Kan man godt lave en hurtig byvandring på papir på Nørrebro? Her er månedens lokalhistoriske artikel i samarbejde med www.dengang.dk Vi kigger på en gemt mølle og en gade der er opkaldt efter jernbanen. Og så kigger på den første på kirkegården. Ja man sparede på stierne på Assistens Kirkegård. Det var nu ikke særlig smart. Ja og så ligger der engelske soldater på Mosaisk Kirkegård. Jomfru tidsforbrugs kiste var dækket med masser af blomster og sandelig også en kongelig krans. Og så blev der valgt en standard løsning med Dronning Louises Bro. Gadekampe blev afgjort på Fælleden. Her var også masser af vandhuller. En berømt mand druknede i Peblingesøen. Så var det lige Zar Peter. Han måtte ikke bo på Blågården. Kender du Danmarks mest folkerige gade i hvert fald dengang?
Opfordring til byvandring
Vi bliver ofte spurgt om vi ikke kan lave en byvandring. Men det siger vi nej til, fordi der er nogle, der er bedre til dette. Men kan du så ikke lave en artikel, der beskriver hele Nørrebros historie. Det er svært for Nørrebros historie rummer så meget. Men her har vi taget det mest vigtige. Og vi skal da også lige minde om, at vores hjemmeside i øjeblikket rummer 245 historier om det gamle Nørrebro.
Men hvad skal man egentlig kigge på. Ja vi laver lige en lynguide. Så her er Nørrebro fra A-Å.
Det yderste Nørrebro
Det gamle Nørrebro var hyggelig med småhuse mellem enkelte større landsteder. Og så var der de to gamle kirkegårde, Assistens og Mosaisk Kirkegård. Dengang var det hyggeligt på Nørrebro. Bydelen blev også kendt med dens mange stiftelser og et broget folkeliv.
Egentlig skal vi begynde med Lygtekroen, der adskilte Københavns byjorder fra Utterslev Mark. Kroen var opkaldt efter Lygteåen, der udmundede i Lersøen. Dengang var der også Hyltebro som broen over Nørrebrogade blev kaldt.
Lidt længere henne Nora Bio på samme sted, hvor landstedet Petersdal lå. Ja og på hjørnet af Esromgade 2, lå Ventegodt. Sin sidste glansperiode oplevede gården i 1915 under navnet Nordlund. Da var den en meget søgt beværtning og forlystelsessted.
I begyndelsen af 1900-tallet var der 26 mere eller mindre beskidte værtshuse fra Runddelen til Lygtekroen.
Til minde om jernbanen
Vi følger nu Nørrebrogade til Hillerødgade, hvor den første sidegade på venstre hånd hedder Nordbanegade. Det er til minde om den oprindelige Nørrebro station, der fra 1886 indtil den blev nedrevet i 1930 lå på Nørrebroparkens nuværende terræn for enden af Jægersborggade. Ja der var faktisk på en station A og en station B.
Nordbanegade, der løber parallelt med parken ender i Stefansgade. Kirken på hjørnet af Nørrebrogade er Skt. Stefans Kirke er opført i 1873-74 efter en tegning af Ludvig Knudsen.
Skråt overfor denne ligger Allersgade, der ligesom Gormsgade, Thorsgade og Dagmarsgade er anlagt i begyndelsen af 1850erne. Her kan man endnu finde enkelte småhuse i tiden inden det tætte byggeri begyndte. I Allersgade 17 lå ”Den lille Café”. Her var en hyggelig have tilknyttet beværtningen.
Ned til Nørrebros Runddel
Nørrebrogade 168 mellem Allersgade og Thorsgade ud for Sorgenfrisgade bygget af Paladshotellets berømte arkitekt Anton Rosen. Den kaldes Uranienborg. Er det på grund af husets ”Jugendstil”, at huset er opkaldt efter Tycho Brahes slot på Hveen?
Nørrebrogade 160 på hjørnet af Thorsgade, hvor Landmandsbankens Sct. Stefans afdeling senere havde til huse. Den blev bygget i 1935 af den senere professor ved Kunstakademiet, Arne Jacobsen.
