandsbevægelsen. Det var dem, der redede Danmark for at blive betragtet som Tysklands passive allierede.
13.251 personer blev idømt i alt 34.500 års fængsel. Men ingen samarbejdspolitikkere blev dømt.
Politikere og værnemagere fik renset sig selv
Samarbejdspolitikerne og de store værnemagere fik renset sig selv. De fastslog at de da i hvert fald ikke var landsforræder. Men Lille Maren nede ved Flensborg Fjord blev chikaneret, fordi hun havde solgt mad til tyskerne, da de gik patrulje.
Det tavse flertal fik hele tiden serveret nye syndebukke i samme kategori som Lille Maren. Jo retsopgøret handlede også om profitmagere, socialnød, lønpresseri, umyndiggørelse og undertrykkelse i al almindelighed. Eller gjorde det?
Mange var skuffede. De havde håbet at retfærdigheden sejrede.
De små fisk fik den hårdeste straf
Frihedsrådet havde oprettet et register på 40.000 mand, der om nødvendig skulle arresteres. 21.800 blev interneret af modstandsbevægelsen straks efter befrielsen. Da politiet igen fungerede blev yderligere 12.800 arresteres. Over halvdelen blev løsladt, men først efter at gemytterne var faldet til ro.
14.400 blev tilbageholdt indtil der var fundet nok beviser. Men man overholdt hvis ikke helt grundloven på dette punkt. Mange havde været udsat for falsk anmeldelse. Og det hele førte til at de små fisk fik den hårdeste behandling. Der blev da hvis bagt mange rævekager dengang.
8 måneder for at være reservebrandmand ved Luftwaffe
De store og komplicerede værnemagtssager trak ud i det uendelige og endte med mindre domme, frifindelse eller tiltalefrafald.
26 pct. af de mandelige hjemmetyskere blev dømt. En person fra Tønder blev dømt 8 måneders fængsel. Hans forbrydelse var, at han havde været reservebrandmand ved Luftwaffe fra 1941 – 1945.
Firmaet Wright, Thomsen og Kier havde udført arbejde for mindst 150 millioner kroner for besættelsesmagten blev frikendt.
Efter Oktobervalget var alt ved det gamle
Modstandsbevægelsen fik halvdelen af ministerposterne, men egentlig fik de ganske lidt indflydelse. Ved oktobervalget 1945 var alt ved det gamle. Politikerne genvandt det hele. Den traditionelle sociale orden kunne videreføres. Politikerne og topembedsmændene havde deres ryg fri, og slap for enhver tiltale. Selvfølgelig var man enige om, hvem der skulle gøres til Prügelknabe.
De gamle tog endda en stor del af æren for modstandsbevægelsens indsats. En indsats de faktisk foragtede nogle år tidligere. Egentlig havde modstandsbevægelsen allerede i 1943 talt om en udrensning, som skulle ske efter et valg efter befrielsen. Men denne udeblev. Det var ikke kun politikkere, men også fagbevægelsen, der tog meget af æren.
Fagbevægelsen advarede mod sabotage
Men se engang her, hvad formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen blev citeret for den 13. september 1942 i Berlingske Tidende:
- Paa Baggrund af den seneste Tids stærke Provokationer i Skrift og Tale, hvor specielt danske arbejdere utilsløret opfordres til at iværksatte Sabotage, benytter jeg Lejlighed til at sige, at danske Arbejdere aldrig, saa længe vor bevægelse har eksisteret, har benyttet Sabotage som vaaben. Det gælder for Tiden før 9. april, og det gælder helt og fuldt i Tiden, der er fulgt efter.
- Og jeg giver jer derfor det Raad, som jeg ved hidtil er blevet fulgt for Fremtiden, og mit Raad er følgende:
- Lad være med at lade jer provokere til dette eller hint. Vend Ryggen og det døve Øre til, hvis nogen, ligegyldigt om de udgiver sig for at være Ven eller Fjende, opfordrer til noget saadant.
- Jeg har læst Flyveblade, som opfordrer andre til at øve Sabotage, ja, det er altid lettere at raade, at lokke andre til at begaa Handlinger, som man ikke selv tør Ansvaret og Straffen for.
- Jeg siger derfor til jer: Lad Provokatørerne passe sig selv, lad som de slet ikke eksisterer. Vi kender dem ikke, de er Luft for os.
