Her 2. del af kampen om Ungdomshuset i anledning af Nørrebro Handelsforenings 125 år. Detailhandlen på Nørrebro følte, at de blev ladt i stikken af politikerne. Forsikringerne blev dyrere og dyrere. Ja nogle ville ikke mere betale. Det blev dyrt for butikkerne. Handelsforeningen blev af de unge foreslået som mægler, men politikerne afslog. I stedet fik foreningen arrogante meldinger fra politikerne. Men også politibetjente sendte hademails til Handelsforeningen. Det var en travl tid for bestyrelsesmedlemmerne i medierne.
1.000 besøgende hver uge
Det var stedet for den alternative ungdom. Hver måned fandt der mindst syv koncerter sted. Der var internationale festivalers. Der var biograf, folkekøkken, bogcafé, tøjtrykkeri og en masse øvelokaler.
Der var cirka 200 faste brugere af huset. Men op til 1.000 mennesker besøgte ugentlig huset på Jagtvejen. Her foregik en stor del af Københavns kulturliv. Nye strømninger af Københavns musik udspillede sig her. Mange lydfolk gjorde deres første erfaringer i huset. Her har navne som Paul Dissing, D.A.D. Anisette og Michael Falch optrådt.
Mandagsmøderne
Det var på mandagsmøderne, hvor alle beslutninger skulle træffes. Alle skulle være enige, før beslutningen kunne tages. Man kaldte det for basisdemokrati. Det har aldrig ligget de unge på sinde at lytte til omgivelserne. Hele pointen med huset var, at her bestemte de selv. Det kørtes helt efter de unges egen premisser. Og når politikerne fortalte de unge, at de skulle finde et andet sted, kunne det slet ikke lade sig gøre. Ikke alle unge mennesker gik i korte bukser og drak mælk. De passede ikke rigtig ind andre steder. Skal vi lige se på nogle historiske highlights?
Historiske Spotlights
- 12 november 1897: Folkets Hus, Jagtvejen 89 står færdig
- 29. oktober 1982: Københavns Kommune overdrager huset til Ungdomshusets aktivister
- November 1984: Politiet stormer Ungdomshuset og anholder unge for butikstyveri på 40 flasker whisky
- Oktober 1989: Et medlem af den tyske terrorgruppe Rote Arme Fraktion besøger Ungdomshuset
- April 1997: Ungdomshuset indgår formel lejeaftale med Københavns Kommune. Aftalen kan dog hæves med tre måneders varsel
- Oktober 1999: Københavns Kommune sætter Ungdomshuset til salg
- November 2000: Kommunen afviser at sælge til Faderhuset, men sælger til Human A/s
- September 2001: Faderhuset overtager Human A/S. De opsiger to dage senere lejemålet med Ungdomshusets beboere
- 1. januar 2002: Faderhuset trænger ved hjælp af en låsesmed ind i Ungdomshuset, og kræver deres ejendomsret. De bliver dog smidt ud.
- August 2003: Faderhuset stævner Ungdomshuset med krav om at alle skal ud.
- Januar 2004: Faderhuset får ret i Byretten
- August 2006: Landsretten stadfæster Byrettens dom
- Oktober 2006: Forskellige fonde tilbyder at overtage Jagtvej 69 – Faderhuset afviser
- November 2006: Nørrebro Handelsforening sender flere apeller.
- 14 december 2006: Fogeden har bestemt, at den dag skal de unge være ude.
Utilgiveligt at sælge
Ja egentlig var der her til vi var kommet i første del. Politiet havde udskudt fogedforretningen den 14. december for at bevare julefreden.
De unge syntes stadigvæk, at det var utilgiveligt at sælge Ungdomshuset. De mente lige som andre, at politikerne havde været usædvanlig vage. De opfattede også, at politiet bare var nogen som en gang imellem kom og gav dem en gang tæsk en gang imellem.
Brug ventetiden til dialog
Den stærke nabo – organisation syntes at være blevet opsplittet. Der var ikke mere enighed i gruppen.
I Nørrebro Handelsforening troede man ikke rigtig på julefreden her i december 2006. Krigen kunne bryde ud i lys lue.
- Brug ventetiden til dialog
Sådan opfordrede Nørrebro Handelsforening parterne.
Men i Borgerrepræsentationen var der ingen politisk løsning i sigte.
Julefreden varede ikke ved
Julefreden varede ikke ved. Den 16. december 2006 blev Nørrebro igen ramt af omfattende uroligheder, da unge fra Ungdomshuset demonstrerede for at bevare deres hus. I alt blev 273 anholdt heriblandt aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
Det store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpemæssig bål på Runddelen. Fire unge og to betjente blev såret. Op til 1.000 personer deltog i en demonstration. Flere unge påstod, at de bevidst blev kørt ned af politiet. 150 unge drog hærgende ned ad Nørrebrogade. Butikker blev hærget, biler blev brændt og Nærpolitistationen blev smadret.
Brand på Nørrebro
Nørrebro Handelsforening var rasende. En presseinfo med titlen ”Brand på Nørrebro” blev bragt i alle medier:
- Det forudsigelige skete, Nørrebro blev sat i brand.
Nørrebro Handelsforenings appel om julefred blev ikke fulgt
Politikkerne har vidst, at det ville ske. En konfrontation var uundgåelig. Fra starten har Nørrebro Handelsforening påpeget, at såfremt, det ville ske ødelæggelser, ville regningen blive sendt til Københavns Kommune.
Åbenbart har de fleste politikere ikke situationsfornemmelse. Deres attitude virker provokerende hos de unge. Dette er med til at sætte en hel bydel i brand.
