Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

En ny tur på cykelstien

Cykling fylder meget i København. Men på landsplan er trængslen på cykelstierne faldende. Og kigger man på persontransporten så udgør cyklismen forbavsende lidt. Men cykling er sundt og skønt, at det er kommet fem nye supercykelstier. Men det kniber stadig med den københavnske cykelkultur. Og det skyldes manglende respekt og hensyntagen. Der er alt for mange konflikter mellem fodgængere og cyklister, fordi cyklister befinder sig, hvor de ikke skal. De unge bruger i stigende grad cykelhjelm. Det burde deres forældre også. Bilejerskabet i København er forbavsende lavt. Og det er ikke den opfattelse vi får, når politikerne taler om trafik i hovedstaden. Og så kigger vi også lige på cykelbøder.

Brug cykelhjelm
Vi har igen været på cykelstien og kigget på den københavnske cykelkultur.

Det er fint nok, at man siger, at staten ikke skal bestemme, at man skal køre med cykelhjelm. Men så skal man naturligvis også have ansvar for egen handling og ikke sende regningen videre til statsmagten, når/hvis det går galt og kan påvises, at skaden kunne være undgået eller reduceret ved brug af cykelhjelm. Det hedder hvis også ”Frihed under ansvar”.

I den forbindelse er det jo rart at konstatere at flere unge bruger cykelhjelm. Således bruger 41 pct. af de unge over 12 år cykelhjelm. Blandt de 6 -9 årige er det 87 pct. Men ofte er det her ikke forældrene, der er rollemodeller.

En cykelhjelm kan nedsætte risikoen for hovedskader med cirka 50 pct. og alvorlige hovedskader med 70 pct.

10 tips til forbedring af den københavnske cykelkultur
Nu hvor vi er ved moral og etik på cykelstien så lige et par tips til at forbedre den københavnske cykelkultur: 

  1. Hvis det er en cykelsti, så brug den og ikke fortov eller fodgængerovergang 
  2. Vis overskud i trafikken. Vis hensyn og pas godt på dig selv 
  3. Lad være med at smide affald. Din mor rydder ikke op efter dig. 
  4. Hvis du elsker at cykle, så vis det 
  5. Brug ikke din I-pad m.m. på cykelstien. Du mister koncentrationen 
  6. Husk nu at give tegn, når du skal dreje eller stoppe 
  7. Kig bagud, før du overhaler . Når en bus holder for at tage passagerer op, og det ikke er en perron, skal du holde tilbage. 
  8. Respekter, hvis I kører tre og tre, og nogen vil forbi 
  9. Gi et smil i stedet for en finger

Vi kunne selvfølgelig finde på mange flere.

Trafiktavler for cyklister
Hold da op nu har vi fået en trafiktavle op på Nørrebrogade beregnet til os cyklister. Den er nu ikke særlig stor. Og den kommer til at rumme oplysninger om vejarbejde, events, afstande til destinationer og sikkerhedstips. Der er ligeledes info om alternative veje, hvis trængslen er for stor. De fem tavler, der kommer koster 4,2 millioner kroner finansieret af EU-midler.

Spøgefulde sjæle mener også, at der skal skilte op for fodgængere, så også de kan komme hurtigere frem.

Du skal også køre lovligt for at forbedre cykelkulturen
Cyklistforbundet mener, at man skal køre lovligt for at undgå bøder. Det er måske også rigtig, men lige så vigtigt er det, at køre man lovligt så forbedrer man cykelkulturen i København. Det burde man sige næste gang. Du kan spare penge, når du kører lovligt:

Det koster 700 kroner hvis du: 

  • Kører uden lys efter solnedgang 
  • Har defekte bremser 
  • Mangler reflekser 
  • Cykler i fodgængerfelt, på fortov eller gangsti 
  • Kører i modsat retning på cykelstien (det gør mange turister) 
  • Har last på cyklen, der er mere end en meter bred og tre meter lang 
  • Ikke kører med begge fødder på pedalerne og mindst en hånd på styret 
  • Ikke giver tegn, når du stopper eller drejer 
  • Ikke respekterer skilte og afmærkning 
  • Holder fast i et andet køretøj 
  • Kører to personer på en almindelig cykel

Det koster 1.000 kroner hvis du: 

  • Kører over for rødt 
  • Kører mod færdselsretningen 
  • Overtræder din vigepligt 
  • Taler i håndholdt mobil

Det koster 1.500 koner hvis du: 

  • Kører uforsvarligt, fordi du er fuld

Der er særlige takster, hvis du: 

  • Overtræder flere regler på en gang bliver bøderne lagt oveni hinanden 
  • Hvis du er under 18 år eller studerende, kan du få halveret bøden – dog til min. 500,- kr. 
  • Hvis din ringklokke er i udu, koster det kun en advarsel.

Transportordfører jordet af cyklist
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen rasede på sin Facebook over skrupelløse cyklister, der ikke overholder færdselsloven efter at han var blevet påkørt af en cyklist. Begge slap heldigvis uskadt.

Men måske var det godt, at der igen blev fokuseret på dette problem. Vi har tidligere i denne klumme fortalt om, at især gangbesværede har et problem med skrupelløse cyklister.

Der er en evig diskussion mellem cyklister og fodgængere og denne debat er nu igen blusset op. Og det handler vel først fremmest om manglende respekt over for hinanden.

Skældsord fyger gennem luften og fingeren vises konstant. Man viser ikke hensyn og agtpågivenhed.

