Det er sjældent, at en gade får naneforandring, fordi beboerne ønskede det. Men det skete i dette tilfælde. Dette er månedens lokalhistoriske bidrag i samarbejde med www.dengang.dk . Her gik byens rende. Her lå en af Europas ældste museer. Her var også en af vores botanske haver. Man kunne ikke prale af, at man boede Skidenstræde. Men det tog kun seks uger at få navneforandring. Det er vel hurtigere end i dag. Dengang kunne alle gader kalde sig Skidenstræde. Her boede Ludvig Holberg og andre kendte.
Inde i Admiral Gjeddes Gård
På tre sider var gården omgivet af smukke gamle bindingsværksbygninger. En lav mur ind til naboen indesluttede firkanten. En gang var her et bassin med guldfisk. Og her var et flot springvand. Det var en forgyldt renæssanceløve, fra hvis gab den spinkle vandstråle sagte rislede ned i bassinet. Over løven hang en mørk trætavle med udskårne bogstaver, der kort fortalte gårdens historie.
Det var midt i Admiral Gjeddes Gård. Der stod noget om, at man bag gården kunne se rest af den gamle Skidenstræde. Men nu skulle nok temmelig meget fantasi til at forestille sig, at her lå noget, der mindede om en middelalderstræde. Og tænk en gang så flot en går i et stræde med dette navn!
Strædet bag degnens gård
Jo Krystalgade hed indtil 1818 Skidenstræde. På et kort over København omkring 1500 star der anført ”strædet bag degnens gård” Men kært barn har mange navne. I 1493 omtales den/det som ”det stræde, som løber fra Nørregade og bag ved Bispens Gaard af Sjælland.
I 1517 finder vi den tredje betegnelse. Der tales om en ejendom, der ligger ”Hjørne Østen for Nørregade og Norden op til den Rende, som løber bag Bispegaarden”.
Byens rende
Den rende, der her tales om, er ”byens rende”, hvis udgangspunkt var det sumpede og mosede terræn i nærheden af Skt. Petri kirke. Renden havde fald mod Nørregade og løb ”bort ad Rosengården” for at munde ud i Pustervig.
Den har antagelig været et led i Københavns ældste befæstning mod nord. Men foruden at være voldgrav har den også ført spildevandet med sig. Og beboerne langs renden har naturligvis ladet sig friste på en nem måde at blive deres skarn kvit.
Grænsen mellem by og land
Noget særligt hyggeligt resultat kunne det naturligvis ikke blive. Graven eller grøften var sandsynligvis ofte tilstoppet. Og særlig galt må det have været, når det traf ind med større regnskyl. Så flød vand, slam og andre uhumskheder ud over strædet. Og det var intet unaturligt i, at gyden i folkemunde fik navn efter snavset og blev kaldt Skidenstræde.
Renden kaldtes også ofte ”byens ende”. Det var jo grænsen mellem by og land. Dens fortsættelse, Landemærket, betød, at her standsede byen, og landet begyndte.
Denne rende skal være blevet nedlagt i begyndelsen af det 16. århundrede. Men så sent som i 1539 var den endnu i brug. På denne tid får kansleren Johan Friis til Hesselager skøde på en grund i Kannikestræde (nuv.nr.10) og bebygger den således at strædet bliver lukket mod Købmagergade.
Under en reparation af kælderen i nr. 6 er der fundet en muret hvælving, der menes at være fremkommet ved, at der er givet renden en anden retning, da Friis´ grund blev bebygget.
Et af Europas ældste museer
Den gamle kendte Skidenstræde fra Fiolstræde til Købmagergade, har, så vidt man har kunnet konstatere, ikke haft nogen egentlig selvstændig bebyggelse. Mod byens side var det Kannikegårdene og deres jorde, der strakte sig ud til renden. Og til den anden side var der åbne marker. Det var dog ikke tilfældet for den del af strædet, der løb mellem Nørregade og Fiolstræde, og som er bevaret i det nuværende Krystalgade.
Det meste af den nuværende universitetsfirkant blev i året 1539 skænket til universitetet, der på den øverste halvdel anlagde en have. I 1551 blev denne grund overdraget til Hans Barnekov, som her opførte en gård, der atter 1603 kom i universitetets besiddelse. Hans Barnekov var fadder til den bekendte Christian Barnekov, der efter sagnet satte sit liv til ved at frelse Christian den Fjerde. I slaget på Skællinge Hede i Holland 1612 overlod han sin hest til kongen, da hans egen blev dræbt under ham.
Den resterende del af arealet ned til Fiolstræde blev optaget af Zoologisk Museum og universitetsbiblioteket blev af Frederik den Tredje ”givet og funderet til alle tre kirker i København”.
Jo et af Europas ældste museer blev skabt i København af den vidt berømte professor Ole Worm. Den indeholdt mange mærkværdige ting og sager.
Huslejehjælp til præsteenker
Der var meningen, at der her skulle opføres tre boliger til præsteenker. Kongen bestemte, at præsteenkerne skulle have boligen i ti år uden afgift. ”hvadenten de i Guds navn giftede sig igen eller vedblev at være hæderlige enker”.
