Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Der var julelys i øjnene

Beretning fra en Generalforsamling. Atter engang var det julebelysningen, der domminerede på Nørrebro Handelsforenings Generalforsamling. Alle var enige om, at det ikke kan være rigtig at Foreningen år efter år skal dække det reelle underskud. I 2016 gav Nørrebro Lokaludvalg 0 kr. i tilskud, angiveligt fordi Nørrebro Handelsforening havde søgt for sent. Men var det nu den rigtige sandhed? Nu er underskudsgarantien på Julebelysningen skåret ned til en tredjedel af det, som man har fået i tilskud de sidste 5-6 år. Loppemarkedet har holdt 30 års fødselsdag, selv om ikke alle er lige begejstret for Danmarks længste og smalleste loppemarked. Således skal folkene bag ved bruge tid på at vise deres uskyld i påståede sager fra dette loppemarked.

En voldsom Jule – debat
Den debat som Nørrebro Handelsforening var udsat for sidste år til jul, ville man nok have været foruden. For på grund af mangelfuld julebelysning fik foreningen pludselige nye fans i en højreradikal gruppe, der tilbød deres hjælp. Men den kom først efter at folketingsmedlem Yildiz Akdogan havde foretaget en Facebook – indsamling på over 30.000 kr. Her var der utrolig mange bidragsydere med mindre beløb.

Ingen tog telefonen
Formand Hans Mejlshede fortalte, at han havde søgt i juli-måned, men havde fået at vide, at der ikke var ”en rød øre” tilbage. Gennem de sidste fem – seks år havde Nørrebro Lokaludvalg ydet underskudsgaranti. Der var ikke nogen fra Nørrebro Lokaludvalg, der ringede og sagde, nu skulle man tage og søge, for nu var kassen ved at være tom.

Måtte læse afgørelsen i efterfølgende referat
Da afgørelsen nærmede sig blev han bedt om, at gå ud af lokalet. Så blev han hentet ind, da det hele var afgjort. Ikke en eneste sagde noget. Det var først, da det skriftlige referatet forelå, at det gik op for Hans Mejlshede, at der ikke var noget at komme efter.

”I kan jo bare foretage en Facebook – afstemning”
Så nu for at overholde alle aftaler og mere til ansøgte Hans Mejlshede allerede i december sidste år. Men her var der nu kun 45.000 kr. at hente, med beskeden om, at man kunne jo bare foretage en Facebook – indsamling.

Nu havde Nørrebro Handelsforening dog ”kun” søgt om 90.000 kr. Man havde brugt en masse tid på at reducere udgifterne.

Der bliver lovet en masse
Teknik – og Miljøborgmesteren har flere gange lovet at finde penge til anordninger på husmuren til julekæder m.m. Dette tiltag ville reducere udgifterne til julekæder fra 50.000 kr. til 75.000 kr. Men der er endnu ikke sket noget i den forbindelse.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening er tilhængere af julebelysningen. Men holdningen er, enten bliver det julebelysning på hele Nørrebrogade eller intet.

Og bestyrelsen vil ikke mere dække diverse underskud, som man har gjort i så mange år.

Mange betaler ikke deres regninger
En anden ting, som kom frem på generalforsamlingen var, at mange af dem, der tidligere havde givet tilsagn om at betale, ja de ligefrem havde skrevet under på det, overhovedet ikke har betalt. Disse forhold betyder, at julebelysningen har betydet yderligere tab i form af afskrivninger for Nørrebro Handelsforening. Blandt disse butikker er der store mærkevarekæder.

Havde Nørrebro Handelsforening ikke sin ejendom ville julebelysningen have været en endnu dårligere forretning for foreningen. Der var da også folk på Generalforsamlingen, der mente ”at handelsforeningen ikke burde røre julebelysningen med en ildtang”

Butikker vil få en henvendelse
Normalt bruger bestyrelsesmedlemmer 14 dage ved at gå fra butik til butik. Det vil man ikke i år. Men alle butikker vil få en henvendelse, som man om nødvendig skal reagere på.

Her vil Nørrebro Handelsforening slå et slag for julebelysningen og argumentere for, at vi alle står sammen og signalisere fællesskab.

Loppemarkedet har haft 30 års fødselsdag
Der var også andet end julelys på programmet. Således modtog Familien Berling en stor anerkendelse for deres arbejde med loppemarkedet. Trods sygdom lykkedes det, og nu tager også datteren Jeanette delvis over.

Inga Berling kunne således fortælle, at der åbenbart ikke alle der bryder sig om loppemarkedet, derfor skulle der bruges en del tid og kontrol til at fastslå at diverse beskyldninger ikke kunne myntes på loppemarkedet. Man var også blevet anmeldt. Men der var ikke noget at komme efter, da politiet troppede op på Danmarks mindste og smalleste loppemarked. Den næstsidste dag ved loppemarkedet i oktober fejrede man loppemarkedets 30 års fødselsdag med Gammel Dansk og rundstykker.

Man kan rolig konstatere, at loppemarkedet endnu ikke er blevet offer for byplanlægning

Nørrebro Handelsforenings 125 år
En anden fødselsdag blev også fejret. Nørrebro Handelsforening blev 125 år. Københavns Kommune arrangerede en flot reception med rådhudspandekager på Rådhuset. Foreningen var vært for en jubilæumsmiddag. I Sankt Stefans kirken blev der afholdt et to – timers foredrag om Nørrebro Handelsforenings historie. En speciel historisk Facebook - side blev oprettet og også på hjemmeside, blev der dukket ned i fortiden.

Ungdomshus – ballade
Balladen ved den sidste demonstration for 10 – året for Ungdomshuset blev også kommenteret. Formanden, Hans Mejlshede gav udtryk for, at det er vanvittigt, at der igen på Nørrebro var uskyldige butiksejere, caféejere og banker, der blev offer for de unge menneskers frustrationer. Igen blev der igen ødelagt for mindst et par millioner kroner. Foreningen har udtalt sig ret ofte i årets løb til medierne.

En billig begynderlejlighed
I 1920erne erhvervede Nørrebro Handelsforening en støttebolig for ældre medlemmer. Denne ejendom har foreningen endnu i Prinsesse Charlottesgade. Her kan unge mennesker, fortrinsvis elever i medlemsbutikkerne få sig en billig begynderlejlighed.

Stigende læserskare
Nørrebro Handelsforening har fået en stigende læserskare på de sociale medier. Således er det stigende tilslutning på foreningens Facebook og hjemmeside. Daglig opdatering på Facebook og cirka 10 – 12 nye artikler på hjemmesiden bliver det til hver måned.

Således sluttede årets generalforsamling med masser af debat. Det officielle referat er for længst gemt i protokollen.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16