Og på hjørnet af Nørrebrogade 175 og Holtegade lå engang gæstgivergården ”Den Hvide Svane”.
Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Inden da var her en sti, som kongen brugte, når han skulle på jagt.
En mølle lå gemt
Bag St. Stefans Apoteks ejendom med indgang fra Nørrebrogade 148 lå der i gården en mærkelig formet bygning. Det viste sig, at være resterne af Ølunds Mølle som oprindelig lå på hjørnet af Jagtvejen. Den manglede dog den øverste overbygning, der var af træ. Man kunne måske godt forestille sig dens oprindelige skikkelse og ane den landelige idyl, der har været, når omegnens bønder kom herhen for at få malet deres korn.
Tæt ved det modsatte hjørne af Nørrebros Runddel over for Assistens Kirkegård lå på Jagtvejen Colosseum. Ved siden af lå Folkets Hus (nr. 69). Denne ejendom blev senere Ungdomshuset. Den var bygget som forsamlingshus af de københavnske fagforeninger i 1884-1885
Han døde dybt forgældet
Assistens Kirkegården er blevet en del ødelagt af metrobyggeriet. Kirkegården blev anlagt i 1757 og indviet to år efter. Det var tanken den skulle afløse de ældre assistens-kirkegårde inden for voldene, der var blevet anlagt efter pesten 1711.
Det var egentlig en pauver forestilling den 6. november 1760, da den officielle åbning fandt sted. Det var Vor Frue Kirkes sognepræst, der holdt talen. Disciple fra Frue Kirke sang ”Pengene, som Judas slængte”. Det var et slående valg af salme, hvis man så jordstykket dengang.
Kun et par navne er bevaret fra den første tid. Mest interessant af disse er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han forsøgte, at starte en silkeproduktion. Håndværkere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik den Syvendes gade.
Men ak, projektet blev en fiasko. De Parthenay døde dybt forgældet.
Man sparede på stierne
Bedrestillede folk havde stor modvilje mod at lade sig begrave ude op landet. Derfor blev Assistens Kirkegård kun benyttet af fattigfolk. Men så var det, at den velhavende ungkarl Johan Samuel Augustin i 1785 efter egen bestemmelse lod sig begrave her. Han havde blandt andet været ansat på Augustenborg Slot. Så fulgte snart andre velstående hans eksempel.
I 1805 blev man nødt til at udvide arealet. Teksten over porten ved Nørrebros Runddel var:
- Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn.
Bladet ”Politivennen” foreslog i 1806 en række andre navne som ”Gravløkken”, ”Fredlunden” og ”Mindemarken”.
Man sparede måske de forkerte steder ved ikke at anlægge nok stier, således måtte man passere over adskillige grave før man nåede et bestemt gravsted.
Kirkegården var oprindelig inddelt i lodder for de forskellige københavnske kirker. Men egentlig er det ikke kun gravene, man skal kigge efter, når man går her. Det er også de sjældne træsorter. Og så er der også de mange smukke og fornemme monumenter. Mange af de ældre er udført af billedhuggerne Wiederwelt og Weidenhaupt.
Graverbygningen og Kapellet
Vejen til kirkegården var meget dårlig. Således blev kirkegården endnu i 1840 betegnet som at være ”et længere fraliggende Sted” Kørerbanen blev først brolagt i 1859-67.
Her ligger også mange kendte mennesker. H.C. Andersen, Dan Türrel, Søren Kierkegaard, H.V. Bissen og H.C. Ørsted.
Den tempellignende bygning som nu efter syv år igen er kommet til syne er opført i 1806 efter en tegning af den københavnske viceborgmester Jens Bang. Den blev restaureret i 1899-1900. Oprindelig indeholdt den en ligstue og en graverbolig. Senere blev den brugt som ”folkestue”.
Kirkegårdens kapel er bygget 1867-1868 efter en tegning af arkitekt V. Ingemann. På et stykke af kirkegårdens vestlige del, hvor bl.a. de fattige, der blev offer for koleraepidemien i 1853 blev begravet, blev Hans Tavsens Plads anlagt i 1908-1909.
