Under Sandet var en fantastisk film. Men fortalte den sandheden? Begik Danmark krigsforbrydelse. 214 unge tyske soldater mistede livet i kampen for at fjerne minerne ved Vestkysten. Månedens historie fra Besættelsestiden i samarbejde med www.dengang.dk foregår efter besættelsestiden. Men Danmark var nok ikke helt uskyldig. Det kneb nemlig med forplejningen. Og så ønskede man fra dansk side et større tempo. Dette skabte stress og uforsigtighed. De sidste soldater forlod først Vestjylland i 1948.
En fantastisk film
Vi oplevede en fantastisk film ”Under Sandet”. Den var dramatisk og godt spillet. Den skabte en del debat, men den var ikke historisk korrekt. Og selv om man påstod, at man havde fulgt en bestemt bog, så var denne bogs konklusioner måske heller ikke historisk korrekt.
De lokale anså ikke minerne for farlige
John V. Jensen fra Varde Museum har forsøgt at finde sandheden. Han har gravet i en masse dokumenter, bl.a. fra Dientsgruppe Dänemarks dokumenter. Han har kigget i Brigadebladet udgivet af Den Danske Brigade og meget mere.
Man skulle tro, at historien om minerydningen var forsøgt holdt skjul, fordi den var kompromitterende for Danmark. Men sådan forholder det sig nu ikke.
Hvis man tidligere har besøgt Blåvands Kommune, som de hed indtil 2007, så har man set, hvad der lå her ved Skallingen. For de sidste miner blev først fjernet her i 2012. De lokale anså nu ikke minerne for farlige, ikke så mange år efter.
Mange ville have brugt pengene på noget andet
De samlede løbende rustne miner op. Og når de havde tilstrækkelig mange ringede de til sprængningskommandoen. Danmark havde underskrevet en konvention, som betød at man skulle rydde sit eget område for miner. Og der blev bevilliget 195 millioner kroner for at få fjernet disse miner.
Mange ville sikkert heller have brugt pengene til en yderligere oprensning af Grindstedværkets forurening i Kjærgård Plantage.
Det var ikke en krigsforbrydelse
I 1998 kom det frem, at Danmark havde begået en krigsforbrydelse. Det var det år, hvor Helge Hagermanns bog Under tvang udkom. Og her opstod debatten. Den blussede så op igen, da filmen ”Under Sandet” blev vist.
På det nye museum Tirpitz kan man så se den rigtige historie om den minderydning, Og det var især to spørgsmål, som man ønskede besvaret:
- Hvordan kunne det gå til at over 200 tyske mineryddere omkom i Danmark efter besættelsen?
- Begik Danmark krigsforbrydelser i den forbindelse?
Tyskerne frygtede landgang fra vest
Fra omkring 1943 og indtil befrielsen forberedte den tyske besættelsesmagt sig i stigende grad på at forsvare sig mod en allieret landgang fra vest. Det betød igangsætning af byggeriet af et enormt forsvarsværk fra Nordkap til den fransk-spanske grænse.
Langs Nordsøens og Atlanterhavets kyster nedlagde tyskerne millioner af miner. Hele den jyske vestkyst var minimeret med omkring 1.500.000 miner.
Den britiske overkommando befalede
Umiddelbart efter besættelsen fremsatte det danske krigsministerium over for de engelske militærmyndigheder spørgsmålet om fjernelse af landminerne ved den tyske besættelsesmagts egen foranstaltning inden dennes afmarch fra landet.
Den 9. maj 1945 befalede den britiske overkommando i Danmark under general Dewing rydningen af minefelterne først og fremmest i Jylland og på Fyn. Af befalingen fremgik det desuden, at alle tyske soldater, der var uddannede i minerydning dvs. pionerer og infanteripionerer skulle tages ud af marchgrupperne og ledes af pionerofficerer, så arbejdet kunne gå i gang hurtigst muligt.
