Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Berufsverbot

Af sekretær i Nørrebro Handelsforening, Uwe Brodersen
På Nørrebro er ansat en person, der har haft tilknytning til Blekingegadebanden. En bande, der repræsenterede den groveste form for kriminalitet. Banden blev optrevlet for 15 år siden. Manden har udstået sin straf, men gennem Jyllands Posten stilles han nu i offentlig gabestok. Samtidig beskylder bladet Københavns Kommune for, at bedrive politiske vennetjenester.

Det må have været en meget grundig efterforskning, der har ført til denne afsløring. Vi andre har vidst det i årevis, at personen har været ansat i Nørrebro Park Kvarterløft. Måske skal vi også føle os skyldige i Nørrebro Handelsforening. Som repræsentant i Styregruppen i Kvarterløftet og medarrangør af Kulturelle Markedsdage bærer vi også et ansvar. Flere gange har vi arbejdet sammen med den omtalte herre.

Det kan undre, at sagen først kommer frem nu, flere år efter vedkommendes ansættelse. Det er Dansk Folkeparti´s spidskandidat Louise Frevert, der rejser sagen. De Konservative er med på ideen, og agter at rejse sagen i Økonomiudvalget.

Måske kan det hjælpe de to partier med en mærkesag til valget til overborgmesterposten.
Den omtalte person laver et stort stykke arbejde i forbindelse i forbindelse med Kulturelle Markedsdage. Han har 4 gange arrangeret en fodboldturnering i forbindelse med disse dage. Og et par gange, et løb. I år bliver det så kun et ungdoms løb. Det er så forbigået avisens journalist, det kunne da også have været en god historie.

Leder af Nørrebro Park Kvarter, Jesper Langebæk som Nørrebro Handelsforening har arbejdet sammen med, både da han var leder af Indre Nørrebro Bydelsråd og nu, bliver i avisen udråbt som tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (fra 1974 – 1990). Hvis han havde været medlem af Socialdemokraterne, Venstre eller de Konservative var dette sikkert ikke blevet nævnt.
Handelsforeningen har ikke altid været enige med Jesper Langebæk i hans politiske synspunkter, men har altid haft et godt og konstruktivt samarbejde.
Med den omtalte hovedperson har der også været et godt samarbejde. At han skulle indoktrinere børn med terroristiske filosofier, må være et fantasifoster.

Man har ansat en styregruppe, der skal varetage borgenes interesse i Kvarterløftet. Denne styregruppe bliver med en evt. undersøgelse frataget deres bedømmelses evner og umyndiggjort. Havde der været problemer med hovedpersonens ansættelse, havde styregruppen nok grebet ind. Såfremt sagen fører til en undersøgelse vil Nørrebro Handelsforenings nuværende repræsentant trække sig fra Styregruppen. Ikke på grund af mistillid til hovedpersonen. Men på grund af visse politikeres mistillid til folkevalgte beboeres bedømmelses evner.

For Jyllands Posten har historien og henvendelsen fra Dansk Folkeparti givet anledning til flere sider i avisen. Selvfølgelig skal vi lige have rippet op i sagen nok engang. Det er også klart, at politiet stadig håber, at finde en morder.

For en god ordens skyld skal pointeres, at Nørrebro Handelsforening tager den dybeste afstand fra den ugerning, der er blevet begået, men lov er lov. Afsonet er afsonet.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16