Over for kirkegården
Lige over for kirkegården på Nørrebrogade lå Svendsens Reberbane. Den lå parallelt med Prinsesse Charlottes Gade. Op til år 1900 lå der en anseelig villa oppe ved Nørrebros Runddel.
Vi skal måske nævne Kongo Bar, Sjællandsgade 3. En smuk villa lå også lige i nærheden, den hed Thranes Minde. Ved siden af omtalte bar ligger en gammel gulkalket to etagers bygning, som indeholdt arbejderboliger fra 1870. Mon den ligger der endnu her i Nørrebros bombastiske stenørken?
I Meinungsgade lå F.L. Smidth’s maskinfabrik (læg mærke til stavemoden). Gaden er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung. I midten af 1800-årene ejede han grunde på stedet. I en periode, hvor han interesserede sig for arbejderboliger fandt han frem til hulmurskonstruktion. Metoden blev præmieredes ved en verdensudstilling i Paris.
Ned ad Kapelvej
Ved at krydse Nørrebrogade kan man gøre en afstikker til Kapelvej og glæde sig over den smukke mur, der løber langs Assistens Kirkegård. Denne mur har i tidens løb været oversmurt med talrige slagord, I den gade lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, som blandt blev ejet af Fru Heibergs forældre. Her dansede den berømte skuespillerinde på billardbordene. Det var også i denne gade, at den berømte barbermaler havde smugkro.
Som nabo til Assistens Kirkegård ligger Helligkors Kirke. Den er opført i 1887-1890 i gotisk stil. Bygningen er skråt over for Skt. Joseph Hospital. Her er også Seminarieskolen, hvor Blågårds Seminarium havde til huse. Ja vi skal da heller ikke glemme Kapelvejens Skole opført i 1879.
Solitude
Vi vender tilbage til Nørrebrogade, og næste vej på højre hånd er Solitudevej. Ja det er et mærkelig navn for an gade på Nørrebro. Før voldenes fald var det lidt ensomt at bo herude omgivet af marker og frodige haver.
Solitudevej er identisk med den allé, der i sin tid førte op til det gamle landsted Solitude. Ja egentlig hed det jo Solitudo. Det stammer tilbage fra begyndelsen af 1720erne, da Grev U.A. Holstein ombyggede et landsted.
Det var her, at Struensee ombyggede stedet i 1770 til et hospital for børn, der skulle vaccineres mod kopper. Men det blev nedlagt efter cirka 10 års forløb. Og så blev det igen et fornemt landsted. Her holdt foreningen Holbergs Minde i nogle år deres domicil. Gården blev nedrevet i 1902. På dens jorder er kvarteret mellem Griffenfledsgade og Assistens Kirkegård anlagt.
Sandgravervej, Jødevejen eller Møllegade
Over for Solitudevej udmunder Møllegade. Den har navn efter en dampmølle, der omkring 1860 lå omtrent på Alderstrøsts nuværende plads, Nørre Alle 15-19. Vejen hed også tidligere Sandgravervejen efter nogle sandgrave, der lå på ”De Gamle Bys nuværende areal. Sandet blev brugt til hvidskuring af gulve.
På gaden ligger også den gamle Mosaiske kirkegård. Ja her gribes man af en lidt fremmedartet stemning. Den er anlagt allerede 1694.Det var den tyske menighed, der startede den. Ingen grave må efter jødisk tro sløjfes. De mod østvendte gravsten er der adskillige, der udmærker sig både ved deres alder og smukke udførsel.
Ja den ældste gravsten er fra før indvielsen i 1693. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget på grund af den stærke forurening.
I folkemunde blev gaden kaldt for ”Jødegaden”. I 1807 blev en række englændere dræbt her i en skudduel. De blev begravet på kirkegården, og deres grave er bevaret.
Blågården
Mellem Griffenfeldsgade og Peblingesøen lå Blågårds jorde. Det var det mest fornemme lyststed på Nørrebro. Oprindelig var det en teglgård som Christoffer Gabel erhvervede sig efter svenskerkrigene. Han indrettede det til sommerbolig.