Minenkommando Dänemark
Hensigten var at fremskaffe det størst mulige antal soldater med kendskab til minering og minerydning. Dette kunne naturligvis kun være et ønske, og det er sikkert, at det kun var en del af de soldater, der blev sat til at rydde minerne, der tilhørte pionergrupperne.
Allerede den 10. maj 1945 dannede tyskerne ”Minenkommando Dänemark”. Der skulle foretages rydning af minerne under S.H.A.E.F’ s (de vestallieredes) kontrol. Dette var blevet aftalt mellem briterne og værnemagten på Hotel D’ Angleterre i København. Allerede den 11. juli blev de første miner optaget, har Wieth-Knudsen berettet om. Han var kaptajn og chef for Den Danske Brigades pionerkommando.
Major Holland var chefen
Det blev de britiske styrker, der skulle sørge for at besættelsesmagten kom til at forestå det farlige arbejde. I spidsen for minerydningen stod den britiske major Stanley Holland. Det fremgår også, at tyskerne havde fri hænder til at løse opgaven efter eget ønske. Men målet var at afslutte minerydningen i Danmark på hurtigst mulige tid.
De danske myndigheder var dog ikke sikre på, at minerydningen blev udført forsvarligt, når tyskerne arbejdede alene. Derpå blev der på dansk foranledning bestemt at S.H.A.E.F skulle kontrollere dette.
Til at assistere havde Holland et mindre britisk kontrolmandskab. Men de havde slet ikke kapacitet til at løse opgaven. De første måneder bistod Den Danske Brigade briterne i denne opgave indtil de blev hjemsendt den 19. juli 1945. Så blev opgaven løst af indkaldte danske menige og deres befalingsmænd.
Styrken blev udvidet til 2.600 mand
Den tyske chef for minerydningen blev kaptajn (Hauptmann) Geuer fra pionerskolen i Horsens. Han var som de øvrige tyskere underordnet major Holland.
Ifølge den afsluttende rapport fra Dienstgruppe Dänemarks virksomhed sandsynligvis skrevet ultimo 1948 anføres det i øvrigt, at Minekommando Dänemarks bestod af 5-6 forskellige bataljoner. I Oksbøl var Pionerbataljonens tre kompagnier fordelt i Esbjerg, Børsmose og i den gamle danske lejr (Sydlejren).
I første omgang bestod styrken i Danmark af 1.000 tilbageværende tyske pionersoldater, befalingsmænd og menige. Dette tal blev siden forøget først til 1.800 mand. Den sidste halvanden måned var der 2.500-2.600.
Folk kom fra lejre i Tyskland
Der blev hentet folk op fra fangelejrene syd for grænsen i Slesvig. Her var forplejningen yderst spartansk. Kosten bestod af te, erstatningskaffe, brød og suppe.
Fra de britisk kontrollerede lejre ved Eiderstedt ca. 25 km sydvest for Husum blev folk op til den danske vestkyst. Eventuelt er de også kommet fra Esterwegen ca. 80 km vest for Bremen og Neuengamme ved Hamborg.
Antagelig ville de internerede gerne ud af lejrene, hvor der grundet underernæring var en masse sygdomme.
214 soldater gav deres liv
De tyske befalingsmænd skulle have ledt minerydningen med meget streng disciplin. Det var ikke tale om krigsfangere. Briterne tog hverken krigsfangere i Norge eller Danmark. At det ikke var egentlige krigsfangere betød, at minerydningen ikke var i konflikt med Genevekonventionerne.
Der er heller ikke noget om, at tyskerne har underskrevet i protest. Krigen var tabt. Det var sejrherren, der stillede betingelserne. Sidst i Dienstgruppe Dänemarks afsluttende rapport stod der anført:
- At de faldne deres pligt tro har gjort deres til genopbygning af Europa.
Ja man kan undre sig, at man accepterede, at 214 soldater gav deres eget liv for at redde civile blev opfattet som acceptabelt og meningsfuldt.