Og de unge, der udtalte sig, at demonstrationen skulle have et fredeligt forløb, har ikke fået flere tilhængere. Man greb til voldsanvendelse. Om det var før eller efter, at politiet brugte gas, kan for så vidt være underordnet. De har i hvert fald ikke fået venligere naboer.
Og de handlende og medlemmer af Nørrebro Handelsforening fik atter engang smadret vinduer og enkelte butikker blev plyndret. Det finder vi os simpelt hen ikke i.
Dette var ikke engang det endelige slag. Det kommer først senere. Og atter engang må butikkerne sandsynligvis stå for skud. Hvad skal det til for.
Er I fuldstændig lige glade med, hvad der sker på Nørrebro, kære politikere?
Det ender med et dødsfald. Foreløbig er det ”kun” kvæstede. Og ildspåsættelser er ikke til at spøge med. At de unge mennesker på Nørrebro havde falske tilløbere er skuffende. Tilløbere, der er med til at sætte en bydel i bål og brand.
Vi forstår godt, at de unge kæmper for deres hus, men derfor skal man ikke bruge vold, beskadige andre folks ejendom og lave omfattende hærværk.
Vi kan ikke tro, at det er husets faste brugere, der har udøvet hærværk mod butikkerne på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening har støttet de unge i, at finde en brugbar løsning. Så derfor er bestyrelsen dybt skuffet over de unges ødelæggelser mod medlemmernes og andres butikker.
Det er vel ingen steder i Danmark, hvor der er større forskel på rig og fattig, på de enkeltes trosretninger og hvor den gensidige respekt er større. En mangfoldighed man ikke ser andre steder. Den mangfoldighed skal ikke ødelægges af bølleoptøjer.
Normalt trives den mangfoldighed på Jagtvejen. Og hvorfor skulle den ikke have lov til det. Det er berigende for bydelen.
”Plads til mangfoldighed og tolerance”, stod der på et banner under en fredelig demonstration til støtte for ungdomshuset, ja hvorfor ikke.
O.S.V.
Undskyld for hærværk – intet alternativ?
På et improviseret pressemøde foran Ungdomshuset stak en gut sit hoved ud af et vindue. Han undskyldte hærværket, men sagde samtidig, at der ikke var noget alternativt.
Medierne skulle fodres
En repræsentant fra Naboerne spurgte i Politiken, om politikerne egentlig var klar over at ødelæggelser og tabt omsætning for længst havde oversteget beløbet på 2,5 millioner kroner, som de fik for Ungdomshuset?
Det var et travlt døgn for bestyrelsesmedlemmerne. Gang på gang måtte vi fodre hungrende medier med oplysninger.
Hvorfor var det en oase?
På vores hjemmeside havde vi kaldt en hel serie af artikler ”Ungdomshuset – en oase på Nørrebro”. En journalist, der anede en sensation skulle have at vide, hvorfor vi havde givet vores serie dette navn. Hvis han nu havde læst det hele, ville han vide, at de unge betragtede stedet som et fristed og netop en oase.
Mange utilfredse henvendelser
Og det var bestemt ikke alle henvendelser, der var lige positive. Her er et lille uddrag:
- De unge vil opfatte det som I gør, at give dem grønt lys til at fortsætte deres voldelige adfærd. Regningen må I sende til de ansvarlige. Nemlig de unge. Politikerne er ikke ansvarlige for de unges handlinger, og det kan de aldrig blive.
- Mine shopping dage på Nørrebro er forbi. Jeg ønsker ikke at støtte en forening, der offentlig og direkte/indirekte støtter voldelig adfærd af nogen art
”Hold nu kæft, Johnny”
- Meget forkert og uprofessionel handlemåde
- Hold nu kæft Johnny. I skal ikke have en krone af Københavns Kommune, men at I skal have erstatning, kan der ikke være nogen tvivl om, men dem der skal betale er de stenkastende voldspsykopater.
- Man kan jo passende dele regningen mellem dem politiet har anholdt. Men der er vel ingen penge, så må de jo arbejde det af, 15 – 20 års hårdt straffearbejde passer vel nogenlunde.
- Ellers må Fonden Jagtvej 69 betale. De er villige til at ofre penge på utilpassede ”sociopater”, men forstår ikke hvorfor?
”Jeg er chokeret og harm”
Jeg er chokeret og harm over at høre dine udtalelser på TV. Skal politikerne og skatteyderne betale for uopdragne møgungers optøjer? Her i landet bukker vi ikke under for terrorister!!! Man kan ikke få sin vilje med vold, det er det du vil indirekte. Ved du hvad? Send regningen videre til de unge, som er blevet anholdt og dernæst til Ungdomshuset, fonden kan vel betale, de har jo 15 millioner.
”Du er sindssyg”
- Når Ungdomshuset bliver ryddet, og det bliver det, så håber jeg det bliver til lyden af knippelsuppe, vandkanoner, tåregas og gummikugler, men det bliver der desværre ikke, der må jo for alt i verden ikke ske de små englebørn noget.
- Huset er IKKE deres og du er sindssyg, når du mener, at skatteyderne skal betale for dette.
”Du må være snotdum”
- Du må være snotdum. Hvordan kan du seriøst mene, at Københavns Kommune skal betale for en flok autonome voldspsykiaters hærgen på Nørrebro.
- Vi lever i et demokrati og et retssamfund og i tilfældet Ungdomshuset så har retten talt. Det er skattevoldene i dette tilfælde de venstreorienterede utilpassede unge, som skal betale for de skader, de har forvoldt.
- Hvis det stod til mig blev hele Nørrebro ryddet for rockere, indvandrerbander, ludere, pushere og alt det andet røde sammenførte. Nørrebro er en betændt byld.