I 1694 var det Reinholdt Meyer, der indrettede et større lyststed på grunden. I 1706 var det Frederik den Fjerdes bror, prins Carl, der købte stedet. Han opførte en hovedbygning på stedet (Nørrebrogade 41). Det var i tidens stil, barokken. Ja det var nærmest et luksusbyggeri. Efter tagstenenes farve fik den navnet Blågård.
Til denne hovedbygning sluttede sig en række kavalerfløje og Staldbygninger ved nutidens Stengade og Slotsgade, hvor hovedindkørslen til slottet fandtes. Den pragtfulde park strakte sig hen til Peblingesøen og var navnlig berømt for dens lindealleer.
Denne lysthave havde også lysthuse. Ideen med at lægge lysthus med have uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet ”villa suburbana (latinsk: surbana=lige uden for byen).
For det københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted. Prins Carls have havde klippede buske og træer, lange alleer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, var der på tværs en buegang.
Prins Carl havde elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder.
Efter prins Carls død i 1729 skiftede gården hyppigt ejere.
Christian den Syvendes lystslot
I slutningen af 1760erne stod Grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men han var antagelig blot stråmand for Christian den Syvende. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge ubesværet holde gevaldige fester med damer. Blandt disse var Grev Holcks 12-årige hustru. Det var også her Støvlet-Cathrine kom ind i billedet. Hun blev til sidst udvist til Altona.
Et klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere.
I 1791 blev hovedbygningen sæde for landets første seminarium, mens de øvrige bygninger blev udlejet til beboelse. I 1807 blev haven og bygningerne delvis ødelagt af englænderne. Derefter flyttede seminariet i 1809 til Jonstrup.
I forfald
Efter at hovedbygningen havde været benyttet til lazaret blev det i 1828 omdannet til teater samtidig med at jorden blev udstykket. På teatret blev der givet ekvilibristiske og pantomimiske forestillinger. Men allerede 1833 gik dette-Nørrebros første teater op i luer.
Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrev et københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt ”aldeles at vanzire Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder”
På Nørrebrogade er det overhovedet ikke noget, der minder om slottet og dets historie i dag. På det smalle Nørrebrostræde, som blev en del af Stengade lå de sidste bygninger. Det var resterne af kavalerfløjene. I Slotsgade lå også et par stykker tilbage.
Ned ad Blågårdsgade
Over for Fælledgade ligger den katolske Sakraments Kirke. Den blev opført i 1915-17. Vi går nu ned ad Blågårdsgade. I gården bag nummer 15 lå en berømt bygning som Jeppe Tang i 1863 lod opføre i gotisk stil. Det var det nye Blågårds Seminarium. Indtil 1904 havde det til huse her. Det blev så senere flyttet til Seminarieskolen på Kapelvej.
Ud for den nuværende Blågårdsgade 16 havde isenkræmmer Heegaard bygget en lille sommervilla med en stor have til. Heegaard udvidede sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågård, hvorpå han opførte et jernstøberi.
Hans søn S.P.A. Heegaard forstsatte virksomheden og købte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr i særdeleshed emaljerede gryder blev efterspurgte fra Heegaards virksomheder.
Blågårds plads
Blågårds Plads er anlagt på den del af Heegårds jorder. I 1898 overtog kommunen grunden. Heegaard flyttede til Hillerødgade. I 1902 anlagde de Blågårds Plads. Senere blev det overdragt til arkitekt Ivar Bentsen. Billedhuggeren Kai Nielsen fik til opgave at lave 22 grupper af arbejdere med børn. Dette arbejde blev fuldendt i 1916.
Egentlig ønskede Kai Nielsen at lave en moder med to børn stillet over for en mand kæmpende med en gorilla. Men dette afslog Ivar Bentsen.
I 1925-26 opførtes på den østre side den noget tilbagetrukne Blågårds Kirke. Foruden Blågårds Plads ejede Heegaard det areal, hvor på gaderne mellem Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade og Slotsgade, Todesgade samt en del af Prins Jørgens Gade siden blev anlagt.
På Fælledvej
På Fælledvej er endnu bevaret et par ældre huse. Hvorfor det store hus på hjørnet af Nørrebrogade 26 og Fælledvej 1-3 er blevet kaldt Nordborg hører til en af topografiens gåder.