Denne plan kom dog aldrig til udførelse, da kirkerne fandt det billigere at udrede en huslejehjælp til enkerne.
Den første botaniske have
Grunden lå derfor ubenyttet hen til den 2. august 1600, da Christian den Fjerde skænkede den til universitetet med det formål, at anlægge en have, ”hvori der skulle ympes og plantes sønderlig Simplicia”
Det blev Københavns første botaniske have. Den havde sin plads her i halvandet hundrede år, indtil den i 1760 blev flyttet til Amaliegade ved Toldbodvej. Universitetsbiblioteket og Zoologisk Museum blev opført og taget i brug henholdsvis 1861 og 1870.
Her boede Niels Hemmingsen
Den første grund på den anden side Fiolstræde, der var på størrelse med Frue Kirke og universitetspladsen var optaget af den gamle degnegård. Ud til Skidenstræde var stuehuset forsynet med en udbygning, som bl.a. benyttedes af Rasmus Glad (Erasmus Lætus) til studerekammer. Det var her, denne fremragende dyrker af den latinske poesi skrev sine berømte lejligheds – og festdigte bl.a. til Christian den Tredje og Christian den Fjerdes dåb.
Den næste grund, der også var en gammel Kannikeresidens har i årene 1558-1580. Det tilhørste et af reformationstidens store navne Niels Hemmingsen.
På den tredje grund og ud til selve det gamle Skidenstræde indrettede Ole Worm sit raritetskabinet, der var ganske enestående for sin tid og en seværdighed af rang. Det blev dog også grundstammen for alle danske museer. Enkelte af rariteterne findes endnu på Nationalmuseet. Senere blev grunden delt og Oluf Borch opførte her sit kollegium 1688.
Til udlandet efter undervisere
Den følgende grund, nuværende Kannikestræde 10, Admiral Gjeddes Gaard, blev i 1539 overdraget ”de tre Kongens Kansler”, Johan Friis til Hesselager. Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Johan Friis til Hesselager.
Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Kristian Friis til Borreby, gården og opkøbte resten af jorden ned til Købmagergade. Han opførte et palæ, der af samtiden blev betegnes som kongelig. Men ved hans død 1618 blev den nederste del solgt fra. Her blev så Regensen opført i årene indtil 1623. Men godt hundrede år tidligere havde den nederste del af Regensens grund været beboet af den navnkundige kannik dr. Peder Albertsen.
Det var denne mand, Christian den Første sendte til udlandet for at skaffe lærere til det nyoprettede universitet. Men foruden lærere vendte Peder Albertsen også hjem med en bogtrykker, Gotfred af Ghemsen. Han blev installeret i Kannikegården mellem Kannikestræde og Skidenstræde. Her blev de første bøger i Danmark trykt bl.a. ”De danske Kongers Rimkrønike (1495).
Her boede Ludvig Holberg
Pudsigt nok har dette gamle stræde aldrig officielt heddet Skidenstræde, selv om det mand og mand imellem har båret navnet. I begyndelsen af år 1500 sker der nemlig en ændring af gadebilledet, idet på strækningen Fiolstræde-Købmagergade anlægges en ny gade bag det gamle stræde.
Magisternes Vedtægtsbog nævner således 1523 ”thet ny stræde, som løber norden for Canniche gorderne”. Det er tale om nuværende Krystalgade, som fra 1567 officielt fik navnet Skidenstræde.
Men selv om det gamle stræde havde mistet sin betydning som færdselsvej, blev det stadig ved at eksistere. 1635 får den tredje kansler, Friis (til Kragerup) skøde på haverne bag professorgårdene. Det er i denne have, at den unge fattige Ludvig Holberg har tilbragt sine fristunder, mens han 1708 – 1709 var huslærer for gehejmeråd Gjeddes sønner.
Haven var skilt fra det gamle stræde ved en mur, og efter sigende skal Holberg her ugenert have lyttet til de jævne borgeres snak ude i strædet.
Her boede jævne folk
At der endnu er bevaret en lille rest af dette stræde må uden tvivl tillægges viceskatmester Holger Vind. I grundtaksten for 1689 oplyses det nemlig, at han har tre beboelseshuse ud til Skidenstræde.
Efter den store brand i 1728, der jo raserede hele kvarteret, blev grundene her yderligere udstykket og bebygget. Den lille gadestump fik nu i skøderne betegnelsen ”den fælles gang”, hvortil ejere af Kannikestræde og Skidenstræde begge havde adgang.
I et målebrev fra 1743 meddeles, at længden er 12 alen, 2 kvarter og 3 tommer, mens bredden kun er 3 alen. Målene er den samme den dag i dag.
Det er karakteristisk for det nye Skidenstræde, at det gennem de første par hundrede år fortrinsvis har været beboet af jævne folk, håndværkere, arbejdere og kongelige tjenestemænd. I mandtallet fra 1659 nævnes i alt 18 personer, heraf betegnes 12 som fattige.
