Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Kollektiv erstatning ved ballade

Vi har set det talrige gange på Nørrebro, hvor grupper har overtaget den private ejendomsret og argumenteret med hærværk i bydelen. Umiddelbart virker det positivt med kollektiv erstatning. Men hvad med Grundlovens bestemmelser og forsamlings – og ytringsfrihed? Og hvad med butikkernes udgifter i forbindelse med gadefester og fodboldbøller? Skal fanklubbernes formænd i femtiden garantere for fodboldbøllernes optræden? Det bliver spændende at se Justitsministerens udkast.

Ballade har ødelagt mange butikker på Nørrebro
Den opmærksomme læser af denne side, har sikkert bemærket, at mange af artiklerne i en periode indeholdt informationer om ballade på Nørrebro. Det har i tidens løb afstedkommet mange butikslukninger, fordi forsikringen ikke dækkede skaderne eller også fordi forsikringerne blev ret dyre. Og årsagen var simpelthen, at man havde butik på Nørrebro.

En overborgmester truede også med sagsanlæg, fordi vedkommende mente, at hun var blevet citeret forkert. Det handlede også om forsikring og manglende erstatning. At Nørrebro Handelsforening så havde retten på sin side, ja det er en anden historie.

Argumenteret med hærværk
Grupper har gentagende gange overtaget den private ejendomsret på Nørrebro. Vi har gentagende gange oplevet manglende respekt over for detailhandlen på Nørrebro, som både leverer arbejdspladser og kultur til bydelen. Butikker er blevet beskyldt for at være kapitalistforretninger og udnyttere og bidrage til at forværre uligheden i samfundet.

Grupper har taget destruktivt ejerskab af det offentlige rum. Og man har åbenbart argumenteret med omfattende hærværk.

I årenes løb har blandt andet Nørrebro Handelsforening kæmpet forgæves imod denne vandalisme. Regningen lander ofte hos de enkelte butikker.

Kollektivt erstatningsansvar
Regeringen og den blå blok vil nu skærpe kursen mod optøjer og foreslår Kollektivt erstatningsansvar mod anstiftere og ledere. Man vil øge respekten for fællesskabet. Umiddelbart er det et fornuftigt forslag, men kan dette nu juridisk lade sig gøre?

Man vil rejse erstatningsansvar uanset om de personer, der har forvoldt skaden kan identificeres eller ikke. 

  • Det skal ikke længere være gratis at opfordre til at vandalisere byen eller andres private ejendom.

Arrangørerne skal fremover stå til regnskab for opløbets handlinger

Dette lyder jo meget fornuftigt. Men hvordan vil man nu gøre dette?

Samlede skader skal nu rettes mod bestemte personer
Kig engang i vores elektroniske arkiv. Se engang, hvor ofte Nørrebro er blevet vandaliseret. Engang imellem har vi opgjort, hvor mange butikker, det er gået ud over.
Sidste gang, at vi havde denne vandalisering på Nørrebro var natten mellem den 8. og den 9. august 2015. Unge kastede med brosten og molotovcocktails mos politiet. Butiksruder blev smadret og facader overmalet.

Kan lovgivningen virke afskrækkende?
De samlede skader skal nu knyttes til bestemte personer. Måske kan retshåndhævelsen blive langt mere effektiv, fordi anstiftelse til opløb bliver straffet langt hårdere. Og forhåbentlig kan en lovgivning virke afskrækkende.

Respekten for fællesskabet skal vindes tilbage. Men de grupper, som i årenes løb har stået for balladen på Nørrebrogade har for det meste følt sig uden for dette fællesskab.

Men vi skal huske på, at vi stadig har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Og hvis nu en 1. maj demonstration løber ud af kontrol, er det så LO og dennes formand, der skal straffes?

Hvad med Grundloven?
Justitsminister Søren Pind siger i den forbindelse til www.b.dk : 

  • Vi sætter nu handling bag ordene og sender dels et strafferetsligt signal, dels et kulturelt signal. Det er både sværdet og vægten, der bliver taget i anvendelse her. 
  • I andre sammenhænge gælder også princippet om, at anstifteren er lige så slem som den begåede handling. Det er klart, at nogle vil rynke på øjenbrynene, men jeg mener, at det er fuldt forsvarligt og inden for straffelovens muligheder.

Men hvad siger Grundloven? For når man får tilladelse til at afholde en demonstration, men at man så bliver gjort ansvarlig for smadrede butikker, overmaling af graffiti, og måske røvede butikker, som man jo flere gange har oplevet under demonstrationer på Nørrebro, er det ikke sikkert, at man som arrangør vil gøre brug af tilladelse til demonstration. Og dette er jo en grundlovssikret ret.

Det står jo allerede i Straffeloven
Allerede i dag kan anstiftelse til uro straffes. Således slår Straffelovens paragraf 23 fast: 

  • At alle der ved ”tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til en forbrydelse, kan straffes.

I 2010 blev tre unge mænd, der havde sovet i Ungdomshuset idømt vold mod politiet, selv om de ikke selv havde deltaget. Mændene havde sovet i Ungdomshuset, natten inden det blev ryddet i 2007.

Retten mente, at deres ophold i huset, hvor der kasteskyts klar, havde understøttet den planlagte vold.

Hvad med gadefester?
Og hvad med sådan noget som Gadefester på Nørrebro. Disse er i sig selv ikke kendt som voldelige og de unge opfordrer ikke til vold. Men i en del tilfælde har butikker måttet bekoste store udgifter, da de unge ofte har tisset ned i kælderskakter.

Skal ledelserne i disse Gadefester i fremtiden betale for butikkernes udgifter? I disse tilfælde viser man jo heller ikke respekt for fællesskabet.

Hvad med fodboldbøller?
Eller hvad med fodboldkampe? Især når FCK og Brøndby tørner mod hinanden er der udstationeret op mod 250 betjente. Veje bliver afspærret, og på vejen bliver der forøvet en masse hærværk. I dette tilfælde er det måske ikke så meget, Nørrebro mærker til det. Men det gør man på Østerbro.

Knuste flasker ligger over det hele. Og hvad koster 250 betjente – en halv million? Pengene sendes til os, skatteydere, mens klubberne indkasserer. DSB er godt trætte af disse kampe. Ramponerede tog er ofte resultatet, eller hvad med smadrede biler.

Det bliver spændende, at se lovudkastet
Forleden så undertegnede redaktør, bosiddende på Østerbro fans smadre et stort kiosk – vindue lige foran en blå mandskabsvogn i en sidegade til Østerbrogade. Politiet tog ikke affære, nok fordi Østerbrogade var fuld af en flere tusindtallig gruppe af fans.

Spørgsmålet er så om denne form for vandalisme også indgår i Søren Pinds tanker. Og er det så fanklubberne og deres formænd, der bliver straffet, fordi de ikke kan styre deres medlemmer.

Jo det bliver spændende, at se det endelige udkast. For Nørrebros butikker bliver det jo rart at vide, at de vil blive holdt skadesløse i fremtiden. Men rent juridisk vil det nok være nogle byrder, der skal overvindes. 

Du vil i vores elektroniske arkiv kunne læse en masse om Nørrebros kampe gennem tiderne. Du vil også kunne læse de talrige opfordringer fra Nørrebro Handelsforening til at foretage sig noget. Og du vil også kunne finde episoden med den omtalte overborgmester. Brug søgefunktionen.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16