Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nyt fra Metroselskabet juli 2016

70 pct. af den samlede tunnelstrækning er nu boret. Tunnelboremaskinen Minerva er i gang på Østerbro mens Eva holder pause. Fliserne på stationen ved Nørrebros Runddel skal holdes i samme nuancer som kirkegårdsmuren. Og så kommer det nok til at støje lidt ved Nuuks Plads i den kommende tid.

Som bekendt følger vi Metro – byggeriet både på vore hjemmeside og vores Facebook med informationer og videoer. Nu har vi igen fået nyt omkring byggepladserne på Nørrebro fra Andrea fra Metroselskabet.

Nørrebroparken
Tunnelboremaskinerne Minerva og Eva er fortsat i gang med at bore tunneler på Østerbro. Minerva er i gang med at bore strækningen mellem Vibenhus Runddel og Poul Henningsens Plads, mens tunnelboremaskinen Eva p.t. holder pause på Vibenhus Runddel, hvor maskinen gennemgår en række serviceeftersyn.

Over 70 pct. af Cityringens samlede tunnelstrækning er nu boret.

Nuuks Plads
I juni måned støbte vi perronen i den kommende metrostation. De næste måneder vil vi primært arbejde på hovedtrappen samt nødtrappen. Arbejdet er støjende i de første uger, da vi her fjerner noget beton for at gøre plads til trapperne.

Nørrebros Runddel
Der er fokus på trappetrin denne sommer på Nørrebros Runddel. Her er vi i gang med at installere både hovedtrappe og nødtrappe i den kommende metrostation. For nylig installerede vi beslag på væggene, så vi kan opsætte vægfliserne efter sommerferien. Fliserne er holdt i en lysegul nuance, så den passer til kirkegårdsmuren, der vil omkranse den færdige station.

Skjolds Plads
Etagestøbningerne er overstået. Nu er vi i gang med at støbe indervæggene på den øverste etage i stationen, og det fortsætter vi med resten af sommeren. Vi går også snart i gang med forberedelserne til arbejdet med hovedtrappen, som vil ligge i byggepladsområdet ud mod Tagensvej.

Nørrebro Station
Alle etager i den kommende metrostation er nu støbt. Vi er i gang med at forberede støbningen af perronen, og vi forventer at kunne støbe i løbet af juli måned.

Læs mere på www.m.dk og www.dinletbane.dk

Tak til Andrea fra Metroselskabet. Læs mere på vores Facebook

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16