Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Flere og bedre pensionsmuligheder for selvstændige

Offentliggjort 29. oktober 2006

Alle, der har drevet selvstændig virksomhed gennem nogle år, ved, hvor omskiftelig og uforudsigelig tingene kan udvikle sig, og derfor er der god grund til at holde øje med de nye ordninger, der er indført for at gøre det mere attraktivt at være selvstændig.

Samfundet har brug for flere iværksættere og selvstændige, og derfor er der bl.a. kommet positive ændringer på pensionsområdet, der gør fremtiden lidt mindre usikker for mange selvstændige.

Ikke mindst de reviderede regler om selvstændiges pensionsforhold er af betydelig interesse for mange af de forretningsdrivende her på Nørrebro, hvor erhvervslivet er domineret af små og mellemstore virksomheder, siger filialdirektør Niels-Peter Jensen, der leder Arbejdernes Landsbanks filialer på Nørrebro.

Spar op til pension i de gode år

Skattelovgivningen giver nu mulighed for, at man kan indbetale op til 30 pct. af virksomhedens overskud på en pensionsordning, og man er ikke, som det er tilfældet for lønmodtagerne, bundet til en bestemt indbetalingsstørrelse de efterfølgende år. Der tages således højde for, at det er almindeligt med større variationer i overskuddets størrelse fra år til år.

Man kan altså spare op til pension, når man har mulighed for det, siger filialdirektøren og gør opmærksom på, at når pengene er indsat på en pensionskonto er de samtidig kreditorbeskyttet. De berøres altså ikke, hvis der opstår en økonomisk krise i virksomheden.

Virksomhedssalg og pension

Filialdirektør Niels-Peter Jensen mener også, at det har interesse for mange selvstændige på Nørrebro, at der desuden er nye regler for at oprette pensionsordninger, når virksomheden sælges: - Man har nu mulighed for at indbetale op til ca. to millioner kroner på en pensionsordning ved salg, og i modsætning til forholdene for lønmodtagere, er selvstændige ikke underlagt aldersbegrænsninger for de forskellige pensionstyper, oplyser filialdirektøren, der leder bankens filialer på Nørrebrogade og i Mimersgade.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16