Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Kampen om Nørrebrogade

Offentliggjort 28. august 2006

af Uwe Brodersen, sekretær i Nørrebro Handelsforening

Det er lagt op til en omfattende regulering af Nørrebrogade. I første omgang, skal der bruges 500.000 kroner til en undersøgelse. Op til 30 millioner kroner vil ”en fredeliggørelse” koste.

Nørrebrogade er enestående. Berømt og berygtet. Ord som kultur, kreativitet og tolerance kan heftes på gaden. Ordet urolighed måske også.

Det bliver spændene, om man kan varetage alle interesser på Nørrebrogade, for det bliver nødvendigt at prioritere.

Borgerdialogen vil blive planlagt med lokalområdets organisationer, herunder Områdeløft, Kvarterløft, Agenda Center og lokalråd.

Forhåbentlig lytter man ikke til dem, der råber højest. Der er nemlig mange interesser i sagen. Forhåbentlig vil man også lytte til de handlende.

I Kommuneplanen står der, at man vil forbedre forholdene for fodgængere, cyklister og busser. Dette vil medføre en skarpere prioritering mellem trafikanterne. Samtidig er visionerne, at Nørrebrogade skal være et spændene handelsstrøg. Og det lyder også skønt, at byrummet skal forskønnes. Det trænger gaden også til.

Helhedsplanen skal være fleksibel, og det er her, at detailhandelens interesser må tilgodeses. Det er vigtigt at sikre sig at Københavns bedste handelsgade bevares, og at varelevering og kundernes adgang sikres.

Her troede man, at bilerne bare kører igennem Nørrebrogade, men det er ingenlunde tilfældet. Over 80 % har et ærinde på Nørrebro. Det må sikres, at disse kan parkere i nærheden af butikkerne. Men hvis man vil regulere trafikken på Nørrebrogade, vil det gå ud over sidegaderne. Så må de trafikreguleringer, som eksempelvis Områdeløftet har planlagt koordineres i en helhed. Beboerne i sidegaderne må nok indstille sig på mere trafik.

Det er også fint, at der skal anlægges 4.000 nye underjordiske parkeringsanlæg i de indre brokvarterer. Men samtidig nedlægges 1.000 stk. i gadeareal. Kunsten er så, at gøre det i den rigtige rækkefølge. Tiltagene må ikke virke konkurrenceforvridende, forstået på den måde, at hvis der er for mange hindringer, ja så tager man bare i et storcenter. Her er der nok af p – pladser.

Det er også fint med øget cykelparkering ud for butikkerne. Men så må det gøres mere fleksibelt. I øjeblikket skal butikker betale for at levere cykelstativer. Man ønsker bredere fortove, og ude servering. Så må afgiften for vareudstilling og ude servering nedsættes. Det bliver en kunst, at forene dette med trafiksikkerheden. I forvejen er denne ikke god på Nørrebrogade.

Ulovlig standsning til aflevering af varer forsinker trafikken på Nørrebrogade. Det må sikres, at vareleveringen til butikkerne gøres mere fleksibel. Især nu, hvor kørerbanen forslås indskrænket.

Det er ikke en landsby, vi taler om. Nørrebro har nok den tætteste befolkningstæthed i Danmark, og det afspejler sig også i trafikken. Dronning Louises Bro passeres dagligt af 16.000 biler, 30.000 cyklister og 26.500 buspassagerer. Samtidig er Nørrebrogade, det mest spændene handelsstrøg med 4 kilometer butiksfacader.

Nørrebro Handelsforening håber ikke, at ændringerne fører til ændring af ærindetrafikken, hvis det under dette begreb forstås indkøb af daglige fornødenheder.

Det er rigtigt, at facaderne på mange ejendomme ikke ser særlig smarte ud. Man kan ikke bebrejde butiksejerne, at de ikke gør noget ved det. Måske skulle man tage fat på Andelsboligforeningerne. De bør stille krav. Kommunen bør derfor også invitere disse med i drøftelsen af fremtidens Nørrebro.

I det materiale, vi har fået at se, glemmer man meget af det, der er sat i gang. Man nævner overhovedet ikke planerne om Den Grønne Kile eller planerne om butikkerne under ”buerne” omkring Nørrebro Station. Man taler igen om en basar i nærheden af stationsområdet. Vi troede, at de ideer, der allerede fremkom for fire - fem år siden, var skrinlagt. Man taler om nogle ”barakker”, der skal fjernes. Det har man også snakket om i 4 år. Disse ”barakker” har faktisk en pæn omsætning. De er i sig selv med til at trække folk og omsætning til Nørrebro. Så dem fjerner man vel ikke sådan? Den åbne plads, der opstår, er der mange ideer til. Men er de fornuftige?

Området omkring Nørrebrohallen kan gøres mere attraktivt, men det har man også i andre planer en fokus på. Flere bænke er også ønskelige Men når man så gør dette, bør man også åbne de offentlige toiletter. Butikkerne på Nørrebro, mærker folks ”tissetrang”

Ellers er der mange fornuftige ideer, men pas på med at gøre det hele for strømlinet. Nørrebros identitet bør ikke gå fløjten. Og glem ikke, at det er handelslivet, der er med til at trække de mange folk til Nørrebro.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16