- Det kan ikke være rigtigt, at der er dele af Danmark, hvor politiet ikke kan udføre deres arbejde og beskytte lovlydige borgere.
”Du har vel solgt den maling, de brugte”
- Du har vel solgt den maling de brugte til dem og så send regningen til kommunen. Prøv hellere at bruge dine kræfter på at fortælle forældrene til disse børn at de skal leve op til det ansvar, de har påtaget sig ved at få børn og så tage hjem til deres villaer og opdrage dem. osv.
Ingen kunne garantere butikkernes sikkerhed
Problemet var, at ingen kunne garantere for butikkernes sikkerhed på Nørrebro. Man kunne heller ikke gardere sig mod røverier. Egentlig kunne man godt forstå forsikringsselskaberne. Men når Nørrebro Handelsforening fortalte denne problematik til politikerne fik man kun arrogante svar. Det var som om, at de var lige glade.
Forkerte oplysninger om forsikring
Politikere tordnede nu frem i diverse medier og fortalte om forsikringsdækning. Men det var som regel forkert, det som de sagde. Nogle forsikringsselskaber nægtede efterhånden at dække flere hærværksudgifter. Det var de så åbenbart i deres ret til. Det stod med meget lille skrift.
Hærværk blev kun dækket, hvis man havde hærværksforsikring. Og driftstab blev kun dækket hvis dette var forsikret. Det var ret dyrt. Efterhånden kunne virksomhederne på Nørrebro opleve, at deres forsikringerne steg i pris. Og det var kun fordi man var bosat på Nørrebro.
To timeres gratis advokathjælp
Nørrebro Handelsforening besluttede på grund af sagens alvor, at give to timers gratis advokathjælp i forbindelse med hærværksskader. Og så håbede man, at politikere og andre ”Kloge” ville undlade, at komme med urigtige oplysninger.
Gidsler for manglende politisk vilje
Atter engang (19. december 2006) var man fra foreningens side nødt til at udsende en presseinformation:
- Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje
Et medlem af Nørrebro Handelsforening henvendte sig til os, dybt frustreret over, at alle hans vinduer i forbindelse med optøjerne lørdag aften, og sagde:
Havde det været i New York, havde borgmesteren stillet sig foran ødelæggelserne og tordnet mod den kriminalitet som udgik fra Ungdomshuset i lørdags. Her i København gemmer de sig bag tykke mure og svarer en aktiv handelsforening og en hel bydel med arrogante og nedladende argumenter.
I Nørrebro Handelsforening bakker vi medlemmet op i hans holdninger og kan ikke undlade at gøre politikerne opmærksomme på, at denne forudsigelige kamp betød cirka 30 ødelagte banker, restauranter og butikker over hele Nørrebro. Men der var ingen hjælp at hente, tværtimod gemmer Politikkerne sig bag tykke mure og vil ikke ud i en konstruktiv dialog.
Politikkerne i Borgerrepræsentationen har et moralsk og politisk ansvar for, at der igen kommer ro og orden i byen og situationen fra i lørdags ikke gentager sig.
I foreningen tager vi selvfølgelig kraftig afstand fra volden. Men vi savner en konstruktiv dialog som er gensidig. Både over for de unge og over for borgerne og erhvervslivet på Nørrebro, og i handelsforeningen stiller vi os disse spørgsmål:
Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for mennesker?
Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?
Skal erhvervslivet og alle de andre borgere bare stiltiende vente på det store slag?
Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling
Johnny Beyer, Formand Nørrebro Handelsforening
Vi fik huset tilbudt for 1 kr.
Skulle problemerne løses, måtte alle bevæger sig. Fonden havde bevæget sig. Hvorfor blev Ungdomshuset egentlig solgt? Ja, Nørrebro Handelsforening fik huset tilbudt for 1 kr. Det skete under en af de halvårlige møder, som foreningen holdt sammen med overborgmester Kramer Mikkelsen. Nu var det sikkert bare en henkastet bemærkning. Men vi snakkede om det på bestyrelsesmødet i juli 2000.
Vi spurgte brugerne i Ungdomshuset, hvad de ville sige, til at skulle indrette sig efter Nørrebro Handelsforenings ledelse. Det var de mildt sagt ikke særlig begejstret for. Bagefter nægtede brugerne at de nogen sinde havde hørt om det.
Hvorfor skulle huset sælges?
Spørgsmålet var også, hvorfor Ungdomshuset skulle sælges. I en meddelelse havde kommunen fortalt, at en af grundende var, at de unge skulle smides på gaden, fordi de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev af 7. juli 1998 skriver politiet til Københavns Kommune:
- Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på Jagtvej som værende et specielt til tilholdsbase for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper. Det er dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.
Ingen problemer med de unge
Og i et læserbrev i Politiken skrev en tidligere KUC – direktør, Hans Grønborg, der havde ansvaret for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset:
- Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne og aftalerne. Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.
Noget tyder på, at Københavns Kommune ville af med huset og så skulle man bare finde en anledning til det.
Var det et økonomisk problem?
Huset var angrebet af hussvamp, opfugning af murværk var nødvendig, der var råd i bundkarme på vinduer. Alene at få bugt med hussvampen skønnes at ville koste cirka 70.000 kr.
Var det derfor, at man ville af med de unge? Var det blevet et økonomisk problem?
Man skulle finde et andet sted!
På et møde i Økonomiudvalget den 11. marts 1999 besluttede Økonomiudvalget at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter skulle ophøre og ejendommen skulle afhændes. Men samtidig blev det pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til Ungdomshusets aktiviteter.
