Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da det hele startede – for 125 år siden

Nørrebro Handelsforening har siden starten været Fætter Modsat. Det har gennem de 125 år skabt masser af fjender. Men det har skabt usædvanlige venner. Ret hurtig glemmer man hvad foreningen har stået for. Og det skal da heller ikke glemmes, at engang var Nørrebro Handelsforening, Danmarks absolut største handelsforening.

Det er den ikke mere. Men Nørrebro er bestemt heller ikke Danmarks Handelscentrum nummer et mere. Det handler om fremkommelighed. Men at påpege dette som en nødvendighed for erhvervslivet giver ikke mange stemmer. Det har bestemt ikke været uden konsekvenser at sidde i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening gennem 18 år – redaktøren ser tilbage på nogle begivenhedsrige år.

Man kæmpede mod uretfærdigheder
Tænk engang, vores forening startede for 125 år siden. Dengang var vilkårene helt anderledes. Målet var dog måske ikke så forskelligt. Man kæmpede mod uretfærdigheder.

I 1891 var det en gruppe urtekræmmere, der var trætte af begrebet tilgift. Og hvad er så det. Jo, det var hvis for eksempel kaffehandlere gav en bog med gratis, når de solgte kaffe. Urtekræmmerne ville dette til livs.

Kundeunderlaget forsvandt
Man kæmpede sammen om at indføre søndagslukning. Man kæmpede sammen mod brændevinsafgift. Man stod også sammen mod bulldozersaneringen i 1980erne. Denne bevirkede at kundeunderlaget forsvandt.

Og tænk engang. Man havde forskellige udvalg, der skulle teste diverse varer, for eksempel whisky, brændevin m.m. Foreningen har haft to kasserer, som havde for lange fingre. Og ja, så opdagede man at en af formændene var kommunist. Det kunne man ikke have.

I hvert fald har partipolitisk overbevisning ikke været nogen som helst hindring i hvert fald i de sidste 18 år.

Myndighederne kunne ikke gabe over det hele
Med de mange nye slags butikker, der overgik Nørrebro opstod der også nye problemer. Myndighederne kunne ikke gabe over det hele. De var ikke særlig gode til at oplyse om krav og rettigheder. Indvandrerne måtte selv finde ud af dette. Også her gik Nørrebro Handelsforening ind og etablerede en del projekter. Vi lavede kurser og hjalp med udarbejdelse af foldere i diverse sprog til indvandrer – butikkerne.

Kæmpede sammen med de forkælede venstreorienterede
Nørrebro Handelsforening gik sammen med dem, der protesterede mod Byggeren. Foreningen kæmpede mod den uretfærdighed, der overgik bydelen. Ja senere fik man endda invitationer fra den alternative teatergruppe m.m. Solvognen.

Er det ikke uhørt at handelsforeningen kæmpede sammen med de forkælede venstreorienterede, som de blev kaldt i Politiken

Dyrehandel udnævnt som Kapitalistforretning
Ingen tvivl om, at foreningen var trætte af alle de ulovligheder, der gennem tiden blev set gennem fingrene med på Nørrebro. Man var sure i skralden på de unge fra Ungdomshuset. For hvorfor skulle man pludselig udnævne en lille dyrehandel som Kapitalistforretning.

Da Ungdomshuset blev ryddet måtte bydelens butikker atter engang stå for skud. Direkte på Breaking News blev Kvickly og Irma på Runddelen røvet. Men politikerne var i flere år handlingslammede.

Til sidst støttede man de frivillige brugere
De unge i Ungdomshuset hadede også Nørrebro Handelsforeningen, og formanden’ s butik måtte da også stå for skud. Men foreningen støttede de fredlige brugere af Ungdomshuset til sidst og deltog i et par af deres mandagsmøder.
Nørrebro Handelsforening mente, at det var fuldstændig absurd at samfundet skulle bruge et trecifret millionbeløb, fordi politikerne ikke kunne finde et fornuftig løsning.

Masser af trusler til bestyrelsesmedlemmerne
Denne holdning afstedkom i den grad hademails og beskyldninger fra både politikere og politibetjente.

Ja på et tidspunkt modtog denne redaktør en trussel fra en overborgmester, at såfremt, man ikke trak en artikel tilbage, ville man modtage en anklage fra pressenævnet. Men vi havde nu retten på vores side.

Ungdomshuset tilbudt for en krone
Vi havde et udmærket forhold til diverse andre overborgmestre, som vi mødtes med hver halve år for at udveksle meninger og synspunkter. Ja vi fik endda tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. af en sådan. Det meddelte vi, Ungdomshuset. Men det skulle de nu ikke nyde noget af, at lede af os. At de unge bagefter påstod, at det havde de da aldrig hørt, ja det hører nok med til retorikken.

Fra Ungdomshusets side begyndte de at linke til vores hjemmeside. Det gjorde de faktisk også fra diverse store dagblade.

Hyppigt i medierne
Radio og TV blev i mange år fremover meget interesseret i vore synspunkter.

Og vi har vel alle bestyrelsesmedlemmer lært at begå os i alle medier. Det blev efterhånden en vane. Og indrømmet vi fik også nogle favoritter blandt disse journalister. Vi må vel også indrømme, at nogle ikke er deres opgave voksen. Vi er blevet beskyldt for alt muligt af dagspressen. Det har bestemt ikke altid været lige rart.
Men vi havde det standpunkt, at medierne aldrig måtte komme forgæves, så vi lærte at springe ind for hinanden.