Vi skal lige kigge på Fælledvej 4. Omkring 1900 var her en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidstnævnte bygninger erstatte med mere tidssvarende til bilgarager. Undervejs i byggeriet skiftede han mening og etablerede restauranten Patricia.
I baghuset blev der således både cafe og beværtning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant.
Fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til Det danske skriftstøberi. I 1980 skiftede ejendommen endnu engang en ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P havde udsmykket et af lokalerne.
Fra Fælledvej forsætter vi til Skt. Hans Torv, der oprindelig var malkeplads for køerne, som græssede på den nærliggende fælled. Her ligger Skt. Johannes Kirke opført i gotisk stil 1856-61. Den er opført på en del af Blegdamsfælled som de første kirke, der blev bygget ude for voldene. Tegningen til den skyldtes arkitekt Theodor Sørensen.
Blegdamsvej
Kirken er beliggende mellem Nørre Alle anlagt 1744 og Blegdamsvejen stammer fra 1770erne. I 1672 fik blegmændene tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem Blegdamsvej og Sortedamssøen.
Dammene som lå her i de næste 200 år, blev nummereret i rækkefølge begyndende syd fra med nr. 1. Der, hvor Sankt Hans Gade går i dag lå bassin nr. 1. I dammene kunne de hvide vare fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i solen. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange om året.
Vogterne skulle passe på, at de udlagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn
Den store bygning som her er dens genbo er det gamle Københavns Amts Ting- og Arresthus (nr. 6). De ældste dele er fra 1847-48.
Bygningen er senere ombygget og udvidet meget betydeligt for eksempel i 1913. Skolen på hjørnet af Skt. Hansgade er en filial til Skt. Hans Gades Skole er bygget 1851.
Ravnsborggade
Ravnsborggades navn går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den skanse som indgik i den ydre befæstningslinje omkring byen, der blev anlagt i forbindelse med søernes ydre grænse.
I Ravnsborggade stopper vi foran nummer 21. Det var her bladet ”Socialisten” en overgang havde trykkeri og radaktion. Og det var her socialistføreren Louis Pio den 4. maj 1872 blev arresteres, natten før det berømte slag på Nørre Fælled.
I nummer 3 er ”Det nye Scala” som Nørrebros Teater blev omdøbt til 1955. Ja på denne plads åbnede det oprindelige teater i 1886. Det var i hovedbygningerne til lyststedet Store Ravnsborg. I det 18. århundrede havde det været et meget populært gæstgiveri.
Siden blev stedet erhvervet af ”Den bestandige borgerlige Forening. Og så blev jorden udstykket.
På Dronning Louises Bro
Vi er nu tilbage på Nørrebrogade. Og en de beværtninger, der holdt sig længst var Danas Have i nummer 11. De to første bygninger i indgangen til Nørrebro blev kaldt for Dardanellerne.
Dronning Louises Bro er særdeles populær hos ungdommen. Den er opkaldt efter Christian den Niendes dronning Louise og opført af Vilhelm Dahlerup. Peblingesøen er anlagt i middelalderen. Sortedamssøen er først opstået efter Københavns belejring 1523 ligesom Skt. Jørgens Sø.
Ja og hvorfor hedder det lige Peblingesøen? Søen blev dannet i middelalderen ved opstemning af vand fra Gjeveåen (Ladegårdsåen). Da man i 1520 erstattede plankebesætningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet.
Den fik stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peblingesøen.
Ved søerne
En tragisk begivenhed indtraf i 1802, da billehuggeren Johannes Wiederwelt druknede i Peblingesøen. Årsagen dertil var mange. I sin høje alder var han plaget af økonomiske kriser. Han måtte endog sove på lånte sengeklæder. En uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod den 17. december sit hjem på Materialegården. Fire dage senere fandt man hans lig i søen.
Allerede i 1562 nævnes en ”fjællebro” som forbindelse over søerne. Men der har ofte været forbindelse med disse broer. På et tidspunkt talte om færgeforbindelse. De fine damer kunne ikke passere forbindelse med en paraply i blæsevejr. Allerede ved svage vinde var det et problem. Og ofte fik man fugtige klæder.
