Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Ny Planlov - med Plan

Offentliggjort 12. juni 2006

Regeringens detailhandlerudvalg har afleveret en klog betænkning. Følges den kan det give endnu mere liv til byens midtpunkt, til glæde for den øvrige detailhandel. Kort og godt, større supermarkeder inde i byen, og et stop for de gigantiske storcentre ude ved indfaldsvejene.

Det store problem bliver trafikafviklingen. For større supermarkeder giver mere trafik. I større byområder opererer trafik – fundamentalister, som for enhver pris vil stoppe al trafik. Hvis man kan finde en fornuftig løsning, vil den nye planlovs – betænkning være et plus for fremtidens detailhandel.

Det er mere spændende med kreative butikker, end lukkede kontorer - Også på Nørrebro.

Til det nye udspil siger Miljøminister Connie Hedegaard:

Grundlæggende står vi over for et vigtigt valg, der handler om langt mere end kvadratmeter.

Fødevarebutikker skal i fremtiden have lov til at være på 3.500 kvadratmeter, hvilket er 500 kvadratmeter mere end i dag. Udvalgsbutikker hæves fra 1.500 kvadratmeter til 2.000 kvadratmeter. Dette gælder for byer over 20.000 indbyggere. I byer med mere end 60.000 indbyggere skal der ekstraordinært gives mulighed for at bygge meget store udvalgsbutikker som for eksempel Ikea i centrum.

Nu kan større byer konkurrere med andre europæiske storbyer.

Endvidere skal det i fremtiden ikke være mulighed for dispensation. Tvisterne i Horsens, Viborg, Ribe og Amager skal ikke opleves i fremtiden.

Dansk Supermarked er ikke så begejstret for udspillet. Her mener man, at det rimelige var en øvre grænse for 4.500 kvadratmeter for en dagligvarebutik. Man mener ikke, at kunne se logikken i, at skelne mellem en dagligvarebutik og en udvalgsbutik.

De Samvirke Købmænd og Coop Danmark er begejstrede for udspillet.

Konkurrencestyrelsen havde hellere set større udvidelsesmuligheder. Planen favoriserer discountbutikker, mener styrelsen. Supermarkeds – udviklingen vil blive mere trængt.

I Sverige har 450 landsbyer mistet deres dagligvarebutik inden for de seneste 10 år, og mange flere byer vil i de kommende år lide samme skæbne. Den gamle planlov i Danmark har forhindret samme udvikling herhjemme. Godt nok er antallet af butikker i Danmark faldet fra 2.990 til 2.777 på fem år. En kapitalindsprøjtning på blot 50.000 til 100.000 kroner kan redde mange butikker, mener HK – Handels formand, Jørgen Hoppe. Måske er det en ide, at sprede offentlige indkøb til den lokale butik, uden sociale klausuler.

Udvalgets anbefalinger skal til efteråret omsættes til lov. Spørgsmålet er så om politikerne følger anbefalingerne. Det tyder det nemlig ikke på. Venstre med støtte fra Dansk Folkeparti vil have større butikker end det, udvalget foreslår. De Konservative står bag udvalgets forslag.

Formanden for detailhandelsudvalget, Jan Sjursen advarede imod at pille dele af oplægget ud, og lade andre ligge. Oplægget er ”en afbalanceret helhed”.

De næste par måneder bliver det sikkert skudt med skarpt fra begge fronter.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16