Offentliggjort 12. maj 2006
Hvordan foregår integrationen i en skole på Ydre Nørrebro? Hvordan løser vi problemerne?
Det er bare to af de spørgsmål, Lise Egholm besvarer i en både hård og kærlig bog. Hård, fordi hun siger tingene rent ud. Det bliver ikke pakket noget ind. Kærlig, fordi hun virkelig elsker børnene på Rådmandsgades Skole.
Bogen kan varmt anbefales, ikke kun til skolefolk eller politikere, nej til alle der interesserer sig for samfundet. Godt gået Lise. Vi venter på næste udspil.
Fra hendes kontor, hvor den blå sofa kan fortælle mange historier, skuer hun ud i skolegården med det store gamle lindetræ.
Dejlige børn fra 38 lande. Med tørklæde og uden, med krøller og strithår, med kasketter og afroflet. De er lange og korte, tykke og tynde, men de fleste smiler og griner. Vi har de dejligste børn i alle farver. De er meget smukke, og de fleste er også både dygtige og rigtig søde. Det er meget kærlige børn, der meget gerne vil lære en masse. Det er en daglig glæde for mig, at være sammen med disse pragtbørn.
En somalisk pige i 1. klasse spurgte sin lærer, hvor gammel skolen blev. Læreren svarede, 116 år.
Pigen svarede øjeblikkelig tilbage Jamen så er den jo død.
Skolen ligger ikke langt fra, hvor der engang lå en højskole, hvor selveste Grundtvig ofte kom og holdt foredrag.
Lise Egholm har et sødt væsen, men pludselig kan hendes temperament blomstre. Hun siger tingene lige ud. Det formår hun nu også i bogform. Men man må ikke skuffe hende.
Det kan virkelig ætse i min sjæl, når jeg efter nogle år, møder nogle af dem i gadebilledet i selskab med hardcore bandit – typer. Deres brune øjne er nu blevet kolde. Hvad gik det galt?
Man har indtryk af at de 505 elever på Rådmandsgades Skole er i gode og trygge hænder. I bogen er der meget smukke og humoristiske fortællinger fra livet på skolen.
Hvis vi ikke kan grine sammen, ikke ad hinanden, men med hinanden, kan vi nå langt. Muslimer har lige så meget humor som alle andre mennesker.
13 tosprogede lærer og en kurdisk souschef er med til at sørge for en gnidningsløs brobygning.
Et sted i bogen siger Lise Egholm, at skolesager har hun forstand på, men ikke politik. Noget tyder dog på det. Hun tør sige tingene lige ud. Som offentlig person tør hun, at pege på nogle fordomme. Selv oplever Lise daglig problemerne på skolen, men de fleste har de løst. Men det har det omgivende samfund ikke.
Integration – det store problem
Integrationen er samfundets mest presserende problem i disse år, der skal heller ikke bo 94 % tosprogede i et kvarter, og skolelederen fortsætter med at konstatere, at vi skal være mere direkte. Det handler ikke om kræft, trit og retning, men tydelighed.
Hun kan ikke lide, at imamer kun udviser fjendtlige holdninger, overfor det land, de bor i. Ytringsfrihed er under ansvar og respekt for andre.
Nørrebro er også blevet brugt af højrefløjen til hetz mod indvandrerne. Lise opfordrer alle til at deltage i debatten, så man dår de rigtige nuancer.
Den bedste måde, at blive integreret på, er naturligvis at komme på job hver dag. Man bliver mere tolerant, hvis man har en indvandrer som kollega. Kendskab giver venskab. Politiker udtaler sig ofte om nydanskere, uden at kende en eneste.
Lise Egholm er meget imod at familier ofte rejser til hjemlandet, flere måneder om året. Det går ud over undervisningen. Den ekstra indsats, der skal til, burde disse forældre selv betale. I dag har skolerne ingen repressaliemuligheder.
God integration kræver dialog, men mange indvandrerbørn er tydelig præget af en ikke-samtale-kultur. Fælles måltider er mange steder også en mangelvare. Somme tider vil faderen ikke have, at de taler sammen, de skal ikke vide, at han er arbejdsløs. Så kan han ikke fungere som rollemodellen.
Samfundet skal ikke indrettes efter islam
På Rådmandsgades Skole indstiller man ikke undervisningen fredag mellem 12 og 13 på grund af fredagsbønnen. Man fritager heller ikke elever for billedkunst og musik under henvisning til deres muslimske baggrund. Og de muslimske helligdage bliver ikke indarbejdet i skolens kalender. Misforstået tolerance slår udviklingen i bakgear, mener man på skolen.