Det gik godt – ind til embedsmændene blandede sig
Kommunen havde bestemt, at de ældre mennesker på Nørrebro skulle handle uden for bydelen, hvis de skulle have hjælp af kommunen. Dette resulterede i, at vi oprettede NH – Distribution som senere blev til Handelsforeningens Indkøbsordning. Vi nåede over 50 ansatte og kørte varer ud på Christiania – cykler samt el – biler.

Alle roste os i starten, og vi fik endda en erhvervspris fra Københavns Kommune. Vi fik ministerbesøg og endnu mere ros.

Men så begyndte embedsmænd at stille sig på bagbenene. De kom med beregninger, som var fejlbehæftede. Vi tabte en retssag, selv om dommeren godt kunne se, at beregningerne var fejlbehæftede. Og igen var medierne efter os. Politikerne var selvfølgelig på mediernes side. Det hele endte med store tab. Men det værste var faktisk, at vi pludselig af det offentlige blev truet med bestyrelsesansvar.

Svært at lægge sig ud med flertallet
Det er altid svært at lægge sig ud med flertallet. Vi har set dette med trafikreguleringerne på Nørrebro. Fra starten var vi imod disse reguleringer, fordi vi mente, at det ville ødelægge mangfoldigheden og den kreative detailhandel på Nørrebro.

Vi anfægtede også den måde, som Kommunen anlagde deres undersøgelser på. Men politikerne var heldige. De fik igen medierne på deres side. Vi blev beskyldt for, at vi var for manipulerende, da vi fremlagde vores egne undersøgelser.

Vrede læserbreve modtog vi fra mange sider. Nogle gik på, at vi altid havde været imod miljøforbedringer. På diverse indledende møder havde kommunen sørget for, at embedsmænd kom og argumenterede for de forslag, som kommunen havde bestemt sig for, og sådan blev det.

Demokrati har mange sider
Vi har som bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Handelsforening siddet i talrige udvalg gennem tiderne. Men masser af disse har været psydo – demokrati. Udgangspunktet har måske fra starten været positivt ment, men sådan blev det ikke.

Nørrebro er blevet et spisested. Her kommer flere og flere nye muligheder op hele tiden. Ikke alle klare den, men nye står på spring. Rundt omkring er der oaser. Og i de oaser opstår markedsføringsforeninger. Vi har set det i Elmegade, Blågårdsgade, Jægersborggade, nede ved søerne og mange andre steder.

Den bedste detailhandel med bedst fremkommelighed
Nye tider har udviklet nye behov. Kunderne er vel heller ikke så solidariske mere over for den enkelte butik. Nettet byder også på nye udfordringer.

Men i dag slipper politikere igennem med foranstaltninger i en bydel, som kan virke konkurrenceforvridende i forhold til trafikreguleringer i anden bydel. Det er fin nok, at man laver gode forhold for cyklister, men der er dog endnu nogle, der har behov for deres bil. Og den bedste detailhandel får du trods alt med bedst fremkommelighed.

Unge mennesker bor billig
Som sidebeskæftigelse sørger Nørrebro Handelsforening også for, at en del unge mennesker kan bo ret billigt midt på Nørrebro. Ejendommen bliver drevet meget fornuftig. Det er vores gamle stiftelse, som vi stadig har.

Loppemarked gennem 30 år
Og langs kirkegårdsmuren er der hver lørdag fra maj til oktober loppemarked. Jo den har lokale også forsøgt at sabotere. Men den er der endnu, nu 30 år gammel. Nørrebro Handelsforenings Loppemarked.

Man glemmer hurtig
Tiderne har også ændret sig i den retning, at medierne i dag ikke behøver at have ekspertudtalelser til diverse sager. Bare der er en, der er noget i bydelen, så er det nok for medierne.

Man glemmer hurtig, det som Nørrebro Handelsforening har stået for. Medlemmerne har været tvunget til at lukke deres butik. Der er ikke kommet nye medlemmer til. Engang var foreningen absolut Danmarks største handelsforening og Nørrebro var Danmarks absolut største handelssted. Disse to ting kan vi ikke prale med mere.

4.000 artikler til rådighed
Det er nu ikke fordi, vi sidder med fingrene i lommen. Der er stor søgning på vore tre sociale medier. Over 4.000 artikler er tilgængelig. Mange af disse bruges faktisk af studerende. Se dem på www.norrebro.dk . Selvfølgelig er ikke alle lige aktuelle i dag.

Tillykke
Denne redaktør vil gerne benytte lejligheden til at sige tillykke til os selv. Vi har i den grad opnået meget i tidens løb. Måske er det ikke vores egen skyld, at det i dag ikke er den store fremgang i vores forening. Det koster, at gå imod flertallet og påpege fejl og konsekvenser i forkerte beslutninger.

Og som det vil kunne ses i denne artikel, så kan holdninger og meninger også få menneskelige konsekvenser.

Tak til mine kollegaer i bestyrelsen for stor inspiration, kreativitet, godt venskab og god kamp såvel i med – eller modgang. (Det sidste er nærmest som i fagbevægelsen i gamle dage)

Tillykke Nørrebro Handelsforening – Vi har gjort det godt.

Hvis du vil vide mere:

På www.dengang.dk kan du læse hele Nørrebro Handelsforenings Historie under kategorien: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar. Du kan også se mere i Facebook – gruppen: 125 år med Nørrebro Handelsforening.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16