På et tidspunkt var Huset i Magstræde ind i billedet. Og Nørrebro Lokaludvalg foreslog, at Ungdomshuset skulle omdannes til et bibliotek. Det ville dog koste 20 millioner kroner. Og de penge havde man ikke.
De unge var stolte af deres brostens – slag
På Ungerens hjemmeside var man stolte over, hvad man havde fået udrettet:
- En sand regn af kanonslag, malerbomber og brosten regnede ned mod betjente og mandskabsvogne. Det var som om alle frustrationer over den politiske arrogance og truslen mod huset fik afløb i et stort knytnæveslag mod systemet.
Endvidere konkluderede hjemmesiden, at det var politikere og ”faste fjender” af Ungdomshuset, der løb med medieomtalen. Og det væltede ind med støtterklæringer samt bajere, blomster og smøger fra husets naboer.
En af de mest aktive i konflikten var advokaten bag Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack. Han udtalte blandt andet:
- Naturligvis skal vi fordømme volden, men vi skal også prøve at forstå de unge. De unge er en brik i et politisk spil.
Politikerne bevægede sig ikke
Og nu var meldingen fra de ”kloge” politikere, at et politisk flertal af politikere fra Københavns Rådhus ikke kunne tage ansvar for, at den daværende Borgerrepræsentation havde solgt huset.
Det lød atter engang som ansvarsforflyttelse. Men fonden havde bevæget sig. Man vil ændre fundats, hvis kommunen aktivt ville tage et medansvar for at løse problemet, ellers ville de ikke. Med andre ord. Kommunen skulle være med til at lave lokalplan, sørge for bevillinger og være med til at spytte penge i driften.
Brændte børn
Men atter engang skubbede politikerne sagen over til de unge. For inden de havde fået lovning på noget som helst skulle Ungdomshuset nu være ryddet. Et partnerskab burde jo for længst have været indgået. Her i 11. time syntes den helt store konflikt at være uundgåelig.
Nu var de unge jo ikke uvildige til et nyt hus for til BT udtalte Maja:
- Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi var brændte børn. Vi har brændt nallerne så mange gange på Københavns Kommunes kogeplade, at der skal virkelig meget til, inden vi kommer Ritt i møde med åbne arme.
Noget tydede på, at erhvervslivet på Nørrebro igen skulle befinde sig i skyer af tåregas og lavtflyvende brosten, hvoraf mange ville ramme butiksvinduer.
Tolerance og opfindsomhed var forsvundet hos politikerne. Det var alene politiet, der igen skulle løse problemerne. Ligesom butikkerne var den enkelte betjent gidslerne i dette spil.
Faderhuset ville rive huset ned
En ny strid var brudt ud mellem Netværket Naboerne på Nørrebro og Foreningen Naboerne på Nørrebro. De havde vidt forskellige meninger og beskyldte hinanden for misbrug af navnet.
En undersøgelse foretaget af Megafon viste, at 82 pct. mente, at ansvaret for volden lå hos de unge. 67 pct. mente, at Ungdomshuset skulle ryddes.
Faderhuset havde bebudet, at de ville rive huset ned. Det var nu ikke så overraskende. Grunden ville uden huset og dens beboere indbringe cirka 45 millioner kroner. De havde ellers lovet noget helt andet, da de købte huset.
Tænk – en positiv politiker
Der blev ved med at løbe en masse mails ind til Handelsforeningen. En politiker fra Borgerrepræsentationen skrev således:
- Kære Johnny Beyer og andre i Handelsforeningen, Jeg synes, at I stiller rigtig gode spørgsmål og laver fine beskrivelser af, hvordan det er at være på Nørrebro pt. Jeg stiller mig til rådighed for jer. Hvordan kan jeg hjælpe.
Skrækkeligt for bydelens forretninger
En studerende PLS skrev således:
- Jeg synes, at det er flot, at I – Nørrebro Handelsforening- har fået gjort tydeligt opmærksom på, hvor meget skade de unge demonstranter har forvoldt. Det er jo skrækkeligt for de mennesker, der arbejder i bydelens forretninger. For slet ikke at tale om indehavernes store tab.
Fulde støtte fra en partiformand
En formand for en politisk forening skrev:
- Hej Johnny, ville bare lige give dig min fulde støtte til din ageren i den ulykkelige Ungdomshussag, det er godt gået. Det er ærgerligt, at I er blevet uskyldige gidsler i en voldelig konflikt, som alle kunne se, komme. Jeg håber, der vil komme løsninger, der kan gøre, at I slipper for mere hærværk.
Ros fra folketingsmedlem
Et folketingsmedlem fra Socialdemokratiet skrev:
- Flot gået i medierne. Jeg bakker jer fuldstændig op.
Handelsforeningen havde glemt de borgerlige værdier!
Det var da glædelig at enkelte socialdemokrater bakkede os op, men det gjorde Peter Schlüter fra De Konservative nu ikke. Han skrev bl.a., at vi i foreningen havde glemt de borgerlige værdier. Han spredte også budskabet i diverse andre medier.
Men nu var det bare det. Han var lige som andre politikere ikke ved siden af de butiksindehavere, der lukkede deres butikker i den tid. De kunne ikke få hjælp nogen steder fra.
I plejer kun egne interesser
Politikerne forlangte stadig at de unge frivillig skulle forsvinde fra huset uden at de fik stillet et hus til rådighed. Advokat Knud Foldschack var til møde med Borgerrepræsentationen. Det vil sige, at kun medlemmer fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre mødte op. Og mødet resulterede da også i ingenting.