På skolen opererer man dog med begrebet små nødvendige kompromiser.
Den voksende intolerance er farlig, og den skal stoppes på begge sider, mener Lise Egholm.
Alle deltager i faget Kristendom. Det er en væsentlig del af vores kultur. Den bliver mere forståelig, hvis bare, man kender lidt til bibelen
På skolen gør lærerne meget ud af det som jødedommen, islam og kristendom har til fælles. Og de børn på skolen, der buddhister og hinduister gør undervisningen endnu mere spændene.
På Rådmandsgades Skole har man for længst indført tester, men undervisningen indrettes ikke specielt til, at man kan klare de forskellige tester.
Mjølnerparken
I skoledistriktet på Ydre Nørrebro ligger Mjølnerparken. Alle ghettotegnene er der. 80 % på overførselsindkomst, der en del enlige og rigtig mange børn. I 2004 var der 51 % af beboerne i området under 18 år. Mange af de unge er ikke i gang med en uddannelse eller har et arbejde. Disse unge danner negative rolle modeller for ”lillebrødrene”.
Kvinderne kommer
Mange mødre fra Mjølnerparken er begyndt at vove sig hen til skolen, fordi det er en kvinde, de skal tale med. Der bliver betroet mange hemmeligheder til Lise En mor, synes at 4 børn var nok. Hun var begyndt at spise p – piller. Jeg bliver ikke gravid. Min mand tror, der er Allah, men jeg ved, det er pillerne.
Moderen er som ofte derhjemme med et par småbørn. Hun kommer sjældent ud. Måske kan hun ikke tale og forstå dansk. En indsnævret verden uden oplevelser, giver ikke overskud til at stimulere børnene eller befordre deres udvikling.
Her kan man så virkelig mærke, at Lise Egholm føler med disse kvinder. Hør bare:
Der er brug for et kvindeoprør hos indvandrerne. Det behøver måske ikke gennemgå alle de faser som her i vesten, men mange kvinder lider under, at være gift med en ubegavet og ikke – dansktalende person fra hjemlandet, der alligevel forsøger at styre det hele. De skal støttes i, at sige fra. Mødrene skal på banen. De vil meget gerne, men vi skal give dem bedre rammer for deres uddannelse.
Når man uddanner en kvinde, uddanner man også en hel familie, siger et ordsprog.
Ramadan
Det kan væres svært, at koncentrere sig, hvis man er sulten. Det skal være kræfter til at gå op og ned af trapperne, løbe og lege i frikvartererne, have idræt og svømning. Skolen sender hvert år en skrivelse ud lige før Ramadan, hvor de tilråder, at børnene får lov til at spise frokost under Ramadan.
Det kan også være svært at lave god mad i faget, hjemmekundskab, når man ikke må spise den dejlige mad. Men som man siger på skolen Man kan ikke og skal ikke fritages fra noget, fordi man er muslim. Så skolen indfører en bagermåned under Ramadan. Der bages brød og kager, som eleverne kan pakke ind, og tage med hjem. Så kan de spise det sammen med familien, når solen er gået ned. Nogle af muslimerne kan godt se det upraktiske i, at skolebørnene skal faste, så de nøjes med at faste i weekenden.
Eid er muslimernes største årlige fest, her tillader skolen, at man holder en enkelt fridag og ikke mere.
Privat- og friskoler
Vi lægger en masse indlæring og socialisering i børnehaveklasseåret og bliver derfor så kede af det, når nogle forældre efter det ene år, tager børnene ud igen. Det er synd for børnene og ærgerligt for skolen. Ofte er skolen ude for, at der oprettes etniske skoler i nærheden, og det er Rådmandsgades Skole ikke så begejstret for.
Allerede tidligt forudså Lise, Rådmandsgades Skole blev Københavnsmestre i tosprogede. Og ved hjælp af kurser m.m. stod man godt rustet. Det var dog ikke helt uden problemer.
Skolen modtog på et tidspunkt 23 elever fra en arabisk friskole. Der kom skolen rigtig på arbejde. Da det hele endelig kom på plads ved hjælp af forvaltning med mere, blev der tre måneder efter oprettet en ny friskole i Nordvest, og hele flokken blev flyttet.
Vi følte os meget misbrugt og lidt til grin. Det er simpelthen for nemt, at starte en friskole, mente Lise Egholm.
