Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Brug hoved - på cykelstien

Offentliggjort 29. maj 2006

Her følger så den seneste føljeton om det muntre og mindre muntre liv på og omkring cykelstien. Flere kampagner er skudt i gang. Moralen er, pas på. Ikke alle er lige gode til at begå sig på og omkring cykelstien. Medvirkende er som sædvanlig min cykelhandler, Hans samt cykelborgmesteren. Artiklen indeholder også forbrugeroplysning om erstatning, når du kører i et hul og cykelfundamentalistiske tanker.

Cyklister på afveje

Tænk, at Dansk Fodgængerforbund har fundet ud af, at når cyklister befinder sig på fortovet, så er det ikke fordi de er bange for trafikken, nej det er for at skyde genvej. Det må jag nok sige. Ja man påpeger faktisk, at det er på grund af komfortens skyld. Hele 144 cyklister er set på Københavns og Helsingørs fortove i vinter. Cykelbude står for 10 % af lovovertrædelserne. Det må have været koldt for tællerne. Forhåbentlig har de varmet sig under en cykelhjelm? Næste gang synes jeg, de burde tælle hundelorte. Herfra hvor jeg bor til det sted, hvor jeg kan hente gratisaviser talte jeg 11 hundelorte.

Dansk Fodgænger Forbund fandt også ud af at postbudene kørte zigzag på fortovene, under devisen Posten skal ud.

Retfærdigvis skal nævnes, at De Grønne Bude gør det samme.

I 2005 uddelte Københavns Politi 2.056 bøder til cyklister, der kørte i fodgængerfelter. I år har de allerede nu stoppet 1.058 cyklister. Det er en stigning på 48 %

Kvinder – på cykelstien

Kvinder skal slå kassekredit og indkøb ud af hovedet, når de er på cykelstien, ellers går det galt. 25 kvindelige journaliststuderende har udviklet en kampagne sammen med sikkerhedsudvalget for Århus Kommune. Det er også disse studerende, der har fundet ud af, at kvinderne har for meget i hovedet. Kvinderne skal ikke stole på deres medtrafikanter. Helt enig, en meget opsigtsvækkende konklusion.

Kørelys giver færre ulykker

Som den opmærksomme læser vil vide, har cykelhandler Hans på Østerbrogade påmonteret kørelys på min cykel. Det er jo praktisk, når man er til møder om aftenen. Så skal man ikke gå rundt med lys i lommen eller andre steder. Men nu viser det sig, at jeg og andre er skyld i 40 % færre ulykker. Hjernen er sådan indrettet, at man først og fremmest ser det, der er til fare for en selv. For en bilist er det andre biler – ikke cyklister (javel). Det er derfor, der er brug for cyklisternes synlighed.

98 % af cyklisterne med kørelys har været tilfredse med lygterne. Hvad mon der er sket med de sidste 2 %? 60 % føler sig mere trygge. Jeg er ikke blevet spurgt.

Og så kommer der nogle nye, her til august med en generator, så de også lyser, når man holder stille. Det nyeste er, at nu vil man lave nogle der lyser endnu kraftigere. Mon min cykelhandler er opmærksom på disse ting. Han plejer nu, at være vaks nok, ham Hans.

Kampen om søerne

”Søruten”, er der kamp om mellem fodgængere og cyklister. Det kunne være et godt alternativ til de forurenede og farlige søgader samt Blegdamsvej, som absolut ikke er for børn og arte sjæle. Ja det siger de i Dansk Cyklist Forbunds Københavns afdeling. Så må det jo være rigtigt.

Cyklister, styr jer

Danskerne opfører sig ikke hensynsfuldt på cykelstien. Det siger Stig Elling, ham der med rejser. Han bliver glad, når han cykler. Det gør jeg også. Han siger, at de spurter af sted, som om det var Tour de France. Jeg kan ikke huske, at jeg har overhalet Stig, men det har jeg nok.