I løbet af de første tre dage var allerede 5 døde, 2 hårdtsårede og 1 let såret. Den var den 20. juni 1945.
Ingen interneringslejre
Major Holland krævede, at madrationerne til minerydningsarbejderne skulle forhøjes og have et højt kalorieindhold, da arbejdet krævede stor koncentration.
De tyske styrker var ikke internerede bag pigtråd. De sad heller ikke bag lås og slå. De blev for det meste indkvarteret i lejre og barakker, som havde været brugt af den tyske hær.
Det kneb dog med at få tyskerne indkvarteret for hverken myndigheder eller befolkning ville have noget med tyskerne at gøre efter kapitulationen. Arbejdsdagen var typisk på otte timer, men ofte kun 5-6 timer, og der blev ikke arbejdet på søn- og helligdage.
Soldaterne måtte være ude til klokken 21. De tyske befalingsmænd havde ret til at bære våben. Men der var ikke tale om egentlig interneringslejre.
Et opskruet tempo
Minerydningen skete i et opskruet tempo. Og dette gik ud over sikkerheden. Særlig ved Skallingen var det vanskeligt at rydde miner, men også her blev tempoet sat i vejret. Det var efter ordre fra major Holland, at tempoet skulle sættes i vejret. Efterhånden kom der også flere utrænede soldater.
Men det høje tempo skyldtes ifølge major Holland dansk utålmodighed. Men arbejdspresset var ikke eneste forklaring. Man havde i begyndelsen arbejdet i række og geled. Men dette afstedkom mange tab. Efterhånden arbejde man i mindre grupper og i flere felter samtidig. Dette nedsatte tabene.
Tekniske fejl
Mange ulykker skyldtes også tekniske mangler eller defekter i tænderne, der udløstes ved den mindste berøring. Fodfolksminerne var de farligste at rydde. Panserminerne var mindre farlige, men når ulykken indtraf var tabene større.
Dertil kom også unøjagtigheder i minekortene. Det gjorde rydningen langsommere og mere usikker. Dette gjorde, at man ikke kunne opfylde englændernes krav, om at rydde mindst en mine på fem minutter.
Kritik fra Dansk Minekontrol
Af en rapport fra Dansk Minekontrol fra slutningen af september 1945 fremgår det, at det har været uhensigtsmæssigt, at de tyske styrker ikke i alle henseender havde været underlagt de danske kontrollanter.
De danske menige, der kom efter at Brigaden var hjemsendt, burde være udvalgt med større omhu og have haft en bedre uddannelse. Rapporten peger dog på, at samarbejdet med de tyske officerer og befalingsmænd havde været upåklageligt.
I filmen ”Under Sandet” antydes det, at de tyske minerydderes unge alder og deres uerfarenhed også skulle have medvirket til de mange ulykker. Danske kontrollanter melder dog, at alderen på lå på cirka 20 år.
Men kigger man på gravstene ser man en gennemsnitsalder på 17-18 år. Men man ser også mange grenadiere, Feldwebler, gerfreiter m.m.
Ikke tilstrækkelig forplejning
Forplejningen har åbenbart ikke været tilstrækkelig. I hvert fald kendes der til en klage dateret den 28. juli 1945. Den er fra den tyske kaptajn Geuer til den danske major Florian-Hansen, hvor den tyske kaptajn klager over kritiske forhold.
Geuer klagede over, at der er disciplinere problemer mellem de tyske mineryddere og deres officerer, da disse ikke kunne holde deres løfter over for deres underordnede, hvilket igen skyldtes, at man fra dansk side ikke holdt sine løfter.
Desuden understregede Geuer i sit brev, at madrationerne ikke alle steder var tilstrækkelige og derfor måtte han bl.a. bede om forhøjelse af kødrationerne til 1. og 3. komagni fra 1233. Bataljon.
Dette kan bekræftes af gruppefører Thomsen (Oksbøl), der i sin afrapportering oplyser, at forsyningerne i begyndelsen ikke var tilstrækkelige på grund af det farlige og opslidende arbejde. Thomsen og hans gruppe hos Pionerkommandoen forsøgte at hæve tildelingen af dette og hint-men forgæves.
