Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Den ny Mesterlære til debat

Efter at Nørrebro Handelsforening i et debatindlæg i København, argumenterede for den nye mesterlære, er der mange der har fulgt op.

Mesterlæren er dømt til fiasko, siger Anders Friis Hansen, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever. Se Handelsforeningens svar et andet sted her på siden.

Fhv. smedemester, Ernst Thorsager bemærker, at efterspørgslen efter danske håndværkere i udlandet faldt brat efter, at den gamle mesterlære ophørte. Han forstår ikke Anders Friis Hansens bemærkninger omkring manglende kontrol med arbejdsgiveren. Det var mesterens ansvar, at lærlingen bestod svendeprøven. Man kan ikke bare afskedige en lærling, og ansætte en ny. En lærling som rengøringsmedhjælper er alt for dyr, bemærker den fhv. smedemester.

Lene Kaspersen, fungerende borgmester i Lyngby – Taarbæk Kommune, er enig i, at den gamle mesterlære var uundværlig. Hun mener, at undervisningen og uddannelserne skal indrettes sådan, så alle kan få en eksamen. Det vil højne viden på alle områder. Vi har i høj grad brug for folk med praktisk sans og hænderne skruet rigtig på.

Undervisningsminister Bertel Haarder mener, at Anders Friis Hansen ikke kender forslaget. Uanset om elev og virksomhed vælger mesterlæren, skoleadgangsvejen eller praktikadgangsvejen vil uddannelsen være på samme slutniveau. Der er ikke tale om A- og B-uddannelser. Flere unge vil blive vurderet på andet end teoretiske forkundskaber og flere virksomheder vil få opfyldet ønsket om at have eleverne i et langt startforløb. Undervisningsministeren gør opmærksom på den nye præmiringsordning for oprettelse af lærerpladser. Det betyder reelt, at det er gratis, at have elev, de første to måneder.

Rasmus Gudmandsen, smedelærling og formand for Erhvervsskolernes Elev – Organisation gør opmærksom på, at virkeligheden for en smedelærling anno 2005 ser anderledes ud. Den er langt fra så tiltrækkende. På skolen lærer man de forskellige engelske fagudtryk og navne på værktøj og materialer på engelsk. Smedelærlingen er ofte blevet udlejet, for at gøre rent på en forbrændingsanlæg. Ideen med at gennemføre mesterlæren i dag, skal ikke vurderes på baggrund af gammelromantiske forestillinger fra en svunden tid. Vi skal uddanne håndværkere til fremtiden – ikke til fortiden, slutter Rasmus Gudmandsen.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16