- I plejer kun egne interesser
Ja det var nogle af de kommentarer Nørrebro Handelsforening nu blev mødt med. Hos politiet havde en nedrivning topprioritet. Men det var et spørgsmål om fagbevægelsen ville spille med i dette.
Havde politiet henvendt sig?
Borgergruppen for Ungdomshuset beskyldte politiet for at optrappe situationen. Denne gruppe havde efter eget udsagn, 500 medlemmer.
Faderhuset fortalte nu offentligt, at de havde søgt officielt om, at jævne Ungdomshuset ved jorden. Politiet havde åbenbart henvendt sig. De skulle have udtalt, at en jævning af huset ville lette deres arbejde.
Kulturarvsstyrelsen havde udtalt, at de ikke ville gøre noget for at bevare huset. Der var ingen saglig grund til at bevare huset, sagde man.
Hvorfor træde og smadre på alt?
I Ungdomshuset rasede man:
- Vi kan overhovedet ikke se logikken i at Faderhuset skal have lov til at smadre og træde på alt, som vi har bygget op. Hvorfor skal vi forlade huset, så andre kan lave hul i jorden.
- Ritt har ikke engang stillet sig bag ideen om et andet Ungdomshus. Alt det vrøvl politikkerne har lukket ud, har gjort situationen ekstremt tåbelig, at jeg tror, at mange unge nu en gang for alle har mistet tillid til politikerne (Jan – Ungdomshusets Pressegruppe).
Havde politikerne givet tilladelse til nedrivning?
Hos De Radikale mente man efterhånden, at man på en eller anden måde skulle støtte Fonden med at finde nye lokaler. Anne Vang fra Socialdemokraterne understregede, at det ikke var kommunens opgave at finde et nyt sted til de unge. Men kommunen kunne godt bistå Fonden til at finde et nyt sted.
Ritt Bjerregaard ville gerne høre om Faderhusets planer om nedrivning. Det kunne så undre, at Klaus Bondam så samtidig udtalte, at planerne om nedrivning skulle diskuteres i et politisk udvalg.
Politiet ville også have fredelig løsning
Københavns Politi meddelte, at nedrivning havde topprioritet hos dem, såfremt der ikke fandtes en fredelig løsning. En fordel havde været, hvis huset havde ligget tomt i nogle år, så det havde mistet sin symbolske værdi, udtalte man.
Men nu blev en nedrivning sikkert ikke så let. Formanden for 3F’ s Landsungdomsudvalg var imod nedrivningen lige som LO Storkøbenhavn. Bygge, Jord – og Miljøarbejdernes Fagforening ville ikke arbejde under politibeskyttelse. Og i Byggefagenes Samvirke udtalte formanden, Anders Olesen:
- Det skal være en fredelig løsning, før vores medlemmer vil deltage i en nedrivning.
Center for Konfliktløsning havde sagt ja til at mægle i krisen. Men det blev ikke let. Faderhuset havde ikke gidet at svare Ritt Bjerregaard.
Ruth: Vi er ikke en del af konflikten
Til Jyllands Posten havde Ruth Evensen sagt:
- Vi er ikke en del af konflikten, vi er blot ejer af et hus.
Ritt Bjerregaard foreslog nu, at Ungdomshuset kunne flytte ud på Christiania. Men herude undrede man sig over forslaget for her var ingen faciliteter til de unge. To konservative politikere havde samlet 11.000 underskrifter på, at Ungdomshuset ikke skulle bevares.
Venstres Ungdom ville med en demonstration sende et signal om, at alle var underlagt grundloven lige som retsstaten og demokratiet.
Vi ses på barrikaderne
Ungdomshuset svarede at de nu i seks år havde demonstreret, omdelt løbesedler og samlet underskrifter med henblik på at finde en politisk løsning. Men politikerne aldrig var kommet med noget brugbart. Det var politikerne, der havde solgt huset, og at det var deres skyld at situationen var eskaleret.
Ved årsskiftet og to timer før dronningens nytårstale, kom talen fra Ungdomshuset. Indledningen var ”Hej Røvhuller”. Her fik man så at vide, at der ikke var nogen alternativer til Jagtvej 69. Den findes kun i medier og hos politikerne. Der blev også pointeret, at der i Ungdomshuset kun var en gruppe. Så blev det nævnt, at 700 var blevet anholdt i politiets håbløse forsøg på at løse en politisk konflikt.
Afslutningsreplikken var:
- Vi ses på barrikaderne – og husk: Du bestemmer selv på hvilken side af dem, du vil stå.
Atter engang: Breaking News
Den 14. januar 2007 besatte flere hundrede en tom industribygning på Dortheavej i Københavns Nordvest kvarter. Politiet trak sig relativt hurtig, men vender talstærkt tilbage den 16. januar. 94 blev anholdt ved aktionen, som foregår uden vold og slåskamp.
Den 3. februar 2007 besatte unge fra Initiativet for flere Ungdomshuse endnu et hus. Denne gang var det på Grøndalsvænge Allé i Nordvest kvarteret. 82 anholdtes.
Jo Nørrebro kom nok engang i mediernes søgelys. Der Var Breaking News med helikopter. Ja tænk engang direkte billeder.
Fristeder alle steder
Ungdomshusets beboere fik den 9. februar 2007 ti dages betænkningstid til at tage imod Københavns Kommunes tilbud om at flytte til den nedlagte Stevnsgades Skole.
Der var brug for flere ungdomshuse, sådan var parolen for en fredelig gennem Nørrebrogade via Lyngsie Plads til Dortheavej. Cirka 500 mennesker deltog. En anden lyserød demonstration samlede hele 1.000 deltagere. På et banner stod Fristeder alle steder.
