Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Hvad med kritiske medier?

I forbindelse med den manglende julebelysning og de efterfølgende demonstrationer er der sagt meget sludder i medierne. Også mange politikere har udtalt sig. Men er det nok bare, at sige, at vi på Nørrebro er forskellige, og så bare stikke fingrene i lommen. Der fin nok med shawarmamesterskab og kridtstreger, men det er nu engang ikke nok til at rette op på Nørrebros dårlig image. Når Folketingets formand så oven i købet udtaler, at Nørrebro er et sted, der er præget af intolerance og utryghed. Og hvor en politiker udtaler sig om, at man har bøjet sig for misforstået tolerance over for andre religioner, ja så er det noget galt. Og nu kæmper to yderliggående grupper med at få medieopmærksomhed. Midt i dette er der butikker og andre erhvervsvirksomheder, der er en del af det sociale og kulturelle byliv, som gerne fortsat vil drive deres virksomhed.

Der blev ikke 41 julekæder
Nu skal vi jo passe på ikke at angribe alle medier. Så det gør vi ikke?

Egentlig startede det allerede tilbage til begyndelsen af august, da vi i Nørrebro Handelsforening udsendte en presseinformation, om at der ikke blev julebelysning på Nørrebrogade. Grunden var, at Nørrebro Lokaludvalg ikke ville bakke det op.

Det var Handelsforeningens egen skyld!
Og lokaludvalget havde helt til at fortælle medierne, at det var Handelsforeningens egen skyld, da vi ikke havde overholdt tidsfrister. Og det var tidsfrister, man havde ændret. Dette gentog lokaludvalget så et par gange. I tidens løb har man ”betalt en ret stor del af omkostningerne” og ”Vi har faktisk finasieret en stor del af indkøbet til de julekæder, som handelsforeningen nu har liggende”.

Lokaludvalget behøver ikke at bakke julen op
I øvrigt havde man udtalt, at der ingen steder står, at Lokaludvalg skal bakke om julebelysning. Men det interesserede ikke medierne så meget.

Senere har Lokaludvalget igennem medierne ladet forstå, at ”de ønsker at bruge færre penge på julebelysning”, og at ”de ønsker at de handelsdrivende betalte en større del af kagen”

Et nærigt handelsliv
Det interesserede ikke medierne, at man Lokaludvalgene andre steder i København bakker op om julebelysning. Her har man også problemer med at få de store detailkæder til at bakke op.

Når Nørrebro Lokaludvalg udtaler sig om at det er et nærrigt handelsliv, ja så har de for så vidt ret. Handelsforeningen har ingen sanktionsmuligheder, som man for eksempel har i et center. Og det at sætte 41 kæder op, ja det kræver ca. 350.000 kr. Og det er da også lykkedes et par gange. Men så har Nørrebro Handelsforening også måttet dække et større underskud. Og det kan man så ikke blive ved med.

At detailhandlen ikke etablerer sig med større butikskæder på Nørrebrogade er så en anden ting. Man er blevet træt af trafikreguleringer m.m. Faktisk har en del butikskæder i tidens løb forladt Nørrebrogade

De islamske butikker
Så pludselig dukker der så 50 mennesker op med nissehuer og fortæller, at de aktionerer for mere julelys på Nørrebro, samtidig fortæller de, at en af grundene til at der ikke er julelys på Nørrebrogade, skyldes de islamske butikker. Og dette slugte mange medier.

På det tidspunkt var der allerede sat fire julekæder op. De var sat op, takket være Yildiz Akdogan’ s initiativ med hjælp fra Nørrebro Handelsforening. Men i medierne kaldte man demonstrationen for julebelysning.

Den forudsete ballade
De venstreorienterede havde lugtet lunten. Og som man kunne forvente, men ikke håbede, så blev der i den grad ballade. Og straks blev der trykket på Nørrebro – knappen hos journalisterne. Balladen var forudset.

Ukritiske medier
Politikerne var ude. Man fik igen at vide, at på Nørrebro bor intolerante personer, som kun er ude på ballade. Er igen gang blev julebelysningen eller mangel på samme et spørgsmål om religion. Utrolig at medierne ikke er mere kritiske. Mange butiksindehavere med en ikke etnisk dansk baggrund fejrer jul på et eller andet plan. De har såmænd også pyntet op til jul.

I Nørrebro Handelsforening forklarede vi, hvorfor frisøren ikke ville medvirke til julebelysning og vi henviste til tidligere undersøgelser omkring julebelysning. Men ak.

En ”nærig” Handelsforening
Således fortalte Berlingske Tidende, at grunden til den manglende julebelysning var fordi at Nørrebro Handelsforening var nærige. Avisen havde overhovedet ikke beskæftiget sig med Yildiz ´s juleindsamling. Man kunne i det mindste have læst vores presseinformation.

En mangfoldighedsfest er vel ikke kommerciel?
Men i samme blad var der dog en ironisk kommentar af Eva Selsing, om at der måske burde afholdes en mangfoldighedsfest på Nørrebro.