Ja dette blev sagt af en organisation, som truede arbejdere til at tage til Tyskland, som løj over for De Røde Enker, og som opfordrede til at fyre kommunistiske tillidsfolk.
Kommissioner i ni år
Jo, der blev nedsat kommissioner. Men de bestod, af politikkere, der selv havde siddet i Folketinget under besættelsen. Det var også dem, der selv skulle fastlægge kriterierne for undersøgelserne. Så egentlig var resultatet givet på forhånd.
Efter 8 år mundede undersøgelserne ud i et folketingsudvalg, der skulle afgive indstilling om tiltalerejsning ved rigsretten på grundlag af kommissionens beretninger. Efter yderligere et åre udvalgsarbejde indstillede udvalget:
- Folketinget beslutter, at der ikke rejses Rigsretsanklage med nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden.
Der blev ikke kommenteret noget om retsforholdene under besættelsen, det politimæssige samarbejde, den økonomiske kollaboration m.m.
Verdenskrigen set gennem en Hipo – mands øjne
I mange år fik danskerne fortalt historien om anden verdenskrig gennem Hipo – manden, Sven Hazel. Hans bøger gik som varm brød hos boghandlerne.
Hvordan var det lige med Frikorps Danmark?
Alle der meldte sig i Frikorps Danmark er blevet fordømt. Glemt er, at de fleste danske medier omtalte dette korps meget positivt. Således skrev Berlingske Tidende i en leder:
- Det var indsat i kampen mod bolsjevismen og havde bragt blodige ofre.
Det var lige efter Finlands – krigen, hvor det lille land var blevet angrebet af den store russiske bjørn.
I dag er historikkere uenige om, hvor meget tilladelse regeringen egentlig gav til dette korps. Glemt er, at politikere gik i radioen og anbefalede korpset. Glemt er, at officerer og værnepligtige måtte træde ud af forsvaret og indtræde lige så snart, de kom hjem. Denne tilladelse blev gentaget så sent som i 1943. Glemt er også, at den kommanderende general for de danske styrker, general Gørtz skridtede korpset af.
Som bekendt blev Frikorps Danmark opløst i 1943. Og de cirka 2.000 soldater blev fordelt i andre enheder.
Da de kom hjem lød de første domme på fire år. Det blev så nedsat til to år. At de påberåbte sig, at de havde tilladelse til at deltage, ja den var afskrevet med tilbagevirkende kraft. Den officielle holdning var, at de burde havde indset, at regeringen havde talt mod bedre vidende.
Vidste Regeringen noget om krigsforbrydelserne?
Det er også rigtigt, at i Nürnberg blev Waffen SS dømt til at være en forbryderisk organisation. Men dengang da mange danskere meldte sig, havde de første krigsforbrydelser fundet sted. Svenske forretningsfolk havde meldt dette videre. Men det officielle Sverige ville ikke viderebringe dette. Men meldingerne blev offentliggjort i Sverige og USA. Dette måtte den danske regering også have haft kendskab til. De burde jo så have advaret mod Frikorps Danmark i stedet for mere eller mindre at have bakket korpset op.
Uden for nummer
Krigsministeriets Cirkulæreskrivelse om indtræden i Frikorps Danmark 8. juli 1941: (uddrag)
- Den danske Regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven(Forstærkningen) o.l. og hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige) fra den danske Hær melder sig til Frikorps Danmark. Medlemmer af Frikorpset vil faa Lønning m.v. i Overensstemmelse med tyske Bestemmelser og for deres Person og Familie være undergivet de almindelige tyske Forsorgsbestemmelser.
- Adgang til at melde sig til indtræden i Frikorpset har enhver til Hæren hørende fast Befalingsmand af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. samt enhver hjemsendt værnepligtig (Befalingsmænd o.l. og menige) til pligtig Tjeneste har ikke Adgang til at melde sig. Anmeldelse til Frikorpset sker paa de i Pressen opgivne Steder.
- Overstaaende vil af Afdelinger m.fl. være at bekendtgjøre for tjenestegørende faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. ligesom der vil være at give de paagældende fornøden Frihed til Anmeldelse (Mønstring) ved Frikorpset.
- Faste Befalingsmænd af Linjen, reserven (Forstærkningen) o.l. der efter Anmeldelse til Korpset faar Meddelelse om at være antaget, indsender Ansøgning om Tilladelse til at træde uden for Nummer samt om Rejsetilladelse til Udlandet…..