Vores kultur er måske ulækker og larmende
Et hus blev besat men først efter kamp med politiet. Der blev anvendt knippelsuppe og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage Der var cirka 300 unge mod 42 betjente. Begrundelsen fra Politiet var, at få at få kontrol med situationen skulle man have brugt unødig magtanvendelse og det ville man ikke.
Mads Clausen fra Initiativet for flere Ungdomshuse sagde meget rammende:
- Vores kultur er måske ulækker og larmende for politikerne, men vi er mange.
Nu var der så pludselig to ungdomshuse. Men De Forenede Ejendomsselskaber ville have de unge ud af den faldefærdige industribygning. De skulle bruge ejendommen, der ellers havde stået tom gennem længere tid. Man ville omdanne bygningen til lejligheder.
Nynazister skulle blande sig
De unge havde ellers udtalt, at de ikke repræsenterede Ungdomshuset på Jagtvejen. Det blev et kort besøg af de unge, der dog nåede at navngive ejendommen til Villa Villekulla.
Forinden havde man gjort krav om tre ungdomshuse med lys og varme. Nynazisterne ville dog lige vise flag. Men åbenbart havde de unge gode kontakter. De jog nynazisterne på flugt.
De unge ville i opera
Der var masser af penge til et operahus. Hvorfor kommer pengene ikke i retning af os, spurgte de unge. Kasper Bech Holten, der generelt sympatiserede med de unges ønske om et nyt ungdomshus blev sur over, at operahuset nu blev brugt i kampen. Han opfordrede de unge til at gå i operaen, så de kunne få syn for sagen. Og de unge besøgte da også operaen, men de blev udenfor. Vel sagtens fordi, der var et kæmpe politiopbud.
En brandstation kom i spil
Ritt Bjerregård påstod, at der ikke var ledige kommunale ejendomme. Men Martin Geertsen kunne dog pege på tre adresser. Og pludselig kom en nedlagt brandstation på Jagtvej i spil. Men nu råbte Helge Sander vagt i gevær, for man kunne da ikke disponere over andres ejendom. For Københavns Universitet havde store udvidelsesplaner og her indgik den gamle brandstation.
Naboerne til Stevnsgades skole forarget
Stevnsgades Skole kom atter i spil. Embedsmændene foreslog en pris på 50 millioner kroner. Naboerne var dog stadig ikke begejstret. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en krigszone. Og så ville priserne på boligerne i området rasle ned. En underskriftsindsamling blev sat i værk. Og så passede larmende punkfester og guldøl slet ikke i et kvarter fyldt med børn. Jo, beboerne mente dog, at de unge skulle have deres eget hus. Det skulle da bare ikke lige være i nærheden af dem selv.
De unge var uønskede
Fra Guldberg Skolen lød nu en udtalelse om, at de unge ikke var gode forbilleder for deres børn. Skolen ligger lige op til Stevnsgades Skole. De unge var uønskede, derfor sagde de nej. I en presseinformation fra de unge lød det således:
- Hvis retten til et ungdomshus reduceres til et spørgsmål om købekraft, så har 25 års kamp for ungdomsbevægelsen for ungdomsbevægelsen været forgæves.
Politiet pustede til ilden
Nu hjalp det heller ikke på situationen, at Politiets informationschef, Flemming Steen Munch pustede til ilden ved at samle de unge med fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde gjort Nørrebro til en slagmark.
Informationschefen mente, at situationen havde ændret sig siden 18. maj 1993, da gik de unge direkte efter at angribe politiet. Og sådan havde det været siden.
Flemming Steen Munch sagde til Dansk Politi udgivet af Politiforbundet:
- Vi oplever de unge betragter en henstilling fra politiet som et forhandlingsoplæg, og de påberåber sig de demokratiske rettigheder for et godt ord. Samtidig mener de, at de på deres mandagsmøder i Ungdomshuset har retten til at beslutte sig for at udøve vold og hærværk, hvis de ikke er enig i andres synspunkter. De har gjort Nørrebro til deres slagmark, og hvis anderledes tænkende end dem, vil ud og demonstrere på Nørrebro, så kommer de autonome farende og opildner til ballade.
- Der er en hård kerne, som givetvis tager deres ideologi om at omstyrte samfundet særdeles alvorligt. Men i periferien befinder der sig en stor skare af medløbere, hvor retorikken klinger lidt spagt.
- De sidste 10 – 12 år har jeg kørt efter de her demonstranter. Og jeg kan godt finde det helt komisk, når en 13 – årig pige med tændstiktynde arm går og råbe slagord om at omstyrte det samfund, som hun ikke engang har ydet noget til.
De voldsomme episoder
Den 18. maj 1993 havde også store økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Her blev 11 aktivister og tilskuer såret. Politiet affyrede 113 skud og efterfølgende var der mange betjente, der led psykisk skade.
Men for detailhandlen havde terrornatten den 8. – 9. november 1999 større konsekvenser. Politiets passivitet havde kæmpe økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Og hvad værre er, at ingen blev gjort ansvarlige for det omfattende hærværk. Dette har vi tidligere kommenteret her i artikelserien.
Yderligere krav fra de unge
De unge fremkom nu med yderligere krav. Hvis de unge fik tilbudt et nyt ungdomshus fra kommunen, var de rede til at forlade det gamle Ungdomshus. Men de havde dog yderligere krav:
- Kommunen skal stille huset til rådighed
- Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren
- Vi skal selv bestemme
- Huset skal ligge på Nørrebro
De mente, at de var en del af Nørrebro – kulturen. De sluttede et fem siders langt brev til Fonden med følgende sætning:
- Tilbage er kun spørgsmål om, hvorvidt politikerne vil løfte en del af læsset og sluge nogle karameller. Og så haster det selvfølgelig. Politiet kan komme hvert øjeblik.