Det var måske en god ide, for sådan en fest vil ikke blive betragtet som kommercielt.

To grupper, der bekriger hinanden
Problemet er, at der nu er to grupper, der bekriger hinanden på Nørrebro. Og begge grupper henviser til ytringsfriheden. Og hver gang grupperne nu aktionerer så foregår det på Nørrebro. For her ved man, at når man befinder sig her, så har det mediernes interesse. Og vores hårdt belastede politi skal man nok holde beskæftiget.

Ikke en særlig god reklame
For Nørrebro er det igen en ikke særlig god reklame. For når Folketingets formand går ud til pressen og konkluderer, at: 

  • Kriminelle voldsbøller hærger Nørrebro, som det var deres. Nørrebro er et sted præget af intolerance og utryghed.

Ja så vil det ganske enkelt betyde, at det vil holde kunder væk fra byens butikker. Måske ikke de lokale men dem udefra.

Vi skal ikke opleve den samme situation igen
I Nørrebro Handelsforening har vi gang på gang givet udtryk for at vold og hærværk ikke er en legitim udtryksform. Men der var nu ikke meget hjælp at hente fra politikerne under kampen om ungdomshuset. Og det led bydelens detailhandel under.
Vi skal nødig opleve samme situation igen.

Den enkelte betjent skal finde sig i meget
Når ”For Frihed” aktionerer er der altid udkommanderet politi for at beskytte dem. For ”de onde” i dette spil er ”Antifascistisk Aktion” Og ”For Frihed” står klar med video – optagelser, hvis der kommer noget i nærheden af dem.

Så må den enkelte betjent finde sig i at blive skreget ind i hovedet, at man er fascist og nazist, fordi man forsvarer forsamlings – og ytringsfrihed.

Dansk Folkeparti vil forbyde de ”voldelige” venstreorienterede
Man kan jo også gøre som Dansk Folkeparti, at foreslå, at de ”voldelige” venstreorienterede grupper skal forbydes. Partiet mener, at ”For Frihed” konstant bliver forstyrret af autonome og ”lignende”. Man vil forsøge om, man med Grundloven i hånden kan forbyde disse grupperinger.

Ifølge Dansk Folkeparti kan regeringen selv opløse sådanne grupperinger. Men er det grundlag for dette. Ja man skal kigge i Grundlovens §78 stk. 2.

Men er det ikke vores justitsminister, der holder øje med dette?

Er det dobbeltmoral over for Hizb ut – Tahrir?
Man har jo gang på gang oplevet at der skulle være forbud mod Hizb ut – Tahrir. Men dette forbud er endnu ikke dukket op. Man udlejer stadigvæk kommunale lokaler til dem. Ja og så ansætter det offentlige ledende folk fra gruppen til stillinger, der har med meget betroede personlige data at gøre.

Da organisationen atter engang havde fået tildelt kommunale lokaler i Korsgadehallen, ja så stillede For Frihed og protesterede. Venstrefløjen mødte også op. Var det for at demonstrere mod Hizb ut – Tahrir. Nej, det var for at kaste sten og æg mod For Frihed. Og Politiet – ja ved den lejlighed udtalte de, at det ”var en dårlig stemning” uden at gribe ind.

Inde i hallen fortalte lederne af Hizb ut – Tahrir, at et forbud mod dem, er et forbud mod alle muslimer. Man vil finde andre steder og samles. Bare kom an med jeres forbud!

Julebelysning brugt som skalkeskjul
Men hvem er ”For Frihed”, der så stille og fredelig demonstrer mod manglende julebelysning og andet. Ja gruppen hed tidligere Pegida. Og det kan da godt være, at det er rigtigt, at man skal værne om en dansk tradition. Men det har jo ikke noget at gøre med islam og religion. På det tidspunkt, man så aktionerede, var indsamlingen til juleindsamlingen afsluttet. Der var hængt fire julekæder op. Men medierne slugte budskabet. De havde jo nissehuer på!

Og da de demonstrerede mod ”Fraværet af julepynt på Nørrebro” demonstrerede de samtidig mod ”Den snigende islamisering af Danmark og Vesten”. Det ser så ud til, at det gør man så cirka hver 14. dag et ”hemmeligt” sted på Nørrebro.

En advokat og en pressefotograf, der støtter denne organisation fik smadret henholdsvis bil og kontor.

Dannet for to år siden
Nu er denne gruppe jo andet end nogle juleelskende personer, som medierne gør dem til. De startede for cirka to år siden under navnet Pegida i Tyskland. De fortæller, at muslimer er uciviliserede og biologisk disponeret for vold, sexisme og besidder andre tendenser. Måske er det lidt pænere, at fortælle, at de går ind for kulturracisme eller ny – racisme.

Når de så demonstrer på Nørrebro er det med et beskyttende politikorps. Hvorfor skal det lige ske på Nørrebro, hvor en stor del af beboerne er ”ikke etniske danskere? Nørrebro er nok ikke det bedste sted at etablere en platform for racisme. Er det bevidst provokation?