Fra broen er der mod sydvest udsigt til Søpavillon ”Det lille Palads” ved Gyldenløvsgade efter en tegning af Wilhelm Dahlerup 1893. Fredens Bro mellem Fredensgade og Sølvgade blev anlagt i 1878. Den var kun beregnet for fodgængere. Den blev i 1887 erstattet af to dæmninger men træbro i midten. Men trafikken tiltog, så i 1904 fik vi den nuværende bro.
Man valgte en enkelt løsning
Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne. Det var en kombineret bro og basargade helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenze og Venezia. En af hovedargumenterne var, at Frederiksborggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget.
Ude og Hjemme fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en ”baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan”.
En afsluttende debat 18. april 1884 i Borgerrepræsentationen pustede en smule liv i planen. Med 13 stemmer mod 12. Men ak og ve, Magistraten valgte i stedet et enklere og mere traditionelt forslag. Broens rækværker er prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.
Livet omkring søerne
I 1800-årene blev søerne en del af københavnernes friluftsliv. Første skridt var udlægningen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade. Inden da skulle man have nøgler for at komme igen. Ligeledes skulle man have støvler på. Det havde Søren Kierkegaard, da han ofte gik turen fra Østerbro til Nørrebro for at se sin Regine, der boede på Nørrebro. Ja hun var forlovet og rejste senere til dansk Vestindien.
I 1885 fik Københavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane. Otte år senere gav myndighederne tilladelse til at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløsning af et mere interimistisk bygningsværk.
Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahlerup leverede tegningerne til bygningen, som opførtes i træ. Den blev forsynet med to karakteristiske tårne. En restauratør betalte byggeomkostningerne for til gengæld frit at kunne benytte lokalerne de næste ti år.
Åboulevarden
Vi nævnte lige kort Ladegårdsåen. Den burde vi ligesom Ladegården i grunden have med i denne rundvisning. Men vi har skrevet så meget om lige dette tema, så da må vi henvise til de artikler, der ligger om temaet. Men vi kan fortælle lidt om Åboulevarden. Den ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.
Den ligger oven over den gamle Ladegårdså. Og egentlig blev åen udgravet i slutningen i slutningen af middelalderen for at lede vand fra Damhussøen og Lundehussøen til København.
Men åens navn opstod først efter opførelse af Kongens Ladegård. En tragisk ulykke skete den 27. november 1812, da en karet kørte i åen. Der findes mange forskellige versioner af denne historie.
Jomfru Tidsfordriv
Nede ved Blegdamsvej lå Skt. Johannes Stiftelsen. En af de mere kendte, der var her, var Jomfru Tidsfordriv. Hun kom fri efter eget ønske. Derefter levede hun sit mærkelige liv i gaderne.
Hun havde tjavset hår. Hun gik i gamle frakker pyntet med falmende blomster. Hun bar også en spånkurv ”som gemte smudsige bolcher” til alle og enhver. Om sommeren havde hun også en parasol med. Hun forlovede sig med en løjtnant, som svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden.
Hun hed Juliane Hansen. Hun var født i 1862. Som halvvoksen stod hun uden forældre. En dag i januar 1907 blev hun fundet dødssyg. Hendes kiste i Skt. Johannes Stiftelsens kapel var dækket af et væld af blomster. Langt ud over gulvet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende. Den bar rødhvide bånd. Med guldbogstaver stod der skrevet:
- Fra Prinsesse Marie og Børn
Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orleans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.
Mellem kokager og hestepærer
Ja så var det også Nørre Fælled. Her lå Aldersro Bryggeri ikke så langt derfra. De var storleverandører, når Borgervæbningen holdt øvelser her. Den sidste Borgervæbning var 1909. Man fik udleveret uniformskasket med firkantet skygge og uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja så fik man også et gevær. Bukserne skulle man selv levere/medbringe. Og man skulle måske ikke stille i de bedte bukser for der var masser af hestepærer og kokager på Fælleden dengang. Det hændte, at knægtene for to øre fik lov til bære disse geværer.