Kristen Pihl Lorentzen opfordrer til en moralsk oprustning blandt cyklister. Han opfordrer til, at der bliver skrevet flere bøder. Han mener heller ikke, der er undskyldning for at køre over for rødt eller på fortovet.

Hvordan opfører cyklister sig?
Cyklistforbundet har i samarbejde med analysefirmaet IS IT A BIRD undersøgt, hvordan cyklister, bilister og fodgængere opfatter cyklisternes adfærd i trafikken. Undersøgelsen viser, at trafikanterne dagligt oplever, at cyklister overtræder færdselsreglerne og opfører sig uhensigtsmæssigt i trafikken.

En tredjedel oplever hver dag, at cyklister kører i fodgængerfeltet og kører på fortovet eller i gågaden. Godt 25 pct. oplever dagligt, at cyklister kører over for rødt eller kører imod færdselsretningen.

Danskerne oplever problemer ved lyskryds, gågader, på veje i byen ved busstoppesteder og på cykelstien sammen med andre cyklister.

Råd og anbefalinger fra Cyklistforbundet
I den forbindelse er Cyklistforbundet også kommet med råd og anbefalinger: 

  • Færdselsreglerne bør revideres, kommunikeres og håndhæves, så de i højere grad tilgodeser cyklisternes flow-for eksempel i forbindelse med højresving for rødt 
  • Kommunerne bør sikre, at infrastrukturen tilgodeser cyklisterne og fremmer forudsigeligheden og den gode adfærd 
  • Der bør oftere og klarere skiltes for cyklister 
  • Forældre og skoler bør tage ansvaret for at lære børn færdselsreglerne fra en tidlig alder, bl.a. gennem cyklistprøven 
  • Cyklister skal have et indgående kendskab til færdselsregler-for eksempel i forbindelse med af- og påstigning ved busserne, hvor der ofte opstår konflikter.
  • Der skal anlægges dobbeltrettede cykelstier, hvor det giver mening. 
  • Cykelbetjente sender et godt signal til cyklister 
  • Tal pænt i trafikken-også selvom du har retten på din side.

16.000 cyklister kom til skade
I 2015 kom 16.579 cyklister til skade. I en undersøgelse dom Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring blandt 1.062 repræsentativt udvalgte danskere siger 46 pct. at cyklister er den farligste type trafikanter. Her bliver man også spurgt om, hvad man mener, er den primære grund til farlige situationer i trafikken. Og svarene er: 

  • Uopmærksomhed 58 pct. 
  • Egoisme 18 pct. 
  • Stress 2 pct.

Nye Supercykelstier
Cykelparkering er stadig et alvorlig problem rundt om i København. Således advares der i mange butiksvinduer med, at cykler fjernes uden ansvar og lignende. Østerport Station er i gang med en større ombygning, og her er der mild sagt cykelkaos.

Tænk engang, at vi har fået fem nye Supercykelstier i hovedstadsregionen. Nu skal den ”Den Gamle Redaktør” lige ind og tjekke, hvor de egentlig ligger på kortet: 

  • Fra København til Allerød 
  • Fra Ballerup til Farum 
  • Fra Amager til Østerbro 
  • Fra Albertslund til Kgs. Lyngby 
  • Fra København til Frederikssund

I forhold til normale cykelstier adskiller supercykelstierne sig ved færre forhindringer, grønne bølger, servicestationer og bedre belægning. Næste år vil der komme yderligere fire nye ruter.

De fem nye Supercykelstier strækker sig over 115 kilometer og har samlet kostet 154 millioner kroner. Hver gang, vi cykler en kilometer sparer vi samfundet for 7 kroner. Det har kloge mennesker regnet ud.
Man kan finde de nye ruter på app’en ”I Bike CPH”.

Det er sundt at cykle
Bemærkelsesmæssigt er det også, at 40 pct. af vores bilture er under 10 kilometer. Hvis vi ikke lige har en stor bøtte maling med eller 5 pakker kopipapir kunne vi vel godt overveje at tage disse på cyklen.

Endnu flere kloge folk fra University of Glasgow har fundet ud af, at sammenligner man med folk, der udelukkende køre i bil eller bruger offentlig transport, så har vi cyklister: 

  • 40 pct. mindre risiko for at dø 
  • 45 pct. mindre risiko for at udvikle kræft 
  • 46 pct. mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme

Danske forskere har fulgt 30.640 danskere i 15 år. De fandt ud af, at cykling til arbejde bevirkede: 

  • 30 pct. lavere dødelighed.

Cyklismen udgør kun 4,3 pct. af personbefordringen
De kloge kan konstatere, at 

  • Cykelture udgør 17 pct. af alle personture i Danmark og 4 pct. af transporten i kilometer. 
  • Beboere i større byer cykler mest. Københavnerne fører med 3,1 cykelkilometer om dagen 
  • Unge cykler mest og kilometerantallet stiger indtil 30 års-alderen 
  • De 18-29 årige topper med 2,1 kilometer om dagen

Vejdirektoratet har udregnet, at sætter vi cykeltrafikken i år 2000 til index 100, så udgjorde den 10 år senere 87,5.

Bilejerskab i København er lavt
Kigger man på personbefordringen så står personbiler og små varebiler for 76,3 pct. af persontransporten. Cyklernes andel udgør blot 4,3 pct.

Et andet tal, der også er interessant er, at i København har kun 29 pct. af familierne bil. Ude i landet er bilejerskabet betydelig højere med 62 pct. i Østjylland og 72 pct. i Vestjylland.

Vi har talrige cykelartikler på vores hjemmeside. Gå ind i det elektroniske arkiv. Hold også øje med vores Facebook. Her er daglige opdateringer.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16