Flyvesand og oversvømmelse forværrede situationen
Geuers ulykkesstatistik taler også sit tydelige sprog. Indtil den 25. juli 1945 havde regimentet 117 døde, 123 hårdt sårede og 148 let sårede. Frustrationerne var til at tage og føle på. Det er klart, at de mange dødsfald og de medfølgende disciplinære problemer ikke havde gavnlig effekt på moralen.
Flyvesand og oversvømmelse bevirkede, at man ikke kunne stole på kortene. Dette betød at arbejdet blev sat yderligere i vejret.
Også danskere omkom
Der er usikkerhed om antallet af dræbte. Forskellige tal er rapporteret. Også danskere er omkommet under minerydningen. Således transporterede et par lokale mænd fra Ringkøbing-området miner på deres vogn, da en af minerne detonerede. Den 3. juni 1945 blev tre brødre dræbt af en mine i Orten plantage nord for Varde.
I 1946 manglede man efterkontrol
Diensgruppe Dänemark placerer ansvaret omkring de menneskelige omkostninger hos major Holland. Det er dog uklart, om Danmark har gjort noget som helst for at få tempoet nedsat. Men vi har også Hollands udsagn om, at danskerne pressede ham til at sætte tempoet i vejret.
Minerydningen var med enkelte undtagelser i hovedsagen løst allerede 22. september 1945. Herefter opløste englænderne enheden. 2059 mans med fuld udrustning og køretøjer blev overført til yderligere opgaver i Tyskland.
Et særligt mod og koldblodighed
Samtidig overførtes 270 mand til den såkaldte ”Sprengkommando” samt en mindre ”Arbejdskommando”. Således manglede man i foråret 1946 endnu efterkontrol af en række felter. Det drejede sig især om strækningen fra Nymindegab til nord for Blåvandshuk og hele Skallingen. Man skulle med en plov gennempløje områderne for at sikre at jorden var 100 pct. fri for miner.
Denne opgave krævede ifølge den tyske rapport et helt særligt mod og koldblodighed. Opgaven var yderst nervepirrende, fordi minerydderen i tilfælde af en detonation ville blive dræbt. I den forbindelse spillede de dårlige erfaringer fra det forhastede minerydningsarbejde fra det foregående år ind. Kun takket være sikkerhedsforanstaltninger krævede dette arbejde kun et offer.
Panserkommandoen i arbejde
I det samme tidsrum arbejdede panserkommandoen hjemmehørende i Oksbøllejren, i klitlandskabet og i det sumpede terræn på Skallingen. Her kørte de tyske kampvogne hen over minerne og detonerede dem, hvilket som regel resulterede i kvæstelser.
Dertil anføres det i den tyske rapport, at ud over minerne kæmpede de modige folk, som det står i Dienstgruppe Dänemarks rapport med varme- og myggeplage i det sumpede område. Skallingen var kun blevet ryddet yderst overfladisk og skabte store problemer for panserkommandoen.
Indtil oktober 1948
I Oksbøl fortsatte arbejdet på vestkysten og Skallingen til 21. juni 1947. Derudover havde man foretaget efterkontrol på en lang række lokaliteter bl.a. Vejers Strand, Blåvand, Oksbøl, Oksby, Børsmose, Gærup, Henne Strand, Nymindegab, Stauning, Thyborøn og Hansted.
Den 1. januar 1948 blev minekommandoen i Oksbøl, der nu kun bestod af seks mand, hjemsendt til Tyskland. En lille restgruppe stod herefter for den sidste oprydning af miner indtil oktober 1948.
Kilde:
- John V. Jensen: Der er mere Under Sandet-minerydning efter besættelsen (artikel)
- Helge Hagemann: Under tvang
Hvis du vil vide mere:
På www.dengang.dk finder du 206 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter herunder:
|