Tag dig i agt for Politiet
Den 15. februar udsendte Ungdomshuset en opfordring:
- Tag dig i agt for Politiet
Københavns Politi har fornylig trykt en plakat og flyers, hvorpå de forklarer, at de tidligere har været nødt til at anholde mange folk – også meget unge – fordi de ikke ville følge politiets anvisninger. Budskabet har også været bragt på hjemmesider.
Det politiet glemmer at fortælle er, at de fleste gange har måttet betale meget store erstatninger, fordi de gik for vidt og ikke havde lov til at anholde folk, men bare gjorde det alligevel. Københavns politidirektør, Hanne Bech – Hansen har endda sendt skriftlige undskyldninger ud efter ulovlige anholdelser.
Men pas på, for vi har flere gange set politiet slå og skyde gas, hvis befolkningen ikke parerer ordrer med det samme. Da må du huske på, at det ikke kun er dig de angriber, men dine demokratiske rettigheder. Og dem er det vigtigt vi forsvarer. Politiets ord er ikke lov.
Opfordring fra Københavns Politi
Og det var netop denne opfordring Københavns Politi sendte ud:
- Opfordring fra Københavns Politi
Politiet prøver at løse sine arbejdsopgaver på fredelig vis, men desværre kan f.eks. demonstrationer udvikle sig voldeligt, og så må politiet anvende den nødvendige magt for at løse opgaven.
Også som tilskuer har man pligt til at følge politiets anvisninger. Ved de seneste uroligheder omkring Ungdomshuset på Nørrebro i december 2006 blev et stort antal personer anholdt – heriblandt også en række helt unge mennesker, der ikke fulgte politiets ansvisninger om at forlade stedet.
Det kan med andre ord få nogle ganske alvorlige konsekvenser, hvis man befinder sig tæt på det område, hvor politiet arbejder. Vi opfordrer til at vise hensyn, give politiet arbejdsro og til at holde sig væk fra steder, hvor der kan opstå uroligheder.
Med venlig hilsen
Københavns Politi
Atter appel fra Handelsforening
Johnny Beyer havde tilbudt sig som mægler i konflikten, men det var politikerne ikke interesseret i. De store dagblade og Ungdomshuset linkede til vores hjemmeside. Der var rekordbesøg.
I Nørrebro Handelsforening var mere end bekymret for situationen. Tidligere havde det vist sig at Politiet ikke kunne garantere for de ansattes sikkerhed. Og der var heller ikke mulighed for at garantere for butikkernes varer. Foreningen frygtede for omfattende røverier. Vi indledte et samarbejde med HK og BAR Handel – Arbejdstagersekretariatet: den 14 februar udsendte vi følgende:
- Opfordring fra Nørrebro Handelsforening
Nørrebro Handelsforening er alvorlig bekymret over situationen omkring Ungdomshuset. De unge har kun et alternativ, det er Stevnsgades Skole, men i dette område er de unge uønskede.
De skal svare inden den 19. februar. Bliver det et endeligt nej, er vejen banet for en rydning. Appellen fra Nørrebro Handelsforening er, at undgå vold og hærværk. Opfordringen til Politiet er, at undgå unødig vold og provokation.
Vi håber stadig, at konflikten omkring Ungdomshuset kan løses fredeligt. Beboerne i huset har fået tilbudt Stevnsgades Skole, men i kvarteret er de nærmest uønsket. De unge har desuden opstillet nogle krav, som vi har bragt tidligere.
Handelsforening sender regning videre
Ja sådan indledte vi vores opfordring. Politikerne havde sagt ja til nedrivning. Det har vagt stor mishag, at handelsforeningen ville sende regningen videre til de offentlige myndigheder. Dette blev tolket som vi accepterede hærværk og krigslignende tilstande.
Og dette sagde vi ved en hver lejlighed. Ved denne lejlighed opfordrede vi også til politiet at vise hensyn. Det afstedkom nogle heftige henvendelser fra politibetjente. Det kommer vi tilbage til.
Vi gav udtryk for bekymring for dem, der skulle løse en sag, som politikerne ikke kunne løse. Og det var ord som besindighed m.m., som vi brugte.
Beredskabsplan
På grund af den manglende vilje hos parterne udsendte vi så denne ”Beredskabsplan” Det gjorde vi blandt andet i samarbejde med Arbejdsgiverforeningen og HK
Hvad skal jeg gøre i tilfælde af uroligheder?
- Før:
- Tal om hvad I tror, der skal ske og aftal, hvordan I skal forholde jer, fx skal døren låses? Skal gitre eller lignende sættes for vinduer? Skal varer fjernes fra vinduer? Skal varer og andre genstande fjernes fra gaden? Hvor skal I opholde jer?
- Hav ikke dyre, skarpe eller spidse varer udstillet i vinduet
- Udarbejd en liste om hvem der skal ringes til i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand
- Tjek indholdet i forretningens førstehjælpskasse, så du er parat hvis nogen kommer til skade
- Tjek jeres forsikringsforhold fx dækker knuste ruder? Er det værdibegrænsning for varer udstillet i vinduer?
- Har butikken en aftale med et sikringsselskab, så overvej at indgå aftale om afhjælpning i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand.
- Forbered et lokalt netværk med forretninger i gaden/området, så kan I underrette hinanden, hvis der opstår uroligheder.