De halv dyre privatskoler huser toppen af samfundet, der her er fri for at komme tæt på de lavere sociale lag. Man møder kun et ganske snævert udsnit af befolkningen. Samfundsmæssigt er det et tab, og dermed et problem, at alt for stor en del vælger den private skole. Det offentlige finansierer ca.. 85 % af driften.
Opdragelsen
Problemet er, at indvandrerdrengene oftest er fuldstændig fritaget for de hjemlige forpligtigelser. Pigerne passer de mindre søskende, de laver mad, hjælper med vasketøjet og gør rent. Nogen af dem går så til koranlæsning 3 – 4 gange om ugen.. Og så er det også modersmålsundervisning om eftermiddagen. Mange piger må næsten ingenting. Ikke engang en tur ned af Nørrebrogade, sammen med en veninde.
Drengene, især den førstefødte, får meget opmærksomhed fra forældrene. Og ofte er det ukritisk og beundrende. Det giver problemer, når de kommer i skole som 6 – årig.
Når det vestlige og muslimske opdragelsesmønster støder sammen, opstår der meget let problemer. De oplever det omgivende samfund som konturløst og uden repressalier. Fædrene er meget fraværende, så der mangler tydelig rollemodeller. I deres optik er det samfundets skyld, at Mahmoud kom i fængsel.
Lise Egholm: Drengene skal pilles ud af prinserollen uden at blive nedgjort, også fædrene skal konfronteres med de dystre fremtidsperspektiver, som skolen kan ane i horisonten.
På skolerne og i fritidsklubberne skal der sættes ind med tæt og direkte kontakt til de unge og deres forældre, og der skal ikke lægges fingre imellem.
I mange muslimske familier er det tabu, at have et barn med de mindste handicap. Det er Allahs straf. Det er frygtelig for barnet, hvis det ikke får hjælp
Disciplin
Giv kun ros, hvis det er noget at rose for. Det er en skam at sidde på kontorgangen, inden man skal til samtale hos en lærer eller skolelederen. Eleverne på Rådmandsgades Skole skal behandle lærer, pædagoger, skolesekretærer, pedeller og rengøringspersonale med respekt. Respekt er en fornem værdi.
På skolen har nogle lærer gennemgået en AKT – uddannelse. AKT står for adfærd, kontakt og trivsel. Desuden er der gennemgået kurser i konflikthåndtering. 10 elever er endvidere uddannet som elevmæglere.
Der er ingen graffiti eller hærværk, man har det rart med hinanden.
Tørklæde
Hvis man bærer tørklæde, har man signaliseret, at man er en god muslim. Og da det er mange indvandrere på Nørrebro, bliver man fastlåst i det gamle mønster, det gælder også påklædningen. Problemet er, at man problematiserer det med tørklæde for meget, mener Lise Egholm. Man må på skolen ikke bære tørklæde i forbindelse med gymnastik, eller i forbindelse med hjemmekundskab og sløjd. Men de sidste to fag har man på skolen indført hætter af strækstof.
Forældrekontakt
Mor og/eller far skal komme til møde på skolen mindst fire gange om året. De skal tro, at skolen vil noget godt for deres børn. Lærerne fungerer ofte som tolke, når forældrene er der. Gruppearbejde indføres også ved forældremøder. Skolen accepterer simpelt hen ikke, at man ikke interesserer sig for barnets skolegang. Sidste år var det kun 6 forældre ud af skolens 500 børn, der ikke mødte op til et af de mange arrangementer. Invitationerne sendes ofte ud på flere sprog.
Uddannelse
Mange forældre har urealistiske forventninger til deres børns fremtid. De har også ofte en meget lille viden om de uddannelsesmuligheder, der er.
Det er lav status i de fleste indvandrerkredse, at blive håndværker. Det skyldes, at det i deres land ingen uddannelse kræves, at blive håndværker.
Kan folkeskolen magte opgaven?
5 % af lærerne magter ikke opgaven, mener Lise Egholm. Kravene er sat for lav i uddannelsen, og mange har manglende formidlingsevne. Det er nødvendigt med et fagligt og pædagogisk overskud. Det er på høje tid, at gøre op med mange års mistrivsel, og det er alt for få ressourcer til den nødvendige videreuddannelse. Nedslidte skoler skal sættes i stand, undervisningsmidlerne skal være tidssvarende og lønspredning er uomgængelig, hvis skolen skal udvikles.
Lise W. Egholm: Min blå sofa – om integration i skolen, Forlaget Lindhardt og Ringhof |