- Det maa ikke vanskeliggøres for de paagældende at indtræde i Korpset
Kommunister og jøder ingen adgang til Danmarks Radio
Danmarks Radio fungerede under hele besættelsen. Man var underlagt censur. Men man tog også imod invitationer fra nazisterne. Således var radiodirektør F.E. Jensen på en foredragsturne i det tyske. Foredragene blev udførlig omtalt i både danske og tyske aviser.
Kommunister og jøder måtte ikke have adgang til mikrofonerne. Det kunne jo være vanskelig for radioen at have styr på hvem af skuespillere, kunstnere m.m., der var kommunister. Men her fik man hjælp fra en uventet side. Afd. D på Politigården meddelte på eget initiativ, at de altid var hjælpsom med oplysninger. Og straks kunne Politigården komme med en liste over personer, som man i hvert fald ikke skulle bruge. Således meddelte man, at Paul Henningsen, Harald Herdal, Pit Hein og mange flere ikke kunne bruges.
DNSAP fik også lov til at komme med en opfordring til, at man skulle tilmelde sig Nordland. Senere var det lovprisning af Frikorps Danmark. C.F. von Schalburg var også ved mikrofonen. Og hans begravelse blev transmitteret. Ved den lejlighed var regeringen så rigelig repræsenteret.
Mindeudsendelse for Schalburg
I anledningen af årsdagen for Schalburgs død blev der i maj 1943 arrangeret en stor mindeudsendelse. Der var sange af Schalburg – koret, og en tale af SS – manden Søren Kam. Kongelig skuespillerinde Elna Ørnberg sang: I Danmark er jeg født.
Dette vakte en del røre, for man havde ikke mindet de faldne den 9. april eller årsdagen for Staunings død.
En skæv våbenfordeling
Spændende og rystende er afsløringerne i Jørgen Hæstrups: Hemmelig Alliance 1 – 2. Han fandt ud af, at der havde været en skæv våbenfordeling under besættelsen. De kæmpende modstandsgrupper var blevet underforsynet med svenske våben i forhold til de militære O – grupper, der ikke deltog direkte i kampen, men først skulle sættes ind ved krigsafslutningen.
Disse ting er endnu uafklarede. Spørgsmålet er, om man var bange for de kommunistiske modstandsgrupper, som i lang tid førte an i kampen.
Besættelsestiden har masser af dunkle punkter
I 1960 – 1961 foregik der en livlig diskussion om at få tavlen vasket ren. Man ville have de dunkle punkter i besættelsestidens historie frem. Og en af de ting var militærets rolle til modstandsbevægelsen. Man talte om, at nu skulle arkiverne åbnes for historikkerne. Men den dag i dag er reglerne for adgang til arkiverne svært gennemskuelige. Nogen ved dog noget, som andre ikke skal have at vide.
Kilde:
- Erik Nørgaard: Generalernes Fald
- Jørgen Hæstrup. Den hemmelige Alliance 1 – 2
- Jørgen Hæstrup: Dørene åbnes
- Claus Bryld: Historie og offentlighed
- N. Alkild: Besættelsestidens Fakta 1 – 2
- L. Bindeløv Frederiksen: Pressen under Besættelsen
- H.R. Brøcker: Dagspressen
- Bo Bramsen: Politikens Historie set indefra 1884 – 1984
- H. Frisch: Danmark Besat og Befriet
- B. Outze: Sådan begyndte det
- Ernst Christiansen og Peder Nørgaard: Hvad skete der med radioen
- Lars Møller og Annette Wiborg: Dengang under Besættelsen
- Diverse avisudklip
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 155 artikler om Besættelsestiden før, under og efter, herunder:
- De svenske forbindelser under Anden Verdenskrig
- Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
- Værnemagere
- Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
- Hvad skete der i Bobruisk
- Kryssing og Frikorps Danmark
- Retsopgøret i Sønderjylland
- At handle med ondskaben
- Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
- Besættelsestidens fortrængninger
- Politik under Besættelsestiden
- Samarbejde med Besættelsesmagten
- I en lovløs tid
- Scavenius Samarbejdets kunst eller forræder
- En justitsminister i unode
- Mord i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
- Skud i Vordingborggade
- Riffelsyndikatet på Østerbro
- Nørrebrogade 156 og mange flere
|
