Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Integration på Cykelstien

Offentliggjort 24. juni 2006

Her følger femte del i serien om det mere eller mindre muntre liv på og omkring cykelstien. Medvirkende er min cykelhandler Hans, Cykelborgmester Klaus Bondam, Integrationsministeren, Dansk Cyklist Forbund, en chip og den cyklende redaktørs kondisko.

Det må betegnes som lidt af en Danmarks rekord, at punktere tre gange på 4 dage. Men det skete faktisk for mig. Længe leve de københavnske cykelstier. Tredje gang havde min cykelhandler ondt af mig. Han ordnede lapningen på stedet. Utroligt, at det kan gøres på 4 minutter. Medlidenheden var så stor, at jeg fik det gjort for halv pris.

Nu hvor vi taler om min cykelhandler, så fortalte han mig, at han er sikret mod bøder, når han kører på fodgængerovergangen samt på fortovene. Hans ”frikort” er en jakke fra Det Danske Postvæsen. Om han har udført stuntet i praksis, ved jeg ikke. Hans, min cykelhandler beklagede sig over, at hans firma hedder Cykelmarked, og ikke det, jeg havde skrevet sidst. I den anledning fik jeg overrakt en nøglering. Nu glemmer jeg det aldrig.

En læser har spurgt om Cykelmarked, Østerbrogade sponserer denne cykelserie. Svaret er, ikke endnu, men jeg forventer, at det snarest sker. Men nu har vi visse etiske og moralske regler i Nørrebro Handelsforening, så det er grænser.

Når vi nu er ved punktering, så er der kommet en ekstra punkteringssikring fra et firma, der hedder Duramax. Her lover man et års garant på punktering. Hvorfor har min cykelhandler ikke fortalt mig det?

Integrationen

Rikke Hvilshøj er også meget glad for at cykle. Jeg har dog endnu ikke mødt hende på cykelstien. Hun mener at cykelkulturen er en tilgang til dele af den danske kultur. Den har mange fordele. På cykel får man pludselig adgang til grønne områder og andre dele af det danske samfund, end der hvor man bor.

Cyklen giver også adgang til det danske arbejdsmarked. I nogle jobs kræver man, at man kan cykle.

Pendler på cykel

Ved kortere ture på cykel (under 7,5 kilometer) bruger hollænderne cyklen som transportmiddel, næsten lige så ofte som bilen. Hvad med danskerne, eller nydanskerne? Direktøren for Dansk Cyklist Forbund siger noget meget klogt Cykling mindsker ikke alene fysiske afstande, men vil også mindske afstanden i den måde, vi opfatter hinanden. Dansk Cyklist Forbund har fået midler til at undersøge den virkning cyklen har for indvandrernes mobilitet, adgang til arbejdsmarkedet, selvværd, familiemæssige situation og sundhed.

Som indvandrer (sønderjyde) kan jeg oplyse, at det har en positiv mening. Jeg håber, at dette lige bliver nævnt i undersøgelsen.

Lær at cykle

Mange kvinder med anden etnisk baggrund kan ikke cykle, men det kan de lære. Derfor arrangerer Foreningen af kvinder til fremme af integration (FAKT) cykelkurser. Jeg skal lige hilse og sige, at adskillige andre også kunne trænge til et sådant kursus. Det, at kunne holde balancen er en fordel, når man skal cykle. Men at kunne begå sig i myldretrafikken er også en kunst.

Cykelhandlingsplan

Og så opfordrer bladet, Cyklister til at man får oprettet en cykelhandlingsplan. Den kan bestå af følgende

  1. Sammenhængende cykelrutenet
  2. Fremkommelighed i kryds
  3. Trafiksikkerhed
  4. Parkeringsforhold
  5. Kombinationsrejser
  6. Drift og vedligeholdelse
  7. Information og dialog

Ja, cykelborgmester Klaus Bondam, det står at man skal ligge pres på sin kommune. Og cykelparkerinsforholdene i København kan jo godt gøres bedre. I stedet for vi at vide, at vi selv skal tage et ansvar, og man skal faktisk til at betale parkeringsafgift. Måske bliver der som led i en aktiveringsplan uddannet særlige cykelparkeringsbetjente. Indrømmet, der ligger mange cykellig rundt omkring. Men Klaus Bondam, er det ikke for mange cykler i forhold til cykelstativer. En anden ting, de cykelstativer, man endelig finder, er designet til gamle herrecykler. Det er ikke sådan en, jeg suser rundt på.

Ja og butikkerne skal betale afgift, hvis de sætter cykelstativer op til deres kunder.

De lokale løsninger

Det er altid populært at fremkomme med lokale trafik – handlingsplaner. Det koster jo ikke noget for dem, der kommer med forslagene. Man behøver heller ikke at tænke på konsekvenserne for naboerne.

Mimersgade skal være en cykelgade.

Bilerne skal ud af København, men hvordan? Det var simpelthen temaet for en diskussion i Cyklistforbundets butik. Igen er fundamentalismen fremhævende. Hvem har ret fodgængerne, cyklisterne eller bilisterne? Hvorfor er der aldrig plads til alle tre slags trafikanter?

Og den nødvendige trafik, erhvervstrafikken – ja det skal helst foregå på Christaniacykler. Fundamentalisterne ser helst, at håndværkerne fræser rundt med alskens værktøj på cykler. Det er sikkert også godt for miljøet. Men ikke for fru Hansen(større regninger, det betaler hun gerne for miljøets skyld?), og håndværkeren selv.

Nu vil man så have cykelstierne omkring søerne. Her er en fantastisk natur midt i storbyen. Særlig om vinteren. Med løbesko har jeg ofte foretaget en omgang, en befrielse for legeme og sjæl.

Men allerede nu varsler fodgængere og kondiløbere en aktion mod disse cyklister. Snak dog sammen, en løsning må dog kunne findes.

See mi

Nej det er ikke en skrivefejl. Det er simpelthen en chip, min cykelhandler ikke har fortalt mig, som findes. Det gå ud på at montere en chip i cyklernes refleksbrikker. Denne sender et signal videre til en modtager. Enten på en lysmast med en lystavle, der lyser op eller til en modtager inde i lastbilen, der hyler, når en cyklist er æt på.. Det er faktisk mere praktisk end hvis jeg via megafon kunne meddele den svenske vogntransport der var ved at nedlægge mig sidst på Vibenhus Runddel, at her kom jeg.

Cykelhjelme igen og igen

Hele verdens cykelhjelmsfabrikanter har rottet sig sammen for at gøre deres produkter så tudegrimme som overhovedet muligt. Her et tip, læst på bagsiden af Politiken:

Man skal finde en rest stof, klippe et rundt stykke på 50 cm i diameter, sy en løbegang og trække en bukseelastik igennem. Så har man grundlaget for en rigtig hjelm. Og så skal man bare nappe limpistolen (er på tilbud til 29.95) og gå i gang.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16