Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Referat af ordinær generalforsamling 27. marts 1996

Offentliggjort 5. december 2008

Referat af den ordinære generalforsamling, afholdt d. 27. marts 1996 i Restaurant La Perla, Nørrebrogade 205.

  1. Valg af dirigent. Johnny Tikotzki, æresmedlem af det tidl. Nørrebro City, blev valgt til dirigent.
  2. Bestyrelsens årsberetning ved formanden, samt beretning fra afdelinger/udvalg. (1). Bestyrelsens årsberetning blev godkendt. (2). G. Berlings beretning for loppemarkedet blev ligeledes godkendt. Overskuddet fra pladslejen i ´95 er gået til: (a) Assistents Kirkegård, renovering af kapellet, samt maling af kirkegårdsmuren, Nørrebrogade: 12.400 kr. (b) Juleguirlander på Nørrebrogade: 10.000 kr. (3). Beretning fra fonden, ved kasseren. Fonden har uddelt tre portioner i ´95. De var på henholdsvis 5.000 kr., 25.000 kr. og 10.000 kr., sidstnævnte til juleguirlanderne på Nørrebrogade. Der blev videre orienteret om, at den beslutning som blev truffet på de ekstra-ordinære generalforsamlinger om at overdrage ejendommen fra foreningen til fonden, ikke er mulig. Dette skyldes at lejerne i så fald ville have ret til at købe ejendommen, hvilket er en risiko bestyrelsen vurderer vi ikke skal tage. På den baggrund blev det besluttet på generalforsamlingen at ejendommen bliver i foreningen.
  3. Aflæggelse af reviderede regnskaber. Kasseren fremlagde regnskaber for: Handelsforeningen Nørrebro- Nordvest; Nørrebro Handelsforenings Stiftelse- og Understøttelsesfond; Ejendommen Prinsesse Charlottsgade 37-39; Handelsforeningen Nørrebro City. Der var ingen spørgsmål til regnskaberne, og disse blev godkendt.
  4. Vedtagelse af budget og kontingentsatser. Herunder blev der stillet forslag fra bestyrelsen om at afsætte 10.000 kr. på budgettet for ´96 til medlemshvervning. Herefter blev det diskuteret hvor mange midler der skal afsættes til valgkampagne for vores kandidat til Bydelsrådsvalget, Hans Mejlshede. Der var enighed om at støtte Mejlshede, og det blev besluttet, at vi kan anvende op til 20.000 kr. til kampagnen. Mejlshede opstiller på Erhvervslisten, og indgår ikke listeforbund. Generalforsamlingen foreslog bestyrelsen at disse midler, samt evt. midler til medlemshverning, kan tages fra fonden i stedet for fra foreningen. Budgettet for ´96, inklusiv nævnte ændringsforslag, blev vedtaget. Det foreslåede basis-kontingentet på 200 kr. per kvartal plus gadetillæg for Nørrebrogade blev vedtaget. Nye kontingentformer/satser, fx A, B og C-medlemskab, vil blive taget op på næste generalforsamling, på baggrund af et oplæg herom, som vil blive udarbejdet forinden. Ib Snoer, hvis forretning er beliggende i Nordvest, udtrykte beklagelse over, at 2400-postområdet og ordet Nordvest ikke længere er indeholdt i foreningens navn og vedtægter. Der var dog enighed om, at forretninger i 2400-området stadig er velkomne i foreningen.
  5. Indkomne forslag. (1). Bestyrelsen foreslog en tilføjelse til paragraf 12 i vedtægterne med følgende ordlyd: Såfremt foreningen bliver opløst, skal foreningens formue overgå som vederlagsfri gave til Nørrebro Handelsforenings Stiftelse- og understøttelsesfond. Denne tilføjelse blev enstemmigt vedtaget. (2). Der var stillet forslag om at foreningen vælger to interne revisorer på den årlige ordinære generalforsamling. Dette forslag blev vedtaget, således at der i vedtægterne, paragraf 6, tilføjes et punkt 6 g. med ordlyden: 2 interne revisorer vælges hvert år.
  6. Valg til bestyrelse. Da det er foreningens første ordinære generalforsamling var hele bestyrelsen på valg. Følgende liste blev resultatet af valg til bestyrelsen: Formand: Johnny Beyer. Næstformand: Hans Thomsen. Kasserer: Henrik Engstrøm. Sekretær: Preben Thaarup. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Gunnar Berling, Benny Granstrøm, Sten Johanson, Hans Mejlshede, Ingolf Sørensen. Suppleanter: Knud Schou og Jørgen Sørensen.
  7. Valg af revisionsfirma. Bent Flintsø blev valgt. Som interne revisorer i foreningen blev valgt Ib Snoer og Bent Johansen.
  8. Eventuelt. (1). Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger (SSH). Ingolf Sørensen, formand for SSH, opfordrede foreningens medlemmer til, dels at være aktive som sponsorer ved årets cykelløb. Dels at komme til de stormøder som SSH afholder med indbudte politikere idet disse møder giver god mulighed for at påvirke på politisk niveau. Næste stormøde er d. 23. april og omhandler særligt erhvervstilladelsen. Bjørn Elmquist (R) og Kai Dige Bach (C) er gæster. I. Sørensen oplyser sekretariatet hvor mødet afholdes, så snart dette vides. (2). De afgående bestyrelsesmedlemmer blev takket for deres indsats i de/det forløbne år. Afgående bestyrelsesmedlem Bent Nørgaard gjorde opmærksom på, at det er vigtigt at Nørrebro Handelsforening også i fremtiden er repræsenteret i Lokalrådet.

På bestyrelsens vegne,

Jonas Murmann, Sekretariatet.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16