Videre siger den kloge mand. Lad dem, der har travlt, skynde sig – men lad os andre sænke farten. Jamen vi er da enige.

Stig mener endvidere, at der er bedre cykelkultur i Amsterdam. Kloge hoveder siger også, at det er 7 gange så farlig at være cyklist i København end bilist.

Nørrebro og Østerbro Avis i krydsild

Lars Schmidt, der er redaktør af de overstående lokalviser har været i krydsild. Rasende cyklister har truet den arme mand. Han slutter en heftig debat i de to aviser med følgende ordlyd

Vi er helt enige i, at alle har lige ret til at komme frem i trafikken. Vi er helt enige i, at vi alle har lige ret til trygt at kunne trække vejret. Og sikre skoleveje, dem kan vi bare ikke få nok af. Og jo færre biler i København jo bedre.

Jeg er ikke altid helt enige i redaktørens udfald, men i denne debat, er jeg enig med ham. Man skal passe på at det at cykle ikke bliver en fundamentalistisk religion. Trafikken i København skal være helhedsorienteret. Redaktøren har helt ret i, at mange mennesker er direkte afhængige af deres bil, og de er ikke ringere mennesker af den grund. Erhvervslivet har i høj grad brug for bilen. De kan ikke bare få deres varer leveret på budcykler eller Christiania – cykler. Alle har krav på anerkendelse, tolerance og respekt. Uanset, hvilket transportmiddel, man bruger, så klap lige jernhesten.

Indrømmet Søren Pind, var bilernes borgmester. Klaus Bondam er cyklernes borgmester.

Parkeringsbøder til cyklister

Hvis man ikke parkere sin cykel ordentlig, skal man betale en afgift. Det handler om, at få folk til at ændre adfærd. Og sådan noget skal man ikke betale moms af. Parkering København har lige vundet en sag, og fået en masse momspenge tilbage. Dem har de selvfølgelig selv beholdt. Men pas på, næste gang du som cyklist møder en p – vagt. Det kan være du lige skal flytte din cykel. Måske kan man ad åre få en erhvervslicens til sin cykel.

Der er lige den hage ved denne sag, at det lige skal godkendes af justitsministeriet. Så skal alle cykler lige registreres. Så kan man samtidig lige kalde de ældre cykler til syn. Man møder simpelthen nogle gamle vrag på cykelstien.

Cykelhjelmen igen og igen

En af beboerne her i komplekset har fået en ny styrthjelm. Det er da også fin. Men det har fået meget til, at tage endnu mere afstand fra dette beklædningsstykke. Han ligner en blanding af General Patton og Napoleon. Og sådan synes jeg ikke, man kan se ud på cykelstien.

Dansk Cyklist Forbund har kørt kampagnen Hjelm eller hjerneskade. Sidstnævnte får jeg allerede, når jeg ser visse cykelhjelme. Nu er det kun 6 ud af 100, der bærer cykelhjelm. Det er det mest usexede, man kan forstille sig. Fint nok at 40 % af børn under 10 bruger cykelhjelm.

Ok, jeg er dobbeltmoralsk, og burde være rollemodel for mine børn. Men de er for længst flyttet fra reden.

Kunne man ikke få ham, Jacob Andersen, der har designet B&O til at designe en cykelhjelm. Måske Wegner (hvis han var i live) ham med stolen eller Arne Jacobsen? Eller Danish Design Center I burde kunne gøre det? Inden for Mounteen Bike, Roler Skates eller hvad det nu hedder, findes der jo smarte styrthjelm. Fås de også i store størrelser?

Pas nu på, hvor du køber din cykelhjelm. Coop har tilbagekaldt en cykelhjelm til småbørn af mærket Cycletrack. Det er en spænde, der skal udløses ved et træk på 15 kilometer. Til oplysning kan nævnes, at størrelsen er x – small og small og de har en grøn spænde. Dette var en gratis forbrugeroplysning.