En vejviser fra 1748
Der eksisterer en meget kuriøs vejviser fra 1748, der også nævner beboere i Skidenstræde. Den skyldes den højst mærkelige person Hans Barhov. Han var født i Norge og blev teologisk kandidat. Men selv om han flere gange har været kapellan, var han dog ingen kirkens mand.
Han var en galant dameven, og berømte udenlandske alkymister søgte ham, fordi det sagdes, at han var i besiddelse af opskriften på den tinkur, der kunne forvandle metaller til guld. Det er formodentlig grunden til at hans efterladte papirer er blevet opbevaret i rigsarkivet.
Foruden en sjusket selvbiografi, der bortset fra sin plumphed godt kan sidestilles med Casanovas erindringer fandtes også manuskript til en håndbog over københavnske borgere, Den er trods sin mangelfuldhed meget interessant. I første række giver den naturligvis et levende indtryk af forfatterens erotiske interesser. Man har et meget stærkt indtryk af, at han med forkærlighed har noteret de adresser, han er kommet til kundskab om gennem sine kvindelige bekendtskaber.
Både navnet og stanken blev hængende efter at renden var blevet overdækket i begyndelsen af 1800 – tallet.
Kendte mennesker boede her skam også
Men i det 19. århundredes begyndelse tager ”honette” folk Skidenstræde i besiddelse. Chr. Winther, Bindesbøll, Orla Lehmann og general Schleppegrell for bare at nævne nogle.
Kun 6 uger for at få ændret navnet
Men generelt syntes vel borgerne, at det var forbundet med så meget snavs ved navnet, at det kunne trænge til at blive vasket rent. Den 9. november 1818 opnåedes der en kongelig ”Placat” tilladelse til at kalde strædet Krystalgade. Det var første gang, en gade havde fået navneforandring, og det gav selvfølgelig anledning til, at mange gader med ildeklingende navne søgte at følge eksemplet.
Ja det gik faktisk kun 6 uger efter at 16 af gadens grundejere i en brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret. Ja det var vel nok tale om samtlige grundejere.
De skrev at Skidenstræde nu var blevet brolagt og nu fremstod som en smuk og reel gade, der kunne yde den herligste passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker.
De udenlandske forretningsforbindelser kunne få det indtryk, at man boede i en kloak. Stadskonduktør Rawert mente nu ikke, at begrundelsen var tiltrækkelig. Han gjorde opmærksom på, at man tidligere havde afvist Kattesundet og Dybdensgade om at få navneforandring. Andre embedsmænd gik ind og afviste Rawerts indvendinger.
Man kunne også finde på, at skrive sådan på brevet til Skidenstræde:
- Den gade bag Kantors Port, der strækker sig fra Nørregade til Købmagergade.
En imponerende bygning, der rummede zoologisk museum blev opført. Og snart var det ikke længere plads i Krystalgade. I 1967 blev det gamle museum lukket for publikum. Nu skulle man ud i Universitetsparken. Det vil sige, at det åbnede først 1970.
Man kunne ikke prale med Skidenstræde
Nej Skidenstræde var ikke en adresse, som man pralede med. Sådan var det også for dem, der boede i Hyskenstræde. Hysken er det gamle ord for lokum. Ja på et tidspunkt hed Skidenstræde meget uofficielt Lars Winders Stræde efter en rådmand i tiden.
Alle gader kunne have heddet ”Skidenstræde”
Vi har i tidligere artikler beskrevet at det lugtede i København. Alle gader var forsynet med dybe rendestene. De tjente som kloakledninger og førte til utallige klager fra beboerne. Hvis det havde været tørt og varmt i længere tid, og det så satte ind med voldsom regn, ja så fyldtes kælderlejlighederne med kloakvand.
Ophobning af affald forhindrede også ofte trafikken i det gamle København. I en uendelighed modtog Rådhuset klager over, at vognmændene ikke fjernede affaldet. Rundt om i gårdene var det møddinger som ude på landet. Et par tusinde heste og et tilsvarende antal køer inden for voldene satte også sit præg på miljøet. Hertil kom omstrejfende hunde og katte.
Ja værst var det med natrenovationen. Til boligerne havde man opført småhuse i gårdene, som man kaldte priveter. Neden under lå murede latringruber. Disse blev som regel tømt to gange om året. Når man trådte på de lemme, der dannede gulvet trængte det øverste flydende lag op gennem huller og sprækker.
Natmændene arbejdede efter deres egne regler uanset, hvad de sagde oppe på Rådhuset. Ikke et under at København har været overbebyrdet med epidemier og sygdomme i massevis.
Ja egentlig kunne navnet Skidenstræde have været brugt om enhver gade i København. Kun et par hundrede meter fra det latrinære navn optræder Pisserenden. Ganske vist forsvandt køerne efterhånden. Men omkring 1900 kom kvinderne til Farversgade – kvarteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bla. 158 artikler fra Det gamle København og flere hundrede artikler om det gamle Nørrebro herunder:
- Da det lugtede i København
- Pustervig og Fattigvæsnet
- Sankt Petri og omgivelserne
- Drikkevand til København og mange flere.
|