Det er rigtigt, at medlemmer af For Frihed er blevet truet. Og det er også i den grad udemokratisk.

Nørrebro – venstrefløjens højborg
Venstrefløjen er blevet beskyldt for at terroriserer deres fjender. De er blevet beskyldt for at overfalde deres fjender. Samme aften, hvor For Frihed havde deres sidste demonstration aktionerede venstrefløjen mod politivold. Her deltog et par hundrede demonstranter.

Nørrebro er venstrefløjens højborg i København. Her lever det multietniske samfund på godt og ondt. Her lever stadig en tradition for og erfaring med direkte aktionsformer som at spærre gader. Nogle er fra Ungdomshus – tiden, andre er ny tilkommende. De er utilfredse med den retorik, de mener, er imod indvandrere. For Friheds demonstrationer bliver betragtet som et angreb mod lokalsamfundet. De venstreorienterede betragter det som selvforsvar, når de går til modangreb. De føler sig berettiget til at bruge de metoder, som de gør.

De mener, at For Frihed spreder fremmedhad og hetzer muslimer. Antiracisterne er imod, at de såkaldte islamkritikere bruger det offentlige byrum som propagandaplatform. Derfor forsøger man at forhindre For Frihed i at komme ind på Nørrebro ved blandt andet at bygge barrikader.

Politikere ved ikke, hvad der foregår
Men uanset, hvem man holder med, så skal dette stoppes. Vi skal ikke blive ved med at finde os i det på Nørrebro. Og det hele startede med vores julebelysning eller mangel på samme. 

  • Det er en helt forkert udvikling, hvis man i et anfald af misforstået tolerance og knæfald for andre religioner dropper julebelysning, juletræer og julepynt visse steder i landet for eksempel på Nørrebrogade.

Mange bidrog til julebelysningen
Ja sådan var det en politiker, der udtrykte sig. Men ifølge Yildiz Akdogan, som sammen med Nørrebro Handelsforening samlede sammen til de fire kæder, der blev til, så var der også bidrag fra jøder, muslimer og små erhvervsdrivende af ikke dansk afstamning.

Forskellige holdninger til julen
Mange betragter julen som unødvendig og kommercielt. Andre betragter det som et spændende eventyr. Og så er vi dem, der betragter julelys, som et budskab om fred, tolerance og fordragelighed.

Butikker er en del af det kulturelle og sociale liv
Butikkerne skal have en stor omsætning i november og december. Ja for mange brancher er det altafgørende, at det bliver en god jul. En bydel med et varieret butiksliv er også en del af kulturoplevelsen. Disse butikker udgør også en del af det sociale liv. Men det er som om mange grupperinger har glemt og ignoreret dette.

Kunder vælger så mere fredelige steder, hvor der hygge, og hvor der ikke er anesteder for politiske konfrontationer.

Asfalt og butiksruder til mange kampe
Nørrebro har ofte måttet ligge asfalt og butiksruder til Reclaim the Street og andre kampe. Brostene får i den grad lov til at tale på Nørrebro. Forskelligheden er kun god, hvis det passer i en bestemt kasse.

De to fløje giver præg af en umenneskeliggørelse af dem, man er i opposition til. Vi ser had på de yderste politiske fløje og paranoide forestillinger og generaliseringer. Der kommer ekstreme opfattelser over, hvor onde jøder, borgerlige, muslimer eller bankfolk er. Og på Nørrebro er butiksindehavere kapitalister.

Venstrefløjen opererer med ideologier som antifascisme og marxisme. Højrefløjen er mere optaget af konkret handling, respekt, råstyrke og ideologi. De højreekstreme har ligefrem skabt reelle politiske partier.

Den næste demonstration er allerede bebudet
”For Frihed” havde sidste gang en demonstration, der gik fra Israels Plads mod Skt. Hans Torv. Efter et par taler gik det igen tilbage mod byen af Sølvgade.

”For Frihed” har igen bebudet demonstration den 7. januar. Gad vide om det igen bliver et ”hemmeligt sted” på Nørrebro. Igen bliver politiet udkommanderet og en styrke skal holde sig i beredskab. Det kan da ikke være rigtigt.

Skal vi bare stikke fingrene i lommen
Nørrebro bliver brugt i en politisk dagsorden, der i den grad skader bydelens image. Er det nok bare at sige, ”at nørrebroerne er forskellige” og så stikke fingrene i lommen.

Skal vi igen engang acceptere, at vinduer knuses, ligesom biler og affaldscontainere brændes af, når der er nogen, der ikke får deres vilje under devisen ”nørrebroer er forskellige”. Så vidt er det endnu ikke kommet denne gang. Men det lurer i fremtiden.

Kære læsere af vores Facebook og hjemmeside. Situationen i den sidste tid på Nørrebro har bevirket en stigende interesse for vores to medier. Vi kunne da godt have ønsket, at det var sket under andre omstændigheder.

Vi ønsker alle vore medlemmer, alle handlende, alle kunder på Nørrebro, ja alle læsere en Rigtig Glædelig Jul.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16