Hullerne igen og igen

Nu hvor cykelborgmester Bondam har proklameret at 33 millioner kroner er frigivet til cyklister og sikkert også de momspenge, der vundet, hvis ikke lige skal falde i Parkering Københavns guldkiste, så begynd endelig at lappe hullerne på cykelstierne. Begynd endelig på Amager. Så kan jeg igen tangere min personlige rekord. Østerbro – Tårnby på 27 minutter og 28 sekunder inklusive røde lys.

Men ak, for at få cykelstier og veje op til normal standard så kræves det 141 millioner kroner.

Mange huller er i årenes løb blevet nedprioriteret. Tænk, at Københavns Kommune hvert år betaler trafikanter 1 million kroner, fordi de er kørt i disse huller. Opmærksomme læser vil vide, at jeg også har ramt disse huller. Det har cykelhandler Hans draget nytte af. Omsætningen er dermed vokset betragteligt. hos Cykelbørsen, Østerbrogade.

Hermed endnu er forbrugeroplysning:

Hvis hullerne i vejbanen eller på cykelstien er mere end fem centimeter dybe og ikke er afmærket, har praksis været, at man har ret til erstatning. Så husk fremover, at have en lineal eller målebånd med, når du cykler. Dette kan vel fremover købes som ekstraudstyr hos cykelhandler, Hans. Om kommunen får rabat, hvis cyklister kører ned i samme hul, vides ikke.

Brug hovedet

Hvornår sker de fleste uheld. Ja svaret får vi på www.brughovedet.nu

  • bil svinger til højre i kryds

  • bil svinger til venstre i kryds

  • fodgænger fra bus krydser cykelsti

  • bil kører ud af rundkørsel

På denne hjemmeside er også anmeldt kryds, hvor hovederne kan rulle. På min daglige tur til og fra på arbejde, er det virkelig fare for at hovederne kan rulle.

  • Jagtvejen/Østerbrogade 5 hoveder

  • Borgmester Jensens Alle/ Jagtvejen 5

  • Jagtvejen/Lyngbyvejen 10

  • Jagtvejen/Tagensvej 5

  • Jagtvejen/Nørrebrogade 9

Hertil skal lige knyttes kommentarer. På cykelstien på Jagtvejen lige over for Posthuset burde, der også placeres et hoved eller to. Fordi de kan komme til at rydde, når postbudene rykker ud. Et godt råd, nedsæt hastigheden. Forleden havde et kvindelig postbud glemt et brev. Hun ville gå tilbage via cykelstien. Hun havde øjenkontakt, men havde ikke tænkt sig, at vente til vi havde passeret. Ved den lejlighed blev håndbremsen afprøvet. Den virkede. Posten kom ud.

Ved Runddelen (Jagtvejen/Nørrebrogade) var det netop blevet grønt. Jeg skulle netop til at forcere og overhale, da 4 unge mennesker af anden etnisk herkomst end dansk i en Mercedes hvinende stoppede 2 centimeter fra mit nye cykellys. Her kunne de angivne 9 hoveder let være blevet forhøjet med 4 hoveder.

Gode råd til sidst

Nogle gode råd, skal dog lige gives til mine medtrafikanter på cykelstien

  • Sænke farten og se til venstre, når du kører ud i et kryds

  • Passe på parkerede biler, hvor passagerer er på vej ud af bilen

  • Passe på buspassagerer på vej ind og ud af bussen

  • Vise hensyn og evt. bruge klokken, når du overhaler på cykelstien

  • Bilister og cyklister brug ”fuck off” fingeren på en mere hensigtsmæssig måde

  • Cyklister, vink og hils pænt på alle bilister, selv om de kører lige ud foran dig

  • Brug cykelstien i stedet for fortovet

  • Erkend, at du ikke kan cykle hurtigere

  • Drik ikke whisky inden du skal cykle


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16