Ja denne Borgervæbning skulle også lære at marchere, og det foregik med rigtig militærmusik. Og hvis man ikke havde fået nok af sprut under øvelserne, så kunne man altid frekventere stamværtshuset, der hed Første Maj på Blegdamsvej. Geværerne stillede man så i pyramideform ude i haven.
Der var også soldaterlokummer derovre. Det var sådanne sorte skure, som var tjæret. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det også, at de måtte søge derinde. Det var som regel 4-5 stykker uden skillerum imellem. Ja de stod der, hvor Rigshospitalet i dag ligger.
Her blev gadekampe afgjort
Ja soldaternes største fjender var nok alle de heste og kreaturer, der græssede herude. Rigshospitalet begyndte man at bygge i 1905-1906. Militæret gav efterhånden afkald på Fælleden i 1909, og det var også det år, der var indkaldt til den sidste Borgervæbning.
Lige der, hvor hospitalet i dag ligger, lå et vandhold, der hed Gåsen. Længere ude lå der også vandhuller. Det var blandt andet Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, man kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder og badede i vandet. Men man skulle kunne svømme, ellers var det farligt. Det vrimlede med fisk i vandhullet.
Fælleden var også stedet, hvor masser af gadekampe blev afgjort. Vi havde Ryerne, det var dem der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen af Blegdamsvejen. Og så var det Rakkerne, der boede i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej.
De to grupper kunne ikke tåle hinanden. Begge grupper vil regere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20-22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. Der var et par hundrede på hver sted.
Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.
Når politiet så viste sig, ja så kunne de to gruppe forenes og sammen kæmpede de så mod politiet.
Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningernes Boliger. Her blev banden kaldt for Brumlebyerne. De holdt med Ryerne. Men Rakkerne kunne få forstærkning fra Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret.
Fælledparken, som vi kender i dag blev anlagt 1908-12. Den 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen.
Zar Peter og Struensee
Men ak og ve. Her lå zar Peter med omkring 30.000 mand. Meningen var, at man sammen skulle erobre Sverige. Men det blev aldrig til noget. Og københavnerne var noget nervøse for russerne. Og zaren måtte i hvert fald ikke på Blågården.
I 1771 blev Struensee henrettet her. Og københavnerne havde taget fri for at overvære dette. Her var også hestevæddeløb. Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 illustrerede, at grundloven ikke gjaldt for socialister og arbejdere.
I slutningen af 1800-årene afholdt Garden en række ”Kongerevuer” herude. Til stede var Christian den Niende. Man hilste på kongen, da man red eller gik forbi ham. Menneskemængden råbte Hurra for tropperne
Jo børnene havde da fornøjelser dengang. Bisserne, der holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Nordvestvej trillede latrintønderne ud midt på gaden, når der var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de hjelmene og smed dem i tønderne.
Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgadens Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.
Krigshelten general Olaf Rye
Jo vi fik da lige nævnt Ryesgade. Gaden er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organiserede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hærafdeling op gennem Jylland, hvor den fra Helgenæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et udfald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.
Anlæggelsen foregik langsom
Anlæggelsen af Ryesgade blev vedtaget i 1857 af Borgerrepræsentationen som led i en bebyggelsesplan for forstæderne. Ideens ophavsmand var kongelig bygningsinspektør J.D. Herholdt. Men det tog nu temmelig lang tid før projektet var afsluttet.
Første etape var fra Sankt Hansgade og nordpå i året 1858. Derefter fulgte det nordre forløb til Østerbrogade. Så sent som i 1881 standsede den daværende Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linje, var intet anlagt. Dette mellemstykke blev først senere lukket.
Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri. En enkelt var dog ganske tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre Velocipede.
Danmarks mest folkerige gade
I 1875 husede gaden blot 300 familier. Allerede i 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København. I 1970erne var tallet helt oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.
Kilde:
- Artikler på www.dengang.dk
- Hvis du vil have uddybet tingene:
- Under Nørrebro kan du finde 225 artikler fra Det Gamle Nørrebro
- Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar kan du finde 27 artikler fra Nørrebro
|