- Under og efter:
- Undgå at have varer ude på fortovet/gaden
- Fjern skarpe genstande, cykelstativer, skraldespande og genstande, der kan bruges som kasteskyts fra fortovet/gaden
- Luk og lås butikkens døre og vinduer – overvej risikoen for stenkast og lignende
- Bliver du truet så bevar roen og gør, hvad der bliver sagt
- Iagttag hvad der sker med henblik på anmeldelse til politi og forsikringsselskab
- Bagefter så hjælp og støt hinanden – tal om situationen, accepter hinandens reaktioner og vis omsorg.
Presseinfo fra Ungdomshuset
Fra Ungdomshuset fik vi en henvendelse, om vi vil bringe deres presseinformation. De sagde, at de havde svært ved at komme i medierne. Og når det så skete, så var deres presseinfo skåret til ukendelighed. Dette sagde vi ja til, og blev også voldsom kritiseret fra de passive politikere:
- Synspunkt fra Ungdomshusets Pressegruppe
Efter de seneste dage at have set Ritt Bjerregård få lov til at optræde i diverse medier og fremføre sit syn på sagen ukritisk og uhindret få lov til at lyve i pressen vil vi gerne understrege følgende:
1. Når Ritt Bjerregård påstår, at hun er kommet med flere løsninger, så er det helt objektivt løgn. Der er kommet ”et forslag”, at man på almindelige markedsvilkår købte den kommunal ejede bygning i Stevnsgade
Fra Ungdomshusets side skal vi understrege, at dette ikke kan kaldes politisk løsning, jo så absolut også ville være mulig uden Ritt Bjerregård som ejendomsformidler. Det undrer os, at ingen spørger hende, hvad der skulle forhindre fonden i at gøre sådan køb uden politisk indblanding
2. Da Ungdomshuset sagde nej til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft, så var det ikke – som overborgmester Ritt Bjerregård ellers har påstået flere gange – en lille hård kerne, der tromlede beslutningen igennem. Beslutningen blev truffet efter omkring 25 timers debat blandt husets aktivister. Det var en beslutning, man kom frem til i fællesskab.
3. Ungdomshuset blev solgt for mere end seks år siden. Utallige demonstrationer, underskriftsindsamlinger, opfordringer til møder og meget mere blev overhørt af politikere, mens en rydning rykkede nærmere. Først efter afgørelse i Landsretten og fogedrettens fastsættelse af rydningsdato, har det været politisk interesse (om end minimal). Der skal også på det kraftigste understreges, at Ritt Bjerregårds tilbud om at sælge bygningen i Stevnsgade kom over en måned efter, at Ungdomshuset skulle have været ryddet 14. december.
Ritt Bjerregård har været overborgmester i et år og har været bekendt med problemstillingen. Måske skulle hun have gået ind i sagen med det samme og ikke en måned ”for sent”. Havde overborgmesteren engageret sig i sagen tidligere, så havde det været muligt at finde en fornuftig løsning.
1. Grunden til at der var en anden juridisk ejer af Jagtvej 69 er alene fordi politikerne solgte huset til dem. Problemet er altså politisk skabt. Det er en politisk beslutning at sælge Jagtvej 69 til en kristen sekt. En økologisk fond, der havde som erklæret mål at lade Ungdomshusets aktiviteter fortsætte bød også på Jagtvej 69. Salget må derfor ses som et bevidst forsøg på at lukke Ungdomshuset.
2. Vi må understrege, at unge frivilligt og ulønnet har lagt kræfter i Ungdomshuset i 24 år. Det er derfor det økonomisk mest fornuftige kulturinitiativ at støtte. Det eneste, der bliver bedt om er jo et hus, at lægge kræfterne i.
Når politikerne giver udtryk for, at Ungdomshuset har været til gavn for København, og de synes, der skal være plads til sådanne aktiviteter, dog uden de skal involvere sig i det, svarer det vel nogenlunde til at sige, det bør være veje i København, men folk må selv betale for dem
Ungdomshuset
Betjenten måtte ikke begå fejltrin
I Nørrebro Handelsforening blev der atter og atter diskuteret, hvad man kunne gøre. Det var utroligt, at man ikke kunne finde et sted, hvor de unge kunne dyrke deres alternative kulture.
Var det de unge, der var blevet mere aggressiv eller var det medierne, der havde oppisket en stemning. De unges raseri var rette mod butikkerne og bankerne på Nørrebro. Men også betjenten i det forreste geled var raseriet rettet imod. Hvis de ikke opførte sig helt efter bogen, ja så afslørede en mobiltelefons optagelser, hvad de havde begået af fejltrin. På Ungdomshusets facade var der nu også anbragt kamaraer mod eventuelle overgreb.
På Ungernes piratradio var der hele tiden nyheder. Og deres pressegruppe var hele tiden i aktion. De unge risikerede hele tiden anmærkninger i straffeattesten.
I Nørrebro Handelsforenings bestyrelse var vi hele tiden i vælten. På alle tider af døgnet stillede vi os til rådighed for medierne, ja også udenlandske.
Artikelserien fortsætter
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:
- Kampen om Ungdomshuset 1
- Kampen om Ungdomshuset 3
- Politi og ”Banditter” på Nørrebro
- BZ – bevægelsen endnu engang
- Skyd efter benene
- Slumstormere, Besættere og Autonome
- Bomben i Søllerødgade
- Bomben i Søllerødgade – endnu mere
- Byggeren på Nørrebro – nok engang
- Fristeder og Ungdomshus
- Ungeren set fra 6. klasse
- Ungdomshusets historie 1 – 2
- Nørrebro beboeraktion og Kampen om Byggeren
- BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
- Terrornatten på Nørrebro
- Nørrebro 18. maj 1993
|
